Besøg paa en Herregaard.Hvorfor de mangler Arbejdere.
Herregaarden "Rygaard" ligger midtvejs mellem Nyborg og Svendborg. Den har et Jordtilliggende af ca. 400 Tdr. Land og er forpagtet af en Enkefru Thejsen. Hun bistaas af en Bestyrer Hoffmann og en Husjomfru Rasmussen, der begge efter Evne søger at gøre Tjenestefolkene Livet saa surt som muligt.
Centrifugemælken spiller en aldeles dominerende Rolle i "Rygaard"s Husholdning. Grød og Vælling serveres permanent 21 Gange om Ugen, og kun ved ganske enkelte højtidelige Lejligheder lyder Spisesedlen paa Kalvekød. Dansk Smør kendes kun af Navn, og Tjenestefolkene faar aldrig andet end Margarine af tarveligste Kvalitet paa Brødet. Det hænder desuden, at Maden er saa tarvelig og gammel, at den ikke lader sig spise; ja, man har endogsaa et Tilfælde, hvor Gaardens Hunde ikke vilde æde den Mad, der var budt Folkene. Dette skete for 14 Dage siden, da der serveredes noget Kalvekød, der lugtede og øjensynlig var halvraaddent. Folkene tog da nogle Stykker og kastede for Hundene, men disse lod det pænt ligge og luskede bort med Halen mellem Benene. Samtidig gik en af Karlene op til Fruen med et Stykke Kød og bad hende lugte til det og derpaa svare, om det var Meningen, at sligt skulde anvendes til Menneskeføde. Fru Thejsens Smag- og Lugteorganer var imidlertid langt fra saa udviklede som Hundenes, thi hun erklærede, at Kødet fejlede ingen Ting.
Paa "Rygaard" tages der intet Hensyn til, om Folk er raske eller syge. Centrifugemælken, Margarinen, Vællingen og Grøden er dem lige sikker.
Et sørgeligt Sygeleje.
For ca. 4 Uger siden blev en ung Mand fra Nykøbing paa Mors, der tjente paa Gaarden, syg. Han var i Forvejen meget svagelig og øjensynlig angreben af Lungetuberkulose. Da han havde ligget til Sengs en Uges Tid, bad han Bestyrer Hoffmann om at hente Læge Kabel, Hesselager. Men Hr. Hoffmann svarede, at han kunde enten gaa til Lægen, der bor ca. 1 Mil fra "Rygaard", eller tage med Mælkevognen til Nygaard Station og derfra med Toget. Og saa maatte den syge Mand rejse sig og se at komme til Hesselager og tilbage igen. Selvfølgelig forværredes Sygdommen af denne Rejse, og nogle Dage efter saa Hr. Hoffmann sig endelig nødsaget til at hente Lægen. Denne erklærede nu, at Karlen paa ingen Maade maatte ligge paa det usunde Karlekammer, han maatte have bedre Mad og for saa vidt han ikke kunde flyttes over paa Hovedbygningen og blive plejet paa en bedre Maade, saa maatte han sendes bort til sit Hjem.
Naturligvis kunde man ikke paa "Rygaard" indlade sig paa den Slags Ulejlighed for en fattig Tjenestekarls Skyld, og saa blev det hurtig bestemt, at han skulde sendes bort. Og Afrejsen var i alle Maader Sygeplejen lig. Den dødssyge Mand, der havde ligget paa det kolde skidne Karlekammer, overladt til sig selv, uden at der fra Herskabets Side var gjort det ringeste for at mildne hans Sygdom, maatte rejse sig af Sengen, og blev saa, imens det blæste en bidende kold Vind, transporteret til Stationen paa Mælkevognen. Man gjorde sig ikke en Gang den Ulejlighed, at sætte Hestene for et ordentligt Køretøj og pakke ham ind i nogle Dækkener. Nej, som om det var et værdiløst Kadaver, der var død i Stalden, transporterede man ham bort, og drog vel et Lettelsens Suk, da Vognen kørte ud af Gaarden.
I det hele har den Behandling, der blev denne syge Tjenestekarl til Del, været noget af det mest skandaløse, vi har hørt. Det hændte saaledes ikke sjældent, at man helt glemte ham ved Maaltiderne. Hans Kammerater maatte ikke sjældent rekvirere Mad til ham, og næsten al Tid var Maden kold, naar han fik den.
Dertil kommer Opholdet paa Nygaards Karlekammer, der i betænkelig Grad minder om et Hundehus - vel at mærke ikke et kongeligt eller adeligt, men et ganske gement Hundehus.
Som paa adskillige andre Herregaarde ligger Karlekamrene over Kostalden. Gulvet er dannet af nogle sammenpløjede tynde Brædder, og der staar selvfølgelig en styg Lugt op fra den store Stald, hvor ca. 200 Køer er opstaldede. Døren kan ikke lukkes, og selv om den kunde det, er den saa utæt, at man kan stikke en Haand gennem Aabningerne. Oppe i Taget sidder 2 smaa Tagvinduer med ituslaaede Ruder. Selvfølgelig er der et frygteligt Træk i dette Hummer, hvor Halm og Snavs ligger i store Bunker paa Gulvet og under Sengene, og der kan næppe tænkes et uhyggeligere Opholdssted for en brystsvag Patient.
Ovre under det ene Vindue stod en Seng med noget skident Halm, hvori laa nogle gamle Kornsække og Pjalter. Vi gav i Begyndelsen ikke videre Agt paa denne Seng, da vi troede, at den kun tjente til Ophold for Hundene. Men pludselig siger den ene af vore Ledsagere: "Men hvad siger De om B.s Seng, er den ikke nydelig?"
Her var hverken Dyner eller Lagener, men kun nogle Pjalter og gamle skidne Sække rodet om imellem hinanden, som var det en Hund, der brugte denne Seng til Leje og ikke et Menneske. Der fortaltes os nu, at den Karl, der brugte denne Seng, ikke kunde ligge tør, som man siger. Han var dog ikke særlig slemt plaget af denne sygdom, men alligevel var der i Novbr. Maaned givet Ordre til at tage alle Dyner og Lagener fra ham, og siden har det ulykkelige Menneske ligget i Halmsækkene. Og da han i Vinter ikke kunde holde Varmen i disse Pjalter, maatte han hver Nat ligge med Klæderne paa.
Da vi gik ned ad den høje, stejle Hønsetrappe, der fører op til Kammeret, opdagede vi nogle store Blodpøle paa Trappen og Væggen, og Folkene fortalte os nu en ny rystende Historie. I Tirsdags Nat vilde en at Karlene gaa ned i Gaarden. I Mørket traadte han fejl paa den stejle Trappe, hvorved han styrtede ned og kom meget farlig til Skade.
I Panden havde han faaet et stort Hul, hvorfra Blodet sprøjtede frem, og desuden andre Læsioner paa Arme og Ben. Hans Kammerater kom nu til Stede og bar ham op i Seng, og saa snart det blev Dag, skete der Henvendelse til Hr. Hoffmann om at sende Bud efter en Læge. Den menneskekærlige Bestyrer svarede imidlertid som sædvanlig at den Syge kunde gaa.
Den Tilskadekomne laa saa i stærke Smærter til hen paa Formiddagen, da trængte samtlige Karle ind paa Bestyreren og forlangte, at der skulde hentes Læge, og saa gav Bestyreren endelig Tilladelse hertil.
Da Lægen kom til Stede, forbandt han den Tilskadekomne og erklærede, at han havde knust Hoften og desuden havde faaet et saa farligt Slag i Hovedet, at en Hjernerystelse ikke var udelukket. Der blev derfor givet Ordre til, at han skulde indlægges paa Svendborg Sygehus.
Denne Sygetransport udførtes lige saa omhyggeligt som alle andre Foranstaltninger overfor Arbejderne paa "Rygaard". Man sendte den forpinte og haardt tilskadekomne Mand af Sted paa en almindelig Arbejdsvogn med Agefjæl. Paa denne sad Manden med den knuste Hofte de 3 Mil til Svendborg, og selvfølgelig jamrede han sig uafbrudt under den lange Kørsel.
I de sidste 14 Dage har man haft ikke mindre end 4 nye Røgtere paa "Rygaard". De forsvinder alle, saa snart de har været der nogle Dage og er bleven kendt med Forholdene, og det bliver stadig vanskeligere at faa ny Folk. Og dette gælder ikke alene Fru Thejsen paa "Rygaard". Nej, næsten alle vore store Jordbrugere paa Fyen har det paa samme Maade. Alle klager de over Mangelen paa Arbejdskraft og over, at Tyendet ikke er, som det burde være.
Vi finder det aldeles ikke underligt. Naar Tjenestefolk blot til daglig behandles som Tilfældet er paa "Rygaard", da bliver de ikke flittige, ordenlige og medgørlige. De gode fynske Storbønder og Godsejere, der jamrer sig saa stærkt over Tyendet, gjorde klogt, om de snarest tog Tyendespørgsmaalet under en grundig Behandling og besluttede sig til at reformere paa dette Omraade.
Thi den Foragt og umenneskelige Ligegyldighed, hvormed mange nu behandler deres Tjenestefolk, skal kun gøre Forholdene værre hver Dag. En Tjenestekarl udbrød ret betegnende:
Her lever vi uslere end Dyrene. Vi kommer ud at tjene, før vi er konfirmerede, og har faaet en daarlig Skolegang. Vi bliver hundsede og sultede. Gifter vi os, kommer vi først for Alvor under Pisken, thi saa er vi bundne til et bestemt Arbejdssted, og som Regel ender det for de gifte med mange Børn i stor Elendighed og til Slutning i Fattighuset.
Er det ikke langt bedre baade for os og for Samfundet i sin Helhed, at vi ikke gifter os. Vi kan da stikke af, naar Helvedet bliver for hedt, og Fattigvæsenet slipper for at forsørge os. De eneste, denne Tilstand gaar ud over, er Slavegreverne, men de har det, som de fortjener.
Vi burde organisere os ligesom Arbejderne i Byerne og lære Arbejdsgiverne til at være mere humane, men det er vanskeligt, thi mange Kammerater forstaar ikke Betydningen heraf.
Vi tog Afsked med den unge Mand og gik op over Bakkerne mod Stationen. Nede i Dalen under Glorup store Skove laa den gamle Herregaard med det skidne graa Slot og uhyggelige Fangetaarn som en forældet Levning fra Middelalderen.
Men dette bør blive anderledes, og hertil skal Landarbejderen gennem Socialdemokratiet hjælpe sig selv.
(Social-Demokraten 14. april 1900)
I august 1908 var en anden af grev Moltke-Hvidtfeldts 3 herregårde (Glorup) genstand for avisernes opmærksomhed. En utilfrreds røgter som havde forladt tjenesten, havde aflagt afskedsvisit hos en bekendt. Forvalteren Holmbo slog løs på ham med en kæp og sparkede ham til bevidstløshed. Han undslap med et ca. 3 tommer stort hul i hovedet, men blev forfulgt af forvalter og ladefoged og gennembanket. Først lang tid efter kom han under lægebehandling. De to voldsmænd måtte møde op hos herredsfogden hvor de tilbød 25 kr. i erstatning for svie og smerte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar