Konflikt paa Borch & Henrichsens Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdertyranni. Under denne Overskrift har en Hr. R-o. i "Dagbladet" søgt at gøre gældende, at Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Optræden overfor d'Hrr. Borch & Henriksen, Vesterbrogade 95, er en fuldstændig Misbrug af Magten. Tillad mig derfor, Hr. Redaktør, at komme med nogle Oplysninger til Hr R - o

Jeg skal da først forklare, hvad der har fremkaldt det af ham saakaldte Arbejdertyranni.

Arbejderne paa Borch & Henriksens Fabrik henvendte sig til Forbundet for gennem dette at faa Forholdene forbedrede, idet der Beskæftiges Smede med en Løn af 20 Øre pr. Time (ved Taganlæget paa "National" har Firmaet endog betalt med 18 Øre pr. Time). Desuden brugte Firmaet den Fremgangsmaade, at aftrække 18 Øre pr. Time af Lønnen, naar Arbejderne ikke havde mødt i rette Tid om Morgenen. Porten blev lukket Kl. 6 Morgen, og den, der havde forsinket sig, selv om det kun var et Par Minuter, kunde ikke paabegynde Arbejdet for Kl 8½ og mistede altsaa derved en Del af sin Fortjeneste, idet han ved Lukkesystemet tit mistede nogle Timers Løn om Ugen, og ved at Lønnen yderligere blev nedsat med 1 Øre pr. Time, mistede en Del af sin virkelige Fortjeneste. Da der ikke gaves Akkordarbejde paa Fabriken, kunde den tabte Løn selvfølgelig ikke indvindes ved for øget Flid. Arbejderne havde i længere Tid ytret Misfornøjelse med Forholdene, indtil de i Slutningen af Januar besluttede at nedlægge Arbejdet. Dette blev ved et Møde mellem Arbejderne og Forbundets Bestyrelse endelig bestemt. Arbejdet nedlagdes af 43 af de 48 Smede og Maskinarbejdere, der da beskæftigedes paa Fabriken. De øvrige 5 Arbejdere blev paa Fabriken. En af dem, som er Kedelsmed, men oprindelig har været Skibstømrer, søgte efter Evne at forhindre Smede- og Maskinarbejderne i at opnaa de attraaede Forbedringer. Denne Mand syntes at være Firmaets Et og Alt: thi han er stadig paa Benene, hvor det gælder om at gaa Fabrikanternes Ærinde. Muligvis kan denne Mand ikke arbejde i det Fag han har lært, eller maaske han ogsaa der har vist sig som en troløs Kammerat. Forøvrigt er det nok ikke første Gang, han skifter Profession. Borch & Henriksen søgte ligeledes at forhindre Arbejdsnedlæggelsen ved at forsøge at overtale hver enkelt Arbejder til at underskrive en Forpligtelse til ikke at nedlægge Arbejdet og ved at give enkelte Arbejdere Udsigt til Lønningsforhøjelse; men at gaa ind paa det at Arbejderne fremsatte Ønske om Forbedring i Forholdene afslog de bestemt, formodenlig i den Tro, at Arbejderne var tvungne til at bøje sig viljeløst for Kapitaltyranniet, og at Værdien af Arbejdskeasten ikke kunde medbestemmes af Arbejderne men kun af d'Hrr Fabrikanter. Sagen tog som bekendt en anden Vending, idet Firmaet med de Individer, som det havde til Raadighed, ikke kunde paatage sig Arbejde i samme Omfang som tidligere.

Hvis Hr R-o. vil anstille en Sammenligning mellem det Tryk, som Arbejdsgiverne har udført paa Arbejderne, og det Tryk, som Arbejderne har udøvet til Gengæld, vil han vist indrømme, at Arbejdsgiverne har misbrugt Magten i en langt højere Grad end Arbejderne, idet de har fordret, at Arbejderne ubetinget skulde arbejde for den Løn, som de bude, uanset om det svarer til det udførte Arbejde og til den Pris, som Livsfornødenhederne staar i. Det var Dhrr. ligemeget om Arbejderne kunde eller ikke kunde forsørge deres Familie med den Løn, de fik, naar blot Firmaet var i stand til at underbyde enhver Konkurrent og dog selv tjene Penge; men Arbejderne, ja deres Løn maatte trykkes. Her var noget at gøre, og Dhrr. benyttede denne Udvej saa godt, at der formodenlig blev en smuk lille Sum tilovers til Dhrr. Fabrikanter af det Overskud, som ellers vilde have tilfaldet Arbejderne, hvis der for Arbejdet var blevet betalt en passende Løn. Firmaet fordrede endvidere: at Arbejderne ubetinget skulle bøje sig for de Regler, som Dhrr. foreskrev paa Fabriken. De Personer, som Hr. R-o. har saa meget tilovers for, kendte deres forhenværende Kollegers slette Stilling, men saa kun paa deres egen Fordel, og de havde ikke Spor af Medfølelse med deres Kolleger. De gjorde fælles Sag med Arbejdsgiverne for selv at indsmigre sig. De begik Forræderi mod deres Kolleger, ikke af Kærlighed til Mestrene, thi disse Folk tager vist kun Hensyn til sig selv, men de gjorde det i Haab om derved at opnaa privilegerede Stillinger og i Haab om i det Hele taget at kunne profitere af deres Arbejdsgiveres Taknemmelighed.

Hr. R-o. skriver, "at de var nogle Arbejdere, som Firmaet satte særlig Pris paa." Jeg troer dog ikke, at de er særlig dygtige Arbejdere. Det under Streiken udførte Arbejde beviser det modsatte. Nej, den Pris, der sattes paa disse Folk, er høi Pris, her af den ene kæmpende Part altid sættes paa Overløberne fra den modsatte Lejr. Tror De virkelig, Hr. R-o., at disse Mennesker vilde betænke sig paa at for raabe deres nuværende Venner, naar de kunde have Fordel deraf, eller tror De ikke, at disse Personer med Begærlighed vilde »ude de Fordele, som de Strejkende, der er blevne modarbejdede af dem, ved Enighed har tilvejebragt. 

Finder De det saa uberettiget, at man nægter at arbejde Side om Side med Folk, som ikke har vist Spor af Kollegialitet. Vi bruge kun Magten for at skaffe os taalelige Kaar, for at værge os mod Folk, der ved deres Opførsel har vist, at de ikke er i Besiddelse af Broderskab og som ikke anerkender vor Frihed til at bestemme Prisen for vor egen Vare (Arbejdskraften), og saadanne Folk, der for personlig Vindings Skyld hjælper Kapitalisten til at trykke den fattige Arbejder, vil De, Hr. R-o, vist indrømme, dele næppe den Anskuelse, De synes at nære om "Lighed". Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Opgave er Arbejdets Frigørelse fra Kapitalens Magt, og vor Forening maa som Følge deraf kampe mod Kapitaltyranniet enten dette saa haandhæves af Arbejdsgiverne eller Andre.

Ærb.
F. Hurop.
Formand for "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund".

(Social-Demokraten 13. april 1884).

Den 29. maj fik en strejkende idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for at have truet en af arbejderne med at gå på arbejde. Den 19. juli 1884 blev der indgået en aftale om en minumumsløn. Arbejdsgiverne anerkendte ikke arbejdernes ret til medbestemelse i lønningsspørgsmål. Sommeren 1885 iværksattes en lockout mod smede- og maskinarbejderne, men Borch & Henrichsen deltog ikke i denne. Firmaet var med til at bygge Cirkusbygningen og Cafe Boulevard i 1886. I 1889 lå maskinfabrikken og jernstøberiet Vesterbrogade 95.