Et Foredrag om Island, som giver et livligt og anskueligt Billede af denne fjerne Ø og dens Befolkning, holdtes forleden af Højskoleforstander Johansen i Uldum og giengives i "Veile Folkebl." saaledes:
Island er et mærkeligt Land, om det end for en stor Del ligger øde, dels foranlediget ved den stærke Kulde, der hersker deroppe, og dels ved, at store Dele af Øen ere bedækkede af mægtige Klippemasser. Danskere, som komme der op, synes i Reglen meget daarligt om at være der, og man har havt Exempler paa, at de have grædt ved Landstigningen over det Øde, som de mødte, og om de saae om sig allevegne. Islænderne synes dog selv, at deres Land er smukt, og de kunne ikke forstaa, at Andre ikke synes det samme, navnlig synes de slet ikke om de danske Sletter. De have da ogsaa deroppe mange Mærkværdigheder, hvad Naturen angaaer, de have mange varme Kilder, hvoraf Geyser er den mest bekjendte, og mange Vulkaner, hvoriblandt Hekla er den mærkeligste.
Bygningerne ligge paa de nederste Fieldskraaninger. Gaaer man midt hen igjennem en Dal, saa seer man Bygningerne til begge Sider; de ligge alle med Gavlen ud imod Dalen. Væggene ere af Græstørv og 3 a 4 Alen tykke, og er der flere Huse, hvad som oftest er Tilfældet, saa ligge disse parallelt med hinanden, og det første Hus's ene Ydervæg tjener saa ogsaa til Væg i det næste Hus og saa fremdeles. De nederste Lag af Murene bestaa dog af Sten. Det øverste af Huset bestaaer af Spændetræer, der ere belagte med Græstørv. Seer man Bygningerne fra Fjeldsiden, kan man godt gaa dem forbi uden at blive opmærksom paa dem, thi her flyde de rid i Et med Fjeldet. Gaaer man ind i deres Stuehus, kommer man først ind i Forstuen, der er Opbevaringsstedet for Kister og Fiskeredskaber. Fra Forstuen fører en lang, mørk, noget uhyggelig Gang, der ikke er ulig en Rævegrav, ind til den egenlige Stue, der tjener baade til Dagligstue og til Sovekammer for alle Gaardens Beboere. Det seer ret hyggeligt ud derinde; Væggene ere beklædte med Brædder; der er to Rader Senge, og saa har hver af Husets Beboere sin lille Kiste til sine Klæder derinde, det er det eneste Boskab, der findes i den almindelige Befolknings Stue; der er hverken Bord, Stole eller Kakkelovn; Kister og Sengekanter benyttes til at sidde paa. Værst seer det ud i Kjøkkenet og i Spisekammeret. Der ere Væggene ikke beklædte med Brædder; der er heller ingen Skorsten; der fyres paa nogle Sten midt paa Gulvet og Røgen maa bane sig Vei gjennem en Aabning i Taget. Dog ere Islænderne langtfra saa urenlige, som man skulde tro, eller som de undertiden faa Skyld for. Til en Gaard hører altid en Smedie og et Snedkerværksted, Mændene ere som oftest baade Smed og Snedker, og de kunne næsten altid beslaa deres Heste.
Uden for Gaarden ligge nogle spredte Bygninger paa det saakaldte Tun (Indmarken) til Kreaturerne. Korn kan ikke modnes, og Hvidkaal kan ikke lukke sig, dertil er Sommeren for kort. Deres Hovedavl er Græs, der er vanskeligt at bjerge, fordi Græsmarkerne altid ere overfyldte med store Tuer; derfor slaa ogsaa Islænderne altid deres Græs med en egen Slags korte Leer, for at de kunne afhugge Græsset saavel paa som mellem Tuerne. En Plov er en stor Sjeldenhed; den Jord, der er under Kultur, bearbejdes med Haandredskaber. Af Køer haves endel; de have ingen Horn, og de staa inde 8-9 Maaneder om Aaret. Heste have de ikke saa faa af, de ere smaa, de saakaldte Islændere; de have to Slags, nemlig Heste til Arbeidsbrug, Arbejdsheste, og saa Rideheste. Hestenes Arbeide bestaaer væsenligst i at bære; de stakkels Dyr maa slæbe Alt paa deres Ryg; de bære Høet hjem, ja de maa endog bære Gjødningen ud i Marken; de bære Bygningstømmer hjem fra Kjøbstaden, eller rettere, de slæbe det hjem; den ene Ende af Tømmeret befæstes nemlig til Hestens Side, og den anden Ende kommer slæbende bagefter. Kjøre i Vogn fjender Islænderen ikke noget til; han har ingen ordenlige Landeveie, og en Vogn er derfor en meget stor Sjeldenhed paa Island. Arbeidshestene maa gaa ude hele Vinteren, og de forstaa meget godt at skrabe Sneen tilside for at faa sat i det visne Græs; kun i de haardeste Snestormsdage faa de Lov til at komme ind; men saasnart det bliver Opholdsvejr, maa de herud igjen. At de blive magre under saadanne Forhold er let forstaaeligt. Ridehestene faa derimod Lov til at være inde hele Vinteren; de afrettes til Pasgængere, det vil sige, de læres til at flytte høire Forfod og høire Bagfod, venstre Forfod og venstre Bagfod efter hinanden; vore Heste derimod flytte som bekjendt høire Forfod og venstre Bagfod og venstre Forfod og høire Bagfod efter hinanden. En saadan Pasgænger skal være behageligere at ride paa. Ridehestene ere dyrere end Arbejdshestene.
Af Faar holdes store Mængder, 10 for hvert Menneske. Sidst i Juni rives Ulden af dem, de klippes ikke; saa drives de ud i langt bortliggende Fællesmarker, hvor de saa gaa til sidst i September aldeles overladte til sig selv. Endel blive her et let Bytte for de hvide og røde Ræve, og nogle falde ogsaa ned i Klippekløfter og finde her deres Død. Sidst i September, naar Faarene skulle hentes hjem, forsamles Eierne; de drive Faarene sammen i en Klynge, og saa udtager enhver sine. Man skulde nu tro, at det var vanskeligt for Enhver at finde sine Faar; men det er det ikke; thi enhver Mand paa hele Øen har sit særegne Mærke paa sine Faars fører; ønsker han at forandre dette Mærke, saa maa han gjøre dette bekjendt igjennem Bladene. Naar Enhver har taget sine, bliver der altid nogle tilbage med andre Mærker, der ere komne tilløbende; thi Faarene kunne nok undertiden foretage lange Vandringer, endog fra Nordsiden til Sydsiden og omvendt. Disse Faar sælges saa, og hvad de koste, udbetales til den rette Eier, naar denne senere hen melder sig. Nu foregaaer Slagtningen, dels til Husbehov og dels til Udførsel, ogsaa til Danmark sendes islandsk "Lamme-kjød".
En anden Indtægtskilde er Fiskeri. Ogsaa Fremmede drive et betydeligt Fiskeri ved Island, alene fra Frankrig komme 3 a 400 store Skibe med flere Tusinde Fiskere. Islænderne tilberede de fangede Torsk som Klipfisk, Stokfisk o. s. v. Udenfor enhver Gaard ligger en stor bred Sten, som kaldes Fiskestenen; paa denne Sten bankes Fiskene, for de spises ukogte. Saadant banket Fiskekjød er velsmagende, og det skal have en gavnlig Indflydelse paa Tænderne, saa Tandpine er ukjendt deroppe paa Øen udenfor Kjøbstæderne. Islænderne ere meget ihærdige Fiskere, og de ere noget dumdristige, hvorfor ogsaa endel finde deres Død i Bølgerne. Fremmede Fiskere, som ligge deroppe, have deres bestemte Arbejdstid, fra 6 til 6; men Islænderne fiske, saalænge der er nogle Fisk. Ogsaa Edderfuglen er en Indtægtskilde for Islænderne, idet de forstaa at tage Fjer og Æg af dent Rede uden at den flytter. Laxefiskeriet spiller heller ikke saa lille en Rolle.
Islænderne holde svært paa det Gamle, det giver sig tilkjende baade i Stort og i Smaat: de Navne, som vi træffe i Sagaerne, finder man endnu deroppe, ogsaa Personsnavne ere de oldnordiske. Deres Klædedragt ere noget ejendommelige, navnlig Kvindernes. Mændenes Klæder sidde om dem som en Sæk. Skræddere have de nemlig ikke, saa Kvinderne maa sy deres Klæder; Træsko bruge de ikke, men derimod nogle eiendommelige Sko, lavede af Faareskind. Naar de ere ude at ride, have de Sækken trukket uden over Fødder og Ben. Kvindernes Nationaldragter ere smukke særlig den saakaldte Høitidsdragt, der dog er saa kostbar, at det ikke er enhver Kvinde paa Island, der har Raad til at eie en saadan Dragt Værtshuse sindes der ingen af paa Island; men er man paa Reise deroppe, bliver man overalt modtaget med Gjæstfrihed, dog maa man finde sig i at underkaste sig et Krydsforhør om, hvor man kommer fra, hvor man vil hen, og hvad man har til Ærinde. Naar man kommer ind, er der strax tørt Fodtøj til Tjeneste, hvad ogsaa nok kan gjøres Behov, da Reisen ikke sjelden gaaer over sumpige Strækninger. Betaling tage de ikke imod. Karlene udøve en egen Slags Brydeøvelser, der kaldes at glime, men Vaabenøvelser dyrke de ikke. iflor Tidsinddeling i Maaneder er aldeles fremmed for Islænderen; han kjender ikke Maanedernes Navne. Han inddeler Aaret i Sommer og Vinterhalvaaret, og saa tæller han hver af disse i Uger. Han siger saaledes, det er den 15. Uge i Sommer eller den 7. Uge i Vinter osv. Af Gilder har man et Midvintersgilde, en Levning fra Hedenskabet, ved hvilket Gilde Alt maa gaa til efter gammel nordisk Vis, ja Maden spises endog af Trætruge. Ved denne Lejlighed mindes man eller idetmindste taler om de gamle Guder Odin, Thor osv. Askeonsdag er ogsaa en Slags Højtidsdag for dem; til denne Dag sy Pigerne Skindposer, som de komme Aske 1, og som de saa søge paa en eller anden Maade at hænge paa Karlene eller ogsaa at putte dem i deres Lommer, og saa gjælder bet for Karlene at passe paa, at de ikke skal komme til "at bære Aske."
Om Aftenen skrabe Karlene Skind eller de karte, Kvinderne spinde, Mændene flette Reb af Hestehaar, og En læser op for dem. Kl. 9 holdes i Reglen Husandagt; mens Fadervor læses, sidde alle med Hænderne for Øinene. Drukkenskaben er Islændernes værste Last. Hjemme saa de dog sjelden for meget; men naar de komme til Kjøbstaden, faa de jævnlig en lille Pisk. Det er ikke gaaet op for Islænderne, at det er noget slet at gaa fuld paa en Gade, saa at de endog maa ledes hjem. Selv deres Embedsmand, ja endog deres Præster ere hengivne til denne Last. Taleren mente, Grunden til denne Drikfældighed maatte søges i, at Islænderne ere endel tungsindige, og saa søge de at drukne Sorgerne i Glasset. Præsterne deroppe ere meget fattige; der er nemlig en Præst for hver 400 fattige Indbyggere, og de kunne ikke give nogen stor Løn. Hvad de faa, saa de in natura, og saa have de deres Præstegaard: Præsten gaaer da ogsaa stadig med sine Folk paa Arbeide i Marken; han er Dus med sine Sognebeboere, og han fungerer ogsaa jævnlig som Læge - Læger er der ikke mange af deroppe - og Medicinen kan ogsaa kjøbes hos ham, saa han er ogsaa Apotheker. Kirkerne ere i Reglen Træhuse og Væggene af Græstørv, et Kors paa Gavlen er det eneste Tegn paa. at det er en Kirke. En af de mest Ansete hjælper Præsten tilrette i Kirken, og den bedste Sanger leder Sangen. Præsterne have Eneret til at betegnes med det engelske "Sir", og saa bruges altid deres Fornavn "Sir Lazarus", "Sir Danirl" osv. Island har ingen Almueskoler, og dog lære Islændere meget godt at læse og skrive osv., thi Islænderen føler, at Ansvaret for hans Børns Undervisning paahviler ham selv, og saa arbeider han med dem. De have deroppe en Latinskole, en Præsteskole, en Realskole og i de senere Aar en Højskole. En Skole for Jurister have de ikke, saa de, der ville studere Jura, maa reise ned til Universitetet i Kjøbenhavn.
(Thisted Amtsavis 4. marts 1886. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar