Gendarmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Herinde, hvor vi har nydt det første Syn af de lyseblaa Uniformer, kan det ikke siges, at de har gjort et Indtryk af overvældende Alvor. Naar en Trup paa fire Mand og en Gefrejder passerer en Gade, halvt promenerende civilt, halvt marcherende militært, følger alle Gadens Øjne dem paa en Maade, der ikke fortrinsvis ligner Respekt. Folk vender sig og sir efter dem, som de sir efter alt, hvad der er lidt aparte. Men det var ikke Meningen. Efter Indledningen til Gendarmprovisoriet af 27de Oktober skulde disse blaa Mænd vidne om, at Staten er i Fare, idet der gjøres "vitterligt: at da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang, end Hærens Tarv og Hensynet til de værnepligtiges Uddannelse taaler, have Vi fundet paatrængende nødvendigt at oprette" osv. Paa alle Spørgsmaal om, hvilket paatrængende nødvendigt Tilfælde der var for at bekoste disse Uniformer og leje Folk til at stikke i dem, har det været vanskeligt at faa et ordenligt Svar. Der er talt om, at Gendarmerne skulde hjælpe Kjøbenhavns Politi, som havde ondt ved at overkomme den udstrakte Tjeneste, og for Landets Vedkommende er der sagt, at Landpolitiet længe har været mangelfuldt, men den Slags Svar gjælder ikke. Selv Højremænd forstaar. at man ikke gjør saa extraordinære Anstalter for en saa ordinær Ting som at forøge Politistyrken, og Politiet forstaar allermindst, at Gendarmer skal udrustes og lønnes flottere end Politiet selv for kun at gjøre almindelig Polititjeneste.

Ude i Landet begriber man endnu daarligere Nytten af det Nellemann-Bahnsonske Korps. Man er der vant til at hjælpe sig fredelig saa godt som uden Politi; først efter at Herredsfogderne har begyndt at stille ved Møderne med deres Par Politibetjente eller Vægtere fra nærmene Kjøbstad, er der hist og her blevet lidt Røie, som Politi kunde bruges til. Saa snart Politiet vænnede sig til at blive hjemme fra politiske Lejligheder, vilde den offenlige Sikkerhed paa Landet næppe savne det.

At man derefter skulde længes stærkt efter Gendarmerne, var for meget at vente af Godmodigheden. Selv Højresindet i Kjøbstæderne lader til at være i Tvivl, om Gendarmerne e .enlig er en Lykke. Vi ser derved bort fra Højres Presse og faatallige Fanatikere. De maa pligtskyldig hejse Flaget, naar Gendarmerne rykker ind som en "paatrængende nødvendig" foranstaltning. Men Borgerne, som faar extra Udgift og Ulejlighed med Indkvarteringen, er ikke saa sikre paa, at Korpset egenlig er et Velsignelse. Deres Tvivl herom vil blive skærpet end yderligere, hvis det bliver almindeligt, hvad der meldes flere Steder fra, at Gendarmernes Nærværelse vil blive en Opfordring mere til Bønderne om ikke at komme til Bys.

Bortset fra, om Gendarmerne er en mere eller mindre ørkesløs, men derfor lige kostbar Indretning, kommer de i hvert Fald som en levende Paamindelse om, at Regeringen befinder sig i Krigstilstand med største Delen af Befolkningen. Gendarmerne vil bidrage deres til at liclde denne Situation klar De er Provisoriet i og de vil, selv om de aldrig faar mere at bestille, end de har haft til Dato, spare Oppositionens Talere og Blade mange Ord. En blaa Uniform i Sigte vil være bedre end den bedst skrevne Artikel, og hans Sabels Raslen paa Stenbroen vil mere indtrængende end en flunkende Tale holde Bevidstheden vaagen om den Regeringstilstand, hvorunder vi lever.

Fra flere Byer, f. Ex. Hjørring, udtales der imidlertid Bekymring for, at Bønderne ikke trænger til at blive paamindede om denne Tilstand, at de kjender den godt nok. Men en Kjøbstad uden Bønder til Bys er en sørgelig Ting, som hurtig bliver en Ruin. Allerede i længere Tid har der fra Byerne lydt bitre Klager over, at Gaderne er livløse og Butikerne øde. Den økonomiske Tilstand og Politiken har her samvirket. Tiderne er ikke til at give store Penge ud end højst nødvendigt, og den provisoriske Fanatisme, som endnu har Boder i mange Kjøbstæder, drager saa vist ikke Folk til Staden, naar de ellers ikke har Ærinde der. Det er derfor ganske naturligt, at forstandige Borgere kan nære Betænkelighed ved at saa plantet Gendarmer i Gaderne. Men de ved, hvem der har sendt disse Prydelser

(Morgenbladet (København) 29 november 1885).

Korpset var oprettet ved en provisorisk lov af 27. oktober 1885 for at "yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Det hørte under krigsministeriet og bestod af officerer og befalingsmænd fra de forskellige våben. De menige gendarmer blev hvervet for mindst et år og skulle være ugifte, sunde, ædruelige og ikke være over 35 år. De fik en årlig løn på 750 eller 650 kr. afhængigt af, om de var beredne eller uberedne. Den samlede styrke var på 429 til 658 mand. Der blev oprettet stationer over hele landet. 

Deres opgaver var af lettere politimæssig karakter: forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse. De anholdt tyveknægte, betlere og vagabonder og forsøgte at forebygge opløb og uordner. Selv om samarbejdet med de lokale med årene blev bedre, blev det aldrig helt godt, og marts 1894 blev korpset opløst i forbindelse med et politisk forlig der bragte provisorietiden til ophør. Mange gendarmer søgte i øvrigt ind til politiet og statsbanerne efter deres afsked.