Er der noget Sted, hvor man burde mærke, at der virkelig er Frihed og Lighed, skulde man synes, at det maatte være i Kirken; men det er der som andre Steder; den fattige ses saa godt som slet ikke, og kommer han, kan han staa ved Indgangen, og ingen bryder sig om, at han maaske er syg og træt, han er vant til at taale og anstrænge sig, han kan bedre udholde at staa op under dele Gudstjenesten end den fine og fornemme, som ikke arbejder hjemme, og som ikke er vant til at føle legemlige Savn; men Følgen bliver ogsaa, at der saare sjælden ses fattige i Kirkerne. Kirken nu er netop for de rige og fornemme. Den, som i saa meget andet, følger vi ikke efter vor Herre og Mester; han. som sagde: "Kommer did til mig alle I, som lider og er besværede, jeg vil give eder Hvile", og: "Det er vanskeligere for en rig at komme i Himmeriges Rige, end det er for en Kamel at gaa igjennem et Naaleøje". Billedet er saa stærkt, at man næsten Kulde tro, at den milde Jesus, som gjærne vil frelse alle, mente, at det var umuligt for den rige at komme i Himmerige; men Meningen er dog nok kun den, at Hindringerne og Fristelserne for den rige er saa store, at det let kan umuliggjøres. Hvorfor gjøres der da saa lidt, for at den fattige kan føle, at i Kirken er der ikke Persons Anseelse? at der kan han gaa ind og sætte sig, om det saa er paa det øverste Sæde, hvis det ikke allerede er optaget. Den Uskik, at Kirkestolene udlejes, finder vistnok kun Sted i Kjøbenhavn, men i Kiøbenhavn er ogsaa store Masser af fattige, som kunde trænge til at føle, at der gjordes alt for deres aandelige Udvikling, saa de lærte at skaffe den uendelige Lykke, en Kristen er i Besiddelse af, da han kan have vor Herres Fred og Glæde i sit Hjærte, trods alt, hvad han maa savne og lide her i Tiden. Min Opfordring til alvorlige Kirkegængere i Kjøbenhavn skal være: Se at faa Kirkestolene lukkede op, saa den, der kommer først, kan gaa ind og sætte sig, hvor han vil. Derved vil ogsaa den Ulempe bortfalde, at Stolene staar tomme, mens Gangene bliver fyldte, hvorved de, der staar op, bliver stemt forulejligede, naar Stoleejerne, som hyppig kommer silde, da de er visse paa at komme til at sidde, skal trænge sig igjennem de helt fyldte Gange. Det er meget behageligt at have sin bestemte Plads i Kirken, og det vil ikke være saa lille en Opofrelse, især maaske for ældre Kvinder, at opgive den Ret, de maaske i mange Aar har erhvervet sig ved aarlig at betale 4 a 5 Kr. for en Plads i Kirken; men en Kristen maa ogsaa kunne ofre noget, og derved opgiver man ikke at komme til at sidde ned under Gudstjenesten. Man gaar blot en halv Timestid før hjemme fra, saa faar man nok Plads, og naar først Siddepladserne er tilgængelige for alle, saa bliver ogsaa Velvilligheden og Hjælpsomheden saa meget større, og skulde det saa hænde, at en ældre, der ikke kan taale det, kommer til at staa op, stal nok de yngre vide at rejse sig for ham eller hende. De Penge, der kommer ind ved Udlejning af Siddepladserne i Kirkerne, kan maaske ikke undværes, da de vel bruges til Kirkernes Vedligeholdelse eller noget lignende. Men har man haft Glæde af sin Kirkegang, saa tænker jeg, man let kan blive enig om al undvære den sikre Siddeplads og alligevel give de Penge, en saadan Plads før har kostet, til Kirken Det kan ikke nytte, at en enkelt opgiver sin faste Plads i Kirken, fordi han synes, at det er urigtigt, at Stolene er lukkede. Det vilde kun føre til, at Pladsen blev udlejet til en anden, og at alt blev i samme Tilstand som før. Nej, de fleste af dem, der plejer at komme i en Kirke, maa blive enige om, at nu skal dette Uvæsen være forbi, og saa strax begynde at sætte det i Værk med Kraft. Jeg har hørt en Historie, som vist er fuldstændig sandfærdig, om en gammel Mand, som i mangfoldige Aar stadig havde mødt ved enhver Lejlighed i den samme Kirke. Han var ligeledes til Stede i samme Kirke ved en anset Mands Begravelse, med hvem han, skjønt fattig og ringe, stadig havde staaet i venskabelig Forbindelse. Den gamle Mand. som ikke hørte godt, vilde giærne høre Talen, og da han kom tidlig, satte han sig i en af de tomme Stole i Nærheden af Kisten. Strax kom en Kirkebetjent og sagde: "Der kan De tikke sidde." Paa Mandens Spørgsmaal : "Hvorfor", lød Svaret: "De Stole er til Honoratiores, De maa sætte Dem længer ned." Den gamle Mand gik strax ud af Stolen, idet han sagde: "Er der Honoratiores i Kirken? jeg troede, at der maatte den være Honoratiores, som tjente Vorherre bedst; men da der kun er in. som kan dømme derom, og han intet siger, saa mente jeg, at her maatte vi alle være lige." Og havde den gamle ikke Ret? Burde han ikke, ikke alene den Dag, men naar som helst han indfandt sig, haft Ret til at sætte sig paa det Sted, hvor han bedst kunde børe, og det trods hans simple Klæder og hans Udvortes, der maaske vidnede om, at han hele sit Liv havde maattet arbeide haardt. Lad os se at faa Kirkestolene lukkede op og lav os saa indprænte vor opvoxende Ungdom den gammeldags Ærbødighed for Alderdommen, saa der ikke kan være Tale om, at Ungdommen bliver siddende og lader de gamle staa op, men saa den unge strax rejser sig og gjør Plads, naar han ser en gammel, der ikke har Plads. Var det ikke dejligt, naar vi i kommende Tider kunde faa rigtig mange fattige og ringe Folk i Kirkerne, og at de, naar de kom der, maatte føle, at vi, som bekender Troen paa "de helliges Samfund", ogsaa virkelig dannede et Kjærlighedssamfund, der stadig holdt sammen i Sorg og Glæde og ikke gjorde Forskel paa nogen af dem, der vilde slutte sig til Samfundet, men var lige glad ved den rige og den fattige, den fornemme og den ringe.
En Kirkegænger, der i mange Aar har haft reserveret Plads i en Kirke
(Morgenbladet (København) 7. september 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar