22 september 2023

Indbydelse til Indtrædelse i "Arbejdernes Læseselskab". (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede Bestyrelse for "Arbejdernes Læseselskab" tillader sig herved at rette en Opfordring til Alle, der maatte nære Interesse for Selskabets Formaal, om at indtræde deri, særlig gælder denne Opfordring Arbejderne og de mindre Næringsdrivende. Selskabets Formaal er ved et billigt Kontingent, 30 Øre maanedlig, at udbrede saa stor Oplysning iblandt Medlemmerne, som muligt, navnlig ved Anskaffelse af alt det bedste paa Litteraturens Omraade, særlig den nyere Literatur. Biblioteket tæller ca. 1500 Bind, men forøges stadig. Ligeledes holdes en Læsestue, som staar aaben hver Aften fra Kl. 7 til 10 for Medlemmerne, og hvori forefindes næsten alle Hovedstadens samt et stort Antal Provinsblade. Tillige findes flere Brædtspil til Medlemmernes Afbenyttelse. Selskabet har ogsaa formaaet en større Kreds af fremragende Forfattere og Videnskabsmænd til velvilligt at holde Foredrag, saavel af belærende som underholdende Natur, og hvortil Medlemmerne have gratis Adgang; der vil saaledes i Vinterens Løb blive afholdt frisindede historiske Foredrag. Det er ogsaa et af Selskabets Formaal at fremme Interessen for Hovedstadens mange Kunstsamlinger og Seværdigheder, ved at aflægge Besøg under kyndig Vejledning, og hvortil Medlemmerne saavidt muligt have gratis Adgang, og naar dertil kommer, at der engang om Maaneden i Vinterens Løb vil blive afholdt Diskussionsmøder med Emner, der formenes at have Interesse for Medlemmerne, skønt at der ogsaa er sørget for det rent underholdende Element, idet der jævnlig foranstaltes Aftenunderholdninger med Oplæsning, Dans og lignende, og hvortil Medlemmerne betale en meget lille Entré, tror vi at turde sige, at ingen anden Forening byder sine Medlemmer saa mange Goder, særlig naar Hensyn tages til Kontingentets Størrelse. Men det er en Selvfølge, at der endnu kan gøres meget, førend vi naar vort Maal. Vi har tænkt i en nær Fremtid at lade Læsestuen holdes aaben hver Dag fra Kl. 2 til 10 for Medlemmerne, hvilket vi tro vil være til Gavn og Glæde for dem. I Forbindelse hermed har vi ogsaa tænkt os Anskaffelsen af et Haandbibliotek til Afbenyttelse i Læsestuen. Efter saaledes at have gjort Rede for Selskabets Stilling og Formaal, tillader vi os paa det Varmeste at anbefale "Arbejdernes Læseselskab" til alle Venner af almen Oplysning, og bede vi Dem hver i sin Kreds at anvende al Indflydelse, den være stor eller lille, til Fordel for Selskabet, saaledes at vort Medlemstal yderlig maa stige, saaat vi i en endnu større Grad end hidindtil kan arbejde os frem ad den Vej, vi hidtil har fulgt i Fremskridtets og Oplysningens Tjeneste. Lokalet er i Vendersgade 5, Kælderen, hvor Indmeldelser finde Sted hver Aften fra Kl. 7 til 16. Kvinder og Mænd optages. Indskud 25 Øre, hvorfor erholdes Love og Katalog, samme Sled modtages Gaver af Bøger og Penge.

København, i September 1885.
Bestyrelsen.

(Social-Demokraten 6. september 1885).


Arbejdernes Læseselskab var blevet oprettet i 1878. Det startede med 340 bind fra det lukkede Socialdemokratisk Samfunds bibliotek. Senere fik det et læserum i Folkets Hus i Rømersgade i København. I 1922 erhvervede det ejendommen Nørre Søgade 27.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar