Testamentet er Navnet paa det eiendommelige lille lave, gammeldags Hus, der ligger i Møllegade Nr. 10 paa Nørrebro og stikker af mod sine nye Omgivelser. Før laa det ensomt, fredelig og stille langt fra Byens Tummel og Støi Side om Side med de Dødes Have, den mosaiske Kirkegaard, fra hvilken dets Have kun var skilt ved et forfaldent, halvt omstyrtet Plankeværk. I Kristian den Fjerdes Tid var "Møllegade" en alfar Landevei fra Hovedstaden ad Nordsjælland til. Ved Guldbergsgade bøiede den mod Nordvest og løb i lige Linie fordi "Tagenshus", som den Gang var et Bangehus, en straatækt Lerhytte. Allerede i Frederik den Fjerdes Tid var denne Vei hvis tidligere Tilværelse endnu røber sig ved Resterne af et Par næsten sløifede Jorddiger tværs over "Lammefælleden", nedlagt og omskabt til en Fægade, ad hvilken Kvæget blev drevet paa Græsgangene; men paa Hjørnet af nuværende GuIdbergsgade og Møllegade laa et lille Hus, et Krosted, hvor de Vejfarende pleiede at søge til. Senere blev der bygget endnu et Hus ved Veien, nemlig det omtalte Nr. 10, der bærer paa en Alder af halvandet hundrede Aar. Da mosaisk Kirkegaard skulde anlægges, blev hint gamle Krosted, der laa paa det Jordsmon, som var indrømmet Kirkegaarden, nedbrudt, og Retten til Beværtning gik over paa det nuværende Nr. 10, der siden har været et af Almuen meget søgt Traktørsted, hvis Glansperiode dog mest faldt i vore Bedsteforældres Tid. Medens Embedsmand og Folk af den finere Verden valfartede til Traktørstedet "Jylland" paa Nørrebrogade ved Fælledveien, og kunstnere og Studenter søgte til Billigheden paa St. Hans Torv, morede den adstadige Haandværker og den jævne Borgermand bedst i "Testamentet". Det var nemlig Navnet paa det omtalte Beværtningssted ved den nuværende Møllegade, som den Gang kaldtes "Jødeveien". Det var det nære Naboskab med Mosaisternes sidste og sikre Valfartssted, Kirkegaarden, der skaffede Beværtningsstedet dette Navn. Først kaldte Folkelunet det for "det gamle Testamente", men senere blev Navnet for Nemheds Skyld forkortet til "Testamentet". Naar Haandværkerne havde fulgt deres afsjælede Kammeraters Lig i Procession til Assistens Kirkegaard, gjorde Følget i Reglen en "Afstikker" hen til Testamentet. Der spændte man den blanke Staalkaarde fra Lænd, det gyldenspændte Skødskind blev hængt paa Knagen, den sorte Stadskjole blev trukket af, Kridtpiberne og Tobakskassen kom frem, og saa drak man den Hedengangnes Gravøl, Indtil Hundeglam og Vægterens Tuden lød inde paa Blegdammen og mindede om, at nu var det Tid at bryde op. Men Søndag Eftermiddag spankulerede Haandværksmanden og den jævne Borger stiv og stram, pyntet med Livkjole, med Piben i Baglommen, Signetet paa Maven og Hareuldshatten kjækt paa "Snur" ud af Parten. Først gik Veien til Assistens Kirkegaard, hvor der aflages et Besøg hos de Døde. Saa skraaede man over til "Testamentet" paa Jødeveien. Gjæsterne modtoges høvisk af den joviale Vært, pyntet med sølvknappet Vest og knæspændte Skindbukser. "Glukflasken" klukkede muntert og Snapsene eller "Sopknerne", som de kaldtes, gik lystig rundt. Sangen tonede, og Kuglerne rumlede paa Keglebanen. Men Støien generede ingen, thi der var langt til "Halvmaanen" paa Nørrebro, som i lang Tid var det nærmeste Nabosted. Kom det til Strid, afgjordes Sagen paa Stedet. Man satte Piberne fra sig og tog saa "Livtag", til en af Parterne "bed i Græsset". Saa drak man "Forlig", og naar man endelig brød op, drog hele Selskabet i den fortroligste Harmoni Arm i Arm gjennem den øde Forstad ad Byen til, hvor man skiltes for at sove ud, saa man næste Morgen igjen kunde begynde sit vante Dagværk. Nu har Tidens Ælde lagt sin tunge Haand paa "Testamentet", saa Vinduerne ere blevne skæve, og Rygningen har bølget sig. Det gamle Skur passer ikke til de nye Omgivelser, og Bygningen, der allerede i lang Tid har staaet ubeboet, er selvskrevet til snart at vandre heden til det forsvundne Kjøbenhavn.
V. Both.
(Nationaltidende 5. februar 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar