Den døde Millionær.
Ved Philip Heymans Død.
Naar Holmens Kirkes Uhr viste 2, og det første Klokkeslag lød ud over Børsgraven, rullede der en lille Kalechevogn frem foran Børsens Rampe. De to raske Nordagger slog med Hovene i Stenene, Kutten balede i Tømmerne. og ud af Vognen kiggede et stort rødskjægget Hovede. Paa Vognens Bagsæde Iaa der gjerne fuldt med Aviser, med Breve, med Børslister og Konvoluter, og paa Bogladet fyldte Ejerens svære Person den halve Vogn.
Nu steg han ud, pustende og stønnende, man saa, hvor Astmaen pinte ham, og hvorledes hans store Legeme kom ham til Besvær, og langsomt gik han mellem de første Børsherrer op forbi det bukkende Bud, der lagde sit hastige: God Dag. Hr. Etatsraad,
Det var Philip W Heyman.
*
Man har allerbedst Mandens hele Liv for sig ved den lille Oplysning, som man har faaet ved hans Død: at han var 56 Aar oq efterlader sig hen ved Millioner. Holdt sammen med, hvad man veed om, hvad han brugte selv, og hvad han gav væk, ser man for sig et Liv i Arbejde og Slid,
Philip Wulff Heyman. - "Philip dobbelt W" som han populært kaldtes - var af gammel jødisk Æt. Faderen var den gamle Lottericollektør Wulff Neuman og han gav Sønnen en fortrinlig Opdragelse. Han lærte ham Begrebet at skulle og endnu mere at ville.
Efter Rejser i Udlandet kom han hiem og kastede sig strax ind i Forretningslivet, Tuborg Havn var den Gang lige blevet bygget, der var tabt uhyre Summer der ude. - gamle H. P. Prior lagde to Millioner for sin Part - , nu slog Philip W. sig ned her. Hans merkantile Viden og Kundskaber var uhyre og kom ham til Nytte, Han blev Direktør for Aktieselskabet Tuborg Fabriker, der tillige ejer Tuborg Havn, han gav sig til at exportere dansk Smør pakket i Blikdaaser, og over hele Verden fra Sydamerika til Kina spredte han sit Produkt og et Navn. Saa gav han sig til at exportere Øl og det fandt ligesaa rivende Afsætning som Smørret. Det er ikke for meget sagt, at han har den væsentligste Andel i det store Opsving, Tuborg Fabriker har faaet i den sidste halve Snes Aar. - og det er ikke for meget sagt, at hans Navn, der blev baaret rundt paa Biillioner Smørdaaser og Ølflasker over hele Verden, var det, der var mest kjendt her fra vort lille Land.
Paa alle sine Foretagender tjente Heyman Penge, mest dog paa sit Svineslagteri. Han grundlagde først et herhjemme, senere et i Irland, og hans Plan var som bekjendt for nogle Aar siden at faa sammensmæltet alle de forskiellige Andelsslagterier ude Landet. Man vil erindre den store Bevægelse, der rejste sig, og hvorledes Planen maatte opgives.
Heyman var ikke elsket af sine Folk: han havde Storkapitalistens mange Fejl, og særlig de to: at forlange for meget og byde for lidt. Han skaanede ikke sig selv, men paa den anden Side lærte han aldrig at indse, at hvad der drev hans Værk, det var Lysten til Arbejdet og Udsigten til Gevinst, mens hans Arbejdere, der sled for en lille Løn, ikke kunde føle større Lyst til at hænge i, naar Udbyttet af deres Slid var saa lille. Men i mange Retninger var Heyman en Hjærtensgod Mand, og det var uhyre Summer, han hvert Aar gav til alle mulige Formaal.
Med Jørgen Jensen og Philip W. Heyman er to af den gamle kiøbenhavnske Handelsstands første Repræsentanter gaaet bort. Børsen vil savne dem haardt, thi vi er inde i en Tid, hvor Flid og Energi er skattede Varer, baade fordi de er sjældne og fordi vi trænger saa haardt til dem i denne elektriske Tid. De store Bedrifter, disse to Mænd sad i, vil savne dem haardt, og der vil sikkert gaa lange Tider, før den ny Slægt kan talte Repræsentanter ind, der magter Opgaven.
Paa Børsen, hvor man ventede Heymanns Død og har ventet den i det sidste Aars Tid. indtraf Efterretningen ved Telegrammer. Dødsbudstabet vakte Bevægelse og Opsigt.
Heymann efterlader sig Hustru og en stor Flok Børn, af hvilke den ældste Søn vil fortsatte Forretningen foreløbigt, rimeligvis sammen med Svigersønnen Hr. Dessau.
(Aftenbladet (København) 16. december 1893).
Fotograf Emilie Bieber (1810-1884): Philip Wulff Heyman (1837-1893). Det kongelige Bibliotek.
Philip W. Heyman død!
I Gaar Formiddags Kl. 9½ døde Direktør for Tuborg Fabriker Philip W. Heyman, en af Børsens Spidser og af Københavns rigeste Mænd. Heyman begyndte for ca. 35 Aar siden en Forretning som Kommissionær i Smør, og kan til en vis Grad siges at være Grundlæggeren af den danske Smøreksport, idet han allerede i 1862 begyndte at udføre dansk Smør til England, ligesom han udførte Smør i hermetisk Indpakning til Pladser udenfor Evropa. Senere anlagde han "Københavns Svineslagteri", hvortil der efterhaanden knyttedes Filialer, saa vel Provinserne som i Udlandet. I 1873 var han Medstifter af "Tuborg Fabriker der den Gang væsenligst var beregnet paa Gødningsproduktion, men senere slog ind paa at brygge Bajerskøl. Det er saaledes store Virksomheder, hvis Grundlæggelse skyldes Heyman. og hvis Ledelse han forestod lige til sin Død. Han var en i høj Grad energisk og arbejdsdygtig, men tillige noget herskesyg Natur.
Vi har ofte her i "Social-Demokraten" havt Lejlighed til at kritisere Heymans Færd overfor sine Arbejdere, særlig paa Bryggeriet. Han var nemlig indtil de sidste Aar en bestemt Modstander af Arbejdernes Organisation, og gjorde alt muligt for at holde Arbejderne under sit eget personlige Herredømme, ligesom han langt fra, i hvert Fald tidligere, var nogen flot Betaler. I 1884 under Bødker- Lock-out,'en fik Heyman imidlertid at føle, at der var en Magt, som var stærkere end Guldets, nemlig Arbejdernes Sammenhold. Der var endog en Tid, da ingen vilde drikke hans Øl, fordi han støttede dem, der kastede Arbejderne paa Gaden. Fra dette Tidspunkt begyndte han at se noget anderledes paa Forholdene, og Slutningen af Firserne var han naaet saa vidt, at han endog lod Bødkernes Fagforening overtage sit Bødkerarbejde, og nu tilhører næsten alle Tuborgs Arbejdere deres respektive Organisationer.
Karakteristisk er følgende for denne Mand: Tidligere ansaa han Arbejderorganisationer for den rene Vederstyggelighed, men efter at det var gaaet op for ham, at de havde deres Berettigelse, søgte han med stor Iver at sætte sig ind i de Spørgsmaal Arbejderne rejste, og konfererede gærne ret indgaaende med Fagforeningernes Repræsentanter, selv om smaa Enkeltheder. Han viste sig her i Besiddelse af betydelig Skarpsindighed og hurtig Opfattelsesævne, noget der hang naturligt sammen med hele hans Liv som Handelsmand. Ved Glasmagerstrejken i Odense sidste Sommer gjorde han store Anstrængelser for at hidføre en fredelig Løsning, og da dette bristede paa Grund af Glasværksstyrelsens Umedgørlighed, brød han resolut sin Forbindelse med Værket.
Heyman er bekendt for sin store Velgørenhed, der imidlertid skæmmedes noget af en vis Ærgærrighed Han gav gærne, men han ønskede ogsaa, at Folk skulde vide, at han gav noget, ligesom han delte sin Stands Forfængelighed i Retning af Titler, Dekorationer og hvad dertil hører. Han blev da ogsaa baade Etatsraad og Ridder, alle danske Bedsteborgeres eftertragtede Maal.
(Social-Demokraten 16. december 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar