Vesterbrogade er i Aarenes Løb bleven en statelig Gade. Der er kjønne Butiker, der er anselige Huse. De smaa Rønner, som havde Fattigdommens ydre Præg og Fattigdommens mørke Indhold, har for største Delen maattet vige Pladsen. Men derfor er Fattigdommen endnu ikke borte. Den sidder som gamle skrøbelige Koner hist og her paa Kvistkamre i de pæne Huse, og den sukker som blege, forsultne Børn, der har gjemt sig et og andet Sted i et mørkt Baghus bag den lyse Facade ud imod den brede Gade. Var der saa endda blot ikke anden Fattigdom end den herude; den kunde vel hjælpes. Men den store, pyntelige Aare har sine Bifloder. Alt, hvad der ligger sønden for Vesterbrogade ud til Kalvebodstrand, er for største Partens Vedkommende et Fattigkvarter, i hvis store Kaserner der Vinter efter Vinter rummes al den Elendighed, som Arbejdsløshed og Sult og Kulde kan bringe baade over de voxne og de smaa.
Maaske færdes De til daglig Brug kun ad Hovedstrøget og har ikke Ærende i Sidegaderne. Men gaa en Dag, naar De kommer herud ad Broen, bagom, saa vil De, der maaske hidtil aldrig har tænkt paa andet end Nørrebro, naar det Ord "Arbejderkvarter" blev nævnt, snart opdage, at der herude er netop et stort Arbejderkvarter, og det saa fattigt som noget.
Lad mig antyde Dem Ruten. De skal gaa, nævne Dem Gaderne. Naar De hører Navnene, kommer De nok i Tanker om, hvordan det er. Gaa igjennem Ny Stormgade! Naar De kommer inde fra Byen, faar De paa Deres venstre Haand en Række nye, anselige Huse, hvor der vel ikke er Fattigdom uden i et enkelts store Sidebygninger; men De faar, naar De har gaaet lidt, paa Deres højre Haand hele den Række af store Fattigkaserner, som tidligere, før Gaden døbtes Ny Stormgade, hed Husene ud imod den gamle Jærnbanevold. Hold Dem til den Side af Gaden. Saa støder De paa den ene Gade efter den anden, altsammen Gader, som støder op til den pæne Vesterbrogade. Gjør en lille Vending ind i hver af dem. De første er ikke de værste: Lille Istedgade, Viktoriagade, Gasværksvej. Der ligger ud til Gaden kun enkelte af de rigtig fattige Kaserner; ellers er det pæne Huse. Men de pæne Huse skal De for Resten ikke stole paa; De kan adskillige Steder, naar De gaar ind gjennem Porten, saa Kig paa et mørkt Sidehul eller et femte Sals Baghus med flere Opgange. - Saa kommer De til Badevej og Absalonsgade. De vil mærke paa disse Gader, at der er Stigning i Fattigdommen herude, jo længere De kommer imod Vest. Den stiger endnu mere. Gaa igjennem Danebrogsgade og Saxogade og Oehlenschlägersgade - ja, tænk Dem nu en Gang: lyder de ikke næsten som Spot, disse stolte Navne? Herude lever ikke et enkelt Menneske, ikte en halv Snes, men mange Hundreder af fattige Mennesker, som i Vintermaaneder, der er strænge som disse, har til daglige Kaar i Dag at maatte nøjes med en Brøkdel af den Mad, de virkelig behøver, og har Udsigt til i Morgen helt at maatte sulte, for at der dog kan blive lidt til de smaa, som vanskeligere kan finde sig i at undvære - og i Overmorgen vil der maaske slet ikke være noget, heller ikke til Børnene. Kan i Grunden vi, som aldrig har prøvet det, forstaa, hvad det vil sige: at spise halv Kost i Dag og, mens man lader disse smaa Mundfulde glide ned, tænke paa, at man maaske slet intet faar i Morgen?
Naa, der er talt saa tidt herom. Jeg har ogsaa gjort det; og trætte Dem vil jeg ikke. Gid De selv maa have lagt Dem det indtrængende paa Hjærte, saa det ikke - i det mindste ikke i den første Maanedstid - igjen gaar ud af Deres Hukommelse. Nu er der nemlig Brug for Deres gode Hjærte.
Sagen er den, at den Hjælp, der kan ydes herude, ikke slaar til, nu da Vinteren bliver saa længe ved. Og det, som det kniber med, er Mad. Understøttelsesforeningens Medarbejdere hjælper med Husleje, kan klare nogle Laanesedler osv., men kan De ikke tænke Dem, at det tidt er tungt, naar vi hjælper saadanne Folk, saa at kunne se paa dem, at de trænger haardt til at faa noget ordenligt at spise, bare en Uges Tid igjennem eller to eller helst tre faa en Portion god, kraftig Middagsmad - men det har vi ikke til dem.
Baade Nørrebro og Østerbro har hver sin Bespisningsforening. Herude i Vesterkanten har vi ikke noget at give de fattige at spise.
Naar Frosten har stoppet for Arbejdet i længere Tid som nu, bliver Kinderne blegere herude end sædvanlig, og de bliver magrere. Og saa kniber det for os, at vi ikke samtidig med, at vi betaler Huslejen, for at de fattige ikke skal blive sat paa Gaden, kan stikke dem et lille Bundt Spisebilletter i Hænderne, saa vi kan vide, at de ikke gaar og halvsulter eller helsulter.
Nu i disse Dage har en Kreds af Mænd herude sluttet sig sammen og gjennem Bladene rettet et Opraab om at give Bidrag til Indkjøb af Spisebilletter, som saa gjennem Understøttelsesforeningens Medarbejdere vil blive uddelte til Vesterbros fattige.
I Absalonsgade ligger Spisehuset, hvor Billetterne kan faas. De kan tro, at der gaar daglig mange sultne Mennesker der forbi og skjæver til Huset og ønsker, at de havde Ærende derind. Men de rigtig fattige har aldrig Ærende derind, undtagen de faar Billetterne til Givende, for i Vintertiden har de ikke Raad til at kjøbe anden varm Middagsmad end kogte Kartofler.
Giv Komiteen Lejlighed til at indkjøbe mange Billetter! lad os faa Lov til at sende mange fattige hen efter Mad. Nu er det Vesterbros Tur. Lad os faa det Syn at se herude: hele den fattige Befolkning fra det store Arbejderkvarter, der ligger bagved den pæne Vesterbrogade, myldre hen for at hente varm Middagsmad fra Spisehuset, hvor de hele Vinteren ikke har haft Raad til at komme!
Vesterbro, d. 25de Febr. 88.
Axel Steenbuch.
* * *
"Morgenbladets" Redaktion er villig til at modtage Bidrag til Spisebilletter til Vesterbros fattige og besørge dem indbetalt til Komiteen.
(Morgenbladet (København) 29. februar 1888)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar