Carl Adolf Lacoppidan var forpagter af Pederstrup Avlsgård, Horslunde under grevskabet Christianssæde på Lolland.
I februar 1898 var der en konflikt mellem godsejer le Maire og hans arbejdere. Disse forlangte deres foreningsret respekteret. I øvrigt uden nogen krav om højere løn. De blev herefter opsagt fra deres lejligheder fra 1. maj 1898. Flere af dem havde børn. De lokale gårdmænd kom godsejerne til hjælp i stedet for arbejderne. Dog lykkedes det ikke le Maire at få korn udskibet fra Nakskov da arbejdsmændene ikke ville udskibe det. I stedet fragtede gårdmændene det til Taars færgested til et par fiskere. Da nogle arbejdere søgte arbejde på "Pederstrup", betingede forpagter Lacoppidan sig at de skulle melde sig ud af fagforeningen. Dette nægtede de.
Næsten på samme tid foregik der andre ting i forpagterens have: I et interview med tjenestepigen og fagforeningspioneren Marie Christensen (1871-1945) i anledning af Husassistenternes Fagforenings 15 års jubilæum i Kolding Social-Demokrat 17. november 1914 fortalte hun at da hun som 28-årig (det må have været omkring 1899) var tjenestepige hos kontorchef Adolph Jensen, besøgte de hvert år Lacoppidan på Pederstrup fordi konen var datter af dem. Her kunne hun ved siden af sit arbejde med at passe børnene, udforme love, opråb til tjenestepigestanden m.m. Kontorchefen hjalp hende senere med kontakt til en håndfuld andre.
80 Aar.
Forpagter C. Lacoppidan.
I Morgen bliver tidligere Forpagter Carl Lacoppidan 80 Aar.
Han er født paa Lehnskov ved Svendborg, hvor Faderen Iver (af gammel fynsk Præstesiægt) var Forpagter, og overtog denne forpagtning i 1869. Ti Aar senere flyttede ban til Pederstrup ved Nakskov, som han drev lige til 1919, og kan alt saa se tilbage paa et halvt Aarhundredes Agrarvirksomhed.
Lacoppidan har et fortrinligt Navn, og især paa den store Forpagtning Pederstrup viste han betydelige Evner og var en af Landets fineste Heste-Avlere og Kendere, i en Aarrække sad han da ogsaa i Statshingsteskuekommissionen og er endnu Medlem af Overmønstringskommissonen.
For to Aar siden flyttede han med sin Hustru, født Methling, til København og samles nu i HJemmet paa Sortedamsdosseringen med sin Slægt, blandt andet de to Forpagtere Svend og Iver fra Strandegaard og Holtegaard. Lacoppidan er den samme, elskværdige, imødekommende Mand som altid og i Besiddelse af et solidt Helbred.
(Nationaltidende 24. oktober 1921)
Svigersønnen Suensen, Næstved var tidligere ejer af Frederikseg og Bredeshave.
Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Carl Adolf Lacoppidan, Carl Adolf (1841-1926) forpagter. Det kongelige Bibliotek.
Dødsfald
Forpagter C. Lacoppidan.
Bæreren af et indenfor Landbruget velkendt Navn, Forpagter C. A. Lacoppidan, tidligere Pederstrup ved Nakskov, er afgaaet ved Døden, næsten 85 Aar gammel.
Han tilhørte en gammel fynsk Præsteslægt og fødtes paa Lehnskov ved Svendborg som Søn af Forpagter Iver Lacoppidan. 1869 overtog han Faderens Forpagtning, indtil han 10 Aar senere flyttede til Pederstrup ved Nakskov. Denne Gaard gjorde han til en Mønstergaard, særlig hvad Husdyrbesætningen angik, og hans Hingsteavl var berømt. Indenfor det lolland-falsterske Landbrug havde hans Navn en god Klang.
I 1919 opgav Lacoppidan Pederstrup og flyttede her til København. Han overleves af sin Hustru, født Methling, og flere Børn. En Datter er gift med Departementschef Adolph Jensen og en anden med Kasserer Axel Mielche i Privatbanken.
København 5. oktober 1926
Jagtbrev fra Lolland
Af Kaj Munk
NU er Jagten gaaet ind paa alt muligt, om saa det er paa Taarnene paa Pederstrup Slot paa Lolland. Hvor er det dog fattigt, vort rige Land! Rundt omkring i det fagre, frodige Danmark ligger de gamle stolte Herresæder ubeboede hen - Herskaberne sidder i Godsforvalter- eller Forpagterboliger, Skatten for at bo i eget Hus er saa høj, at det udelukker sig selv. Kan vi være det bekendt? Om vi end synes, vi i Kraft af Demokratiets Flertalsdiktatur kan være bekendt at forfølge enkelte Klasser inden for Befolkningen paa det ubarmhjertigste, kan vi saa forsvare en saadan Politik imod vore historiske Mindebygninger og imod den landskabelige Skønhed? Det er Regeringens Pligt med det allerførste at gøre sit til at standse Konverteringen af de gamle Herskabshuse ud over Landet til Ruindynger. Hr. Stauning maa efterhaanden føle sig stærk nok til at kunne give Love, der har en mindre Horisont end Stemmekøbets.
Reventlows lollandske Slotte, Christianssæde og Pederstrup, har ligget øde hen, saa længe jeg ved af. Naar jeg som Skoledreng spadserede de godt 3 Fjerdingvej til Ryde Station for at tage med Toget til Maribo, passerede jeg, ved at snyde mig Genvej gennem "Kresjansæehaving", to Gange daglig det forladte Slot. Ved 7-Tiden Vintermorgener har jeg set Jens Baggesen i sit Ligklæde smutte ind gennem Væggen til Slottet efter om Natten at have flakket rundt i den sorte fugtige Skov, stadig en 80-90 Aar efter sin Død haabløst forelsket i en eller anden Komtesse, og har jeg hørt jammerfulde Parringssange af de elskovsfulde lollandske Ræve mellem den store Parks misrøgtede og efterhaanden vantrevne Æbletræer og Sirtræer fra Italien. Øde og unyttigt ligger Slot og Park stadig hen. I Himlens Navn, Andreas Møller, faa dog Stauning til at finde paa noget!
Pederstrup Slot har jeg som Barn kun været ved en enkelt Gang. Men var jeg skuffet over, at Christianssæde kunde kaldes et Slot - for det var jo da bare et stort Hus; hvordan kan det være Slot uden Taarn og Tinde ? - blev jeg til Gengæld imponeret af Pederstrup, der ikke engang lod sig nøje med eet Taarn. Ja, sandelig, det var et i Slot. Nu er en Komité traadt sammen for at redde gamle Reventlow fra at blive rent til Grin. Hans Standsfæller skreg ham jo dengang ind i Ansigtet, at Bondestandens Frigørelse betød Adelens, ja, Landbrugets Undergang. I 1932 saa det næsten ud til, at de skulde faa Ret. For Adelens Vedkommende har de i hvert Fald faaet Ret. Nu var der gode Folk, der syntes, at en Mand, der havde begaaet Selvmord paa sin Stand for at gavne en anden, burde dog i hvert Fald have et Hus at bo i efter sin Død. Man vedtog da at frede en af hans Gaarde. Hvorfor det ikke blev selve Grevskabets, begriber jeg ikke. Det blev altsaa Pederstrup. Vel sagtens for Taarnenes Skyld, tænkte jeg. Og nu hører jeg til min Forfærdelse, at de skal rives ned. Et Mylder af de indsamlede Skillinger skal gaa til at rive Taarnene ned. Men hvorfor dog? Jo, for Bygningen skal "føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse". Hvorfor i al Jordens Skønheds Navn skal den dét? Hvis den oprindelige Skikkelse ikke var særlig heldig, hvorfor maa vi saa ikke bevare den Skønhed, den efterhaanden har vokset sig op til? Jeg husker en Kollega af mig, der dels skulde have sin Kirke ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse, og dels havde sin Svigermor boende hos sig - hun var selvfølgelig lige saa ivrig for Kirkens Restauration som han det modsatte. Det skete, at han en Morgen fik hende at se, inden Tænderne og Lokkerne og det hele var sat op, og at han tillod sig ved Middagsbordet, da Diskussionen atter blev hed, at bemærke til den nydelige gamle Dame, at "jeg vil virkelig helst have dig ved Bordet, som du ser ud nu - vil ikke gerne have Svigermor ført tilbage til den oprindelige Skikkelse fra i Morges".
Pastoren har Ret. Hvilke Forbrydelser har kløende Fingre ikke faaet Lov til at udføre ved at stikke den ud, at "Svigermor skal føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse".
Det er en Skam og en Skændsel, hvis Pederstrup nu skal jævnes med Jorden, for at noget "oprindeligt" kan ligge og tage sig ud af ingenting. Det maa ikke ske. Er der ikke i Ministeriet en rask Mr. Chamberlain, der kan tage Flyveren og stikke ned og faa aflyst Jagten paa Taarnene? Det er godt nok at have Raad til Statshusmænd, vi maa ogsaa have Raad til en Smule Adel.
Det betyder noget alt for bittert, at Taarnene skal væk.
(Nationaltidende 9. oktober 1938)
Pederstrup havde siden 1725 været ejet af slægten Reventlow, først greve Christian Ditlev Reventlow. Den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde i 1813. Efter 1851 skete en større ombygning af Pederstrup. Reventlow brugte nu Pederstrup som sommerbolig. Ved lensafløsningen i 1924 blev grevskabet Christianssæde fri ejendom og udstykket til flere selvstændige brug og parceller af Pederstrups jorder. I dag huser gården Reventlow-Museet Pederstrup.
Gravsted for Carl Adolph Lacoppidan 1841-1926 og Emma Sophie Lacoppidan, f. Methlin 1885-1937. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar