(Fra vor Meddeler).
Kiøbenhavn, den 8de Marts.
(Kjøbenhavns Fattigbegravelser.)
Foruden enkelte mindre Kirkegaarde har Kjøbenhavn sine syv store Kirkegaarde, nemlig Assistens-, Garnisons-, Holmens-, Frelserens-, Mosaisk-, Frederiksberg-, og Vestre-Kirkegaard.
Antallet af Begravelser paa disse Kirkegaarde er i højeste Grad ulige. Medens saaledes Garnisons Kirkegaard efter den sidste Statistik har 217 Begravelser i Aarets Løb og Frederiksberg Kirkegaard kun 467, naar Assistents et Antal af 752 Begravelser. Men det er dog intet mod Vestre Kirkegaard. Der er i alt begravet 4360 Mennesker. Med andre ord Vestre Kirkegaard modtager 2/3 af alle Kjøbenhavns døde, thi Aarets Antal Begravelser i Kjøbenhavn med Forstæder er 6683.
Paa Vestre Kirkegaard begraver Kjøbenhavns fattige deres døde.
Vestre Kirkegaard ligger ude mellem Vesterbros yderste Spids og Kallebodstrand, ikke langt fra Carlsberg Bryggeriernes mægtige Bygningskomplex. Kirkegaarden strækker sig over et uhyre Areal: 100 Tdr. Land er udlagt til Grave, og siden 1870, da Kirkegaarden blev anlagt, er en meget stor Del deraf benyttet.
Kirkegaarden deler sig i 3 Dele: Familiebegravelser, Liniebegravelser og Frijordsbegravelser eller, som de almindelig benævnes, Bunkebegravelser.
Om Familjebegravelserne er der intet særligt at bemærke, de er her som andet Steds. Deres Tal er iøvrigt ogsaa rent forsvindende, kun 234.
Liniebegravelsernes Tal er 1928. Ved Liniebegravelser forstaas det, at der jordes paa Række. De efterlevende kan altsaa ikke selv bestemme, hvor de vil have den døde lagt. Graven er yderst smal, og der er kun det nødvendigste Mellemrum mellem Gravene. Naar 20 Aar er gaaet, har man ingen Ret til at forny Jorden, selv mod højere Betaling. Og dog er ere saadan Grav slet ikke saa billig. Den Smule Jord koster 14 Kr.
Men saa er der Bunkebegravelserne. Ordet lyder stødende, men selve Tingen er heller ikke tiltalende, noget mere trist og uhyggeligt end disse Bunkebegravelser kan man vanskeligt tænke sig. I det hele tænker man sig slet ikke saadant.
Her har ikke hver sin Grav. I en lang Fællesgrav, halvtreds Alen dyb, puttes Kisterne ned, Side om Side, akkurat op ad hinanden. Altid fra Morgen til Aften arbejder Gravekarlene i Gravenes Dyb, og Graven staar med sit evigt aabne Gab, der, efterhaanden som det kastes til, stadig strækker sig længere ud.
Der er Dage, hvor der her er begravet henved 50 Lig, og Højtidelighed er der ikke Tid til. Det hele gaar saa forretningsmæssigt som muligt.
De tunge Rustvogne kommer langsomt rullende fra Hospitalerne ofte med 5-6 Kister i en Vogn, og de sorte, simple Kister hives ned en for én fra Vognens Hylder af Kusken og hans Medhjælper, der imens fører alskens Passiar. Kisten anbringes paa en Bærebør, og de to Mand tager fat i hver sin Ende og bærer den hen til Graven. Her afleveres "Jordsedlen" til en af Graverkarlene, og Kisten fires ned. kommer den til at staa et Par Tommer fra den forrige Kiste, skubber han der nede den klods ind imod den, thi ikke en Linje Jord maa der "spildes", Saa kommer den næste Kiste og den næste og saa fremdeles.
Præst er der ingen af, ingen Jordpaakastelse - for slet ikke at tale om Klokkeringning, Sang, Bøn og anden "Luxus". Der ligger en Haandfuld Sand paa Kistelaaget, eller man kan se, der har ligget en Smule Jord - det er Jordpaakastelsen, der er foretagen i Hjemmet eller paa Hospitalet.
Oppe ved Familjebegravelserne der ser man Præsten i sin sorte Kiole vandre deltagende hen til Graven ved den sørgende Efterladtes Side, der lyder trøsterige Ord om Gjensyn og Naade, og i milde Salmetoner synges det sidste vemodige Farvel til den kjære afdøde.
Nede ved Frijorden sveder bare Graverkarlene for at faa Ligene i Jorden saa hurtigt som de kommer. Her er ikke Raad til noget Naadens Ord, ikke Raad til et Fadervor, thi blot et Fadervor koster mange Penge, naar man skal have en Præst til at bede det.
Følge er der ikke stort af ved disse Begraveiser, hyppig slet intet. Men ofte ser man dog en Moder eller Fader med sit Barn staa stille ved Randen af den store Grav og stirre ned paa den Kiste, der gjemmer deres dyrebareste; ikke et Ord kommer over deres Læber, men i Sorgen, der præger deres stive Træk, staar mangen Gang haard Bitterhed at læse mod Skjæbnen, der har gjort dem saa fattige, mod Samfundet, der stiller Vilkaarene saa ulige - og undres kan man vel ikke, om der undertiden kommer Bitterhed op i disse Menneskers Sind mod selve Guds Ord, der vil betales.
Saa kastes der Jord over Kisterne, og der streges af deroppe med 21 Tommer for hver voxen Kiste, et mindre Maal for Barne-Kister, og en lille grøn Numerpæl stikkes i Jorden, om ellers de efterlevende vil betale de 20 Øre, Numerpælen koster. Men ikke alle Lig er numererede, ofte har der ikke været et Menneske, der vilde spendere 20 Øre for at vide. hvor den afdøde fik sit sidste Hvilested.
Men naar 20 Aar er gaaede, graves Kisterne op igjen, det er den højeste Tid, man kan skjænke den fattige denne den kostbare Jord. Saa graves der ny Fællesgrave Rækkerne ned.
Kirkegaarden er nøgen og bar. Hist og her smaa Trækors, en Urtepotte, hvis Blomster Vinden har pisket, en skaaret Flødekande med et Par friske Blomster i - det er alt. Et beskedent Hegn ses et og andet Sted, nogle smaa Pinde med Staaltraad imellem. Man har gjort, hvad man evnede, men det er saare lidt.
Fattigdommen skriger der en i Møde fra denne Kirkegaard
Og naar man saa hører, at 2150 i Aarets Løb er kommen i Fællesgrav - eller med andre Ord en tredjedel af Kjøbenhavns døde faar Bunkebegravelse - saa staar det med skjærende Klarhed for en, at det ikke blot er løs Snak, naar man taler om Fattigdommen i Kjøbenhavn.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 12. marts 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar