(Indsendt)
Du Herre, som ifjor dig mored'
Ved vore arme frænders død!
Vi atter nu med sorg har sporet
At du forny vil vor nød;
Og - da du dog skal være god
Vi falde dig med bøn til fod.
O se, vi fryde os ved livet,
Vi prise ved hver morgengry
Den gode Gud, os det har givet,
Hans godhed er hver morgem nu.
De gamle lytte til vor sang,
Vi tolke deres hjerters trang.
Og vi, vi stakkels fugle glade,
Som altid byggede i fred,
(Foruden at vi derom bade,)
Vi myrdes her på fredens sted.
O Herre! er du rigtig god,
Så hør vor bøn, så spar vort blod!
* * *
Fra spurvene og svalerne, som bygger ved Petri Menigheds Stiftelse i Larslejstrædet, har udgiveren modtaget ovenstående simple kvad tillige med en beklagelse over at en herre hele tiden forfølger disse fugle og dræber mange af dem med skud fra en vindbøsse. Den slags geværer er så meget desto farligere for dem som skuddet ikke giver noget knald der kan tjene dem som varsko og forskrække demfra at nærme sig stedet, men dræber dem lumskeligt efterhånden som de nærmer sig. Da man er af den opfattelse at vindbøsser er forbudt og en del af de i nærheden boende er kede af så ofte at være vidne til hvorledes disse fugle må dræbes efter at være vinge- eller lamskudte, forener man sin bøn med fuglenes at nævnte herre vil sætte grænser for sin myrdelyst.
(Politivennen No. 280. Løverdagen den 12te Maj 1821, s. 4507-4509)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar