Ministeriet har, som tidligere meddelt, i indeværende Maaned betænkt Arbeiderne i Danmarks vestindiske Besiddelser med en Foræring, der hedder: "Anordning om en lettere Adgang for Plantage-Arbejdere til at anskaffe sig de daglige Nødvendighedsartikler".
Den første Paragraf i denne Anordning lyder saaledes:
"For at forskaffe Plantage-Arbejderne en let Adgang til at erholde de daglige Nødvendighedsartikler, skal det være enhver Ejer eller Bestyrer af en Plantage tilladt uden særlig Bevilling, og uden Erlæggelse os nogen Afgift at holde Oplag paa Plantagen af alle almindelige Fødevarer (herunder ikke indbefattet stærke Drikkevarer), Stenolje, Lys, Tændstikker, Sæbe, Stivelse, Tobak og Piber til Forsyning for Plantagens egne Arbejdere, dog at disse Varer alene maa indkøbes hos Handelsberettigede paa St. Croix.
Uddeling til Arbejderne af de anførte Varer maa kun finde Sted paa Hverdage og udenfor de almindelige Arbejdstider."
Efter Navnet at dømme er denne Anordning en Indrømmelse til Arbejderne, men det bliver ogsaa ved Navnets thi i Virkeligheden er den kun egnet til at bringe Arbejderne i et større Afhængighedsforhold til Arbejdsgiverne, end de stod i Forvejen, og et Middel for Arbejdsgiverne til i endnu højere Grad end tidligere at udbytte og udpine Arbejderne.
Det er en Selvfølge, at naar Plantageejerne forsynede sig med Oplag af Arbejdernes Nødvendighedsartikler, saa fordrer de, at Arbejderne skal købe dem, og det bliver da en absolut Tvang for Arbejderne at forsyne sig fra deres Herrers Magasiner. Herved bliver Arbejdsgiverne i Stand til, dels at forlange for Varerne omtrent hvad de finder for godt, og Arbejderne er dernæst tvungne til at tage imod de Varer, Plantageejerne vil byde, selv om de er aldrig saa slette. Resultatet vil blive dette, at Arbejdernes surt erhvervede Løn vandrer over i Plantageejernes Lommer, og at Arbejderne som Vederlag for deres Arbejde maa nøjes med en Sulteføde af den allersletteste Beskaffenhed.
Paa den Maade faar Plantageejerne atter en Art Slaveri indført, og dette har endda den Fordel for dem. at de faar ganske anderledes billige Slaver end den Gang, da Slaveriet var officielt anerkendt.
Tidligere maatte Plantageejerne købe deres Slaver, og forøvrigt laa det i Eiernes egen Interesse at holde Slavernes Kræfter nogenlunde vedlige. Nu behøver de derimod ikke at købe Slaverne. Der stikker nu ingen Kapital i dem, og det er derfor en temmelig ligegyldig Sag for Plantageejerne, hvorvidt Arbejderne gaar til Grunde af Sult og Nød eller ikke. De kan nu for en ringe Løn af Hjærtenslyst udpine Arbejdernes Arbejdskraft og derefter atter putte Lønnen i Lommen som Betaling for en elendig Sulteføde.
Det System, der indføres ved nævnte Anordning, er iøvrigt godt kendt i Amerika. Det har været anvendt mangfoldige Steder, men har overalt ført til de samme Resultater og er overalt bleven fordømt af Arbejderne. Det vil rimeligvis gaa paa somme Maade i dette Tilfælde, og efter at de vestindiske Arbejdere har faaet denne Forsmag paa "Arbejdervenligheden" hos det estrupske Ministerium, vil de, i Lighed med deres Kolleger i Moderlandet, efter al Sandsynlighed betakke sig for at faa mere Part i den, end de allerede har faaet.
(Social-Demokraten 16. maj 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar