Det var ikke noget oplivende Billede, der viste sig for En, naar man en kold, sludfuld Dag gik over Vandkunsten. Paa denne afsidesliggende Plads havde nogle af de fattigste Handlende, i Reglen gamle Koner, faaet Lov til om Løverdagene til Kl. 3 at holde et Lappetorv, som den københavnske Vittighed for længe siden - allerede da det havde Plads nede ved Assistenshuset - havde døbt om til Loppetorvet. Her midt paa Pladsen sad disse gamle Koner med deres af Vind og Vejr og Ulykke furede Ansigter, uden anden Beskyttelse mod Vejret end en gammel Paraply. De var efter Omstændighederne pakket ind i, hvad de havde: gamle Kavajer, Sække, uldne Tørklæder om Hoved, Hals og Bryst, saa man ofte, naar den kolde, regnfulde Vind kom farende fra Kalveboderne hen over Torvet, kun kunde se to Øjne titte frem af de formummede Skikkelse, der sad rokkende bag deres tarvelige Borde, hvorpaa Varerne laa udstillede. Fødderne havde de stukket i Sivsko eller boret dem ned i Puder, stoppet med Klude, eller lignende Værn mod Kulden; men alligevel frøs de.
Del var gamle Klædningsstykker de solgte, gammelt Fodtøj, gamle Hatte, billigt Bliktøj, simpelt Legetøj, udskudt Glas og Porcellæn, det man kalder Vrag, Kander, som var hankeløse, Kopper, som var mageløse. De købte det altsammen billigt - paa Auktioner eller omkring i Husene, meget fik de for ingen Ting, men de fik heller ikke meget for det igen; der var ikke mange af deres Kunder, som ikke pruttede.
Det var mangen Gang haardt nok at sidde der nede. Men hvad skulde de gøre? Hvor mange af dem havde Raad til at leje en Kælder? Derfor var det ikke med noget let Hjærte, de modtog den Befaling fra Magistraten, at de skulde pakke dem bort, helt bort; der blev ikke anvist dem en anden Plads, som den Gang de blev flyttet fra Assistenshuset. Saa skillingede de sammen for at faa skrevet et Andragende til Magistraten om at faa Lov tit at blive; men deres Andragende blev afslaaet - der var ingen anden Plads.
De blev ikke glade, de gamle Koner, da de fik den Besked. De havde nu siddet der saa længe paa denne afsides Plads, der var mange, der ikke engang havde nogen Anelse om deres Tilværelse der. Men nu udvidede Byen sig jo netop i den Kant, der kom de lange Gader, Ny Stormgade, Ny Vestergade, fine Gader med fine Folk. Der vilde blive stærkere Færdsel, og i 1888, naar Udstillingen der i Nærheden blev aabnet, saa vilde der komme mange Fremmede til Byen - saa kunde det slet ikke gaa an, de sad der med deres Pjalter.
Og dog var der i andre større Byer lignende Pladser for de fattigste Handlende, havde de hørt. Og saadan et Pjaltetorv havde jo ogsaa eksisteret saa længe i København, der havde endog for en halvtredie hundrede Aar siden været et ikke langt fra hvor det nuværende er, nemlig ved Foden af selve den ærværdige Frue Kirke og i den ærværdige Gejstligheds umiddelbare Nærhed. Man kaldte det den Gang Paltermarkedet, men lige som nu havde man ogsaa den Gang givet det et mindre velklingende Tilnavn, nemlig Lasetorvet, og de gamle Koner, der sad der nede, kaldte man Lusetorvshøkerske.
Men nu skal al Ting være saa fint som muligt, og Fattigdommen skjules saa meget som muligt. Det Loppetorv der nede paa Vandkunsten ser ikke godt ud, det er saadan et stygt Billede paa Fattigdom - de gamle Koner med de vejrbidte, furede Ansigter maa bort.
Hvorhen ?
Ja - det maa de nok selv om.
A
(Social-Demokraten 5. april 1887)
Loppetorvets sidste Dag.
I Aaret 1863 indstiftedes den Institution, der oprindelig kaldtes Lappetorvet, hvilket i Folkemunde er gaaet over til Loppetorvet, paa Grund af de mange sorte Smaainsekter, der sagdes at husere i de Varer, der forhandledes paa Torvet.
I Gaar var det Loppetorvets sidste Dag. Fra 1863 til 1878 foregik Handelen ved Gl. Strand ved Siden af Assistenshuset, fra 1878 til i Gaar er den bleven drevet paa Vandkunsten.
Det var 52 gamle Kvinder, i en Alder fra 50-80 Aar, der i Gaar blev derover deres Erhverv. Fra den tidlige Morgen til "Lukketiden", Kl. 3, var der ualmindelig travlt paa Torvet, der var Totaludsalg paa Grund af Handelsophævelse. En Mængde Kjøbere havde indfundet sig, og Handelen gik rivende. De handlende og Kunderne slog, for manges Vedkommende for sidste Gang, en lille Handel af, der var et sorgfuldt, beængstet Udtryk i de gamle Koners Ansigter, og naar Talen kom paa, at det var sidste Dag, de havde Tilladelse til at sidde der, kom der Taarer i manges Øjne.
De gamle Mennesker havde i Gaar gjort en sidste Kraftanstrængelse for dog om muligt at faa Tilladelse til at fortsætte Handelen et andet Sted, f. Ex. enten ved Kvægtorvet eller paa Pladsen imellem Farimagsgade, Gothersgade og Bartholinsgade. De havde ved en Deputation søgt Avdiens hos Kongen; Madamerne Greiis og Ostwald, der overbragte Andragendet til Kongen, fik det Svar, at Sagen skulde blive henvist til Indenrigsministeriets Afgjørelse, hvor Besked i Dag Kl. 10 Formiddag kunde afhentes.
Der er dog næppe stort Haab om, at Svaret kommer til at lyde gunstigt. Magistraten har én Gang givet et afslaaende Svar paa et saadant Andragende, og Indenrigsministeriets Afgjørelse gaar vel næppe imod Magistratens.
Andragendet gaar iøvrigt ud paa, at de 52 Mennesker, der nu driver Handelen, maa faa en Plads, hvor de kan sidde deres Levetid ud; om en Fornyelse af Bevillingen er der slet ikke Tale. Af Hensyn til de handlendes høie Alder skulde man synes, at Betænkeligheden ved at tilstaa dem deres Andragende maatte blive mindre; det er ikke nogen lang Aarrække, der kan være Tale om.
* * *
Loppetorvet har været et meget søgt Sted. Man har der kunnet faa forskjellige Brugsgjenstande til en meget billig Pris, og Torvet er bleven søgt af saavel rige som fattige Folk. Grossererfruen og den fattige Arbejderkone har her kiøbslaaet Side om Side. Listesko og Porcelænsgjenstande har været Hovedvarerne paa Torvet, men en Mængde gamle Klæder, Kamme, Knapper, Pibehoveder osv. er ogsaa blevne forhandlede, og endelig har store Bunker af gamle Klude været Gjenstand for Salg.
* * *
Loppetorvet hører nu til det Kjøbenhavn, som forsvinder; det vil blive savnet af mange, mest dog af dem, der der tjente deres Brød.
Marskandiserne er de eneste der glæder sig over Handelens Ophør, og saa Huseierne paa Vandkunsten; men de kunde vel ikke have noget imod, at Loppetorvet flyttedes et andet Sted hen, et Sted, hvor del ikke generede de omkringboende.
De gamle Koner er nøisomme; blot de faar Lov at handle et eller andet sted, ligegyldigt hvor, til de dør, er de tilfredse.
(Morgenbladet (København) 19. april 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar