Forholdene i Væverfaget giver et ret klart Indblik i, til hvilken Grad Arbejderne udplyndres i det nuværende Samfund. Saa godt som alle de Forholdsregler, som Frikonkurrencesystemet raader over, for at gøre Arbejderen til Slave og trykke hans Løn ned til en Sulteløn, finder Anvendelse i Væversaget. Der gives næppe noget Fag, i hvilken Maskinkraftens Anvendelse har ført Arbejderne i den Grad til Afgrundens Rand, som Tilfældet er i Væverfaget; i intet andet Fag har Spekulationen benyttet Kvindens Arbejdskraft til ved Hjælp af Konkurrencen med Manden, at foretage den ene Reduktion af Lønnen efter den anden, i en saadan Udstrækning som blandt Væverne, og lige som for at vise, at den heraf følgende Elendighedstilstand blandt Arbejderne rigtig passer i de nuværende Magthaveres Kram, lægger baade Staten og Kommunen sin Indflydelse i Vægtskaalen, ikke for at forhindre Arbejdernes Udplyndring eller i alt Fald mildne dens Følger, men for at styrte Arbejderne endnu dybere end den private Spekulation er i Stand til.
Væverfaget er nemlig et af de Fag, ved hvilket Staten ved Tugthusarbejdct har etableret en for Faget ødelæggende Konkurrence, og maaske det Fag, der lider mest under denne Konkurrence. For at beskæftige Tugthusfangerne tager Staten Brødet ud af Munden paa de frie Arbejdere, idet den dels skaber Arbejdsløshed og deraf følgende Fattigdom hos disse, dels ved sin Konkurrence trykker Arbejdslønnen ned til et saadant Lavaal, at Arbejderne sulter, hvad enten de har Arbejde eller ikke. Og Kommunen hjælper trolig Staten med denne arbejderødelæggende Trafik, idet den benytter Ladegaarden paa samme Maade som Staten benytter Tugthuset.
Som Følge af denne Sammensværgelse mellem Stat, Kommune og privatkapitalistiske Spekulanter er Arbejdsforholdene i Væverfaget saa slette som næppe i noget andet Fag. Arbejdet er overanstrængende og opslidende, Arbejdstiden forlanges i en umenneskelig Grad og Arbejdslønnen reduceret i en saadan Grad, at selv det mest overanstrængende Slid ikke bringer Arbejderen en saadan Indtægt, at en enkelt Person, og endnu mindre en Familje, kan føre en blot nogenlunde menneskeværdig Tilværelse derfor. Specielt for de Arbejderes Vedkommende, der i disse Dage har nedlagt Arbejdet, er Lønnen i den Grad reduceret, at en flittig Arbejder maa arbejde ca. 18 Timer i Døgnet for at kunne bringe sin Fortjeneste "op" til 8 a 10 Kroner ugenlig.
Det følger af sig selv, at Arbejdere, der bliver i den Grad udpinte, ikke kan organisere sig saa kraftigt eller lægge saa meget af deres Fortjeneste tilside, at de ved Hjælp af deres egne Midler kan føre Kampen mod deres med Kapital udrustede Arbejdsgivere. At "Haanden og i Munden" er i strængeste Forstand de Arbejderes Lod, der i saa høj en Grad som Væverne er Genstand for Frikonkonkurrencens hensynsløse Udplyndring, og naar de rejser sig til Kamp mod Kapitalmagten, da er det Nøden, som tvinger dem dertil. De strejkende Vævere er derfor tvungne til at apellere til Arbejderne i andre Fag for at faa den støtte, der skal satte dem i stand til at gennemføre deres fordringer.
Paa et Møde af Fagforeningernes Bestyrelser, der blev afholdt i Slutningen af forrige Uge, vedtoges det enstemmig at yde de strejkende Vævere den fornødne pekuniære Støtte. Vi føler os forvissede om, at Fagforeningerne, der har givet Væverne dette Tilsagn, ogsaa vil lade deres Løfte blive efterfulgt af Handling. Væverne har i tidligere Kampe mod Kapitalen givet Eksempler paa godt Sammenhold og under andre Fags Arbejdsnedlæggelser har de lagt deres Offervillighed for Dagen og efter Evne bidraget til at føre dem sejrrig igennem. Vi haaber derfor, at den pekuniære Støtte, der er nødvendig for at Væverne skal kunne sejre i den nu paabegyndte Kamp, vil blive ydet, og at den vil blive tilvejebragt hurtigst muligt.
Der kan ikke være Tvivl om, at Vævernes Strejke hurtigt vil blive endt med Arbejdernes Sejr, og at de fornødne Midler med Lethed kan skaffes tilveje. Dels er de Strejkendes Antal forholdsvis ringe, af hvilken Grund det ikte kan være vanskeligt for de forenede Arbejdere, der for ikke længe siden gennemførte den store Cigararbejderstrejke, at tilføre Væverne den fornødne pekuniære Støtte. Dernæst er de Strejkendes Fordringer i den Grad billige og retfærdige, at Modstanden mod at gaa ind derpaa kun kan være dikteret af ligefrem Hensynsløshed. Vi henviser i saa Henseende til, at en af de Fabrikanter, til hvem Fordringerne blev stillede, ikke alene straks gik ind derpaa, men endog gav Arbejderne et Tillæg i Lønnen ud over hvad de havde forlangt. Endvidere henviser vi til, at Arbejdsgiverne, navnlig naar de ikke besværes af overflødige Mellemmænd, af hver enkelt Arbejder har en Fortjeneste paa det her omtalte Arbejde, der er ca. dobbelt saa stor som Arbejdernes.
En Strejke, der udbryder under disse Forhold er det en Æressag for Arbejderne at føre igennem, og vi nærer den Overbevisning, at de Strejkende ikke vil mangle den fornødne Støtte. Med Hensyn til Indbetaling af Bidrag henviser vi til omstaaende Bekendtgørelse af Strejkekommiteen.
(Social-Demokraten 30. januar 1884).
I forbindelse med en strejke indenfor væverfaget i København 1873 dannedes "Vævernes Velfærdsforening" af omkring et halvt hundrede kvindelige vævere - Danmarks første kvindelige fagforening. Den opløstes senere. I 1883 ved en strejke på Rubens Dampvæveri om en forbedret priskurant dannede kvindelige vævere "Den kvindelige Forening i Væverfaget" i 1883. De var allerede organiseret i mændenes "Vævernes Fagforening", men organiserede sig nu selvstændigt. I 1897 indgik kvinderne i mændenes fagforening.
Efteråret 1884 endte en strejke på Crome & Goldschmidt i Horsens uden resultat. Herefter organiserede arbejderne sig den 22. november 1884 i “Vævernes Forbund i Horsens”. Den første fagforening for vævere i provinsen, med 48 medlemmer. På grund af modstand fra byens to tekstilfabrikker fik den ikke gennemført noget og medlemstallet faldt til 20 medlemmer i 1887. Derimod tog den initiativ til den 16. november 1885 at danne “Væverforbundet i Danmark” med et samlet medlemstal på 120 (Horsens og København).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar