Der findes flere artikler om børnehjemmet på denne blog, brug søgefeltet for at finde de øvrige. På Kindstrup Børnehjem blev der kun fyret det mest nødvendige. Forstanderen K. L. Jensen skrev i sin dagbog (se Gelsted Bladet nr. 2, juni 2011) at der var hussvamp i rummene, kosten var tilstrækkelig, men heller ikke mere, sygdomme havde gode grobetingelser i de kolde, klamme rum. Han nævner kighoste, strubehoste, lungebetændelse, mæslinger, øjensyge, øresyge, kjertelsyge og fnat m.m.
En oversigt over straffe for forskellige forseelser: Når børnene løb bort, var straffen typisk 20-25 rottingslag samt celle i 8-10 dage. Når de samtidig havde ført til tyveri, var der tab af fritid på typisk 14 dage oveni. Var man trodsig mod læreren, kostede det 10 slag. Løgn og næsvished gav 15 slag. Straffene blev til tider udvidet med betænkningsrum i op til 6 døgn.
Kritik af hjemmet og forstander K. J. Jensen fremkom i 1896 i provinsaviserne på Fyn, især Venstre-pressen, mens enkelte Højre-blade forsvarede ham. Den 3. november 1896 var der protestmøde i Ejby Forsamlingshus med over 500 mennesker. Referat stod i Fyns Venstreblad 4. november 1896 og der blev vedtaget en resolution hvori man opfordrede til at undersøge forholdene på hjemmet.
Den 12. november 1896 var der atter brand, denne gang i staldlængen hvor 9 køer indebrændte. Den var påsat af en eller flere af børnene. De fleste af børnene benyttede sig af lejligheden til at løbe bort, af 25 børn blev kun 6-7 tilbage. De undveg til Blommenslyst Kro (1 mil fra Odense), hvorfra de blev ført tilbage ti hjemmet. Brandstifteren, en 12 års dreng, blev ført til Kjællingbjerg til forhør.
Fotograf Axel Emil Waldemar Becker (1866-1930): Gelsted. Postkort påtrykt Gelsted Ungdomshjem. Fotoet må være taget efter at Kindstrup Børnehjem havde skiftet navn i 1904 til Gelsted Skolehjem og inden fotografen døde i 1930. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Breve om Kindstrup Børnehjem
Den Ild, de ulykkelige Drenge paa Kindstrup Børnehjem tændte i Hjemmets Lade, har lyst over hele Landet, og fra alle Sider fremkommer nu Oplysninger om, hvorledes Bestyrer Jensen har behandlet de stakkels Børn, der blev betroet til hans Forsorg.
Vi har saaledes modtaget en hel Række af Skrivelser, dels fra nu voksne Mand, somt har tilbragt flere eller færre Aar af deres Barndom paa denne Anstalt, og dels fra Mødre, hvis Born enten er eller har været derovre.
En stor Del af de Børn, der herfra kom til Kindstrup, var nemlig saadanne, som havde mistet deres Fader, og hvor Moderen enten paa Grund af Nød eller Sygdom var ude af Stand til at forsørge dem.
Vi gengiver nedenfor nogle Uddrag af enkelte af disse Skrivelser, det er omtrent den samme Tone, der gaar gennem dem alle.
Det første Brev er fra en Haandværker som skriver:
"Jeg var paa Kindstrup Børnehjem fra 1878 til 1884. Den 21. Maj 1882 blev der sat Ild paa Hjemmet, men hvem der havde gjort det, blev aldrig opdaget, og Juni Maaned samme Aar blev der sat Ild paa, og denne Gang fik man oplyst, at 8 af Hjemmets 18 Drenge havde været enige om at brænde Anstalten af. Disse 8 kom saa paa Flakkebiærg, noget de selv udtalte de meget ønskede, da de haabede at faa det bedre der, end de havde det i Kindstrup. Motivet til Ildspaasættetsen var Sult og Prygl.
Den første Gang jeg fik Prygl af de omtalte Vidier, var jeg ikke mere end 10 Aar og min Forseelse meget ringe. Jeg havde nemlig saaet et Par ny Træsko, og skulde nu slide lidt at disses Træklamper forinden de skulde slaas med Jærnplader. Jeg kom saa til at slide Træklamperne for nær, og saa tog Bestyrer Jensen mig op paa et Pulterkammer, hvor jeg maatte brække Benklæderne af, hvorefter han gav mig 13-14 Slag med sine Vidiestokke. Disse Slag førtes med en saadan Kraft, at jeg var baade blaa og gul fra Ryggen og helt ned ad Benene, flere Steder hang Kødet ligefrem i Trevler, og paa Brystet var jeg helt blaa, saa man vil deraf forstaa, at den Mand ikke lagde Fingrene imellem, naar han slog. Jeg var den Gang meget lille af Vækst, hvad der vil forstaas naar jeg oplyser,at jeg ved min Konfirmation kun var 48 Tommer høi og kun vejede 65 Pund.
En Gang lagde Bestyreren en Dreng paa en Bænk, spændte ham fast med to Remme og puttede ham et Lommetørklæde i Munden, for at hans Skrig ikke skulde høres, hvorpaa han gennempryglede ham med sit Vidiebundt. Sult var ligeledes en staaende Straf. En Gang var mine Hænder ikke rigtig rene om Morgenen, saa fik jeg ingen Mad, men maatte gaa i Stalden, hvor jeg tog en Gulerod af Kreaturkrybben for at stille min Sult. En anden Gang skulde vi have "Storvask", hvortil vi alle mødte nøgne til Bæltestedet. Jeg havde glemt at hente Vand ind; Jensen kom til, en paa Øret, og saa maatte jeg i nøgen Tilstand gaa ud i den strænge Vinterkulde og hente det isfyldte Vand, hvori vi skulde vaske os. Mod Frost i Fødderne anvendte hr Jensen det probate Middel, at lade os løbe rundt i Sneen paa bare Ben. Vi fik kun meget lidt Kød i Hjemmet, endnu sjældnere Kaffe, og vi tørstede meget. Om Sommeren, naar vi skulde paa Havearbejde, maatte vi først stille op i Geled, saa kom Jensen med en Vandkrukke og vandede os alle sammen. Vi maatte tage tre Mundfulde hver, tog en fire Mundfulde Vand, fik han ingen Mad ved næste Maaltid."
Brevskriveren beder Lidelsesfæller henvende sig i hans Bopæl, Petersens Passage 10, 3. Sal. J. M. Mielsen.
*
En Moder skriver :
"For nogle Aar siden havde jeg en Søn paa Kindstrup Anstalten, han var det heldigvis ikke mere end et Aar, saa blev han konfirmeret og kom ud at tjene hos en Gaardmand i Omegnen, hvor han var i 4 Aar og ved sin Bortrejse modtog de bedste Vidnesbyrd, Min Søn fortæller ofte om de Grusomheder, han og de andre Børn led under. Sult og Prygl hørte til Dagens Orden, blot der faldt en Knap af deres Tøj eller en Klamp af Træskoerne, saa blev de pryglet. Bestyreren var farlig tilbøielig til at slaa Børnene paa Øret, og min Søn er endnu døv paa det venstre Øre efter saadanne Slag.
Jensen var en "hellig" Mand, han læste Bønner for Børnene om Aftenenen og mødte hver Søndag i Kirken, saa hen stod sig godt med Præsten. Børnene klagede flere Gange til Præsten, men dels var han en gammel og affældig Mand og dels var han Ven med Jensen, saa han tog sig ikke noget os Klagerne. Jeg haaber nu, at denne Bestyrer Jensen hurtigst mulig maa blive fjærnet fra sin Plads. Det er kun sørgeligt, at han i saa mange Aar har pint de stakkels Børn, der har været han, betroet."
*
En anden Moder, der ligeledes er Enke, meddeler os, at hun ofte har sendt sin Søn, der var paa Kindstrup Hjemmet fra Efteraaret 1894 til nu i Foraaret, forskellige Gaver ved Juletid og til hans Fødselsdag, men han har aldrig omtalt, at han har faaet dem eller takket for dem. Hans Breve indeholdt aldrig andet, end at han "havde det godt". Nu er Drengen konfirmeret og tjener i Nærheden af Børnehjemmet, og hans senere Breve giver Forklaring paa meget, som tidligere har været Moderen dunkelt.
Indledningen til det første Brev han skrev til Moderen, efter at han var kommen i Tjeneste hos Gaardmanden, lyder i al sin Kejtethed saaledes :
Kære Moder !
Da det er kan længe siden, jeg har skrevet til Dig, saa vil jeg i Dag skrive et Par Ord til Dig og lade Dig vide, at jeg har flækket højre Pegefinger, men den er snart lægt, og det bedste er, at jeg er ude at tjene i Balslev hos Jørgen Andersen og har 9 Køer og 3 Kvier og 5 Kalve, 2 Klorde (Plage) og 2 gamle Heste, hvoraf den ene har et pænt lille Føl. Du kan tro, jeg er glad ved, at jeg er kommet ud fra det Slavehjem, hvor vi blev vant til at fortælle Løgn i hvert et Brev, vi sendte hjem.
Pigerne, Madmo'r og Husbond er meget glade ved mig, fordi jeg taler Sandhed. Jeg har mange Gange skreven og bedt om noget Skrivepapir, Konvoluter og Frimærker. Du kan da nok forstaa, at jeg ingen Penge har. Jeg takker Dig mange Gange, for det Du sendte til min Fødselsdag." - -
Det er første Gang, Moderen hører, at Drengen har faaet, hvad hun har sendt ham, hvad maaske hænger sammen med, at hun sidste Jul skrev til Bestyreren og udtalte sin Forundring over, at hun aldrig hørte noget herom. Drengen beklager sig over Mangel paa Skrivematerialier, skønt Moderen flere Gange har sendt ham betydelige Oplag heraf. Hvor er det bleven af?
Det mest betegnende er dog Barnets Glæde ved at være kommen fra Slavehjemmet og Oplysningen om, at han fortalte Løgn i hvert et Brev, han sendte hjem. Brevene maa altsaa være dikterede Børnene af Bestyreren eller hans Hjælpere.
(Social-Demokraten 18. november 1896).
Besøg paa Kindstrup Børnehjem.
Vi aflagde i Torsdags et Besøg paa det saa sørgelig berømte Kindstrup Børnehjem, for med egne Øjne at se det Sted, hvorom hele den offenlige Intereese i disse Dage samler sig. Om Morgenen tog vi fra Aarup Station og ankom tidlig paa Formiddagen til Landsbyen Kindstrup, der ligger nede i en dyb Dal bag den høje Kirkebakke ved Gelsted. Det er raakoldt Efteraarsvejr, en tung fugtig Taage hænger over Landskabet og udvisker Konturerne i det bakkede Terræn, alt er graat i graat og fremkalder en Stemning af Uhygge, som passer godt med de Forestillinger vi nærer om Genstanden for vort Besøg.
-
Vi gaar ind i Gangen og træffer her selve Hjemmets Bestyrer, Hr. Jensen. Det er en lille, tæt sluttet Person med et mindre, velplejet blondt Fuldskæg og et Par skarpe graa Øjne under de buskede Øjenbryn. Han modtoger os med et forlegent Smil, og da vi fortæller ham, hvem vi er og vort Ærinde, byder han os ind i det lille mørke Kontor, idet han dog erklærer, at han ikke vil tale med andre end os; vore to Ledsagere, velkendte og agtede Haandværksmestre fra Egnen, maa derfor blive uden for. Den Omstændighed, at de ikke maa overvære vor Samtale med Hr Jensen, bidrager ikke til at hæve deres i Forvejen lidet gunstige Mening om Forholdene paa Kindstrup Børnehjem.
Vi spørger først Hr. Jensen, hvad det er for Børn, han har paa Anstalten, og faar til Svar, at det dels er Børn, som udsendes af Københavns Fattigvæsen og dels af en Forening i København, som har til Opgave at tage sig af vanartede og vanrøgtede Børn. Derimod har han ikke i Hjemmet Børn fra Provinserne. Tidligere har han bl. a. haft en Del fra Odense Amtskommuner, men for flere Aar siden opførte Amtet en egen Opdragelsesanstalt, hvor Børnene - efter hvad vi senere erfarede fra anden Side - skal have det udmærket godt.
Paa Spørgsmaal om Aarsagen til, at Børnene anbringes paa Kindstrup Børnehjem svarer Bestyreren ved at vise os en Bunke Breve fra Københavns Magistrat med Forespørgsel om den eller den Dreng kan blive optaget i Hjemmet. Det er med faa Variationer den samme Lektie helt igennem. Drengen N. N. er kommen fra et forsømt Hjem, har skulket fra Skole, viser Tegn til Løgnagtighed, Rapserier eller Opsætsighed mod Lærer eller private Plejeforældre, Grunden i ham menes dog at være god, og der er Haab om, at han kan reddes ved at komme under et bestemt og kyndigt Tilsyn.
I flere Tilfælde er der dog intet i Vejen med Drengen andet, end at han af Øvrigheden er unddraget Forældrenes Myndighed og nu skal anbringes, eller at de private Plejeforældre ikke længere kan beholde ham, i et enkelt Tilfælde lider en Dreng af Krampetilfælde osv. De korte embedsmandsmæssige Skrivelser giver et trist Indblik i den Nød og Elendighed, det moderne Samfund fremkalder. Og Meningen med at sende Børnene til "Hjemmet" skulde jo være her at skaffe dem Erstatning for deres naturlige Krav paa Værn og Pleje under Opvæxten. Hvorledes dette Krav opfyldes, har den hele Kindstrup-Affære kastet et grelt Lys over.
Vi beder Hr. Jensen fortælle os lidt om sin "Opdragelsesmethode". Han erklærer sig parat hertil, men det viser, sig, at han har betydelige Vanskeligheder ved at gøre Rede for denne "Methode".
"Naar Børnene kommer hertil", siger han, "lader jeg dem i nogle Dage gaa imellem de andre og røre sig frit, medens jeg iagttager deres Vaner og Tilbøjeligheder. Naar jeg saa opdager disse, kalder jeg dem for mig og giver dem en kærlig Formaning, hjælper dette ikke, faar de en strængere Tilrettevisning, og først naar dette ogsaa viser sig frugtesløst, griber jeg til strængere Midler. Disse bestaar i at nægte dem hele eller en Del af Maaltidet, af "Kindheste" eller Prygl med Ris eller Spanskrør.
"Kindhestene" ved jeg nok er ulovlige", siger Hr. Jensen, "men De maa indrømme mig, at naar man staar over for en Dreng, at han enten ikke taler Sandhed, eller viser Stivsind og ikke vil gøre, hvad der paalægges ham, saa er Fristelsen stor til strax at give ham "en paa Siden af Hovedet". Jeg slaar dog ikke gærne paa Øret, men søger at ramme paa Kinden neden før Øret; rammer jeg desuagtet dette, ligger det i, at Drengen drejer Hovedet, hvad jeg dog ikke kan gøre for. Der er gjort saa mange Ophævelser over, at jeg lader Børnene sulte; dette er dog ikke det rigtige Udtryk, thi egenlig Sult lider de ikke; men jeg mener, at naar en Dreng nægter eller undlader at udføre en paalagt Befaling, saa har jeg Ret til at nægte ham et eller flere Maaltider Mad. Det hænder nemlig, at stadig Efterladenhed kan medføre, at vedkommende flere Dage i Træk maa miste et Maaltid."
Vi spørger, hvorledes det forholder sig med Gulerodsspisningen, og faar til Svar, "at det er forbudt Drengene at spise Gulerødder eller anden Frugt; de kan ikke taale det", siger Hr. Jensen (Vrøvl, Gulerødder er netop en sund Spise), "og hos flere har det den Vnkning, at de ikke kan ligge tørt om Natten. Naar jeg saa ser, at de spiser Gulerødder, saa faar de enten ingen Mad eller straffes paa anden Maade."
Med Hensyn til den omtalte "Kaffedrikning" om Eftermiddagen forklarer han:
"Jeg har det Opfattelse, at hverken Børn eller voxne har godt af at drikke mellem Maaltiderne, men om Sommeren i den varme Tid kan det blive nødvendigt, og derfor plejer jeg at give dem lidt Vand Kl. 2 om Eftermiddagen, naar de skal paa Mark- eller Havearbejde. En eller to Mundfulde er dog efter min Mening tilstrækkeligt til at slukke Tørsten, og tidligere har jeg derfor holdt paa, at ingen maatte tage mere end tre Mundfulde, særlig fordi jeg var bange for, at de ellers ikke kunde holde sig tørre om Natten. I de sidste Par Aar er jeg dog kommen ttl den Opfattelse, at en Drik Vand Kl. 2 om Eftermiddagen næppe kan gøre Skade om Natten, og nu tager jeg det mindre strængt. Rigtig Kaffe og The faar Børnene kun ved Højtider."
Vi siger til Hr. Jensen, at han jo dog i sin Metode maa tage noget Hensyn til Individualiteten hos de forskjellige Børn, deres Alder, Kræfter osv. Dette synes han at have mindre let ved at forstaa og mener, at der maa Strænghed og Fasthed til for at kunne tumle saa mange Børn.
(Demokraten (Århus) 21. november 1896).
Kindstrup Børnehjem.
Saagodtsom hele Kjøbenhavns Borgerrepræsentations Møde iforgaars Aftes optoges af Socialdemokraten J. Jensens tidligere omtalte Forespørgsel til Borgmester Jacobi angaaende Forholdene i Kindstrup Børnehjem. Baade Forespørgeren og Borgmesteren, hvis Gjensvar var ualmindelig klart og godt, kom udførlig ind pa Spørgsmaalet saavel om vore Børneopdragelsesanstalter i det Hele taget som om de i Kindstrup raadende Forhold.
Vi henvise til nedenstaaende Referat, som vi meddele efter "Dannebrog":
J. Jensen motiverer nærmere sin Forespørgsel, idet han til at begynde med refererer Branden paa Kindstrup og de dermed i Forbindelse staaende Begivenheder. Det var indlysende, at det vilde have stor Interesse at faae denne Sag bragt frem her i Borgerrepræsentationen, fordi det jo var Kommunens Børn, der bleve anbragte paa Kindstrup. Det maa erindres, at Forstanderen driver Børnehjemmet som en ren privat Forretning i Forbindelse med sit Landbrug. Han beskyldes nu for, at hans væsenligste Opdragelsesmidler ere Sult og Prygl; for ganske smaa Forseelser - som at gaa Træskoene skjæve -har Forstander Jensen pryglet Drengene paa det bare Legeme, saa at der har siddet blodige Strimer ned ad Ryggen osv. osv. I forrige Uge rejste jeg over til Kindstrup og havde en Samtale med Forstanderen for at danne mig et personligt Skjøn om Opdragelsesanstalten. Hr. Jensen meddelte, mig, at han ansaae det for fuldstændig naturligt og rigtigt, at han - for visse Forseelser - anvendte "Sultestraf" c: at berøve Børnene visse Maaltider. Han erkjendte ogsaa, at han pryglede Børnene; det var ganske tilladeligt at banke dem med Ris og Spanskrør. Selvfølgelig blev Sult og Prygl kun anvendt i de alleralvorligste Tilfælde. At der vankede rigeligt med Bank ovre paa Kindstrup Børnehjem, fremgaaer tilstrækkelig af de Breve, forskjellige af Drengene have tilskrevet deres Forældre. Breve, hvori det stadig hedder, at de vænnes til at lyve om Alt. Ogsaa det daglige Liv! Med Undtagelse af 2 Timers Middagshvile ere Børnene uafbrudt beskjæftigede dels i Skolen, dels i Have og Mark. I Middagshvilen skulle Børnene endda lære deres Lektier. Jeg slaaer fast, at Opdragelsesmethoden i Kindstrup Børnehjem er i høj Grad ukjærlig, inhuman, baseret paa strengt Arbejde og haarde Afstraffelser, lad saa være, at muligvis Et og Andet i de foreliggende Beretninger derovre fra kan være overdrevet. Et effektivt Tilsyn fra Kommunens Side er absolut nødvendigt. Hvorfor skulde det ikke kunne lade sig gjøre at oprette en kommunal Opdragelsesanstalt for saadanne Børn? Det vilde være en overordenlig stor Garanti for Offenligheden; naar Staten ikke tager denne Opgave op, bør Kjøbenhavns Kommune gjøre det.
Borgmester Jacobi: Det er mig kjært, at denne Forespørgsel er fremkommen, fordi jeg nødig vilde have, der skulde kastes nogen Skygge paa den Maade, paa hvilken Kommunen anbringer sine Plejebørn. Thi er der noget Punkt, hvor vi gjøre os Umage for at handle saa omhyggeligt og menneskeligt som muligt, saa er det her. 4-500 Tilsynsværger over hele Landet have det Hverv at vaage over dem af vore Børn, der anbringes i privat Pleje; ved Siden deraf udsende vi expeditionshavende Tilsynsmænd. De fleste Steder ere Værgerne Sognepræster, andre Sted Lærere. I Tilfælde, hvor det private Plejehjem ikke kan anvendes, er det, at vi anbringe Børnene i Opdragelsesanstalterne. Det følger af sig selv, at vi her i endnu højere Grad "sortere" Børnene. Jeg har som Borgmester besøgt alle disse Anstalter og dannet mig en Mening om Plejeforældrene.
Om Kindstrup Børnehjem bemærker Borgmesteren bl. A. :
I de 6 Aar, jeg har været Borgmester, er der ikke kommet én Klage til os, ja end ikke i de sidste 13-14 Aar. Man er derfor berettiget til at slutte, at saa rent galt kan det ikke være derovre. Kun een Gang er der fremkommet en Klage, og det maa ikke glemmes, at der bestandig har været noget ret alvorligt ivejen med de Børn, vi sende til Kindstrup, det er Børn, der først have været anbragte andetsteds, og hvem man der har opgivet at gjøre til ordenlige Mennesker, og Børn, som ligeledes ere blevne opgivne paa Internatet herinde. Børn af denne Art vilde vi f. Ex. aldrig sende til Holsteinsminde, fordi selv Buddes fortrinlige Methode - en Methode, hvori Alt er Kjærlighed - slaa til. Jeg kjender Ingen, der som Hr. Budde paa den ubegribeligste Maade formaaer at vinde Børnenes Kjærlighed.
Borgmesteren oplæser forskjellige Skrivelser, der udtale Anerkjendelse af Forstander Jensen og hans Arbejde. Af særlig Interesse er en Skrivelse af ganske ny Dato fra Forstander L. Budde, der engang midlertidig havde faaet betroet 9 Drenge, medens nogle Byggearbejder stode paa i Kindstrup. Budde citerer her i en Yttring af en at disse Drenge, der betegner Forstander Jensen som "en skikkelig Mand".
Der var ingen Tvivl om, at Jensen var en jevnt brav og duelig Mand, der kun undertiden straffede Børnene lidt for meget. Men at det skulde nærme sig til Mishandlinger, troer jeg ikke, før jeg seer Bevis derfor.
Hvad Sultekurene angaaer, skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at Unddragelse af et eller flere Maaltider i mange Opdragelsesanstalter figurerer blandt de gængse disciplinære Straffe. Vi vare i sin Tid meget tvivlraadige overfor dette Spørgsmaal; men i hvert Fald tør man næppe gaa for meget irette med en Mand, der har et saa strengt Arbejde som Forstander Jensen, om han nu og da benytter dette Straffemiddel.
Den ærede Forespørger er øjensynlig blevet paavirket af den uhyggelige Natterejse til Kindstrup, den nedbrændte Tomt og Forstanderens letforklarlige Forpinthed og Nervøsitet. I de forskjellige Interviews, der ere fremkomne om Kindstrup og Forstander Jensen, er der nærmest klaget over, at denne ikke var nogen betydelig Mand. Han er paa den anden Side langtfra ubetydelig det tyder bl. A. hans Brev til mig paa.
Borgmesteren konkluderer saaledes:
Vi have ikke seet et eneste af Kindstrup-Børnene havne paa Ladegaarden eller i Johannesstiftelsen. Adskillige af dem blive fortræffelige Mennesker - uagtet de have været paa Kindstrup (Munterhed.)
Dommen over Forstander Jensen er i alt væsentligt uretfærdig. Dog er jeg lidt i Forlegenhed, naar Hr. Jensen spørger mig, hvad jeg agter at gjøre. Umiddelbart efterat de fyenske Blade havde angrebet Forstander Jensen, kom han til mig og bad mig anstille en alvorlig Undersøgelse. Umuligt er det ikke, at Følgen af hele denne Bevægelse bliver, at Børnehjemmet i Kindstrup maa nedlægges. Dog haaber jeg ikke, det maa ske. At tage Børnene fra Anstalten vil jeg dog paa ingen Maade gjøre foreløbig - i hvert Fald kun, hvis Undersøgelsen konstaterer, at der virkelig har fundet Mishandlinger Sted.
Hvad Forespørgslens anden Halvdel angaaer, saa bunder denne Sag dybere, end vi her kunne komme ind paa den. Det bliver ikke nogen Fattigvæsens-Opgave, her kommer til at foreligge. Nærmest er det vel en Stats-Opgave. Hvis den Bevægelse, der nu er rejst, skulde bidrage til, at der kom Fart i Bestræbelserne for at gjøre Noget for forsømte og vanskelige Børn og drage Omsorg for et forøget kommunalt Tilsyn med deres Furhold, vilde jeg anse det for et lykkeligt Udslag af denne Historie, som iøvrigt forekommer mig at være sørgelig.
Prof Torp: Spørgsmaallet om en komrnnral Opdragelsesanstalt har været under Overvejelse i Budgetudvalget; det er sikkert en ret betænkelig Sag. Hellere maatte vi nedlægge Internatet og for de derved indkomne Midler i større Udstrækning end hidtil anbringe børn i de gode Opdragelsesanstalter.
Assessor Lassen havde fra en nær Slægtning hørt de bedste Vidnesbyrd om Kindstrup og dets Forstander. Overhovedet burde man næppe lægge for megen Vægt paa det Skraal, der har været rejst fra Sider, der kun have været halvt underrettede. (Hør!)
J. Jensen replicerede udførligt til de foregaaende Tale; De at Borgmesteren omtalte "Interviews" kunde man næppe tillægge stor Betydning. Da Taleren Kl. 1½ forlod Kindstrup, mødte han en af Interviewerne, og da han Kl. 2½ kom til Stationen, mødtes de igjen; Vedkommende havde altsaa været der en Time. (Munterhed.)
Et terat Borgmesteren, Torp og J. Jensen atter havde haft Ordet, sluttede Forhandlingen om Forespørgslen
* * *
En af vore Hovedstadskorrespondenter skriver til os under G. D. :
Igaar Aftes kom den i den senere Tid saa meget omtalte Kindstrup-Affære til Forhandling i Kjøbenhavns Borgerepræsentation, idet Socialdemokraten J. Jensen stillede en Forespørgsel til vedkommende Borgmester, Etatsraad Jacobi, om Sagen.
Som man af Bladenes Referater vil have seet, bleve Forholdene i Børnehjemmet her af Borgmesteren fremstillede i et noget andet Lys end det, hvori de hidtil ere sete. Men hvad de tørre Referater ikke oplyse om, er det Indtryk, som den hele Forhandling gjorde. Herom turde der være Anledning til at sige et Par Ord.
Borgerrepræsentant Jensen har sidste Uge aflagt et Besøg paa Kindstrup Børnehjem, og hvad han i sit Foredrag udtalte, var, dels hvad der i Bladene er fremkommen af Beskyldninger mod Hjemmets Forstander, Hr. Jensen, dels sine egne personlige IndIryk og Erfaringer fra Besøget. Han repeterede Historierne om de haarrejsende Mishandlinger, Forstanderen siges at have gjort sig skyldige i, og om end han tilføjede, at han ikke kunde gjøre disse Beskyldninger til sine, lod han dog forstaa, at han i det Væsentlige troede paa dem og hævdede, at Forstanderen benyttede Sult og Prygl i vid Udstrækning som Straffemidler, og at Børnene saae blege og forpinte ud.
Hr. Jensens Foredrag, som blev holdt i den lempelige Tone, denne Taler altid - ganske klogt - anvender, gjorde tilsyneladende et ikke ringe Indtryk saavel paa Medlemmerne som navnlig paa Tilhorerne, der til Trængsel fyldte den Plads, som er dem indrømmet.
Men da Borgmester Jacobi derefter havde ialt i en Time eller maaske snarere halvanden, var Stemningen en helt anden, og man følte sig saa temmelig overbeviist om, at Beskyldningerne mod Forstander Jensen vare i en uhyggelig Grad overdrevne.
Hr. Jacobi har nu en sjelden Evne til at vinde sine Tilhørere for sig. Man ved om ham, at han er Humaniteten selv; han er dertil en intelligent og forstandig Mand, saa lidt som muligt Bureaukrat og i ingen Henseende Partigænger. Hans Ord falde derfor med megen Vægt og hans personlige Elskværdighed gjør, at man gjerne fæster Lid til, hvad han siger.
Borgmesteren fremførte da en Række Vidnesbyrd fra Mænd, som have kjendt og kjender Forstander Jensen - deriblandt Forstander Budde, Holsteinsminde - og alle disse Vidnesbyrd gik ud paa, at Jensen vel er en streng Mand, men at han tillige er samvittighedsfuld, og at der i det Hele og Store i Betragtning af, at det væsentligst er vanartede Børn, han har med at gjøre, ikke er Noget at indvende imod hans Behandling af dem. Borgmesteren havde selv talt med Børn, der tidligere have været paa Kindstrup, og med en Moder, som har været nede at se til sit der anbragte Barn, og han har faaet lutter Udtalelser, der stride imod de mod Forstander Jensen rejste Beskyldninger.
Ogsaa fra anden Side i Borgerrepræsentationen faldt der Udtalelser til Gunst for Kindstrup-Forstanderen, og der blev af Borgmesteren gjort opmærksom paa, at andre Journalister, bl. A. en Medarbejder ved "Politiken", der havde aflagt Besøg paa Kindstrup samme Dag, som Borgerrepræsentant Jensen havde været der, havde faaet et andet og mindre ugunstigt Indtryk af Forholdene dernede og af Forstanderen end Hr. Jensen.
Da Diskussionen om Kindstrup sluttede, var een almindelige Mening utvivlsomt den, at der var slaaet et altfor stort Numer op af en Bagatel og af den tilfældige Omstændighed, at en Dreng havde stukket Ild paa Børnehjemmet.
Hvorvidt denne Mening er rigtig, er det jo ikke muligt i Øjeblikket at sige. Men der vil nu af Justitsministeriet blive foretaget en Undersøgelse i Sagen, og dermed bør vistnok den offentlige Mening slaa sig tiltaals.
(Fyens Stiftstidende 25. november 1896).
Kindstrup.
Nye Oplysninger.
En Haandværker, som i sin Tid blev opdraget paa Kindstrup Børnehjem under Hr. Jensens Kommando, har meddelt Fyns "Soc-Dem." følgende Oplysninger om den haarde Behandling, der blev Børnene tildelt paa Hjemmet.
Lille Brøde - dobbelt Straf
Drengen Harald, som er identisk med den nuværende Haandværker, var fra Kiøbenhavn. Ved sin Ankomst til Kindstrup maatte han aflevere sine Penge, som han han havde medbragt. Han beholdt dog 10 Øre i det Øjemed, at han ved Lejlighed vilde kjøbe et Stykke Lakrits.
Efter nogen Tids Forløb blev Harald en Vinterdag sammen med en anden Dreng sendt hen til Skolelæreren efter nogle Grøntsager, og paa Vejen hjem benyttede Drengene Ledigheden til at kjøbe et Stykke Lakrits for Haralds 10-Øre. Det saaledes erhvervede Slikkeri tabte de iøvrigt paa Hjemvejen i Sneen.
Men Hr. Jensen havde fra en Udkigspost ved Børnehjemmet iagttaget Drengeves Færd. Saa snart de kom hjem blev de taget i Forhør og Harolds Ledsager tilstod, at de havde kjøbt det skjæbnesvangre Lakrits.
Derefter tog Hr. Jensen den lille Harald med ind i et Værelse, lukkede omhyggeligt Døre og Vinduer og kommanderede den lille Synder hen til en Bænk eller Kuffert, som var fyldt med Ris og Spanskrør til Brug ved Drengenes Afstraffelse. Her maatte Drengen selv tage et Spanskrør og række det til Hr. Jensen og denne blev derefter ved at slaa, til Drengen holdt op med at græde. Det hørte i det hele med til Hr. Jensens Methode, at han slog til Børnene havde standset med Graaden.
Da den legemlige Afstraffelse endelig var afsluttet, aabnede Forstanderen Døren til Spisestuen, hvor den for Børnene bestemte Mad stod paa Bordet. Drengen skulde nemlig se, men ikke røre Maden, for at han bedre kunde føle Savnet. Thi nu skulde Sultestraffen anvendes.
I dette bestemte Tilfælde anvender Forstander Jensen først Prygl efter alle Kunstens Regler og derefter Sultestraffen, skjønt Forseelsen kun bestod i. at Drengen havde beholdt 10 Øre af sine egne Penge.
Nogen kjærlig Opdragelsesmethode er dette i hvert Fald ikke. og Straffen staar jo aldeles ikke i noget rimeligt Forhold til Forbrydelsen.
Drengene frøs i Sengen.
Den paagjældende Haandværker meddeler os endvidere, at Drengene frøs om Natten, og at dette var Grunden til, at flere af dem gjorde Sengen vaad.
Naar dette var sket, maatte vedkommende Dreng bære sit Sengetøj ned i Gaarden strax om Morgenen. Som Følge af dette Extraarbejde kunde en saadan Dreng ofte komme senere til Davrebordet end Kammeraterne. Og i saa Fald fik han ingen Mad.
Det forekommer os, at her er et Punkt, over hvilket den nu indledede Undersøgelse særlig bør bringe Klarhed.
Læger og andre sagkyndige finder det nu ubilligt at straffe Børn, fordi de ikke kan ligge tørt om Natten. Thi dette stammer i Reglen fra en Svaghed hos Barnet. Men hvis denne Sygdom er bleven forværret, fordi Børnene frøs i Sengen paa Grund af Mangler ved Sengetøjet, saa bliver det selvfølgelig endnu mere urimeligt at straffe de stakkels hjemløse Børn med Prygl eller Sult.
- - -
I Smidstrup ved Bogense opholder der sig for Tiden et ungt Menneske, hvis Navn er Oluf Ferdinand Malmgren. Han kom paa Kindstrup Børnehjem i 1884, da han var 12 Aar gl., og han blev der i to Aar. Disse to Aar staar for Malmgren som de forfærdeligste i hans Liv - ikke for alt i Verden vil han leve dem om igjen.
Malingrén fortæller:
"Jeg blev i 1884 af Kjøbenhavns Magistrat anbragt paa Børnehjemmet i Kindsirup Jeg blev der heldigvis kun i 2 Aar, skjønt den Tid var lang nok. Vi fik en haard og stræng Behandling af Forstander Jensen, daarlig og utilstrækkelig Kost og mange Prygl. En Gang havde vi. medens vi var uden Opsyn, slaaet en Urtepotte itu i Skolestuen. Jeg ved ikke, hvem det var, som gjorde det, maaske vidste heller ingen af de andre det, thi ingen vilde tilstaa, at han var Gjærningsmanden. Da der blev ringet til Middag, blev vi stillet op langs Bordet. Forstander Jensen bad Bordbønnen og spurgte derpaa enhver af os, om vi vilde tilstaa, hvem der havde slaaet Urtepotten itu. Der var ingen, der tilstod, og vi blev da allesammen jagede bort fra Bordet uden at faa Mad. Dette gjentog sig en 3-4 Gange ved de paafølgende Middagsmaaltider, Hr. Jensen bad stadigvæk Bordbøn og anraabte om Guds Velsignelse, men jog os bort fra Bordet, uden at vi fik nogen Mad. Saaledes gik det i flere Dage, og som Tillagsstraf fik vi hver Dag en Times Bibellæsning efter endt Skoletid. Vi fik aldrig at ride, hvem Gjærningsmanden var.
Brutal Behandling.
En Dag har jeg set, at Forstander Jensen bandt en Dreng fast til et Spiltov i Stalden, hvorefter han pryglede løs paa Drengen med et tykt Stykke Reb, altsammen fordi Drengen ikke kunde ligge tør i Sengen om Natten - en Svaghed han havde lidt af før han kom paa Hjemmet.
En anden Gang havde en lille 6-7 Aars Dreng der nylig var kommet til Hjemmet, det Uheld ikke at kunne holde sit Vand, han har formodentlig ikke turdet bede om Udgangstilladelse. Jeg blev da af Jensen befalet at hente en af vore Guldklude og tørre op under Drengen. Det var stræng Vinter med Frost og Sne Vore Gulvklude var frosne sammen i en Klump og tildækkede med et tykt Lag Sne. Jeg gik ind til en af Tjenestepigerne og fik Lov af hende til at laane hendes Gulvklud, hvormed jeg udførte den Gjerning, som var mig paalagt. Da jeg derefter gik ned ad Trappen, indhentede Jensen mig og spurgte, hvor jeg havde faaet den Klud. Jeg svarede, som sandt var, at jeg havde laant den af Pigen, da jeg ikke kunde bruge vore egne.
Forstander Jensen overfaldt mig nu med Hug og Slag i Hovedet, saa jeg flere Gange styrtede til Jorden, og tilsidst sparkede han mig med sine Træsko, saa jeg tumlede halvt bevidstløs ud i Gaarden. I flere Dage var jeg halvt fortumlet i Hovedet as den Medfart.
Billigt Tøj til Hr. Jensens Børn.
Da jeg ankom til Hjemmet, var jeg iført en ny Klædning, ny Overfrakke, ny Fiedersko og ny Kasket, som min Onkel i Kjøbenhavn havde givet mig, og jeg havde Tilladelse fra Kjøbenhavns Magistrat til at have Tøjet og til at rejse i det, medens de andre, der rejste samtidigt, skulde rejse i Magistratens Tøj. - Efter Ankomsten til Hjemmet blev det befalet mig at trække i det af Magistraten leverede Tøj. og da jeg nogle Dage efter bad om at maatte faa mit eget Tøj paa, fik jeg til Svar af Hr. Jensen: "Du har intet Tøj her, som er dit." Jeg fik aldrig Tøjet igjen, derimod blev jeg daglig Vidne til, at Hr. Jensens egne Børn gik klædt i det.
Løgn!
Naar vi afsendte eller modtog Breve, blev de altid først læst af Forstanderen, og der blev paalagt os at skrive, at vi havde det godt. Kom der Folk for at hilse paa os, skulde vi svare det samme. En Gang hændte det, at der kom nogle Folk, medens Jensen ikke var hjemme. Vi var i Marken for at skjære Torv under Daglejernes Opsyn. Da han saa de fremmede komme, sagde han: "Nu skal I sig,e at I har det godt". Vi svarede altid, som der blev paabudt os. Der var ingen, der turde svare anderledes.
Fru Jensen var en god Kone imod os. Hun har mangen Gang givet os noget extra Mad til at stille Sulten med, naar Jensen ikke var hjemme, eller han ikke mærkede det.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. december 1896).
I december 1896 konkluderede en undersøgelse ved Wedellsborg Birk at der ikke var gyldig grund til klage over børnehjemmet, især hvad angik kost, sengeleje og overanstrengelse. Ligeledes betegnedes sundhedstilstanden som god. Birkedommer v. Bernth i Kjerlingebjerg pr. Ejby sendte en skrivelse til ministeriet, hvori han anførte at der ikke var anledning til at rejse kriminel anklage mod Jensen, men at han ikke desto mindre ikke egnede sig som børnehjemsleder.
I december 1897 meddelte borgmesteren for Københavns 3. afdeling af der ikke længere sendtes børn til Kindstrup Børnehjem og Holsteinsminde. I 1897 havde Indre Mission også fordrevet forstanderen på Holsteinsminde, Budde som i stedet oprettede en ny institution, Himmelbjærggaard. Københavns Kommune satsede fra 1898 i stedet på denne, således at der ved udgangen af 1898 var hhv 7 og 8 børn på disse, og 9 børn på Himmelbjærggaard.
I slutningen af november 1900 fandt en arbejdsmand 2 drenge fra Kindstrup Børnehjem i Nyborg. De gået i seks dage for at komme til København. De blev af politiet ekskorteret tilbage til anstalten. I februar 1903 undveg 3 drenge fra anstalten og blev pågrebet ved Strib. Den ene var søn af en maskinarbejder i Aarhus.
I maj 1904 blev Kindstrup Børnehjem købt af De danske Plejehjemsforeninger med henblik på at oprette et skolehjem for "vanskelige drenge" fra 14 til 18 år. Samtidig skiftede det navn til "Gelsted Skolehjem", men lå fortsat i Kindstrup. Forstander blev cand. theol H. V. Hansen, fhv. lærer ved Bøggilgaard Opdragelsesanstalt. Anstalten fortsatte den hidtidige praksis.
I 1908-1909 var der atter artikler om forholdene på hjemmet, se herom artiklerne om dette hjem (brug søgefeltet). Bl. a. om Peter Sabroe.
