I Morgen fratræder Politidirektør Crone efter eget Ønske sin Plads som Chef for Københavns Politi. Efter hans Fratræden udøves hans Hverv indtil videre af Vicepolitidirektøren, Eugen Petersen.
Sin Stilling som Politidirektør i København overtog Crone i 1863, efter at han i et Tidsrum af 14 Aar - fra 1849 til 1863 - havde beklædt Posten som Politimester i Helsingør. Her i København har han saaledes virket i et Tidsrum af 24 Aar.
I direkte Forbindelse med hans Ansættelse her i Byen stod Omordningen af Københavns Politi. Nævnte Aar ophævedes nemlig det gamle Politi, der var inddelt i Gadekommissarier, Politibetjente og Natvægtere. Det afløstes af det nye, moderniserede Politi, indrettet efter et militaristisk System.
Vi skal ikke her nærmere indlade os paa Omtale af Politiets Omordning og de Foretagender, som har været en Følge deraf. Kun skal vi anføre, at det rent militaristiske, dette at Politiet betragter sig som en helt udenfor Befolkningen staaende Institution, aldrig er trængt rigtig igennem trods de Bestræbelser, der fra adskillige Sider er udfoldede i denne Retning. Hos de yngre Betjente kan man af og til let spore den militaristiske Dressur, men dette giver selvfølgelig ikke Politiet sin Karakter. Hovedsagen er, at de Politimænd, der er ældre i Tjenesten, i Reglen lægger dit militaristiske paa Hylden, og udfører deres Funktioner nærmest i ren borgerlig Aand. Dette er naturligvis en Fordel baade for Politiet selv og Befolkningen. Er disse to Faktorer fremmede for hinanden, er Skridtet til det rent fjendtlige ikke langt, hvorimod et Politi, der betragter sig som en Del af den Befolkning, det lever iblandt, og ud fra dette Synspunkt udfører sit Hværv, har Betingelserne for at undgaa mange Konflikter, som den militaristiske Dressur let kan afføde.
Hvor megen Andel Politidirektøren har i Tilstedeværelsen af den borgerlige Tendens hos det københavnske Politi, er vi ikke i Stand til at afgøre. Dog taler alt for, at han ikke ynder det militaristiske længere end til en vis Grad. I modsat Tilfælde vilde Tonen indenfor Politiet sikkert have været en hel anden end den er.
Af væsenlig Betydning for Bedømmelsen af Crones Virksomhed som Politidirektør er det Standpunkt, han har indtaget overfor de politiske Bevægelser, der har fundet Sted under hans Regimente.
De Optøjer, som det nationalliberale Parti - hvortil Crone i Lighed med de fleste af Datidens Embedsmænd hørte - satte i Scene her i København, fortsattes i Begyndelsen af hans Funktionstid. Der var Striden i 1863 om Novemberforfatningens Indførelse, Oppositionen mod Kongen fordi han en Tidlang vægrede sig ved at underskrive denne Forfatning, som direkte foranledigede Krigen i 1864. Endelig var der Opløbene i Anledning af Dannevirkes Rømning i 1864.
Som det var at forudse, blev der fra Politiets Side taget forholdsvis let paa disse Tildragelser. Folkestemningen, der til sine Tider var ret truende, fik i Almindelighed uhindret Lov til at gøre sig gældende. Først da Folkestimlen begyndte at nærme sig Amalienborg, bliv der taget "kraftigt" fat. Blod kom der dog ikke til at flyde. Det blev ved Vandet. Et Par Brandsprøjter gav nemlig Tumultuanterne et Styrtebad, og dermed var den Historie forbi.
Det være selvfølgelig langt fra os at rette nogen Bebrejdelse mod Politidirektøren, fordi han lod den af de Nationalliberale lavede Folkestemning have et saa frit Løb som muligt. Politiknipler er altid et yderst daarligt Middel mod en Stemning, der er oppe i Befolkningen. Politiindskriden ved saadanne Lejligheder fremkalder altid flere Spektakler, end den forhindrer.
Men Piben fik en anden Lyd, da Arbejderne, efter at Nationalliberalismen forlængst var falden i Søvn, begyndte at tale om deres Rettigheder. Den 5te Maj 1872 er et Blad i Politidirektør Crones Historie, som helst ikke burde findes deri.
Vi behøver næppe at minde vore Læsere om, hvad det var, der passerede paa denne Dag. Det var det nylig stiftede socialdemokratiske Arbejderparti, som da agtede at afholde sit første offenlige Møde under aaben Himmel, for at diskutere Arbejdernes Interesser. Trods de Anstrængelser, som baade den Gang og senere er bleven udfoldede for at paavise det "samfundsfarlige" ved nævnte Møde, er dette endnu ikke lykkedes. Hertil kommer endvidere, at Mødet var fuldt ud lovligt, og at det var et Grundlovsbrud med Magt at ville forhindre det.
Ikke desto mindre tog Crone fat med en Magtanvendelse, som om der var Tale om at beskytte det bestaaende Samfund mod en Flok Vandalers rasende Stormløb. Han ikke alene forbød Mødet, men trommede baade Politi og Militær - alle Vaabenarter - sammen for at forhindre det. Direkte foranledigede denne Optræden en Del Sammenstød mellem Befolkningen paa den ene Side og Militær og Politi paa den anden, som ellers kunde have været undgaaet.
Det maa antages, at Crone dels har set fuldstændig fejl paa den Bevægelse, som den Gang tog sin Begyndelse her hjemme, og dels fra forskellige Sider er bleven paavirket til at optræde, som han gjorde. Muligvis har Politiets Optræden i Udlandet over for Arbejderne været en Bevæggrund for ham til at optræde paa lignende Maade. I ethvert Tilfælde er det sikkert, at det københavnske Højreparti med dets Presse i Spidsen ved sin ophidsende Holdning havde en væsenlig Andel i, hvad der den Gang passerede.
Senere har Politidirektør Crone stillet sig i et helt andet Forhold til den socialdemokratiske Bevægelse. Han maa være kommen til at indse, at Politiet ved at skride ind, hvor der ingen Anledning er dertil, netop fremkalder de Uordener, som det er dets Opgave at forhindre.
Dette hans senere Standpunkt har været til afgjort Held baade for ham, for hans Politistyrke og for Befolkningen. Har der end af og til været Politioptrin, som har været alt andet end heldige, saa har Forholdene i det store Hele vist, at Systemet nu er et helt andet end det, der blev slaaet ind paa i 1872.
Var dette System bleven bibeholdt under de senere Aars hæslige politiske Bølgegang, vilde dets Følger have været uberegnelige. Nu bærer Politiets Optræden i sin Almindelighed utvetydige Vidnesbyrd om, at dets Chef er kommen til Bevidsthed om det absolut forkerte i, at forsøge paa at kvæle en politisk og social Bevægelse ved Hjælp af Politiknipler og Geværkugler.
Denne Politidirektørens Holdning var naturligvis langt fra det forfatningsbrydende, ophidsende og fanatiske Højre til Pas. Han maatte døje adskillige ligefremme Grovheder fra de matzenske Poders Side, og en væsentlig Del af de Politiudskejelser, der i de senere Aar, trods Systemforandringen, har fundet Sted, maa sikkert tilskrives Højres Paavirkninger og Ophidselser.
I Politichefen ser Højre selvfølgelig allerhelst et blindt Redskab for den i et saadant Parti opvoksende Fanatisme. Nogen absolut Indflydelse over Politidirektør Crone har nævnte Parti dog ikke opnaaet at skaffe sig. Som Embedsmand var han en af de faa, der har bevaret sine nationalliberale Traditioner. Og hvor lidt Kød og Blod af egenlig Frihedsfølelse der i Virkeligheden findes i Nationalliberalismen, saa kan den dog kun daarligt forlige sig med Absolutismen, det utvetydige Kendingsmærke for den nuværende Højrepolitik.
En Følge af det Standpunkt, han i en længere Aarrække har indtaget overfor de forskellige Afskygninger i Befolkningen, er, at han ved sin Fratræden næppe har bitre Modstandere noget Steds. Den Stemning, der en Gang rejste sig imod ham fra Arbejdernes Side, har han ved sin forandrede Optræden forstaaet at fjærne.
(Social-Demokraten 31. juli 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar