Høiremødet i Randers var trods den korte Frist, hvormed det var indvarslet, besøgt af godt og vel 2000 Mennesker, hvoraf ifølge "Rand. Av." en stor Del vare Landboere. Konsul Michaelsen aabnede Mødet med at byde den talrige Forsamling Velkommen. Han gav derpaa Ordet til Folkethingsmand N. Andersen (Andersen leve!): Det var en stærkt bevæget Tid, hvori vi leve, og spørger man, hvad Enden skal blive, vil det være vanskeligt at svare derpaa. Kampen reistes 1873, da man nægtede Finanslovens Overgang til anden Behandling: Folkethinget blev opløst, men under den Forhandling blev Striden stærkt dadlet af Grev Holstein Ledreborg, ligesom ogsaa Biskop Monrad senere paa et Vælgermøde i Nykiøbing udtalte sig stærkt herimod. Naar vore Modstandere derfor have bragt Friheden i Fare, da have de ingenlunde gjort det i Blinde eller ubevidst: de have forsøgt af al Magt at afholde dem herfra, men det har ikke været os muligt. Det første Asintt af Kampen endte med den provisoriske Finanslov af 12te April 1877; Venstre var sig iforveien klart bevidst, at dets Kamp maatte føre hertil; det mente, at det vilde vække en stærk Bevægelse ude blandt Befolkningen mod Regeringen, hvilken vilde bevirke, at denne skulde gaa af. Dette Haab gik dog kun tildels i Opfyldelse, og endel af Bevægelsen bevirkede en stærk Splid mellem dem selv indbyrdes. Førerne slap dog ikke det gamle Maal af Sigte, men søgte blot et Middel for at naa det. De have derfor nu bragt det dertil, at enten maa man anerkjende Folkethingsparlamentarismen eller ogsaa provisoriske Finanslove som tilstedelige i den danske Forfatning. Anerkjende vi Folkethingsparlamentarismen, da er det ikke nok, at Hr. Berg bliver stillet i Spidsen for Regeringen, men han vil faa en Efterfølger, og denne igjen en Efterfølger osv.; Enden blev, at der kom Folk til at styre Staten, som slet ikke forstod det. Vore Modstandere sige, at vi leve under et Ministervælde, der er meget værre end Enevælde; selv om vi maa have provisoriske Finanslove, ere vi imidlertid paa ingen Maade retløse overfor Regeringen, thi dels kan den ikke udstede nogen Lov uden Kongens Samtykke, og dels staaer den til Ansvar overfor Rigsretten. Vi ville Fred og Ro i Landet og arbeide ikke som visse andre paa at blive Ministre; vi ere ikke i den Fristelse, at vi ville føre den fortvivlede Kamp for at blive til Noget. Taleren takkede derpaa for den Opmærksomhed, hvormed Forsamlingen havde fulgt hans Foredrag, og sluttede med at udbringe et Leve for Grundloven (Hurra? Taleren leve? Stærke Hurraraab).
- Derefter fik Professor Matzen Ordet (Matzen leve! Stærke Hurraraab). Spørge vi om Stridens Gjenstand, da svare Modstanderne, at det er Ministerit Estrup, man har imod; det bestaaer af lutter Udueligheder osv.; det gjælder kun om at faa et andet Ministerium. ligegyldigt hvem dette saa kommer til at bestaa af. Deres egne Udtalelser vidne imidlertid herimod; Berg har selv sagt, at det ikke dreiede sig om Personerne, men om et Systemskifte, og spørge vi da, hvori dette skal bestaa, siger Hørup: "Ingen over eller ved Siden af Folkethinget". Dette er den rene Folkethingsparlamentarisme, men de søge undertiden at skjule det, saaledes i Adressen til Kongen, hvorfor baade Holstein Ledreborg og Klein udtalte, at nu var der ikke Tale om Parlamentarisme længere, men kun om. at Ministeriet skulde kunne samarbeide med Folkethinget. Jens Busk røbede imidlertid, at det var de samme Fordringer som tidligere, man stillede, og som man havde stillet i en Aarrække: at Magten maa ligge hos Folkethinget; det var kun fremsat i en anden Form. Den Kamp, der nu reises mod Ministeriet Estrup, har derfor ogsaa været reist mod de foregaaende Ministerier, hvori Mand som Krieger og Klein havde bekæmpet Venstre. Ligesaa snart de nemlig ere Ministre, kæmpe Venstre mod dem, fordi de sidde der. hvor visse Andre gjerne ville sidde, og der er da ikke den Ugudelighed, man ikke tillægger dem. Striden dreier sig i Virkeligheden om Forfatningens Forstaaelse. Der er aldrig under Frederik den Syvendes Regering fremsat et saadant Forlangende, at Ministeriet skal være i Overensstemmelse med Folkethinget; man henviser rigtignok til Ministeriet Ørsteds Afgang, men her var baade Folkething og Landsthing enige, og den samme Ret have vi den Dag idag; Konseilspræsidenten har selv udtalt, at naar Thingene vare enige, skulde Ministeriet ikke være nogen Hindring for en Reforms Fremme, og han har saaledes godkjendt Rigsdagsparlamentarismen. Taleren gjennemgik derpaa nærmere den Midlertidiges Skjæbne samt de sidste Forhandlinger om Finansloven, idet han hævdede, at Høire her havde strakt sig saa vidt, det kunde: der blev intet af Betydning budt i Stedet for, men man forlangte endogsaa hele Jernbanebudgettet optaget paa Finansloven; det kunde Landsthinget naturligvis ikke gaa ind paa, hvad man vidste i Forveien; Venstre søgte blot at redde Skinnet, for at fortælle Meningfæller, hvor imødekommende de havde været. Det var endogsaa de mest uundværlige Udgifter, man nægtede. Nu truer Venstre med, at vi skulle blive i Provisoriet, saalænge det raader; Taleren troer dog, der vil indtræde en Reaktion blandt dets egne Tilhængere. De have nu i 10 Aar raabt ned med Ministeriet Estrup, men have kun bevirket, at Ministeriet er blevet siddende længere end noget andet. Det er ikke af Lyst, at det er blevet ved, men kun for at tjene Konge og Fædreland; vi maa takke det derfor, og vi ville støtte det efter bedste Evne, saalænge det vedbliver at føre an i Kampen til Gavn for Fædrelandet. Venstre har kun forøget og udvidet Ministeriets Maal i Stedet for at svække det; den Kongemagt, som Venstre betragtede som Forretningsfører for Folkethinget, er bleven det rette Tyngdepunkt i Forfatningen, og samtidig har det bevirket, at Folkethinget har sat sig selv udenfor al Indflydelse. Landsthinget har faaet større Indflydelse, kort sagt, alle de Faktorer, Venstre har villet svække, har det netop styrket. Derfor lad os holde ud i Bevistheden om, at den gode Sag er paa vor Side. (Taleren leve! stærke Hurraer )
Derpaa fik Statsrevisor Dinesen Ordet. Dinesen leve! Det Eneste, som Venstre kunde enes om, var at raabe "ned med Estrup", som det endog opdrog Børnene til at raabe; nogetsomhelst andet kunde de ikke blive enige om. Det vilde man ogsaa let forstaa ved at se paa de Elementer, hvoraf Venstre er sammenfat, idet der indenfor den Ramme findes det oprindelige Venstre, det europæiske Venstre, Socialisterne osv. En saadan Sammensætning vilde ikke kunne skabe noget Program, hvorfor skulde vi da give efter for en Bevægelse, der er fremgaaet af denne Sammensætning; Samfundet og navnlig de Smaa i Samfundet vilde lide derved: det vilde ogsaa komme til at gaa ud over den store Mellemklasse, særlig vilde den danske Bondestand lide derunder. Taleren var selv fremgaaet af Bondestanden og saa med Sorg paa den almindelige Opfattelse af Kampen, som næres af hans Standsfæller. De vilde gaa dem som i en Forpostfægtning, hvor de vare udsatte for Ilden fra begge Sider. - Naar det gjalder Arbeide mellem Mand og Mand, maa det vare paa Grundlag af Overenskomst og det gjælder ogsaa den lovgivende Forsamling; ved Visnepolitiken opnaaes ikke Noget, og Samfundet taber ved, at de store organiske Spørgsmaal ikke ordnes. Naar Bevillingerne nægtes, og Pengene ophobes i Statskasseb, taber baade Haandværkeren og Landmanden, og det fører til Standsning over det Hele. Den negative Politik har aldrig baaret noget igjennem i et Folk; kun den, der sætter sig positive Formaal, har kunnet gjennemføre noget; Visnepolitiken er derimod, som om Døden sætter sit Stempel paa det, og det Samme gjælder om Folkethingets Politik. Vi ville ikke prædike Forfølgelse, Ydmygelse eller Nederlag for vore Modstandere, men vi ville arbeide for at bringe Samarbeide i Stand som forudsat i Grundloven. Her hviler ikke andre Aag paa os end de, vi lægge paa os selv; lad os ikke bære andre Aag, end at Friheden frit kan røre sig, og ikke give os under nedværdigende Tvang. Danmark leve? (hurra! Taleren leve!) - En Tilhører udbragte under stærk Tilslutning et "Estrup leve!"
(Dagens Nyheder 2. juli 1885. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Juristen og politikeren Henning Matzen (1840-1910 blev cand.jur. i 1864. I 1870 til professor ved universitetet og 1892-93 rektor. I Landstinget 1879 var han en trofast støtte for Estrup og provisoriepolitikken. 1894-1902 Landstingets formand. Henning Matzen er begravet på Assistens Kirkegård. I 1915 rejstes et monument for Matzen i Kongens Have, tegnet af Frederik Kiørboe og Anders Bundgaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar