Fra Læsø skrives der til os den 8. ds.: En af de saakaldte Uldkræmmere, som strejfe Landet rundt, gjorde, efter at have beruset sig paa Gjæstgivergaarden i Østerby, for nogle Nætter siden Forsøg paa at trænge ind i et Hus, hvor der paa Grund af Konens Sygdom netop var Lys, og først efter at han havde slaaet en Rude itu, og en Nabo var tilkaldt, lykkedes det Folkene at blive befriet fra den ubudne Gjæst, som nu Politiet har taget sig af. Vi skulde næppe have omtalt denne Sag, saa fremt den ikke havde givet os Leilighed til at fremhæve, hvor uheldigt det ofte er for Beboerne, at der ikke i en By som Østerby, hvor der kommer en hel Del Fremmede, og hvor der ofte svires og drikkes en Del, findes en Sognefoged, idet Fogden for Hals Sogn, hvorunder Østerby hører, bor i Bangsbo, en Mil borte. Der har ogsaa tidligere været ansat en Reservesognefoged i Østerby, men i de senere Aar har der derimod ingen været, skjønt Forholdene vistnok langt fra have bedret sig. Da vi ere komne til at omtale disse Uldkræmmere og deres Excesser - thi den nævnte er vistnok næppe enestaaende - kunne vi ikke tilbageholde vor Forundring over, at Autoriteterne tillade en saadan Mængde af disse Mennesker at streife Landet om. Hvad Nytte udrette egenlig disse Folk med deres Løben om med Varer, som Forbrugerne vistnok kunne kjøbe lige saa billigt hos de Handlende? Vi kunde forstaa, om man tillod ædruelige og hæderlige Folk, som paa Grund af en eller anden legemlig Svaghed ikke formaa at ernære sig ved almindeligt Arbeide, at handle med Uldtøi for derved at tjene Brødet, men vi skjønne ikke, hvilken Grund der er til at saa mange unge, arbeidsdygtige Mænd der vist med Lethed kunde ernære sig paa anden maade, skulle have Lov til saaledes at vandre Landet omkring, tilbringende den største Del af deres Tid, der kunde benyttes bedre, paa Landeveien eller i Kroen, et Liv, der sikkert maa være demoraliserende, i alt Fald for mange af dem.
(Nationaltidende 12. februar 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar