Kursusbestyrer Femmer.
Ved kjøbenhavnske Begravelser, hvor Mænd og Kvinder strømme til i stort Tal, træffes der som bekjendt af praktiske Hensyn den Ordning, at det mandlige Følge faar anvist Gulvet i Kirkerne, medens Kvinderne vises op paa Pulpiturerne, og særlig strængt vaages der over denne Ordning i Frue Kirke, hvor Tilstrømningen til Begravelser næsten altid er meget betydelig. Kun ved to Lejligheder vides der at være sket principielt Brud paa denne Vedtægt. Det skete første Gang for et Par Aar siden, da Skoledirektør Holbechs Jordefærd fandt Sted, og det gjentog sig forrige Lørdag, da man begravede Kursusbestyrer, Cand. phil. Nicolai Femmer.
Ved begge disse Lejligheder var det Kjøbenhavns Almuelærerinder, der fik Lov til at gaa ind i Mændenes Ret. Efterhaanden som de sortklædte Lærerindepersonaler fra Stadens forskjellige Skoler mødte frem ved Kirkens Indgang, førtes de af Kirkens Betjente op til Koret, der ellers er forbeholdt Honoratiores og Deputationer. De modtoges som "Embeds-og Bestillingsmænd", der repræsenterede en officiel Institution, og de mødte i saa betydeligt Tal, at de fyldte baade Kirkens rummelige Kor og en Del af Stolene.
Det kan være vanskeligt nok at sige, hvem af de to, Holbech eller Femmer, der mest har bidraget til at aabne Kvinderne her i Landet de ny Veje til Erhverv, som saa mange nu følge; men at de hver for sig har indlagt sig særdeles store Fortjenester i saa Henseende, er uomtvisteligt, og det var derfor ganske i sin Orden, at den kjøbenhavnske Lærerindeverden paa særlig Vis søgte at lægge sin Deltagelse for Dagen ved disse to Mænds Jordefærd, Da den Undervisningsanstalt, til hvilken Annestine Bayers og G. Bohrs Navne i en Aarrække var knyttede ved Siden af N. Femmers, den 11. Februar 1861 aabnedes, stod Lærerindeuddannelsen her i Landet saa at sige paa bar Bund; ved allerhøjeste Resolution af 4. November 1859 var der aabnet Kvinder Adgang til Ansættelse i de offentlige Skolers Tjeneste, og der gaves Regler for den herfor foreskrevne Examen. Men hvorledes Kvinderne vilde komme afsted med at tage denne Examen, blev deres egen Sag; thi Skolelærerseminarierne forblev lukkede for dem.
Der var til at begynde med ingen almindelig Tro paa, at Lærerindeinstitutionen vilde blive til noget. Man opstillede mange dybsindige Teorier i Retning af, hvad "Kvinden" egnede sig til, og hvad hun ikke egnede sig til. Hun vilde, mentes der, overhovedet slet ikke kunne lære det, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, og lykkedes det hende endelig at faa denne, vilde hun aldrig kunne komme til at styre en Klasse og holde Disciplin i den. Ganske specielt var man overbevist om, at Kvinden aldrig vilde kunne lære den Regning, der krævedes til Examen, Kvindehjærner kunde være, være, som de vilde, men Matematik egnede de sig absolut ikke for. Det var den almindelige Mening, og den, der havde kunnet forudsige, at Sveriges ny Universitet i Stockholm nogle Aar senere skulde ansætte en Kvinde som Professor i Matematik, vilde være bleven anset for sindssyg.
Under disse Omstændigheder var det en Lykke for de første Lærerindekursus, at de fik netop Femmer til Regnelærer. Han havde som saadan et stort Ry paa sig fra Byens Latin- og Realskoler, og det vidstes i Examenskommissionen, hvor Regnemestre som Adolf Steen og N. J. Fjord havde Sæde, at i sikrere Hænder kunde de vordende Lærerinders Regneundervisning ikke lægges. Det viste sig da ogsaa, at de Kvindetropper, som Femmer Aar efter Aar sendte i Ilden ved Examensbordet, bestod med Glans, og det varede ikke længe, inden Femmer i Spøg kunde vove en Paradox om, at Kvinden netop var født til Regning, og dristede nogen sig til at ytre Tvivl herom, henviste han for Alvor til de foreliggende Resultater, der talte for sig selv.
Men Femmer tog sig ogsaa af sine Elever i de andre Fag. Som en Familiefader, der vaager over Børnenes Karakter, prøvede og sondrede han maanedlig og stundum oftere hver enkelt Elevs Kundskabsdybde, og naar denne i et eller andet Fag viste sig ikke at svare til det for Dag og Time normerede Maal, helmede han ikke, før det forsømte var indhentet. Han tog det saa at sige som en personlig Fornærmelse, naar noget var forsømt, og holdt frygteligt Hus med den paagjældende, indtil den bestemte Maalhøjde igjen var naat. Kunde det ikke ske paa anden Maade, tog han sig personlig i sin knap tilmaalte Fritid af vedkommende Synder og levnede hende ikke Ro, førend alt var i Orden til at "gaa op".
Man skulde tro, at der var noget trættende og sløvende i det Sysifusarbejde, Aar efter Aar at sende et Hold Elever op til det samme Examensbord. Men Femmer trættedes aldrig. Han var lige frisk og lige kvik, enten han stod ved Enden af et Kursus eller ved dets Begyndelse. Med de færrest mulige Ord udtrykte han, hvad der laa ham paa Sinde, og skulde han have valgt sig et Valgsprog, var det sikkert blevet noget som: Hæng bare i! Han fortabte sig ikke i pyntelige Ord og dogmatiske Spidsfindigheder. En og anden Elev med udviklet Damebevidsthed kunde undertiden stødes over hans noget korte og ligefremme Maade at afgjøre en Sag paa, men det store Flertal, og da navnlig de, der kunde deres Ting, vil gjennem hele Livet bevare venlige og taknemmelige Minder om de kyndige Raad og den sikre Haand, hvormed han i en snæver Vending kunde staa dem bi.
Femmers Virksomhed var ikke blot knyttet til hans egne Kursus; i en Aarrække var han tillige Regnelærer hos Frøken Zahle, og ogsaa fra forskjellige andre Sider lagdes der Beslag paa hans store Arbejdsdygtighed og sikre Indsigt i pædagogiske Spørgsmaal. Efterhaanden som Handelsskolen for Kvinder og beslægtede Akademier af forskjellig Art voxede frem, hentedes der Støtte og Vejledning hos Femmer, der altid kunde give et praktisk Vink, selv om det kun gjaldt om at lægge et Skema, hvilket han kunde gjøre med Virtuositet.
Imidlertid faldt Femmers Hovedvirksomhed dog inden for de Lærerindekursus, hvis eneste Leder han i de senere Aar var, og hvorfra der de forløbne 27 Aar er dimitteret 452 Skolelærerinder, deraf ikke mindre end 389, med 1ste Kаrakter. Netop den fortrinlige Maade, hvorpaa de private Lærerindekursus - - Femmers og Zahles - virkede, var som bekjendt den væsentligste Grund til, at det Lovforslag, som Kultusminister Scavenius den 4. December 1884 forelagde i Landstinget om et Kvindeseminarium med videregaaende Undervisning i enkelte Fag, ikke trængte igjennem. Man fandt et Kvindeseminarium overflødigt, i det man fra alle Sider erkjendte, at Lærerindernes hidtidige Uddannelse kun kostede en Brøkdel af Lærernes, skjønt de første klarede Examen med hele Hestelængder forud.
Men at dette har krævet Kæmpearbejde og ikke mindst af Femmer, fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af nogle netop nu foreliggende "Efterretninger fra de sidste 4 Aar om de af N. Femmer bestyrede Undervisningsanstalter for Damer", hvor han kort før sin Død med den ham ejendommelige Knaphed i Udtryksmaaden har skrevet bl. a. følgende: "Loven for Skolelærerindeexamen er omtrent den samme som for 28 Aar siden, men vilde man deraf slutte, at ogsaa Fordringerne er de samme, tog man mærkelig fejl; bevidst eller ubevidst lægges der i de fleste Fag Aar for Aar noget til; dette gjælder da navnlig om Religion, Dansk, Regning, Geografi, Tegning og Pædagogik, og vi, som forberede til denne Examen, tvungne til at medtage dette ved næste Aars Forberedelse."
Femmer var en udmærket stroke for de "Hold", der skulde deltage i disse Aar for Aar hidsigere Kapløb, og naar han nu er gaaet bort, vil det blive kjendeligt, at han indtog en Plads, som ingen helt kan udfylde efter ham. Skjønt han var nær oppe mod de syv Gange ti, stod han dog til det sidste ungdomsfrisk i Arbejdet. Aarenes stadige Løb mod Examen levnede ham ikke Tid til at tænke over, at han blev gammel. Han teoretiserede det mindst mulige over "Kvindespørgsmaal", "Emancipation" og alt sligt; han tog de unge Kvinder og unge Mænd, der stadig færdedes i hans Hus som Elever og Pensionærer, som Mennesker, for saa vidt de opførte sig som saadanne, og det var hans stadige, aldrig hvilende Lyst, at dygtiggjøre dem af yderste Evne til al god Gjerning i Livet. Han har i saa Henseende udført et Arbejde, der stiller ham i første Række blandt Landets Ungdomsopdragere, og han har lært Elever i Hundredtal at finde Lyst og Glæde i Arbejde for sig selv og andre; han var endnu mere Arbejdets end Damernes Ridder.
C.
(Illustreret Tidenden nr. 49, 2. september 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar