Fru Oda i forskellige Roller. (Af det i Dag udkomne "Teatrets Oda Nielsens Hæfte")
Et ret enestaaende Jubilæum finder Sted paa Tirsdag - nemlig Fru Oda Nielsens 50 Aars Jubilæum. Det er de færreste Mennesker givet at udøve deres Kald gennem 50 lange Aar - men det er altsaa givet Fru Oda Nielsen, skønt hun saa sandelig ikke har sparet sig selv, men slidt mere i det end de fleste af Rampens Folk. Der var og er jo nemlig det ved Oda Nielsen, at hun bar et stort og varmt Hjærte for de Ulykkelige, og kunde hun derfor gaivne dem ved at optræde, da sagde hun aldrig Nej, hvor optaget hun end kunde være. Det er derfor heller ingen Tilfældighed, at hun ikke en Gang skaaner sig sin Jubilæumsdag, der falder sammen med Børnehjælpsdagen, nej, det er symbolsk for Mennesket og Kunstnerinden Oda Nielsen.
Hun debuterede den 11. Maj 1870 paa Kasino som Thora i "Et enfoldigt Pigebarn". Hun var da ikke fyldt de 18, og hendes Navn opførtes ikke paa Plakaten, men Bladene vidste dog, at det var Kaptajn Larssens Datter Oda. Erik Bøghs Blad fremhævede, at "hele hendes Væsen var tiltalede og uskyldigt", og at hun vilde kunne imødese "en lovende Fremtid". De andre Blades Anmeldelser var ogsaa meget rosende, og det hed, at "det halvt fordulgte Skælmeri lykkedes hende godt".
Hendes Evner var utvivlsomme, og Direktør Andersen knyttede hende da ogsaa straks til Teatret for den følgende Sæson. Men det var Paris, der fik Fru Oda til rigtig at udfolde sig. Hun opholdt sig nemlig en Del Aar med sin første Mand, Telegrafbureauchef Petersen, i Seinestaden, og da hun i 1881 fik sin Genoptræden paa Kasino i Roller som Dora og Froufrou, var der kommet et udpræget fransk Tilsnit over hendes Optræden - hun var blevet Danmarks Sarah Bernar.
Kammerherre Fallesen kaldte hende til det kgl. Teater, hvor hun første Gang optraadte i September 1881 som Anna i Syvsoverdag.
Men det kgl. Teaters daværende Vismænd handlede ikke særlig kløgtigt overfor dette unge straalende og flimrende Talent, hvis Felt var saa vidt, hvis Alsidighed saa uhyre, hun, Danmarks største Operetteskuespillerinde, der med Lethed og Ynde bevægede sig ligesaa godt i franske Konversationsstykker som i Heiberg'ske og Hostrup'ske Vaudeviller - hun fik ikke de Opgaver, hun fortjente, ja en kgl. Teaterdirektør undsaa sig endog ikke for at hævde, at "hun ikke passede i Ensemblet".
I 1884 ægtede Fru Oda Petersen Martinius Nielsen, og Fru Oda Larssen Petersen Nielsen - "bestandig borgerlig", som Firsernes Københavnere smilende bemærkede - spillede nu en Række af forskelligartede Roller, dels paa Kasino, dels paa det Kgl. Teater.
Som hun kunde virke fransk, kunde hun dog ogsaa virke dansk, saa godt som nogen. Overgangsaarenee Pigebørn saavelsom hendes allersidste fortrinlig udførte Rolle Grevinde Danner, kan vel nok med et lidt vulgært, men og træffende Ord siges at være pæredanske. Men over hendes modne Kvinder, over hendes Operettefigurer som over hende selv, naar hun synger sine Viser med en lille trekantet formet Trutmund, der samtidig kan virke baade uskyldigt og raffineret, og de skælmske "Glugger" er der unægtelig noget typisk fransk, noget let og elegant, der ikke har nogen Forbindelse med den danske Tunghed
Hvilken broget Vrimmel Menneske-Fremstillinger, naar man tænker paa Fru Odas Repertoire i de svundne Aar. Og hvor hun har spændt vidt!
Frøken Nitouche og Valborg i "Axel og Valborg", Rita i Henrik Ibsens Lille Eyolf - maaske en af hendes allerbedste Præstationer - og Vaskerpigen i Madame Sans géne, den unge forelskede fræfektfrue i "Hvor man keder sig", Odette, Rose Bernd i Gerhart Hauptmanns Stykke og Grevinde Danner.
Der er en Gang sagt om Fru Oda, at som Teatermenigheden elsker hende, ærer hun den. Hun deler ikke sit Publikum i første Parket og dem oppe under Taget, de er alle hendes kære gode Venner, hvem det er hende en Ære ikke at skuffe. Og Fru Oda har aldrig skuffet. Hvad enten hendes Tilhørere var Smaa eller Store - hvilken Skuespillerinde har iøvrigt haft saa mange Børnetilhørere som hun - skuffet blev de aldrig. Altid fik hun Tag i Publikum, og det kom maaske af, at hun ikke blot er den rigt brillierende Skuespillerinde, men at hun ogsaa er et ærligt, godt Menneske. Hun vilde ikke skuffe - og hun skuffede aldrig.
Det var derfor ligegyldigt, hvor hun optraadte, hvad enten det saa var paa det kgl. Teaters Brædder eller paa en Kabaretbühne eller en Varietescene, det var som hun altid medførte sit eget Teater - den gode Kunsts - og Begejstringen og Bifaldet slog med Rette op om hende.
I Anledning af hendes Jubilæum har "Teatret" udsendt et særligt Oda Nielsen-Hæfte, og i det kan man læse mangt og meget om Fru Oda, saavel hendes egne som andres Ord, men af dem alle fremgaar det ogsaa, at her er et Tilfælde, hvor Kunstnerinden og Mennesket ikke kan adskilles, de er ét.
Roser og Ranker, Blomster og Buketter vil paa Tirsdag blive flettet om Oda Nielsens Navn og Person.
Og hun har fortjent det altsammen, thi hun har evnet at sprede megen Glæde, evnet at lyse op i Hverdagens Graa. Hun skuffede aldrig.
Ax. Sch.
(Social-Demokraten 9. maj 1920).
Oda Nielsen turnerede såvel provinserne, som optrådte 1919-23 på Betty Nansen teatret. Sideløbende med det afholdt hun vise- og eventyraftener for børn og spillede endnu 1927 en ny rolle, bedstemor i Ole Lukøje på Scala.
Sønnen Rasmus Nielsen (1886-1957). var blevet tegner og illustrator. Han var kendt for illustrationer af gavebøger i det tidlige 20. århundrede og samarbejdede med Disney bl.a. i sekvensen En nat på Bloksbjerg i tegnefilmen Fantasia fra 1940. Sidst i 1940'erne og igen i 1950'erne vendte han tilbage til Danmark. Nogle år før sin død rejste han tilbage til U.S.A.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar