Det skandinaviske Korps.
"Politiken"s Krigskorrespondent har sendt Bladet endnu et Brev, der nærmest omhandler det skandinaviske Korps, denne lille Skare, der havde en saa glimrende men desværre altfor kort Løbebane. Korrespondenten skriver:
"Iberegnet de Forstærkninger, det (Korpset) modtog i Løbet af Krigen, har det talt ialt henimod 200 Mand. Af disse er der kun tre tilbage, hvoraf de to er tjenstgjørende fremdeles, og én er paa Hospitalet i Prætoria. Denne sidste *) har meddelt mig det væsentlige af denne Beretning.
Den 10de Oktober forlod Korpset (ca. 100 Mand stærk) Prætoria efter at have paraderet for Præsidenten. De havde kun haft et Par Dages Exercits, de fleste havde hverken skudt eller redet for og maatte derfor efter vore militære Begreber være en meget lidet brugbar Afdéling. Men kække, modige Folk var de alle; de fleste var Søfolk, som havde faret Verden rundt og var vante til at klare sig i en snæver Vending. I Klerkdorf fik de Heste, og det skal have været et yderst komisk Syn at sé disse 100 Mand for første Gang til Hest, den ene efter den anden faldt af, Hestene løb hid og did, omtrent som de vilde, men fremad gik det, lidt efter lidt kom der nogenlunde Orden i det, og sidst i Oktober kom man til Mafeking. Hér laa Korpset i tre Uger under en ypperlig Træning, var omtrent daglig i Kamp og fik allerede hér et godt Ord paa sig. Naar Ledninger til Dynamitminer skulde afbrydes eller noget andet særlig farligt udføres, hvortil Frivillige flulde anvendes, var man altid sikker paa, at et tilstrækkeligt Antal og mere end det meldte sig fra det skandinaviske Korps".
Massakren ved Modderfloden.
Om den uhyggelige Affære ved Modderriver, hvorved det lille, tapre Korps blev fuldstændig oprevet, skriver Korrespondenten:
"Den 28dc November, lige efter Slaget ved Modderriver, ankom Korpset til Magersfontein. Om Aftenen den 9de December blev 50 Mand af Korpset sendt ca. 1,500 Meter frem som Piket, 10 Mand var tilbage som Hestevagt, om de øvrige véd man ikke, hvor de var (det hænder ofte hér, at store Dele af en "Kommando" uden Lov gaar deres Vej for en Tid).
Piketen tog Plads nede i en Sænkning med en svag Skraaning foran sig; ca. 1.000 Meter til Venstre laa en lignende Boerpiket (Brandvagt kaldes de hér). Piketerne havde Ordre til at trække sig tilbage ved Daggry; blev de angrebne før, skulde de trække sig tilbage, søgende at opholde Fjenden saa længe som muligt. Boerne havde besat deres højre Fløj meget stærkt, venstre Fløj svagere, medens Centrum aldeles ikke var besat.
Det var en regnfuld, stille Nat, alt var roligt til ca. Kl. 3 1/4 Morgen (da er her endnu mørkt), da hørtes nogle faa Skud til Højre, saa igjen stille nogle Sekunder, kanske et Minut, men for dem, som laa og ventede, forekom det en Evighed - det var saa lydløst, at de kunde høre Hjærtet banke i Brystet; da var det pludselig, som om et Ildhav flod ud fra Foden af Bjærgryggen paa Boernes højre Fløj, og i næste Øjeblik gjenlød Luften af Mausergeværernes Knitren, de Saaredes Skrigen og Hurraraab fra de stormende Englændere. Ca. 1/4 Time stod det paa, da var Englændernes første Stormanfald tilbageslaaet med stort Tab. Boerne havde, som de plejer, ladet Englænderne, der marscherede i sluttede Kolonner, komme ind paa ca. 150 Meters Afstand, inden de aabnede Ilden.
Nu saa' pludselig Piketen en Dél Englændere (ca. 200) komme op paa Bakkekammen foran dem, ganske tydelig mod Himlen, ikke 100 Meter borte. Piketen aabnede Ilden med frygtelig Virkning. Englænderne kastede sig ned og forsøgte at besvare Ilden, men i Tusmørket kunde de vanskeligt sé ned i Sænkningen. Efter 1½ Times Kamp hejste Englænderne hvidt Flag, men kort efter kom en anden Afdeling paa ca. 400 til Syne paa Piketens højre Fløj, og Kampen gjenoptoges. Nu skulde naturligvis Piketen i Følge sin Ordre have trukket sig tilbage, hvad Boerpiketen paa venstre Fløj allerede havde gjort, men Anføreren, Feltkornet Flygare (født i Afrika af svenske Forældre), vilde ikke gaa tilbage endnu, og inden kort Tid var det for sent, da de var omringede og afskaarne af Englænderne. Indtil da var ingen døde, blot saarede, men nu var det som en Hagelbyge af Kugler over dem. De laa dækkede, saa godt de kunde, i Grøfter, bag Stene og Buske; ved den mindste Blottelse blev de saarede, men alligevel skød de. En Finne havde en Kugle gjennem Laaret og en gjennem Læggen. Feltkornetten fik en Kugle gjennem Armen, Næstkommanderende, Staalberg (svensk), havde en Finger afskudt og en Kugle gjennem Armen osv., alle fortsatte Kampen, til de fik deres Banesaar. Staalberg raabte, om en havde et Lommetørklæde at give ham til Forbinding om Armen, min Meddélers Sidemand rejste sig halvt op for at kaste det over til ham, men faldt død tilbage med en Kugle gjennem Struben; hans Sidemand hævede Ryggen lidt for ar tage en Patron af Lommen, faldt i næste Øieblik sammen med en Kugle fra Skulderen gjennem Hjærtet. I over 2 Timer havde Kampen staaet paa, da fik Feltkornetten en Kugle i Brystet, og Staalberg raabte til de andre, at de maatte forsøge at komme bort, men faldt i samme Øieblik nm. skudt i Hoften. At rejse sig op og forsøge at bryde gjennem Englænderne syntes endnu farligere end at blive, hvor de var (at overgive sig tænkte ingen paa); da var det, at en ung Fyr fra Wandal, Einar Olsen, én af de kiækkeste og mest afholdte i hele Korpset, sprang op og lagde for med det Udraab: "Kom an, Kammerater, lad os prøve at tage dem!" Med bøjede Hoveder satte de afsted, de, som endnu kunde bevæge sig, 17 ialt, mod de Englændere, som var komne dem i Ryggen. Kuglerne susede om Ørene, en 20 a 30 Meter ad Gangen, saa ned i Dækningen, skød Magasinet ud, op igien og videre frem. Englænderne veg til Side. Tilsidst havde de blot en 50 Meter tilbage til et tæt Buskads, da faldt ovennævnte Olsen om. Min Meddeler, der var ved Siden af ham, vilde forsøge at hjælpe ham, men Kuglerne slog som Hagelbyger ned om dem, Olsen faldt paany, skudt i Hjærtet; min Meddéler fik en Kugle gjennem Hatten og to gjennem Trøjen, heldigvis blot Hudsaar, og slap ind i Skoven. Blot 8 naaede frem til Boerne, og af disse flere saarede; 22 Mand faldt i denne Kamp. 19 blev fangne, samtlige saarede.
Resultatet af denne Kamp var, at Boerne fik sendt Forstærkninger og besat Stillingen i Centrum. Blot én Afdeling Englændere var kommen igjennem, og den blev ødelagt.
Efter denne Kamp blev Korpset omorganiseret og sluttede sig til General Cronje, sammen med hvem det blev taget til Fange.
Overalt hernede hører man Lovord over det tapre skandinaviske Korps.
*) En Broder til Korrespondenten.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 9. maj 1900. Uddrag).
Det Skandinaviske Korps bestod i 1899 af 45 svenskere, 25 danskere, 22 finner, 13 nordmænd, 7 tyskere, 3 hollændere, 1 russer og 1 italiener. De omtalte tre officerer var feltkornet (kaptajn) Johannes Flygare, premierløjtnant Erik Stålberg (underofficer fra den svenske hær) og sekondløjtnant William Bærentzen (dansk ingeniør ved jernbanerne). Samt 4 delingsførere. Korpset havde 90 heste og 3 vogne, hver trukket af et forspand på 16 okser. Trænmandskabet er 10 afrikanere.
Boernes taktik ved Modderfloden var kendt: De trak sig stille tilbage i løbet af natten fra farlige stillinger i tide og havde sluttet sig til hovedlinien og til forberedte stillinger eller naturlige dækninger. Eller forsvandt hurtigt på deres heste. General Cronje skrev i sin kortfattede, tjenstlige indberetningdagen efter kampen (hvor skandinaverne fyldte en fjerdedel): "Næst efter Gud kan vi takke skandinaverne for vores sejr."
I april 1900 var William Bærentzen kommet sig så meget at han kunne rejse hjem til Danmark som invalid og mod løfte om ikke at vende tilbage til Sydafrika så længe krigen varer.
Omkring halvdelen af korpset havde ikke deltaget i denne kamp. Nye frivillige meldte sig da budskabet om korpsets indsats ved Magersfontein spredtes. Den blev reorganiseret under ledelse af danskeren feltkornet Jens Friis og deltog i kampen ved Paardeberg. Her blev Cronje omringet og måtte den 27. februar 1900 overgive sig med 4.000 mand, herunder hele det Skandinaviske Korps. Korpset havde 2 dræbte og 3 sårede.
I alt 170 mand meldte sig til det Skandinaviske Korps. Krigsfangerne blev anbragt i lejre på St. Helena, Bermuda og i Indien:
De skandinaviske Krigsfanger paa St Helena.
Fra en af de danske Fanger paa St. Helena, Feltkornet ved det skandinaviske Korps, I. Friis, har "Berl. Tid." modtaget et Brev, dateret "Krigsfangernes Lejr, Deadwood Camp, St. Helena den 2den Juli" og paastemplet af Censor, Prisoners of War.
Brevets Indhold er følgende:
"I flere danske Aviser har jeg set Lifter over de fangne Skandinaver paa St. Helena, men da ikke en er korrekt, tillader jeg mig herved at sende Dem den korrekte Liste.
Det vilde være ønskeligt, om Provinsbladene samt Aviser i Sverig, Norge og Finland vilde optage Listen.
J. Friis.
Den vedlagte Liste er saalydende:
[herefter følger listen over de 16 krigsfanger]
(Aarhus Amtstidende 2. august 1900).
I 1908 rejses et stort mindesmærke for skandinaverne ved Magersfontein: En 6,5 m høj obelisk i en kreds med 4 mindre sten, en for hvert af de nordiske lande og med navnene på de faldne, forbundet med jernkæder. De ligger stadig begravet på det sted hvor de faldt. I 1978 skal monumentet have været i dårlig forfatning på grund af erosion og indskrifterne næsten udvisket."
Kommandant Frederick fra det skandinaviske korps tilbød ved udbruddet af 1. verdenskrig den engelske krigsminister at sende ca. 1.000 mand.
I december 1924 blev der i Studenterforening afholdt et mindearrangement for korpsets deltagelse på boernes side. Bl. a. den næstkommanderende i korpset, grosserer Bærentzen holdt en tale. Han fremhævede indsatsen ved Magersfontein.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar