5/4 Mil fra Slagelse ligger Landsbyen Solbjerg. Slagelse - Nykjøbing Landevej fører igjennem Hovedsognet Ørslev, midt i hvis Kirkeby en Bivei løber ud til Solbjerg. Veien gaar stedse stigende, thi Solbjerg bærer som de andre Byer af dette Navn her i Landet Navn af sin høie Beliggenhed.
10 Minuters Kjørsel fra Ørslev, og vi ere i den venlige lille Landsby, hvis Kirke, Mølle og nylig opførte Andelsmejeri ses viden om i Løve Herred.
Ude paa Marken, et godt Bøsseskud fra Byen, opførtes i Søndags Eftermiddag det uhyggelige Drama, som vi allerede kortelig have omtalt.
Kommunen eier ingen Fattigaard, men har forskjellige Fattighuse og saakaldte Kommunehuse. Et af disse er leiet paa Solbjerg Mark og var beboet af en Familie samt af to gamle Mandfolk, der boede i samme Stue. Den ene kaldtes Christen Aahus; han var 78 Aar gammel, skildres som gnaven, drillesyg og pirrelig, men svag, navnlig daarlig til Bens. Den anden kaldtes Tosse-Rasmus. Han var ugift, 61 Aar gl. Han hørte til dem, som enhver Kommune i Reglen har en eller flere af. Han var ikke egentlig gal, men regnedes dog heller ikke i det almindelige Omdømme for at have sin fulde Forstand. Han fik ikke videre Fattighjælp, men opholdtes paa Tider af Aaret, hvor han ikke sørgede for sig selv, ved at "gaa paa Omgang" hos Sognets Beboere. Han regnedes af disse for godmodig, men kunde ikke godt taale Drilleri eller Spiritis. For et Aarstid siden havde Sogneraadet sat ham til at bo sammen med et andet Fattiglem i Ørslev. Denne fordrede strax af Rasmus, at han til en Begyndelse skulde give en Omgang "for at faa Lov til at snakke med i Stuen". Rasmus gav Omgangen og vilde saa til at give sit Besyv med i Laget. Men det var ikke Meningen. Det Lem, som hidtil havde havt Stuen ene, sagde: "Ikke et Muk, Rasmus" (og bankede symbolsk under Border). "Her tier Du, ellers vanker der." Rasmus blev bange og løb til Solbjerg igjen, og var ikke at formaa til at vende tilbage til ham i Ørslev. Vi anfører dette Træk, fordi det formentlig karakteriserer ham, ikke som særlig klog eller farlig ufredelig. Men dog er han nu en Morder.
Dette gik saaledes til:
Søndag Eftermiddag vilde de to Gamle, som vare ene hjemme i Kommunehuset, have sig en glad Eftermiddag. Christen Aahus vilde traktere, og Rasmus hentede for hans Penge en 3-Pægle Flaske Brændevin hos Kjøbmanden i Tjørnelunde. De drak saa det Halve, som det synes i skjøn Enighed; men saa vilde Christen, som var Økonom og Velhaver (han efterlod 8 Kroner), gjemme Resten til en anden Dag. Det fandt Rasmus urimeligt; thi skal man spare, naar man har noget, og spare, naar man ikke har, saa skal man al Tid spare, og det er saa kjedeligt. Christen Aahus fik imidlertid Flasken ned i sin Kiste og denne laaset. Efter Rasmus' Forklaring drev han ham saa tilmed en Lussing. Herover er Rasmus blevet aldeles rasende, har kastet den gamle Mand ned paa Gulvet under Bordet og slaaet ham ihjel, med en Hammer efter al Sandsynlighed, skjønt han nægter at have brugt Vaaben. Da Husets andre Beboere en Timestid senere kom hjem, stod Rasmus i Døren og modtog dem med de Ord: "Nu har jeg slaaet ham ihjel." I Haanden holdt han en Kost og en Spade, hvormed han havde søgt at rense lidt op i Stuen efter Ugjerningen. Men Alt derinde var blodplettet, og saa uhyggeligt ud efter Mordet. Og ved Siden af Bordet laa Christen Aahus død med næsten knust Hoved, en blodbestænkt, tilsølet og kun paa Klæderne kjendelig Krop. Sognefogden blev strax hentet, og Rasmus, der forgjæves havde søgt at brække Kisten op for at faa den omstridte Flaske, blev anholdt. En Time senere var Herredsfoged Rybsahm paa Gjerningsstedet. Morderen - der som sagt ikke er helt tilregnelig - blev ført til Høng, men viser ingen Anger. Paa Spørgsmaal, om han ikke fortryder, hvad han har gjort, svarer han: "Det kommer jeg til at bøde for."
Liget af den Myrdede er ogsaa ført til Høng, men ventedes i Aftes tilbage til Solbjerg for at begraves.
Selvfølgelig har Ugjerningen vakt en Del Forfærdelse. Folk vilde i Begyndelsen ikke tro, at "Tosse-Rasmus" havde slaaet en Mand ihjel. Rimeligvis bliver han nu holdt indelukket for Fremtiden; men straffes kan han næppe, da han vistnok ikke er normal.
For en 5-6 Aar siden sloges to Koner i Ørslev Fattighus en Søndag Morgen med et lignende Resultat: Den ene Kone blev baaret død fra Valpladsen, dræbt ved et Øxehug af den anden.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 18. juli 1888).
Emil Frederik Vennehuld Rybsahm (1822-1896). Cand. jur. 1847. 1856-1864 birkedommer i Feiø birk. Han forflyttedes herefter som herredsfoged til Øster- og Vesterhanherrederne hvor han var 1864-1871. 1871-1893 var han herredsfoged i Løve Herred indtil sin afsked. Han boede i 1881 på Odinsgård i Løve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar