har paabegyndt sine Øvelser for i Aar, der som sædvanlig strækker sig over 15 Dage med et Par Timers Øvelser hver Eftermiddag.
Det er et broget Skue, naar man ved Femtiden ser disse aldrende Soldater, hvoraf adskillige allerede er graanede og krumbøjede af Slid og Slæb i den daglige Gjerning, lægge Vejen til Samlingspladserne.
Vanskeligt maa det være for de mange fremmede, der for Tiden giæster Byen, at danne sig nogen Mening om, hvad Opgave dette Korps egenlig har. Noget Elitekorps kan man næppe kalde det, man kan med Kjøbenhavnerne sige: "Det er ikke smukt, men sjældent", thi det vil vistnok være vanskeligt i noget andet Land tilnærmelsesvis at træffe Magen til det.
Den mest brogede Forvirring af sammenblandede Uniformsstykker er Særkjendet. Paa de forskjellige Pas, der udsendes er vedføjet en lille hvid Seddel, som meddeler vedkommende at han selv skal holde sig med Mundering; dog kan han faa en saadan udleveret fra Depotet, naar han fremlægger Attest fra Skattekontoret for, at han er saa fattig, at han ikke kan skaffe Uniformen; men i saa Tilfælde bortfalder den daglige Godtgjørelse af 50 Øre for egne Munderingssager.
Det er kun meget faa, der griber til denne sidste Udvej. Det kan ikke betale sig. For de 15 Dage bliver det en Godtgjørelse af 7 Kr. 59 Øre og da Væbningsuniformerne aldrig slides op - de bliver kun "lidt medtagne" - kan der kjøbes Uniformer for 3 a 4 Kr saa er der dog et Par Kroner tjent, og vedkommende slipper for at ydmyge sig og stille med den omtalte Fattig-Attest.
Under disse Omstændigheder kan man forstaa hvorledes Udseendet bliver. Tøjet spiller i alle Farver, snart flunkende nye Uniformer snart saa afslidte fedtede og hullede, at man ikke kan anse dem for gode til Kludemøllen. Sommertøj og Vintertøj gaar prægtig Side om Side i den bagende Solhede og Jakkerne spiller en Rolle et Par blanke Knapper forvandler dem fra civilt til militære Klædningsstykker. Benklæderne slet ikke at tale om, de er lige saa forskjellige som der er Mandskab i Bataillonerne. Pudsning er der her ikke Tale om, og det vilde ogsaa være for meget forlangt, at f. Ex. en Arbejdsmand, der har hængt i fra den tidlige Morgen, skulde gjøre nogen synderlig Anstrængelse for at fire op paa Lædertøj og Knapper.
Og saa selve Tjenesten i det reneste, skiæreste Legeværk, der ikke i den allerringeste Grad kan bidrage til nogen militiær Kundskab ud over den. Soldaterne all sidder inde med fra den faste Tjeneste. Alt, hvad der udføres, bliver gjort med den største Slaphed og Ligegyldighed - Exercissen gjøres, fordi den skal giøres, men uden Spor af Respekt for militær Strænghed.
Naar ikke Ærgrelse over de Indhug, disse Øvelser gjør i den daglige Fortjeneste, er fremherskende, gaar det hele som Regel med Gemytlighed. Vitzerne falder som Gnisterne fra Raketter, der kommanderes et, der udføres et andel, der tales spyttes og lignende i Geleddet, noget, der ellers paa det strængeste strider imod militære Begreber, samtalerne mellem overordnede og underordnede foregaar paa en fortrolig Maade, i alt Fald fra de underordnedes Side, og man kan ofte høre et: "Det er noget, vi selv bestemmer" eller lignende efter en falden Kommando. Selvfølgelig findes der Elementer imellem der sætter alle Hensyn til Side og kun gaar ud paa at holde Lystigheden i Aande, rigtignok ofte paa en temmelig grovkornet Maade, men de finder altid velvillige Øren hos Kammeraterne.
Det maa ikke være noget behageligt Hverv at være overordnet i dette Korps; enten maa Ørerne holdes luklede. eller ogsaa skal der fares frem med Strænghed, men dette sidste er som at gyde Olie paa Ild, hvad mere end én Løjtnant har kunnet tale med om - forrige Aar fik saaledes en af disse en slem Medfart paa Amager, fordi han i Stedet for at aftroppe paa sædvanligt Sted lod Kompagniet gaa i stram Marsch med skuldret Gevær et længere Stykke Vej. Ved den endelige Aftropning blev han udpebet og udskreget saa grundigt, at han næppe glemmer det saa let. Mandskabet finder sig ikke i, at man behandler dem som Rekruter.
Men alt i alt er Kjøbenhavns Væbning en Skam for Byen, et Korps, der kun er til Latter, i ingen Henseende til Gavn. Og hvorfor skulde Kjøbenhavnerne mere trænge til en Opfriskning af deres militære Kundskaber end det øvrige Land, der kun møder til 1 Dags Mønstring?
I paakommende Krigstilfælde vilde Kjøbenhavnerne gjøre deres Pligt saa godt som nogen anden i Landet, men disse evindelige Indkaldelser er demoraliserende, fordi de paa saa mange Maader gjør Skaar i Kampen for Livets Ophold.
Lad Indkaldelserne til de større Øvelser i Linjen være nok ogsaa for Kjøbenhavns Vedkommende.
Kjøbenhavns Skytteforening udsendte for nylig et Opraab om Indmeldelse i Foreningen og meddelte, at ved Opnaaelsen af et vist Antal Points kunde man ved Krigsministerens Foranstaltning slippe for Væbningen.
Men hvis Skydningen er Formalet, saa kunde Mandskabet jo indkaldes til at møde et Par Søndage for at afgive de faa Skud, der er Tale om. Bekostning til Uniform og Tidsspilde vilde derved falde bort, og man vilde undgaa Synet af dette lattervækkende Korps.
Hr. Bahnson burde gjøre sig fortjent af Kjøbenhavnerne ved en god Gjerning i bemeldte Retning.
(Morgenbladet (København) 26. maj 1888).
Ordningen for borgervæbningen i København faldt bort i 1909. I købstæderne var den allerede afskaffet i 1873.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar