Dagene længes, og Vinteren strænges. Det smilende Foraar, hvis Kvartal efter Almanaken begynder den 20. Marts, kan glide paa Skøjter ind i sin Del af Aaret. Vinter! Det er for den Fattige Summen af alle de Lidelser, der kan rummes i et slet organiseret Samfund.
* * *
Der uddeles i disse Dage milde Gaver fra alle Stadens Politistationer, hvis Personale ved ekstraordinære Lejligheder, hvor Hjælpsomheden stal ytre sig i det Store, kan afgive en heldig og værdifuld Assistance. Forskellige Forretningsmænd har ydet deres Geskænk i Form af Brød, Spisebilletter, Kød, Flæsk, Urtekramvarer, hvoriblandt en Masse Løvetand, stundom uddeles tillige flere Tønder Kul og undtagelsesvis en direkte Pengehjælp.
* * *
Uddelingen begynder Kl. 9 Formiddag fra alle Stationer, og Tilstrømningen af Nødlidende er uhyre. Allerede Kl. 6 om Morgenen stiller Folk i Snesevis, Mænd, Koner og Børn og indtager de forreste Pladser udenfor Stationen i Haab om ikke at maatte gaa tomhændede bort. Den tidlige Morgenstunds bidende Frost er et mindre Onde end den gnavende Sult. I den 3 Timers Ventetid gnider man Hænderne og tramper med Fødderne for at holde Varmen, men lidt efter lidt forøges de Ventendes Antal; Kl. 7 er der allerede i Hundrevis, og Enhver søger at erobre sig en Plads saa nær Indgangsdøren som muligt. I denne stiltiende Kamp om Pladserne kommer der en naturlig Varme i Blodet.
* * *
Da Kl. var 9½ i Gaar Formiddag stod mindst 500 Mennesker endnu opstillede i Fælledvejens Politi- og Brandstations Gaard. Ansigtstræk og Klædedragt vidnede om Arbejdsløshedens Følger, begge Køn og forskellige Alderstrin var repræsenterede, men Hustruerne eller Mødrene udgjorde det overvejende Antal. Man opstilledes 4 og 4 i Række af flere tilsynshavende Politibetjente og gik dernæst op i Stationsbygningen, hvor Assistent Rantzau og et Par Civile forestod Uddelingen. Naar denne saa endelig maa høre op af Mangel paa flere Naturalier, bekendtgør Betjentene dette for dem, som er tilbage. Rækkerne opløses modvilligt, og man gaar den tunge Vandring efter Brødet den paafølgende Dag.
* * *
Det fortaltes, at et Par frugtsommelige Kvinder, som i Torsdags havde ventet taalmodigt i Kulden i de tidlige Morgentimer, og som senere klemtes inde i Rækkernes Trængsel, var besvimede og maatte bæres bort.
* * *
Graabrødretorvs Station var formelig belejret, men Uddelingen foregik her paa Grund af de vanskeligere Lokaleforhold med mindre Præcision end paa Nørrebro. Iblandt de 2 a 300 Mennesker, som endnu Kl. henad 10 stod opstillede, saas gamle Kvinder og unge Mødre; flere af de sidste havde spæde Børn paa Armen.
* * *
I en Gadedør ved Torvet stod 4 haandfaste Arbejdsmænd. De holdt Frokost, hver med et tørt Surbrød. Paa Maaltidets Tarvelighed bødede en Halvpægleflaske med en Snaps pr. Mand, øg Stemningen var jævnt gemytlig. En kraftig Natur holder selv i Nøden paa det gode Humør.
* * *
I Pilestræde havde der udenfor Stationen været samlet saa Mange, at det hele Morgenstunden var umuligt at passere Gaden baade for Gaaende og Kørende. Politiet havde stort Besvær med at skaffe den fornødne Plads, og et Par Betjente optraadte paa en i høj Grad brutal Maade mod de om Hjælp søgende Fattigfolk. Stundom faldt de ligefrem over disse, puffede og stødte til Kvinder og Børn og brugte uhøvisk Tiltale. Vi har sikret os Numrene paa disse Herrer.
* * *
En Inspektionsbetjent føjede nederdrægtig Haan til den tilstedeværende Elendighed. Idet en Skraldemand med sit Køretøj blev hjulpet gennem Mængden, sagde Inspektionsbetjenten lydhøjt: "Aa! gør os den Tjeneste at tage lidt af det Skidt her med Dem med det samme!"
* * *
Der stod en yderst saftigt klædt ung Kone paa Stentrappen ved Siden af Porten til Pilestrædes Station. Paa Armen havde hun et Barn paa en halv Snes Maaneder, der sovende gemte sit lille Hoved ved Moderens Bryst. De havde frosset i to Timer for endelig at kunne komme ind og præsentere deres rørende Armod.
* * *
St. Kongensgades Politi foretog ingen Uddeling, da Meddeleren heraf passerede forbi. Der var bleven lovet Hjælp efter Kl. 9, men endnu Kl. henad 11 ventede en udholdende Skare forgæves. Det var mest Smaabørn og fattige Koner. De holdt sig i Afstand fra Borten, hvor et Par Betjente var posterede, men syntes at have Vanskelighed ved at forsone sig med Tanken om at gaa tomhændede hjem.
"De kan tro" sagde en ældre Kone, hvem vi henvendte et Par Ord til, "De kan tro, at det er haardt, naar man er saa fattig."
(Social-Demokraten 13. marts 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar