William Edvard Bloch 1845-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf Sophus Georg August Lindström (1866-1923): Sceneinstruktør, forfatter William Edvard Bloch (1845-1926). Det kongelige Bibliotek.

William Bloch

Professor William Bloch er igaar Eftermiddags afgaaet ved Døden, 81 Aar gammel

Ret tilfældigt - det laa jo lidt udenfor en juridisk Kandidats Fremtidsplaner - kom William Bloch ind i dansk Sceneinstruktion Dramatiske Interesser havde efter vellykkede

Studenterkomedier faaet ham til al indsende et Skuespil til Del kgl Teater - ledsaget af en udførlig Sceneanvisning Og Kammerherre Fallesen, der som Direktør ogsaa havde megen flair, vejrede Talentet og forvandlede kort efter Assistenten i Justitsministeriel til Instruktør ved Nationalscenen.

Professor William Bloch

Valget var godt. Bloch besad ikke alene en Række værdifulde Egenskaber: fin Slægtskultur, en klar og kølig Intelligens og en paa samme Tid smidig og stærk Vilje, men ogsaa en Række lige saa værdifulde Evner: klog Forstaaelse, levende Fantasi, maalbevidst Arbejdskraft og dyb Menneskekundskab. Alt ialt en Personlighed, der med stille Myndighed forstod at gøre sig gældende overalt. Han var dengang 36 Aar og godtgjorde gennem begge sine Virke perioder: en tolvaarig (1881-1893) og en tiaarig (1899-1909), at han var den rette Mand paa den rette Plads.

H. P. Holst, som han afløste, havde som Instruktør været ren Dilettant. Bloch hævede Sceneinstruktionen til en Kunst for sig i Kraft af sin ideelle Tro paa Skuespilkunstens universelle Værdi og sin sikre Overbevisning om, hvad det kom an paa. Han fik den fremfor alt til at følge den samme realistiske Linje, som Litteraturen samtidig gennemløb Virkelighed og Naturlighed blev hans to Hovedkrav. Gennem en Mangfoldighed af smaa, ægte Enkeltheder opbyggede han et harmonisk Helhedsbillede, et virkningsfuldt Ensemble, der ikke tillod nogen Art af Stjernekomedie, men tvang alt og alle ind under Totalindtrykket. En behersket, næsten intim Iscenesættelse, der med Tiden gjorde det berettiget at tale om særlige "Blochske Aftener".

Hans Betydning strakte sig især over to Felter.

Først Holberg, som han var i aandeligt Slægtskab med. Her rensede han ud i Overleveringen, respekterede de gode Traditioner og fjernede de slette. Hver Komedie fik sin tids- og kulturhistoriske Baggrund, en fast og omhyggelig tildannet Struktur, der gennem Aarene har holdt uden Brist. Han fornyede ikke blot alle de almindeligt spillede Hovedværker, men optog ogsaa de lidet spillede Stykker hvorover Lyset før ham ikke ret havde kunnet funkle. Hans minutiøse Sceneanvisninger her (en Brøkdel reddet over i Holberg-Aarbøgerne) blev en Arv, som Teateret fra nu af har at værne om.

Dernæst det moderne Skuespil og indenfor dette navnlig det københavnske Lystspil, hvis hjemlige Tonefald han var en Mester i.

Tragedien og Dramaet laa derimod hans Naturel fjernt. Baade Oehlenschläger og Shakespeare faldt uden for hans Omraade

Men selv med denne Begrænsning kom han til at øve varig Indflydelse. Det livfulde Interiør, den naturlige Dagligtale, det sanddru Virkelighedspræg gik igen i Eleverne: Johannes og Poul Nielsen og Einar Christiansen, medens Nic. Neiiendam har for søg! at bryde ud og Johannes Poulsen dristigt er gaaet sine egne Vej

Ogsaa blandt Skuespillerne dannede han Skole. Selv Olaf Poulsen kunde han til Tider omforme efter sit Hoved.

Han havde kun een jævnbyrdig: Herman Bang. Impressionismen overfor Realismen. Dansk Skuespilkunst skylder dem begge Tak. Men William Blochs Spor er de dybeste. Han holdt - paa sit Felt - under vanskelige Tider Nationalscenen oppe paa et kunstnerisk og kulturelt Niveau, som gav det sin Plads i dansk Aandsliv, fordi han - hag sit tilbageholdende og ligesom tilknappede Væsen - var den fuldblods Kunstner og Idealist.

Carl Dumreicher.

(B. T. 2. november 1926)

Hans kone Anna Bloch er behandlet i indslaget William og Anna Bloch (Efterskrift til Politivennen) på denne blog.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.