Vinteren varer ved.
Forretningslivet ligger stille hen, Værksteder og Fabriker staar komme eller arbejder med halv Kraft; kun Arbejdsløsheden florerer. Den har aldrig sejret større Triumfer end i Aar.
* * *
Man taler om henved 20.000. Næsten en Tiendedel af Københavns Befolkning gaar altsaa ledig og lige saa mange har udentvivl i en forholdsvis betydelig Grad maattet indskrænke deres Fornødenheder. Hvem sender Samfundet den grusomme Fjende paa Halsen, der saaledes hærger de fattige Hjem?
* * *
Det er til at fortvivle over. Der er Overproduktion. For mange Næringsmidler, Klædningsstykker, Beboelsesrum; Samfundet er rigt. Og dog sulter og fryser Arbejderne. De har arbejdet for længe og for meget, men faaet for lidt for del. Det gælder at konsumere, ikke at producere.
* * *
Derfor deler de Godhjærtede ud af det de kan undvære; de fylder i Fattigdommens Kløft Aar ud og Aar ind, uden at dog Nøden formindskes. Bliver denne ekstraordinær bringes Godgørenheden i System. Fabrikant A. og Grosserer B. tegner sig, efter at have læst deres Morgenberlinger om Arbejdsløsheden, for 10 Kr. hver i Understøttelse og overlaber en Komité deres gamle Frakker eller Støvler til Brug for de Nødlidende. Fryser Herren og Fruen ved en Køretur i det raa Vejrlig, falder der maaske endogsaa nogle Skæpper Kul af til Uddelingen. Desto værre er det ikke Alle, der, naar de selv fryser, kommer til at tænke paa Temperaturen i Næstens Værelser.
* * *
Der er endnu mange, som slet ikke skøtter om Nøden, fordi de mener, at den ikke kommer dem ved. Det man blive den Fattiges Sag. Hvor let skulde det ellers ikke være for et Samfund, der tæller nogle hundrede Kapitalister med over en Snes Millioner Kroner i aarlig Indtægt, at afhjælpe Nøden. Men saa maatte man jo rigtignok ogsaa forudsætte, at Samfundet saa anderledes ud. Statsmagten, som burde være Lederen af Samfundets Interesse, har nok med at garantere Rigmændene Bibeholdelsen af deres Privilegier; man overlader de Godhjærtede at fortsætte deres Sisyfusarbejde. Og den moderne Præstekristendom passer i Almindelighed saa godt sammen hermed. Her hedder del: "Nøjes med det Du haver" overfor den Fattige og ikke: "Den som ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjærte for ham . . . ." overfor den Rige. I det højeste da kun i Kirkerne.
* * *
Saa faar Godhjærtetheden klare Resten. Og den gør ærligt sit Bedste, selv om den er afmægtig overfor en Sygdom, der har sit Sæde i Samfundets Organisation. Under disse Forhold kan det kun gælde om at stille en kraftig Appel til Alle, som forstemt Nøden og blot ønsker angivet den Vej, ad hvilken de skal lade Hjælpen gaa. Men dette er ikke vanskeligt. Spørg Kommuneskolernes Lærere og Lærerinder, uddelerne i de velgørende Foreninger, Arbejderforeningernes Medlemmer eller Politistationernes Personale; de kender Alle Nøden øg ser den hver Dag paa nært Hold.
* * *
Man kan heller ikke undgaa at møde den paa Gaden. Hobe paa fiere Hundrede, Mænd, Kvinder og Børn, er stadig paa Færde udenfor Politistationerne i de raakolde Morgentimer. Paa sine Steder er der stundom et Tusind Mennesker eller flere forsamlede, og først henad Middag ophører det travle Liv i Stationernes Gaarde, hvis da ikke forinden det famøse: "Der er ikke mere! Behag at passere Gaden!" har gjort det af med de Ventendes Udsigter for den Dag.
* * *
Tilstrømningen er stærkest paa Fælledvejens Station, hvor man vedblivende stiller Mand og Kone ad, og i Pilestræde, der er den gamle Byes Centralpunkt for Godgørenheden. Det imellem Gotersgade og Pilestræde liggende Kvarter, hvor Byens snævreste og smudsigste Gader findes, har sit talrige Proletariat, der stiller et stort Krav til den offenlige Hjælpsomhed og Politiets Assistance. Men til Gengæld har saa maaske ingen Politistation en mere human Assistent.
* * *
Hele Gadens Bredde optages af de Ventende og man under knapt en Vogn Passage af Frygt for at miste en fordelagtig Plads udenfor Porten. Hele Gaardsrummet, Mellemporten og Baggaarden er tæt pakket af Folk, og først efter Haanden som Rækkerne nærmest Politilokalerne fortyndes, faar en Slump af de paa Gaden opstillede Adgang. Det gaar saa gennem den smalle Portaabning med Puf og Stød, Kvinder og Mænd mellem hverandre. De har staaet Timevis i den bidende Blæst og ventet paa at saa deres Portion Kul til at opvarme den fattige Stue med, og en halv Snes Politimænd har Besvær med at holde dem tilbage.
Men Kullene hører op før Tilstrømningen.
Paa Kristianshavn, hvor en yderst fattig Befolkning skjuler sin Nød paa Strøg som Sofiegade, Søndervoldstræde, Amagergade og i andre skumle Gyder, frekventeres Uddelingen paa Politistationen af et talrigt Publikum, der ogsaa her væsenligst bestaar af Kvinder. I Gaar bestod Uddelingen i Kort til Sundhedsbrød samt Kul, der udleveredes i Politistationens Gaard.
* * *
Vesterbro har ogsaa sit store Arbejderkvarter. Ud mod Kalvebodstrand ligger Kasernerne med For- og Baghuse, der stundom rummer et hundrede Familier. Lige bag ved Politistationen Svendsgade ligger den forhen saa uhyggelige Badevej, der nu begynder at faa et mere moderne Udseende. Nøden er mindre smudsig i Københavns Forstæder, men til Gengæld mere almindelig end nogen Sinde før. Den har kun fordelt sig og kryber som oftest saa langt mod Himlen som muligt.
* * *
Det synes ikke, som om Uddelingen fra Svendsgades Station altid gaar for sig med samme Præcision og Velvilje fra Politiets Side som andre Steder i Byen. Der er saaledes nævnt os et Tilfælde af brutal Optræden af en Betjent, hvis Numer vi har sikret os. Et Par fattige Mænd søgte at faa Assistenten i Tale. Den Enes Kone havde ligget syg i 35 Uger og han var nu arbejdsløs. Den paagældende Betjent optraadte paa en meget brutal Maade, fordi Manden rettede gentagne Spørgsmaal til ham om Uddelingen. Betjenten forfulgte ham ned ad Gaden med Skældsord og grov Tiltale.
* * *
Fra Kaffehuset i Absalonsgade uddeltes der i Gaar en Del Spisebilletter til de Nødlidende, som var blevne afviste af Svendsgades Politi, da der ikke var mere at give af. En Snes Mennesker barrikaderede Døren, medens en Opvarter stak Billetterne i Haanden paa de nærmeste. Det saa et Øjeblik ud, som om et Slagsmaal kunde blive Følgen af den Iver, hvormed Enhver søgte at trænge sig frem til Døraabningen.
* * *
Paa Østerbro, der i Tidernes Løb udvikler sig stærkt og allerede har tæt bebyggede Arbejderkvarterer at opvise, finder ved privat Foretagsomhed ce kraftig Understøttelse Sted. Dette kan ogsaa gøres nødigt. Fredensgade, Ryesgade, Blegdamsvejen, Lægeforeningens Boliger og Dele af Rosenvængets Terræn har en Mængde Trængende, som i Vinter er nødt til at søge Hjælp. Østerbroes Bespisningsforening og i andre Foreninger virker af al Kraft for at lindre Nøden. Hver Dag lidt før 12 uddeler den førstnævnte Forening fra Dampkøkkenets Madvogn gule Ærter og Flæsk, og det er sjældent, at Nogen gaar forgæves. Kvinder og Børn, som forventningsfulde stimler sammen om de dampende Gryder, naar Vognen har indtaget sin bestemte Plads i Østerbroes Sporvognsremise, faar deres Spande og Krukker fyldte, og Hundrede af Munde i de fattige Hjem mættes ved denne Art af Godgørenhed.
Og det er dog kun en forsvindende Del af Østerbroes Aristokrati, som yder Bidrag til saadanne menneskevenlige Foretagender.
(Social-Demokraten 18. marts 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar