X Kjøbenhavn, den 8. Juni.
For en Del Aar siden blev en Del af Fredericiagade brolagt, deriblandt en Strækning, som gaar langs med Nyboder. Brolægningen af den sidstnævnte Strækning kostede 6732 Kr., og da Nyboder som bekjendt er Statsejendom, anmode Magistraten Ministeriet om at indbetale dette Beløb i Kommunens Kasse.
Med den Omhu for Statskassens Tarv, som altid har karakteriseret Ministeriet Estrup, nægtede Ministeriet dog at betale Beløbet, indtil det blev tvungen dertil ved en Dom. Ganske vist fandtes der en Lov af 1857 om Brolægning af Kjøbenhavns Gader, efter hvilken Kommunalbestyrelsen kunde tage Bestemmelse om, hvilke Gader der skulde brolægges, men Finansministeren mente ikke, at denne Lov kunde faa Anvendelse paa Nyboder. Saa blev der anlagt Sag mod Ministeriet vcd Hof- og Statsretten og under Procedurer her gjorde Magistraten gjældende, at Ministeriet en Gang tidligere uden at mukke havde betalt for Brolægningen af en Gadestrækning i Nyboder. Retten fandt dog ikke, at dette Fortilfælde indeholdt noget Bevis for, at Ministeriet overhovedet var forpligtet til at betale, og om den end heller ikke kunde give Estrup Medhold i hans Paastand om, at Nyboder var en selvstændig Kommune, som ikke havde noget med kjøbenhavns Kommune at gjøre, saa maatte den dog i det hele give Ministeriet Medhold og frifandt det derfor for Magistratens Tiltale.
Magistraten gav dog endnu ikke tabt, men indankede Sagen for Højesteret, og her blev den endelig paadømt i Dag. Det viste sig at være vel tiltænkt, at man ikke slog sig til Taals med Hof- og Stadsrettens Afgjørelse, thi Højesteret kom - som i saa mange andre Tilfælder - til det stik modsatte Resultat. Efter de Dispositioner, Regeringen havde trufet med Hensyn til den omhandlede Gadestrækning, maatte den betragtes som en Private tilhørende Gade, hvis Brolægningsvæsen henhørte under Kommunen, og Finansministeriet blev derfor kjendt pligtig til al betale det ovennævnte Beløb med Renter.
(Aarhus Amtstidende 9. juni 1893).
De karakteristiske Nyboderhuse var for længst nedrevet og erstattet af højere byggeri (se foto), men hørte stadig til Nyboder. Nyboder havde bl.a. eget politi, brandvæsen og skole. Administrativt var Nyboder underlagt Holmens admiral. Denne særstatus forsvandt gradvist og forsvandt ved kommunalreformen i 1970.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar