10 februar 2025

Fra Højesteret: Dømt til Døden. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Højesteret.

Barnemordet i Viborg.

Kjøbenhavn, den 21. April.

Sagen mod Barnemordersken Marie Christine Christensen fra Viborg, der Natten mellem den 8. og 9. Oktober dræbte sit 3 Maaneder gamle Barn, kom i Dag til Behandling for Højesteret.

Tiltalen lyder paa Manddrab, og Aktor var Højesteretssagfører Lunn:

Marie Christine Christensen er født den 3. Marts 1880. Hun tjente i 1900 paa Herregaarden Hald og var i denne Tid forlovet med en Fætter, der var Postbud i Nykjøbing paa Mors. Denne Forlovelse gik imidlertid i Stykker, rimeligvis fordi Marie havde kastet sine Øjne paa en paa Hald tjenende Karl, hvem hun jo havde paa nærmere Hold; desværre medførte denne Forbindelse, at Marie blev frugtsommelig, og efter at være bleven klar over denne Kendsgerning forlod den paagældende Karl Hald. Det kunde maaske have været godt for noget; thi herefter kom Forlovelsen med Fætteren paany i Stand. Imidlertid forlod Marie Christensen ud paa Vaaren 1901 sin Kondition paa Hald og kom i Huset hos et Par enlige Folk i Bækkelund, hvor hun i Juli Maaned fødte sit Barn. Hun havde en god Veninde, der hed Ellen Würtz, og dennes Moder tog Barnet i Pleje. Marie optog herefter paany sin Plads paa Hald, og hele Situationen syntes en Tid at forme sig til det allerbedste for hende. Det var en Kendsgerning, at Barnet havde det godt hos Madam Würtz, Forlovelsen med Fætteren blev fuldt ud offentlig, og Marie havde kun Udsigt til at nyde uskrømtet Venlighed fra alle Sider. Det eneste, der var i Vejen, var da Barnet stadig var udøbt. Madam Würtz havde betinget sig, at Daaben skulde finde Sted fjorten Dage efter, at hun havde modtaget det: men besynderlig nok skød Marie stadig dette Spørgsmaal hen; snart under Paaskud af, at hun ikke kunde skaffe Faddere, snart paaflydende Hensynet til sin Plads i en saadan Form, at man ligefrem deraf kunde faa det fejlagtige Indtryk, at hendes Herskab var lidet hensynsfuldt over for hende. Tilsidst vilde Madam Würtz imidlertid ikke have udskudt Sagen længer, og hun lod derfor sin Datter Ellen tilskrive Marie et Brev, der, uden at indeholde nogen Trusel, paa en bestemt Maade - gjorde Spørgsmaalet aktuelt", som Hr. Lunn udtrykker sig. Saa var det, Marie besluttede sig til at dræbe Barnet, og dette Forsæt, fandt Aktor var lagt med megen Omtanke; hun skrev saaledes allerede forinden til sin Kæreste i Nykjøbing, at Barnet var afgaaet ved Døden, medens hun paa den anden Side meddelte Madam Würtz, at hun vilde hente Barnet for at lade det anbringe i Huset hos sine tilkommende Svigerforældre i Nykjøbing paa Mors. Om Aftenen den 8. Oktober udførte hun sit Forsæt. Hun gik hen hos Madam Würtz og hentede Barnet. Madam Würtz fulgte hende et Stykke paa Vej og bar den lille imens.

Efter Afskeden gik Marie straks til Bredden af Viborg Sø og slyngede Barnet saa langt ud i Vandet, som hun havde Kræfter til, efter dog først at have klædt det af "for at Tøjet ikke skulde holde det oppe". Den paafølgende Morgen fandtes Barneliget flydende i Vandskorpen af en forbipasserende Arbejdsmand. Mistanken for Udaaden maatte selvfølgelig straks rette sig mod Marie Christensen, som ogsaa straks tilstod og derefter ved baade Under- og Overret dømtes til at have sit Liv forbrudt.

Aktor havde ikke meget at føje til denne nøgterne Fremstilling af Sagen. Han fandt, at det var en meget enkel Forbrydelse, udført paa en ret brutal Maade. Hverken Fysikus eller Sundhedskollegiet, der havde anstillet Undersøgelser over Marie Christensens Sundhedstilstand, havde fremført noget, der tydede paa, at hun ikke skulde have været tilregnelig under Udførelsen af Gerningen. Efter endt Dokumentation nedlagde Hr. Lunn derfor Paastand paa Dødsdommens Stadfæstelse.

Ligesom i den sidst for Højesteret verserende Barnemordssag var Hr. P. G. C. Jensen Defensor. 

Hr. P. G. C. Jensen fremhævede Pigens ulykkelige Sindsstemning over den Skæbne, der var overgaaet hende, en Sindsstemning, som ogsaa noget forklaredes ved den paagældende Tjenestekarls Adfærd over for hende, og som havde givet sig Udslag i, at hun havde gjort Forsøg paa at sulte Barnet ihjel, ligesom hun paa anden Vis havde omgaaedes med Selvmordstanker. Defensor mente ikke, man med Føje kunde kalde en saadan Tilstand tilregnelig. Dertil kom Vanskelighederne med at faa Barnet døbt, Vanskeligheder, som maatte gøre Marie yderligere nervøs paa Grund af det Pres, hvormed Kravet herom fremsattes. Hr. Jensen, hvis Foredrag for Øvrigt var temmelig kort, haabede, at Højesteret vilde finde Marie Christensens Tilstand utilregnelig og derfor ikende hende en mildere Dom. Subsidiært indstillede Defensor, at Retten, hvis den stadfæstede den appellerede Dom, vilde anbefale Tiltaltes Benaadning.

Højesteret stadfæstede efter en kort Votering Dødsdommen.

Hvorvidt Højesteret derefter vil imødekomme Defensors Anmodning om at anbefale Indstillingen til Benaadning, afgjordes ikke paa Mødet i Dag.

(Holstebro Dagblad 23. april 1902).


Den 15. maj 1902 blev straffen forvandlet til tugthus på livstid. Hun blev løsladt i december 1905 efter benådning. Hun skal ifølge folk der kendte hende, have været en dygtig og flink pige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar