18 januar 2016

Om den høist farlige Aae ved Ladegaards-Veien ved Kjøbenhavn.

Indsenderen tager sig underdanigst den frihed at gøre vedkommende opmærksomme på denne ås farlige beliggenhed ved vejen for kørende, ja endog for gående, i tåget vejrlig om vinter aftener og tillige i tilfælde af løbske heste for vogn og at menneskers liv der er udsat for fare. For nogle år siden kørte en kusk med folk i karet i tåget vejrlig om efteråret lige ud i åen, og indsenderen tror at flere mennesker er druknede. Jeg er af den overbevisning at sammes farlighed kunne forebygges ved et svært stolpestakit for udkanten, eller endnu bedre ved en jordvold som måtte strække sig lige fra det sted på Ladegårdsvejen hvor begge søerne Peblinge og St. Jørgens Sø forener sig (det vil sige kun på den ene side, for på den anden side er en jordvold mod Peblingesøen) og lige til der hvor krumningen af vejen begynder ved lyststedet Roligheds Have. Det er vel muligt at sammes anlæg vil, på grund af den temmelig lange strækning, synes for høje vedkommende at medføre betydelige bekostninger, men da kan fremføres derimod at for menneskers liv bør intet være for kostbart. Til at bestride udgifterne ved dette anlæg kunne jo fx oprettes en bom på Strandvejen som sikkert ville være indbringende ved den kørsel som varer hele sommeren til Charlottenlund og måske kunne den bidrage til Charlottenlundvejens forbedring fra Slukefter hvor den megen sand i vejen begynder.

Da det tilfælde er sket for indsenderen at jeg med familie på grund af kuskens uforsigtighed ved ikke at holde på tøjlerne da en af hestene blev sky, nær var kørt ud i åen, så er det at jeg (da lignende tilfælde kan hænde mine medborgere og der allerede er afstedkommet ulykke ved ovennævnte ås farlighed) er så frie at gøre høje vedkommende opmærksomme derpå, i håb om at de vil bidrage til dette vist nok nødvendige anlægs fremme.

(Politivennen No. 448. Løverdagen den 31de Juli 1824, s. 9030-9032).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar