Under en for Høiesteret indanket Sag var Arrestanten Carl Christian Simonsen aktioneret for at have opfordret sin Kjæreste til at ombringe deres uægte Barn og ved hans egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Oplysninger er ogsaa følgende tilstrækkelig godtgjort.
Efter at Arrestanten, som i flere Aar havde været forlovet med Pigen Birgitte, var kommen til Kundskab om, at bemeldte Pige skulde føde, tilskrev han hende dels kort før hun den 27. Marts 1885 fødte, dels senere 5 Breve, som Arrestanten, skjøndt de 3 første ikke ere forsynede med hans Underskrift, har vedkjendt sig og hvori han indtrængende opfordrer hende til at ombringe Barnet.
I det første af disse Breve, der ikke er forsynet med Dato, men hvis Konvolut har Poststemplet den 3. Marts, foreholder han hende, hvilken Byrde det forventede Barn, som han erklærer aldrig at ville komme til at holde af og ikke at ville kunne taale at se for sine Øine, vil blive for dem Begge, og siger, at han kun har et Raad at give hende, som han nok haaber, at hun vil bruge, "for at vi kunne slippe ud af den Knibe, for det er noget af der Værste, jeg har havt med at gjøre. Nu skal jeg sige Dig det er, saasnart Du har født Barnet, den første Nat efter at Barnet er født, skal Du bare lægge Din venstre Haand for dets Mund, saa er det Hele forbi, saa er Du fri og frank til enhver Tid; det maa Du endelig gjøre, der er aldeles ingen Synd i det. Du skal gjøre det for at frelst Dig selv min kjære Ven."
I det følgende af Brevet opfordrer han hende gjentagende og indtrængende til at følge hans Raad; han tager det hele paa sin Samvittighed, saa hun faar ingen Skyld for det, det maa nu være saaledes, ellers bliver det Salt med dem, men opfylder hun hans Ønske, vil han nok hjælpe hende. Han paalægger hende derhos ikke at føde i Dølgsmaal, for det kan aldrig gaa, det maa gaa naturlig til. Sluttelig beder hun hende at brænde Brevet, saa snart hun har læst det, idet han tilføjer, at skal det falde i fremmede Hænder, saa ere de færdige begge to, og at han af Forsigtighed ikke sætter sit Navn under.
I et følgende, den 19. Marts dateret Brev gjentager han atter indtrængende sin Opfordring til Birgitte Nielsen om at ombringe Barnet, idet han bl. a. udtaler, at dets Død vel vilde blive til hans og hendes store Gavn, og at han, hvis det lever, aldrig vil se det, men før skyde sig, men at hun ogsaa nok kunde gjøre saa meget for ham, naar der var noget ved hende; han faar jo ligesaa megen Synd som hun, naar det skal regnes ud, det kunde vel alligevel ikke være saa forfærdelig med saadan en Unge, om den døde eller ikke, det skal han nok tage paa sin Samvittighed, hun skulde gjøre alt for at faa det til at dø, hun vilde ikke komme til at fortryde det, men vilde snart glemme det. Efter dernæst at have foreholdt hende, at Gjerningen bør iværksættes den første Nat efter Barnets Fødsel, opfordrer han hende sluttelig ligeledes til at brænde dette Brev.
Efter at Arrestanten havde faaet Meddelelse om Barnets Fødsel, tilskrev han under 10. April Pigen et nyt Brev, hvori han efter Bebreidelse over, at hun ikke havde fulgt hans Raad, kommer tilbage til, og gjennem hele Brevet gjentager sine Opfordringer til hende om at ombringe Barnet, idet han bl. a. siger: "det kan vel nok lade sig gjøre endnu, tænker jeg, da det ikke er saa gammelt, se dog at gjøre Ende paa det, det bliver galt, hvis det lever." Den samme Opfordring gaar ogsaa igjennem det næste, den 18. April daterede Brev, hvori han bl. a. siger: "nu haaber jeg nok, at Du opfylder mit Ønske ... det angaaende, som Du ved nok, saa er Du fri min Ven for Sorg og Bekymring ... og hvis det kunde blive sygt, saa skyd dog efter med begge Hænder, at der kan dø".
Da Arrestanten senere havde faaet at vide, at Barnet ikke var raskt, udtaler han i et den 8. Mai dateret Brev sin Glæde og Tilfredshed derover og opfordrer Pigen til endelig at sørge for, at Barnet kan dø.
Pien har bestemt erklæret, at hun ikke noget Øieblik har tænkt paa at følge Arrestantens Opfordringer til at aflive Barnet, og efter Alt, hvad der under Sagen er oplyst, maa denne hendes Erklæring ogsaa anses for rigtig. Barnet, der var sundt og kraftigt, blev kort efter dels Fødsel, til Dels ved Arrestantens Medvirkning, sat i Pleie hos Pigens Slægtninge, hvor det imidlertid den 2. Juni f. A. afgik ved Døden af en almindelig akut Sygdom. Fra 1. November 1885 skaffede Arrestanten Pigen en Plads, og Forholdet mellem dem vedblev at bestaa, indtil Arrestanten i afvigte Efteraar hævede det, da han antog, at hun stod i Forbindelse med cn anden Mandsperson. Pigen blev derpaa forlovet med denne sidste, og da Arrestanten en Aften traf dem sammen paa Landeveien og forulempede dem, gav dette Anledning til, at de henvendte sig til Politiet og forlangte dets Beståelse mod Arrestanten, ved hvilken Leilighed hun, der ikke, som af Arrestanten ønsket, havde brændt de fra ham modtagne Breve, fremkom med de 3 første af disse, ligesom hun senere under Forhøret har afleveret Brevene af 18. April og 8. Mai.
For disse sine Opfordringer og Tilskyndelser til at dræbe Barnet blev Arrestanten af Overretten i Henhold til Straffelovens § 190 jfr. 52 idømt Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes igaar af Høiesteret.
("Nationaltidende")
(Dagens Nyheder 8. juni 1887).
Social-Demokraten oplyste at det var en sømand på Langeland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar