Uhyggelige Forhold i Haderslevgade-Komplekset.Kommunen administrerer værre end den mest hensynsløse Husvært.
Dersom det er sandt, at "Hjemmets Hygge betinger Livets Lykke", maa det desværre befrygtes, at det er skralt med Livslykken i de mange store Ejendomme, som Københavns Kommune anbringer sine Boligløse Borgere. Her er der nemlig alt andet end hyggeligt, navnlig for de stakkels Husmødre, der i et Antal af 3-4 maa skiftes til til lave Mad i det samme Køkken med Vægge og Lofter sortere end en Kulkælders. Om de uheldige Forhold i deres inderste Aarsag maa tilskrives Kommunen eller Lejerne, skal vi ikke afgøre, men ved Selvsyn har vi overtydet os om, at Kommunens Administration af Husvilde-Husene i hvert Fald ikke er dadelfri, og Magistraten kan ganske simpelt ikke være bekendt at byde Folk saadanne Forhold, som vi i Aftes saa ude i Haderslevgade-Komplekset, hvor Beboerne nu har tabt Taalmodigheden og holder Protestmøder og danner Lejerforening.
Uorden i Gaarden og hæsligt Svineri i Kælderne.
Der klages fra Beboernes Side over mangelfuld Renholdelse, og som Bevis præsenterede man for os en Del gamle sørgelige Betler af Chaiselonger og Madrasser, som man paastod havde ligget og drevet i Gaarden over en Uge. Naturligvis havde Tang, Blaar og Klude været et yndet Legetøj for Gaardens Børn.
Og saa Kælderne med deres mange snirklede Gange. Ja, her var der mildest talt uhyggeligt at færdes, for disse Gange var ganske simpelt benyttet som W. C. i den Grad, at der skulde Held til for at undgaa at træde i Uhumskhederne. Man tør naturligvis ikke gaa ud fra, at det er Beboerne, der selv i den Grad snavset deres egen Rede til. Men enten det nu er den ene eller den anden, maa Uhumskhederne selvfølgelig fjernes af dem, der fører Tilsyn med Ejendommene.
Der repareres ikke, og der gøres ikke rent, naar Folk flytter.
Haderslevgade-Ejendommen er vel 8-9 Aar gammel. Beboerne paastaar, at der er Lejligheder, hvor der ikke har været Haandværkere siden Ejendommen blev bygget, og der lyder stærke Klager baade over Væggetøj og Mus. Naar en Familie flytter, gøres Lejligheden ikke rent, inden en ny flytter ind, og det er fornuftigvis ikke morsomt for en Husmoder at skulle tage alle de Uhumskheder, der af og til efterlades.
Overfyldte Lejligheder.
Hver Husvildefamilie faar kun 1 Værelse, og Husmødrene maa, som sagt, være fælles om Køkkenerne. Lejlighederne er paa 2 og 3 Værelser: mange Køkkener er meget smaa; et Par af dem vi saa, gjorde et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. I samtlige Kommunens Husvildehuse paa Vesterbro findes ca. 700 Lejere, hvis Familier udgør ca. 2500 Personer. I Værelserne, hvor der altsaa baade soves og spises, er der i visse Tilfælde sammenstuvet indtil 8 Personer. De er Familier, som har boet i Husvildehusene i 6-7 Aar. I Leje afkræves hver Familie fra 18 til 30 Kr. om Maaneden.
Stærke Angreb paa Inspektøren.
Naturligvis er det uhyre Vanskeligt at administrere en Husvilde-Ejendom. Menneskene er jo nu en Gang ikke Engle, og de Husvilde er fornuftigvis ikke bedre end andre. Ja de uheldige Forhold, hvorunder mange af dem aarevis har levet, kan maaske endogsaa have sløvet en Del af dem eller gjort dem bitre og noget umedgørlige. Men de samstemmende Klager, der lyder over Kommunens Inspektør. Hr. Elmø, faar i hvert Fald en til at tro, at han ikke forstaar at omgaas de uheldigt stillede Mennesker, der er betroet til hans Forsorg.
Under Protestmødet i Aftes talte bl. a. Lejerforeningens Sekretær, Havnearbejder Falchmann og Kassereren, Hr, Frederiksen. De manede begge til Ro og Sammenhold og udtalte Haabet om, at Magistraten, naar den nu faar en samlet Henvendelse fra Lejerne, vil imødekomme disses berettigede Krav om Reparationer og mere Orden i Husene. En Generalforsamling i Lejerforeningen vil nu snart blive sammenkaldt og en Resolution vedtaget. Imellem Aftenen Talere spillede et 10 Mand Orkester fra Musikforeningen "Spartakus", saavel Musiken som Talerne høstede mægtigt Bifald af de mange Lejere og deres Familier, hvoraf de fleste overværede Mødet fra deres Vinduer.
(Aftenbladet (København) 15. august 1925).
Udover byggeriet i Haderslevgade var der også bygget en del ejendomme til husvilde i Knud Lavartsgade, Bodilsgade, Ingerslevgade, Sigerstedgade og Røddinggade.
På grund af røret blev der stillet i udsigt at der fra nytår ville blive stillet 200-250 lejligheder til disposition i de nye karreer ved Alsgade-Carlsbergvej der dengang var nyopførte. Disse skulle bl. a. bruges til at huse de husvilde mens deres lus- og musebefængte lejligehder blev gjort i stand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar