At tale til Kommunen om Gadevanding er som at tale for døve Øren. Lad Støvet ligge tæt paa Gader og Veje, lad Blæsten hvirvle det op i Luften. saa Snavset staar op om Ørene og trænger sig ind i Øjne og Mund, og lad Solen bage paa den tørre Stenbro, saa Luften bliver dobbelt lummer - det rører ikke de delvise Herrer i mindste Maade.
Det kan hænde, at de en sjælden Gang lader et Par Vandvogne stænke et Par Gader over med nogle Draaber Vand, som den tørstige Sol skyndsomt suger til sig, men ellers lader de Støv og Snavs være hvad det er, og lader det ligge, hvor det ligger. Åndeagtig folder de Hænderne og siger resigneret, med Øjnene vendt mod Himlen: Vi faar saamænd nok den Regn, vi skal have!
Ja, blot vi gjorde - men desværre slaar det ikke altid til. Ske kan det dog imellem, Gudskelov, og det vilde vare syndigt ikke at anerkjende det, naar Himlen træder Hjælpende til der, hvor Magistraten stopper op.
Som i Gaar f. Ex. Med al Anerkjendelse af Varmens Fortræffelighed kan det ikke nægtes, at den de sidste Dage havde vist sig fra en saa trykkende og lummerhed Side, at man med god Grund sukkede efter lidt Forfriskelse. Magistraten gjorde ingen Ting, eller hvad der omtrent er det samme, saa godt som ingen Ting, fra den Kant var der intet at vente. Hjælpen maatte komme fra Himlen.
Den lod da ogsaa høre fra sig i Gaar Eftermiddag med en forsvarlig Skylle. Ved 4-Tiden trak det pludselig op, Himlens Blaa blev overdækket med regntunge, graa Skymasser, og inden man vidste noget af det, hvirvlede Blæsten gjennem Gaderne, og det med saadan Fart og saadanne Stød, at den et Par Gange var ved at tage Vejret fra Folk.
Himlen blev mørkere og mørkere, man mærkede, hvad der var i Vente, og satte Fart paa, for hurtigst muligt at komme i Læ. Og; ganske rigtig kom Regnen, pisket i lystig Dans hen ad Gaderne, hvis Udseende den i et Nu fik forandret. De, der ikke øjeblikkelig søgte Porte eller Gadedøre, løb, det bedste de havde lært, de faa, der havde forsynet sig med Paraply, fik dem hurtig slaaet op, for i samme Nu at faa dem vendt af den uregerlige Blæst, Vognene, ikke mindst Barnevognene, fik dobbelt Fart paa, Kuskene puttede Hovederne ned mellem Skuldrene og skjulte sig under Hestedækkenerne, ja, om det saa var Politibetjentene, brugte de Benene som flinke Hurtigløbere.
Det var færdigt lige laa hurtig, som det var begyndt. Paa et Kvarter var det hele forbi, og den blaa Himmel kiggede venligt giennem de drivende hvide Skyer ned paa Byen, der var bleven saa nydelig ren og nyvasket.
Det Støv, man ikke i Forvejen havde flugt, fik Regnen lagt en god Dæmper paa. Vandet drev Snavset fra Gaderne ned i Rendestenene, for derfra at føre det videre til en foreløbig underjordisk Tilværelse, man kunde uden Risiko trække Vejret og fylde Lungerne med den friske Luft, som den uventede Skylle havde renset og svalet.
Saaledes badede Himlen i Gaar paa Magistratens Synder og friskede Byen op, saa det var en Fornøjelse at se. Men er vi andre fornøjede, er Magistraten det endnu mere. Lur den, om den ikke har givet Ordre til, at ikke en eneste Vandvogn maa kjøre ud de første 14 Dage.
(Morgenbladet (København) 10. juni 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar