Ude paa Toldboden ved Lybek-Dampernes Afgangstid Kl. 3, foregaar der i denne Tid en usædvanlig Udvandring. Det er Bygningshåndværkere, særlig Tømrere og Murere, der i Hundredvis forlader det Land, hvor der er "smukt at leve, tungt at dø" for visse Samfundsklasser, men hvor der for den flittige Arbejder i denne skønne Sommertid næppe findes saa meget Arbejde, som i den strængeste Tid sidste Vinter. Det er ikke Amerika, Rejsen gælder, dertil mangler de Folk Midler, nej. Rejsens Maal er Tyskland, særlig Hamborg, hvor der bliver udført en Del større Arbejder. Udenforstaaende vil vel antage, at det alene er den unge uafhængige Svend, der saaledes "med Randselen paa Nakken og Staven i Haand" begive sig paa Vandring. Dette er dog ikke Tilfældet. Flertallet af de bortdragende er Familjefædre, mange har været bosiddende her i flere Aar og efterlader Hustru med en 5, 6 Børn, det sidste Aars Arbejdsløshed har gjort mangt et Hjem tomt, og nu, da alt Haab om at erholde Arbejde er bristet, og alle Hjælpekilder tømte, tages der Afsked med Hustru og Børn, og kun Haabet om ved Hjælp af Arbejde i fremmed Land at kunne redde Familjen fra Undergang, holder endnu Modet oppe. - Ude paa Toldboden indfinder Kollegerne sig, man skal dog ud at se, hvilke Kammerater der "stikker af i Dag". Klokken lyder tredje Gang, der tages en hjærtelig Afsked med Kammeraterne: "Lev vel. Held og Lykke, hils Kammeraterne i Tyskland!" - Trossen kastes los, man giver hverandre et Afskedshurra, og det sidste man hører fra de bortdragende er "Nationalsangen": Ned med o v. osv. - Saaledes gaar det flere Gange om Ugen, og der er i Løbet af de sidste 2 Maaneder udvandret en 4 a 500 Bygningshaandværkere fra København.
(Social-Demokraten 12. august 1886).
I 1880'erne steg udvandringen markant, og fra 1886 fik den et ekstra hop opad. Det kulminerede i 1887 med næsten en fordobling af antallet hvorefter det holdt sig på et højt niveau til 1894. Det var som det fremgår af artiklen, især yngre, arbejdsføre mænd i 20-30 årsalderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar