Vinteren er kommen. Foreløbig med Dagene saa mørke som Nætter, med Regn og Slud, men med Udsigt hvert Øjeblik til knagende Frost med Arbejdsstandsning og heraf følgende Hunger og Nød for mangfoldige af vort allerkristelige Samfunds Medlemmer.
Stjæle maa de ikke - i hvert Fald ikke saadan ligefrem gement, - kan de endda gøre det paa en fin, "lovlig" Maade, saa . . .
Tigge maa de ikke, naar de ikke kan gøre det fint.
Ernære sig paa ærlig Vis ved Handel med Et eller Andet maa de ikke, - - der var forleden en fattig Mand, der forsøgte at skaffe sig Brød ved at sælge Gibsfigurer paa Amager, men saa kom Politibetjenten og tog ham med hele Beholdningen af Figurer, som blev konfiskerede til Fordel for - Betjenten! Og den fattige Mand "slap" med en Bøde.
Musicere i Gaardene maa de ikke, det er Betleri! Selv om en Mand spiller nok saa godt paa Violin, maa han ikke paa den Maade i trange Tider gøre sig en Indtægt af sin Færdighed. Først naar Politiet giver Privilegium dertil, maa han spille i Gaardene, - saa gør det ikke noget, om det er paa en øresønderrivende, falsk Lirekasse.
De Fattige er i Grunden ikke særlig godt stillede i vort humane, kristelige Samfund!
»Ja," siger Storborgeren, "vi har jo et meget humant udviklet Fattigvæsen; dér kan den, der har lidt Skibbrud i Livet, henvende sig og saa det nødvendige til Livets Ophold."
Ja, lad os se, hvor humant det er, dette Fattigvæsen.
* * *
I Hestemøllestræde ved Hjørnet af Lavendelstræde ligger Fattigvæsenets Kontorbygning. Koldt og frastødende er Indtrykket, man faar af den, naar man ser den udefra; alle de Smaating i Vinduer, der giver mange Beboelseshuse det hyggelige Præg, mangler her aldeles. Og kommer man ind i den, modtager man et endnu uhyggeligere Indtryk. Enevældens bureaukratiske Aand svæver over og er i Alt og Alle ligefra Borgmesteren og Kontorchefen og ned til Magistratsbudene.
Naa, al denne bureaukratiske, frastødende Værdighed kan den blæse af, som kun kommer for at erholde Oplysning om Et eller Andet. Han kan efter udrettet Ærinde smække Døren i efter sig og le ad denne kinesiske Indretning.
Mai den Fattige, der kommer her for at gribe efter det sidste Halmstraa og klamre sig til det i Nøden! Den fattige Mand eller Kone, der er gaaet hjemme fra den fattige Lejlighed, paa Trappen forbi den knurrende Husvært, paa Gaden forbi den i sin Dør staaende Høker eller Urtekræmmer, der lod vide, at nu kunde han ikke vente længer med Tilgodehavendet, da han skulde "betale hver sit" - den fattige Mand eller Kone, der saa gerne vilde holde sig oppe i Tilværelsens haarde Kamp, de er forknytte og forbløffede nok i Forvejen, og kommer de ind i Hestemøllestrædes røde Bygning og ser og taler med Bureaukraterne, saa taber de den sidste Rest af Mod.
Saa kommer de ind for den saakaldte "Fattigret". I et stort Værelse i Stueetagen sidder Borgermester Knudsen, Fattigvæsenets Raadmand, nogle andre høje Herrer samt alle Københavns Fattigforstandere (13 i Tallet). For denne Ret træder de Fattige frem, en for en efter Tur - træder var ikke det rigtige Udtryk: de kryber frem, nedbøjede, som de er, af Livets Kummer og Nød og nu gjort rigtig møre af de stolte Blikke, der kastes til dem fra de høje Herrer, der tilfældig er kommet paa "den grønne Gren".
Og saa efter "Forhoret" tilstaas der dem en større eller mindre Understøttelse, og saa - er de stemplede! Thi, for at bruge den italienske Digter Dantes Ord: "Lader alt Haab fare, I, som træder herind; Sporene vender kun indad!"
I har begyndt at nyde Fattighjælp, og selv om I er nok saa hæderlige Medlemmer af det danske Samfund, saa er det, at I ikke kan forsørge Jer selv og Eders Familie, nok til at brændemærke Jer og sætte Jer under den lave Forbryder, da kan faa sin "Ære" tilbage efter 5 Aars Forløb, I faar den aldrig; man har taget det bedste I havde, den politiske Borgerrettighed fra Jer, det, hvormed I skulde værne Eders og Eders Børns Fremtid!!!
* * *
Da det arbejdende Folk i 1848 rundt om i Evropa rejste sig for at kaste Enevældens Jernbaand af sig, og da de franske Arbejdere proklamerede "Retten til Arbejde", da luftede det ogsaa op her hjemme i vort kolde Nord. Man fandt, at noget maatte der gøres for at "følge med Tiden", og saa nedsattes der en Kommission med det Hværv at udarbejde en fri Forfatning. I det første Udkast til en Grundlov var der indsat en Paragraf, som proklamerede Retten til Arbejde; men da man havde sovet paa det, fandt man, at det var en for voldsom Overgang, og indsatte i Stedet for den nuværende Paragraf 84, der siger, at "den, som ikke kan ernære sig og sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offenlige".
Det er virkelig et meget humant Princip, der her er fastslaaet i Grundloven. Men det udføres ikke humant. Allerede det, at stævne de Hjælpsøgende til Møde i Hestemøllestræde til Undersøgelse og Krydsforhør, er inhumant; Fattigforstanderne burde hver i sit Distrikt kunne afgøre Sagen og senere give Indberetning derom til Magistraten. Hvorfor ydmyge den Fattige, naar det ikke er nødvendigt!
Men at nyde Fattighjælp borttager den politiske Borgerret: at kunne vælge, det er dog det inhumaneste af det Hele, og de Mænd, der indsatte Paragraf 84 i Grundloven, har sikkert aldrig tænkt sig, at Fattigmand baade skulde tigge sit Brød og betale det saa dyrt!
Og saadan en Optræden mod Fattigmand paa en Tid, hvor en Minister for ramme Alvor i Rigsdagen foreslaar at bevilge 1 Million Kroner (én Million!) til Reparation af en forfalden Domkirke!
Det er haabløse Tilstande! Og det er ikke mindre haabløst, at der findes Arbejdere, der ved Rigsdagsvalg stemmer paa Højremænd, d. e.: paa Mænd, der netop vil bevare disse Tilstande!
Tænk Jer dog om !
(Social-Demokraten 9. december 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar