Er Par Mil fra København, ude ved Glostrup Station, ligger Landsbyen Vallensbæk. Den var indtil for nogle Aar siden et fredeligt, idyllisk sted. Den gamle Præst og de rise
Men den game, skikkelige Præst døde, og en hellig Præst, Pastor Hoff, holdt sit Indtog i Sognet med Helvede og Djævelen og hele Missionens Apparat. Forbavsede over den ny Tro strømmede Vallensbækkerne i Begyndelsen til Kirken i støre Skarer.
Men de fleste kom snart til det Resultat, at den gamle Tro var bedre, og det blev her som andre Steder kun den lille Flok, der vilde lade sig frelse. Striden mellem de hellige og Djævelens Børn blussede dog først rigtig op, da Pastor Hoff fik en Kapellan.
Hr. Johansen, der i hellig Nidkærhed endog overstraalede ham selv. En systematisk Bearbejdelse af Vallensbæks og Omegnens Beboere begyndte, og to Missionshuse byggedes.
Nu i Julen brød det endelig ud med en Strid, som Vallensbæk aldrig før har set.
Det var nemlig god gammel Skik i Byen, at de velhavende Bønder arrangerede Juletræ for Børnene i Skolen, ved hvilken Lejlighed der blev givet betydelige Gaver til de fattige Børn. Præsterne besluttede nu, at denne Festlighed skulde henlægges til Missionshuset, og fra Prædikestolen bekendtgjordes, at kun Søndagsskolens Børn havde Adgang. Da Præsterne altsaa vilde udelukke alle Børn, der ikke gik i Søndagsskolen, besluttede Gaardmændene i Vallensbæk at holde Juletræ i Skolen som sædvanligt for alle Børn. Byens Lærer, en kundskabsrig og dygtig Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor Striden, affattede en Indbydelse til Skolens Juletræ. Dette var for meget for de hellige Præster. Gaardmændenes Juletræ stempledes som "Satans Juletræ". Pastor Johansen drog fra Hus til Hus og bearbejdede Mødrene, og nogle af Børnene erklærede, at de vilde ikke til Juletræ i Skolen, "for der kunde de ikke tage Jesus med".
Hovedangrebet rettedes dog mod Læreren, Hr. Poulsen. Det maa her bemærkes, at denne er en fuldkommen rettroende og kristelig Mand. Han har kun hidtil søgt, af Hensyn til sin Virksomhed, at holde sig udenfor Striden. Nu stempledes han som "Satans Repræsentant i Vallensbæk". Men ikke nok hermed.
Søndagen efter Krigens Udbrud holdt Pastor Hoff en Skriftetale i Kirken. Til Text havde han valgt et Skriftsted om "Lydighed mod Øvrigheden", og Talen var helt igennem et Angreb paa Læreren. Til Konfirmanderne sagde Pastor Hoff, at hvis de gik til Skolens Juletræ, vilde de staa som Løgnere paa Konfirmationsdagen, da de saa ikke kunde bekende Troen paa de helliges Samfund". For at faa sat tydeligt Skel mellem Tilhængerne af de to Juletræer, berammede han, at det hellige Juletræ skulde finde Sted samme Dag, som Gaardmændene havde fastsat for deres i Skolen. De skikkelige Vallensbækkere udsatte i den Anledning deres Juletræ til en senere Dag -.
Denne lille Begivenhed fra det virkelige Liv er typisk for Missionens Virksomhed. Hvor den kommer, forstyrres det gode, venlige Forhold, der som Regel findes blandt Landbefolkningen. Den er lige saa herskesyg som intolerant. Det er ikke tilstrækkeligt at være troende. Hvis man ikke helt og holdent trækker i Missionens Uniform, hvis man ikke blindt underkaster sig Præstens eller Missionærens Luner og Indfald, saa bliver man sat udenfor Menigheden og givet til Satan.
Særlig graverende ved denne Begivenhed er det, at Præsten benytter en Skriftetale til et Angreb, paa Læreren ved at indskærpe ham "Lydighed mod Øvrigheden". Det kan dog ikke med Billighed forlanges, at denne Lydighed skal udstrækkes saa langt, at Læreren skal agitere for de af Præster arrangerede Juletræer, særlig naar en Del af Skolebørnene udelukkes fra disse. Tilmed har Vallensbækkerne fundet, at Pastor Hoffs egen "Lydighed mod Øvrigheden" kunde underkastes Kritik. Han har nemlig for kort Tid siden overfor sine Konfirmander kritiseret Højesteretsdommen over Pastor Moe i Skanderup og forklaret dem, hvor uretfærdig denne Dom var. At indblande Børnene i slige Stridsspørgsmaal synes ganske utilbørligt, og hvis Vallensbækkerne vil finde sig i Sligt, er de merend almindeligt fredelige Folk.
Men endnu mere utilbørligt er det, at en Præst siger til sine Konfirmander, at de vil staa som Løgnere paa Konfirmationsdagen, hvis de gaar til et Juletræ, han ikke synes om. Hvis Beboerne indgik med en Klage her over til Biskoppen, vilde Resultatet heraf ganske sikkert blive at Præsten fik en meget alvorlig Tilrettevisning.
Der er i det hele ingen Grund for Befolkningen til stiltiende at finde sig i Missionspræsternes Tyranni. Den bør enten lade alle saadanne Tilfælde komme til Offenlighedens Kundskab, eller den bør indgive Klage til Myndighederne. Højesteretsdommen over Pastor Moe har vist, at Avtoriteterne ikke er bange for at sætte en Stopper for Udskejelserne. Og ser Missionspræsterne først, at det er Alvor, og at de faar over Næsen, hver Gang de vover sig for langt frem, saa vil de stikke Piben ind. Thi deres Kurage staar ikke i Forhold til deres Stortalenhed. Saalænge de uantastet kan terrorisere Befolkningen, gør de det. Men de sætter intet paa Spil. Hvis der fra Hr. Bardenfleth udgik den Befaling, at nu maatte der ikke mere trues med Helvede, thi Helvede existerede slet ikke, og den Præst, som forskrækkede Folk med denne Bussemand, skulde miste sit Embede - saa vilde Truslerne med Helvede forstumme over hele Linjen. Missionspræsterne vilde beholde Embederne og lade Helvede falde.
Og deri vilde de handle vel.
(Demokraten (Århus) 4. februar 1897).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar