I kølvandet på Holstebro-affæren hvor politimester Borup var blevet fjernet af Venstre-folk fra talerstolen, bragte Højre-aviser såsom fx Nationaltidende, Jyllandsposten og Dagens Nyheder hvad de opfattede som lignende affærer hvor Venstre-folk havde overfaldet embedsmænd. Mange af dem var uden hold i virkeligheden, som det fremgår af nedenstående. Social-Demokratens beretninger viste sig at ligge tættest på rettens afgørelse et par måneder senere.
Berg og Matzen i Kolding.
Den bekendte Konseilspræsident i et Ministerium fra Kongens Have, Professor Matzen, leverede i Søndags Jyderne et Slag i Kolding, men blev fulgt saa eftertrykkelig hjem af den samlede Opposition, at Dagen maa tælles med blandt Angiverpartiets store Nederlag.
Højre havde i henved en Uge arbejdet paa at skrabe Tropper sammen, i Begyndelsen i al Hemmelighed, senere aabenlyst. En offentlig udstedt Indbydelse bar Vidne om, at der i selve Kolding ingen Hjælp var at vente, og man udstrakte da Agitationen vidt omkring, navnlig til Fredericia og Vejle. I førstnævnte By henvendte man sig til Militæravtoriteterne, som beredvillig lovede at dække Tilbagetoget, hvis det skulde gaa altfor galt, og til yderligere Sikring flyttedes Talerstolen i sidste Øjeblik fra den aabne Ridebane og ind i den lukkede Slotsgaard ved Ruinen, hvorhos Porthængslerne smurtes og Laasen eftersaas. Den omtalte Hjælp fra Fredericia bestod i 27. Bataillon, der fik Ordre til at holde sig parat til at afgaa med Ekstratog til Kolding, og som stod under Vaaben med tolv skarpe Patroner pr. Mand indtil Kl. 2 Nat.
Resten af Garnisonen holdtes kaserneret som Reserve. Paa den Vis havde Højre anset det for nødvendigt at ruste sig til det politiske Møde.
Oppositionen havde kun kort Tid til sine Forberedelser, men til Gengæld kunde den stole paa sig selv alene og behøvede endda ikke at være bange for Officererne i Fredericia, eftersom der, om galt skulle ske, altid ville komme et Hundrede Menig paa hvert Par Løjtnantsdistinktioner. Man udstedte en enkelt Parole, og den fulgtes med Præcision af Land og By i mange Miles Omkreds. Desuden vilde Berg og den ham ledsagende Stab af Folkethingsmænd indfinde sig for at overtage Ledelsen, og Arbejderbefolkningen gav Tilsagn om at yde Venstre kraftig Støtte, et Løfte som den hold ved paa Slagdagen at møde op foreningsvis med flyvende Faner og klingende Spil.
Op ad Søndagen begyndte der at blive livligt i Kolding. Med Togene kom Deltagere fra alle Kanter; Berg, N. J. Larsen, Harald Holm, Roed, Haastrup - og Matzen, Dinesen, Gad og Raben var i Byen, Kolding Haandværkerforening, Murernes og Tømrernes og Arbejdsmændenes Foreninger m. fl. trak gennem Gaderne til Oppositionens Samlingsplads Rendebanen. Skytteforeningerne fra Landet drog samme Vej, hele Byen og alt hvad der duer i Egnen fulgte med, medens tynde Straaler gik ad Torvet til for at samles under Provisoriets Banner, ved denne Lejlighed en hvid Due med sort Indskrift - Enfoldighed og sorte Kunster.
Med en lille Omskrivning af de to Linjer, der er Parolen over hele Landet, lød det kort sagt paa alle Veje:
Ned med Matzen, med Dinesen oq Gad!
Vi vil ingen levnet Grundlov ha' i Danmarks Grænsestad !
- og da Togene drog til Mødestederne, talte Oppositionen en Styrke paa 10,000 Mand, der senere forøgedes med endnu nogle Tusind , medens Matzen gik til Ruinen med højt regnet 800
* * *
Venstre samledes paa Stejlbjerg, en Bakke, der ligger syd for Byen, medens Matzens lille Garde krøb sammen i Ruinerne. Ved Estruppernes Møde dirigerede Herredsfoged Tillisch. Overretssagfører Bennetzen aabnede Forhandlingerne. Derefter talte Gad, Matzen og Dinesen. Der fremkom ikke noget som helst af Interesse. Det Hele drejedes af paa den gamle Lire, om at det er Kongen og ikke Folket, der bestemmer, hvorledes Landet skal regeres. Denne Ordning maatte ikke forandres, saa længe Godsejerne havde Hovedindflydelsen paa Kongens Beslutninger. Under Mødet afsendtes Telegrammer til Kongen og Estrup.
Ved Venstres Møde dirigerede Sagfører Hansen, der gav Ordet til Berg, der forlangte Folkets Protest mod Provisoristerne, Protest imod Provisoriet, Protest imod Ministeriet, Protest imod dem, der vil skade Landet, Protest mod det Kryb, der vil fordærve det, der har Folkets Ret til at vokse i Landet - det siger det sydlige Jylland i Dag ved Dem, ved en Forsamling saa stor som aldrig før er set i Kolding. Det danske Folk ved, hvad det vil, og vil, hvad det ved. Hvis man vil berøve os vor Frihed, tager vi den tilbage. Det var frækt, at man vover at forlange af Kolding, at den skal holde Takkefest for Provisoriet (Ned med Estrup! Ned med Matzen!) Ja, ned med alt, hvad der slutter sig til de Folk, der vil ødelægge vor Frihed og Lykke! Koldings Beboere og Bønderne her omkring har vist, at de kunde bære Krigens Trængsler. De bar dem med Udholdenhed og Mod. Det var det sydlige Jylland, der led i disse Aar, og dog var det inde i København, at man begyndte at forlange Fred. Da sendte vi hernede fra en Adresse derind og sagde: I skal ikke frygte for vor Skyld. Vi holder ud. Det samme siger vi nu. Vi vil med al vor Kraft og med alle vore Evner værne Loven og Retten, og vi holder ud i denne Kamp som i de tidligere. Ned med alt det slette, op med alt det ædle. (Hurra! Berg leve! Hurra !)
Efter at Folkethingsmændene N. J. Larsen, Harald Holm, Haastrup og Roed havde talt, vedtoges følgende Resolution:
"Forsamlingen nedlægger en alvorlig Protest imod Provisoriet som et klart og utvetydigt Grundlovsbrud. Den fordømmer ethvert Forsøg paa at støtte dette Ministeriums fordærvelige, lovbrydende Regimente. Nu som altid rede til Modstand imod Landets ydre og indre Fjender udtaler Forsamlingen paa det sydlige Jyllands Vegne sin urokkelige Vilje til at værge Friheden og til kraftigt at støtte de i Folket og Rigsdagen samvirkende Bestræbelser for at hidføre lykkelige Tilstande for vort Land under et grundlovstro Ministerium, der er i Besiddelse af Folkets Tillid".
Saa sluttedes Mødet med fuldtonende Hurraraab for Talerne, Dirigenten o. fl., og Deltagerne drog tilbage til Torvet, hvor man stiltes, og hvorfra en Del gik til Ruinerne for at høre de provisoriske Ugler, der tudede i dem. Her var man imidlertid allerede i Færd med at gaa til Bords for at samle Kræfter til nye Nederlag.
* * *
Om Aftenen var der atter Liv paa Banestationerne rundt om i Koldingegnen, hvor Oppositionen læssede sine Tropper af, og hvor man tog Afsked fra hinanden med Feltraabet: Ned med Estrup. Paa Vejen Station, tre Mile Vest for Kolding, fandt en gammel Stationsforvalter ved Navn Lundby paa at henregne dette Raab under Begrebet "Spektakler", skønt hele Landet altsaa paa den Maade gør Spektakler hver Dag, og da han vilde forbyde denne Meningstilkendegivelse, blev han i Følge "Nationaltidende" sat ind i Ventesalen - forhaabentlig dog i 1ste Klasses Ventesal til Godsejerne. De har nok taget pænt imod ham.
Det citerede Blad søger at fremstille Begivenheden, som om der har passeret noget meget alvorligt. Det skriver, at Lundbye "bagfra fik et stærkt Næveslag i Nakken, saa at han styrtede ned paa Gulvet og slog Ansigtet til Skamme, Hvorved Blodet flød ud af flere Skrammer. Dermed lod saa Flokken ham ligge og forlod Lokalet."
Hvormeget sandt der er i denne Fremstilling vil vel Fremtiden vise. Sandsynligst er det, at man gør en Myg til en Elefant for at faa Folk til at glemme Estruppernes Skandaler i Rosenborg Have og nu sidst i Sorø.
(Social-Demokraten 23. juni 1885).
Ved det omtalte Højremøde i Kongens Have var Social-Demokratens korrespondent Ipsen blevet overfaldet, de tilstedeværende politifolk forholdt sig passive. Højreaviserne anklagede Ipsen for selv at have opfordret til det, men i en efterfølgende retsundersøgelse var det svært at finde beviser for det. Nogle vidner blev med penge fra Højre sendt til provinsen for ikke at kunne vidne.
Joachim Emil Lundbye (1826-1897) var under treårskrigen løjtnant og senere kaptajn. Han blev ansat som assistent på prøve 1871, og i 1874 forfremmet til stationsforstander og postekspeditør i Vejen. Lundbye havde ry for at være bøs og afvisende. Han var en kras Højremand og Estrupper. Han forsøgte at drille Venstremændene med at de kørte på en Højrebane og spurgte hvorfor de ikke anlagde en Venstrebane ved siden af. Han fik et afvisende svar: Nej, så ville Højrebanen gå fallit, og vi har selv betalt for den. Han blev afskediget i 1896.
Sammenstødet med Stationsforvalteren paa Vejen Station.
(Korrespondance til "Social-Demokraten"). Kolding, den 24de Juni.
Hr. Redaktør! Da vore hjemlige Højreblade som sædvanlig har bragt nogle højst forvrængede Meddelelser om Optrinet paa Vejen Station, vil det forhaabenlig være af Interesse for Deres Læsere og saa en faktisk Fremstilling af Sagen fra et Øjenvidne.
Da jeg tilligemed en Mængde Meningsfæller steg ud af Koldingtoget paa Vejen Station, var der en af Selskabet, som fandt Anledning til at give sin frisindede Stemning Luft ved et Leve og et Pereat - noget, der som bekendt i den senere Tid er bleven meget almindelig paa alle Landets Jernbanestationer. Den Vedkommende, en bekendt og almindelig agtet Forretningsmand, stod i den Anledning op paa en Kasse, som stod paa Perronen, og udbragte et af dundrende Hurraraab, besvaret "Leve Demokratiet og ned med Estrup!" Næppe var Hurraerne imidlertid hendøde, før Stationsforvalter Lundby, der ligeledes var kommen med Toget fra Kolding, hvor han havde deltaget i Provisoristernes Fællesspisning, sprang til og trak Oppositionsmanden ned af Kassen paa en temmelig hidsig Maade. Lundby var aabenbart i Feststemning, og der blev derfor ikke taget mere Hensyn til ham, end at der blev udbragt et nyt "Ned med Estrup!" Naar Højrebladene nu med en usædvanlig rig Fantast har faaet lavet en Historie om, at Mængden stimlede sammen om Lundby, udskældte ham og endog tilføjede ham personlig Overlast, saa er dette selvfølgelig i højeste Grad overdrevent og for en Del fuldstændigt Opspind. Jeg opholdt mig paa Stationen indtil største Delen af de Tilstedeværende havde forladt den, og jeg har hverken hørt eller set noget til, at der er givet Stationsforvalteren "Nakkedrag" eller lignende. At han ved sin udfordrende og hidsige Optræden gjorde sig fortjent til en Tilrettevisning, finder jeg ganske indlysende, og det er vel ogsaa sandsynligt, at en eller anden har fortalt ham, at han gjorde bedre i at passe sine Tjenestesager end blande sig ind i Andres Sager som en ilter og tankeløs Provisorist. Men ellers er Sagen i og for sig faa ubetydelig som vel muligt, hvad der ogsaa nok i den nærmeste Fremtid vil blive opklaret gennem Forhørerne.
C. R.
(Social-Demokraten 26. juni 1885).
Veien Affæren. Der er nu faldet Dom for, at "Overfaldet" paa Stationsforvalter Lundbye kun har existeret i "Nationaltidende"s Spalter. Kjøbmand J. Jacobsen har ifølge det nævnte Organ vel faaet en Dom paa 14 Dages simpelt Fængsel, men, saavidt man kan see af Præmisserne, maa det være, enten fordi han paa Perronen har taget Afsked med bortrejsende Meningsfæller, bl. A. ved at raabe "Leve Demokratiet!" og "Ned med Estrup!", eller fordi han har sagt til Forvalteren: "De er en Provisorisk, Grundlovsbryder, Spion og Angiver", hvormed der var sigtet til, at Hr. Lundbye skulde have angivet nogle Medlemmer af den demokratiske Forening i Veien til Herredskontoret, eller maaskee for begge Dele. Om "Overfaldet" derimod hedder det, at "Kaptain Lundbye vil være bleven forulempet og navnlig, hvad iøvrigt ikke videre bestykkes af det Oplyste, være bibragt et Slag eller Stød i Nakken".
(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 24. august 1885).
En pudsig Episode af Veien-Skandalen meddeles i flere Blade. Som bekjendt blev der brugt stærke Udtryk fra Høires Side om denne Sag, og de groveste Bcflyldninger udslyngedes mod Venstrebefolkningen for at have slaaet Kaptain Lundbye. Forhørere begyndte, og en Masse Vidner bleve afhørte, uden at dog nogen af disse havde set et Slag blive rettet mod Kaptainen' eller hørt det mindste om et saadant Slag. Men netop som man saaledes stod raadvild midt i det Hele uden at kunne finde hverken ud eller ind, meldte sig i et Høireblad i Kolding den længselsfuldt imødesete Oplysning. Det var en anonym Indsender, som kaldte sig "et Øienvidne til Skandalen", altsaa en Mand, der maatte vide Besked. Han "kunde ikke undlade at meddele", at man først havde trykket Kaptainen "utaaleligt" og derefter "tilføiet ham et eftertrykkeligt Slag i Nakken af en knyttet Næve". "Øienvidnet" lovede Voldsmændene en streng Straf; thi et saadant Overfald paa "en Mand som Hr. Stationsforvalter Kapt. Lundbye, der for hæderlig og god Tjeneste i de tvende slesvigske Krige af sin Konge er benaadet med Ridderkorset, maa man "ikke bilde sig ind kan klares med Penge". Undersøgelsesdommeren henvendte sig strax til Bladet for at faa "Øienvidnet" frem. I et senere Forhør fremlagdes Redaktørens Svar i Retten. Det hjalp ikke langt frem, det meddelte kun, at Brevskriveren var - "Kaptajnen selv". - Senere maatte den samme Mand indrømme, at der kunde være en Mulighed for, at han slet ikke var bleven slaaet. Han maatte derhos erklære det for fuldstændig usandt, hvad der havde staaet i Høirebladene om, at han var bleven løftet, sparket og traadt.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1885)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar