04 august 2023

Adressen om Prostitutionen. (Efterskrift til Politivennen)

Magistraten og Prostitutionen. Den Adresse om Prostitutionssagen, som i sin Tid blev indgivet til Kommunalbestyrelsen fra 4200 Mænd og Kvinder i Kjøbenhavn, anbefalede som bekendt: 1) at omordne Sædelighedsforanstaltningerne i Hovedstaden, saa de kom til at modarbejde den offentlige Usædeligheds Udøvelse i Lighed med, hvad der andetsteds er forsøgt med heldige Resultater, og 2) at udruste Politiet med Myndighed til, og at paalægge det som ubetinget Pligt, strængt at vaage over, at Velanstændigheden ikke krænkes paa offenllig Gade eller overhovedet paa offentlige Steder, og at Gadefreden overholdes, saaledes at hverken Mand eller Kvinde tør krænke den uden at hjemfalde til Straf.

I den Anledning hævder Magistraten i sin nu afgivne Betænkning, at Loven af 10. April 1874 og Regulativet af 9 Marts 1877 ikke gaar ud paa at beskytte Usædeligheden, men paa at straffe den og tvinge den Utugt, der drives som Erhværv, ind under Politiets Kontrol. Den indrømmer, at det vilde være det heldigste, om Erhværv ved Utugt overhovedet ikke taaltes, men altid blev forfulgt af Politiet og straffet. Men dette System findes, saa vidt Magistraten bekjendt, intetsteds, i al Fald ikke i nogen større By, og den ved intet om, at Ikke-Kontrolsystemet i sædelig Henseende fører til bedre Resultater end Kontrolsystemet. Den hævder ogsaa, at de ovennævnte Lovbestemmelser ikke har skabt den nu bestaaende Tilstand som noget nye. Det, man tilsigtede med dem, var hovedsagelig et Værn mod den hemmelige Prostitutioner, medens man iøvrigt slog den længe bestaaende Tilstand fast, og Magistraten vilde nære stor Betænkelighed ved at bortkaste det System vi har, i hvert Fald saa længe Erfaringen her og anden Steds ikke har paavist noget andet, der er bedre - Ansvaret for Systemets Udøvelse er imidlertid Politiets, og paa dette Omraade tør Magistraten intet udtale, men indskrænker sig til at foreslaa, at den indkomne Adresse, uden dog at ledsages af nogen Udtalelse fra Kommunalbestyrelsen, tilstilles Justitsministeriet, for at dette kan overveje denne Side af Sagen.

Et Punkt i Regulativet har i Magistraten været Gienstand for særlig Forhandling. Efter 12 maa de i offentlige Huse boende Kvinder ikke gaa paa Gaden i Tiden fra Gadelygternes Tænding til deres Slukning, hvorimod dette er tilladt de privatboende offentlige Fruentimmer. Det nævnte Forbud blev i nogen Tid efter 1866 gjort gjældende imod alle offentlige Fruentimmer, men siden er det blevet forandret, og nu er Meningerne i Magistraten delte om, hvor vidt der kunde være Anledning til at komme ind paa nogen Begrænsning ogsaa for de privatboendes vedkommende. Den Borgmester, der havde underskrevet Betænkningen (H. R. Hansen), vilde finde det rigtigt at foreskrive, at de nævnte Fruentimmer ikke maa færdes paa Gaden fra Lygternes Tænding til Kl 10 mulig til Kl 11 Aften, idet han mener, at nogle af de Ulemper, som Adressen fremhæver, derved vilde fjærnes. Men paa dette Sagens Trin finder man det tilstrækkeligt at henlede Justitsministeriets Opmærksomhed paa Spørgsmaalet. - Adressen forhandles i Borgerrepræsentationens Møde paa Mandag.

(Morgenbladet (København) 9. februar 1884. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar