Fredag aften den 23. juli gik indsendere med familie ind i den såkaldte Vauxhal i Rosenborg Have for at nogle gode venner som han havde med sig fra landet, også kunne få denne herlighed at se forinden de afrejste. Jeg betalte for entreen 8 mark. Men næppe var jeg kommet inden for døren, før det begyndte at småregne, og efter få minutters forløb gik dette over til en fuldkommen plaskregn.
Det musikkorps som befandt sig i haven, tog straks flugten ind i den lille konditorstue og heraf fulgte at et stort antal af tilskuerne, hvoriblandt en mængde damer, berøvedes denne beskyttelse mod regnen og blev altså gennemvåde.
Indsenderen med familie som også var blandt de udelukkede, var dog imidlertid så heldig at komme til at stå under et lille løvtag der dog i det mindste beskærmede så meget at den nedfaldende væde forvandledes til støvregn.
Men hermed var endnu ikke tragedien til ende, for da det havde regnet omtrent 2 til 3 minutter sendte konditoren sine svende ud for at slukke lamperne, og da der blev spurgt "om man nu oven i købet skulle være i mørke", svaredes der "at olien blev fordærvet når der kom vand i den", hvorefter den givne ordre eksekveredes. Nu hørte endelig regnen op, og da man atter spurgte "hvor de musicerende var blevne af", svaredes der "nu gik de", altså da regnen hørte op. Da nu som følge af alt dette både belysning og musik retirerede, tog indsenderen med sit selskab samme parti, og havde således for et offer af 8 mark, ingen anden nydelse end den at have opholdt sig i en støvregn i cirka 10 til 12 minutter.
Uagtet det forekommer indsenderen som at tilskuerne ved at betale for entreen er berettigede til at kræve såvel belysning som musik til 10.30 de udringes, så skønner jeg ikke med hvad ret konditoren lod lamperne slukke hen imod 9.30, samt dimitterede musikkorpset. For næppe kunne regnbygen der dog i det hele knap varede et kvarter, bemyndige ham til at berøve tilskuerne næsten en hel time af det tidsfodriv som var det betinget og ligesom indsenderen endvidere på den ene side harmede sig over at fremmede skulle være vidne til hvor lidt agtelse nævnte konditor dristede sig til at behandle publikum med, så meget glædede det mig på den anden at de fremmede tillige var vidner til nævnte publikumsmådehold der lod det passende upåanket og overså den vilkårlige behandling med tavs ringeagt.
Dersom allerede nævnte konditor forstår at beregne sin egen interesse og det tillige er ham magtpåliggende at forebygge uordener, gør han dog nok klogest i for fremtiden at behandle publikum med mere agtelse, sørge bedre for dets bekvemmelighed og endelig for alting se at søge anstalt til at orkestret kommer under tag for at musikkorpset kan være beskærmet i tilfælde af et regnvejr.
(Politivennen No. 448. Løverdagen den 31de Juli 1824, s. 9027-9030).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar