Det priviligerede Højreblad "Aarhus Stiftstidende" bragte forleden følgende indsendte Artikel:
"Der synes at herske en uheldig Tilstand paa de fleste Systuer i Aarhus.
Under normale Forhold arbejdes der paa Systuerne fra Kl. 8 Morgen til 7 Aften med 1 Time Middag. Lokalerne er ofte smaa og mangelfuldt ventilerede og kan næppe kaldes sunde Opholdssteder. Bliver der nu Travlhed paa Systuen - en Travlhed, der kan foraarsages af mange Omstændigheder, Rejser, Bryllup osv. - maa der arbejdes i 2, ja ofte 3 Timer over Fyraften. Det hænder endog, at der bliver begyndt Kl. 6 om Morgenen og arbejdes til Kl. 11-12 om Natten. Syerskerne er i Forvejen overanstrængte i den sædvanlige Arbejdstid, og det fremmer ikke Arbejdet, at Værelsets Luft er forpestet og kvalmende. Nu kommer Ekstra-Arbejdet. Saa maa Syersken tage dobbelt fat, og Dagen og den halve Nat gaar med et uafbrudt og anstrængende Arbejde.
Og hvorfor maa hun arbejde saa anstrængende? Fordi Arbejdsgiveren ikke vil give sine Konkurrenter Indtægter. Og Reservesyersker - der vistnok desværre altid kan faas - antager han ikke.
Nu kan der spørges: Hvorfor vil Syersken gaa ind herpaa? Heri ligger netop Hovedsagen. Saa sørgeligt det end er: hun bliver nødt dertil. Thi dersom hun vil knurre eller beklage sig over Træthed, vil hun kunne risikere sin Stilling. Og paa den er der ofret baade Tid og Kræfter, og ofte har hun intet Hjem at støtte sig til, men maa stole paa sig selv alene.
Hertil kommer, at Lønnen er overordenlig ringe. Den begynder med 50 Øre - halvtreds Øre - om Dagen. Og der hører meget til, at en Syerske skal kunne komme op paa 150 Øre daglig. Heraf skal alle Livets Fornødenheder bestrides. Hvorledes den elendige Betaling skal slaa til til Livets Ophold og endda give et lille Overskud til Fornøjelse og sandelig Adspredelse - det er et Regnestykke, som jeg ikke kan faa til at stemme.
Det ligger nu nær at spørge, om der ikke kan gøres noget for de ubemidlede Syersker. Kan Syerskerne ikke danne en Forening med det Formaal at støtte hinanden i Livets Kamp mod Arbejdsgivernes Herredømme?
Mr. Jones."
Den Fremstilling, Hr. Jones giver af Syerskernes Kaar i Aarhus, har for et Øjeblik saa smaat opskræmmet Stiftstidenden, som hører til dem, der selv har det godt og som overfor deres Medborgeres Kaar i Almindelighed enten vælger det magelige Parti at stikke Hovedet under Vingerne eller skraaler i Kor sammen med dem, der raaber paa Politiforfølgelser mod Arbejderne, naar disse søger at forbedre deres Kaar.
Stiftstidendens sovende Samvittighed har gennem de Oplysninger, Hr. Jones har præsteret, faaet et lille Ryk, der har foranlediget, at Bladet har søgt hen til en af de vedkommende Arbejdgivere for der at faa Besked om, hvor vidt det virkelig ser saa galt ud, som Hr. Jones siger.
I Henhold til den paagældende Arbejdsgivers Svar skriver Bladet følgende:
"Det hævdes med stor Styrke fra Arbejdsgivernes Side, at Efterspørgslen efter fremragende eller blot dygtige Syersker, baade er almindelig og stor. De Kræfter, der derimod honoreres med de ovennævnte 50 Øre, er temmelig værdiløse og ønskes ofte helt fjærnet. En dygtig Syerske lønnes godt. De Personer, der modtager 50 Øre, er i Reglen unge Piger, som oplæres, og som altsaa snarere gør Ulejlighed end Gavn.
Derimod er der en Side af Sagen, som den ærede Indsender helt ser bort fra. Det er Konkurrencespørgsmaalet. De uddannede og - om vi saa maa sige - virkelige Syersker hæmmes i deres Virksomhed, og deres Marked trykkes af en stor Skare unge Piger, der - som Døtre i mindre Haandværkeres Hjem ell. lign. - hellere end at tage ud at tjene tager Arbejde paa Systuer, og derved staffer sig en Indtægt, som - ved Siden af det daglige Underhold i Hjemmet - er tilstrækkelig til Lommepenge og Garderobeudgifter.
Med dette faktisk nærværende Forhold maa der regnes."
Og som Følge af den Fremstilling Hr. Jones har givet og af de iøvrigt paa flere Punkter vrange Oplysninger, der er indhentede hos Arbejdsgiverne, er Stiftstidenden naaet saa vidt i den rette Forstaaelse, at den i dette Tilfælde anbefaler den faglige Organisation og Oprettelsen af en Fagforening. Desangaaende skriver Bladet nemlig: "Syerskerne kunde dele sig i to Klasser: de professionelle og de tilfældige, og hvis saa de professionelle sluttede sig sammen, saa kunde de uden Tvivl bevirke en Prisstigning.
"Aarhus Stiftstidende" har i dette Tilfælde, saaledes som det undertiden kan hænde Kapitalistpressen, faaet en kortvarig Anfægtelse af Bekymring over de bestaaende Forhold. Men den vil snart finde sig selv og sit gamle Stade igen, og den vil da som hidtil staa tro ved Hr. Justitsminister Nellemanns Side, naar han atter i Kongens Have eller et andet Sted holder fædrelandspatriotiske Taler om den fordømmelige Materialismens Aand, der nu til Dags er faret i Arbejderne.
(Social-Demokraten 15. juli 1891).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar