Intet kan være mindre festlig og mere trist end en Helligaften i Kjøbenhavn.
Gaderne ligger hen i Halvmørke. De store Butiksvinduer, der pleier at lyse og blænde med et vexlende Farvespil, er forvandlede til sorte Firkanter, der glor en i Møde saa uhyggeligt som blinde Øine. Omkring Theatrene og de uskyldige Forlystelsessteder er der saa tomt og øde som i en Ruin.
Alle Vegne slukket og lukket, undtagen i Restaurationerne, Værtshusene og ForlysteIsesknejperne af allerlaveste Rang,
Og Menneskestrømmen, der langsomt bevæger sig gjennem Gaderne, ser trist og træg ud, ligegyldig, hvordan Dagen har været. Folk kommer hjem fra Skoven, fra Fællederne, fra Frederikberghave eller fra Amager, fra Solskin og vaargrønt Muld, muntre og glade - men saasnart de betræder deres Fødebys Stenbro, taber Stemningen sig, og jo dybere de kommer ind i dens skumle eller halvmørke Gader, og medens Udsigten til en døsende Aften i Hjemmet eller paa Beværtningen oven paa den glade Dag rykker betænkelig nær, bliver Gangen mere slentrende og Udtrykket mere trevent.
Aldrig møder man færre glade Ansigter end saadan en Helligaften, aldrig flere ærgerlige, kjedelige, misstemte og mismodige Ansigter. Det er Gadelivets Dødvande. Følg en Gang med Strømmen og se, hvorledes Familierne tripper og sjokker af Sted, Børnene er søvnige og grædevorne, de unge driver og finder, de er nærved at forgaa af Kjedsomhed, og saa slentrer de Gade op og Gade ned, uden Spor af den fornøjelige Oprømthed, som oplyste Gader og Torve, Musik og Theater lokker frem.
Og de Scener, man bliver Vidne til af det Kjøbenbavn, som ogsaa denne Aften vil more sig, er ofte ikke ganske hyggelige. Der er en Ungdom, hvis Dag hverken gaar med Arbejde eller Gymnastik, der er Folk, som træder temmelig usikkert paa Benene, og Gadernes ensformige, stabende Lyd bliver Tid efter anden afbrudt af et forvorpent Tilraab, af en drukkens ufrivillige Komik. Thi ingen Sinde nydes mere Spiritus i Kjøbenhavn end paa en Højtidsaften.
Paa Cafeerne sidder Folk og døser over Cigar og Øl, over Aviserne, som de gjennemkigger for tredje eller fjerde Gang, og med Billedbladenes Mapper stablede foran sig. Brætspillernes Raaben og Billardspillernes Stød og Kuglernes Rullen lyder med en irriterende Eneformighed. Og fra Kjælderbeværtningerne lyder Skrig Skraal i tiltagende Grad som Aftenen skrider frem og Skodderne kommer for Vinduerne.
Man har villet det saa. Man lukker Theatrene og gjør intet for billige Øl- og Musikhaller, men man tillader den frieste Udskjænkning af Spiritus, man holder Adgangen aaben til de sletteste Udskejelser, og just paa Helligaftener, da den gode Modvægt, som Theatrene yder, savnes, tjener Knejpe Værterne og Værteinderne Penge.
Mon man ikke snart kunde blive enig om, at her er gjort enten for meget eller for lidt. Enten aabne Døre overalt eller stræng Lukning for alt, der ikke hører med til det nødtørftige. Hvilket man end vælger, vil Helligaftenen vinde derved, og Borgerne ogsaa, saa vist som baade festlig Stilhed og straalende Munterhed er at foretrække for den osende, halvskumle Atmosfære, der nu er ejendommelig for Kjøbenhavn paa en Helligaften.
(Morgenbladet (København) 10. april 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar