Korups Have var et forlystelsessted i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune. I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen. Nedenfor nogle avisartikler med glimt fra havens historie.
Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse. I 1904 blev Korups Have købt af P. Henrichsen, der ejede det indtil 1934. Så lukkede stedet og blev totalt nedrevet i 1936.
Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.
(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).
Røverisk overfald.
Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej.
Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab.
Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til.
Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning.
Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar.
Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.
Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.
Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.
(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)
Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.
(Social-Demokraten, 11. juni 1882).
Søndagens store ulykke.
En gynge med 8 mennesker styrter ned.
Søndagslivet og søndagsglæden medførte i går en stor ulykke ude i Valby. I Korups Have, hvor det ægte, gamle, frederiksbergske folkeliv florerer, blev glæden ved ottetiden brat afbrudt af en frygtelig hvinen og skrigen, der lød henne fra Kaffegyngen.
Mens dennes båd. hvori det sad 3 damer, 3 herrer og to små børn, var højt oppe i luften, gtk tovene, der holdt den, fra, og båden blev slynget langt væk og styrtede til jorden, hvor den splintredes.
En ung mand fik sin kind flænget slemt. Barnet, som han sad med på skødet, slap nogenlunde uskadt fra faldet; men hans kæreste faldt ud af båden og lige ned med ryggen over et stakit og blev liggende som død.
Den anden unge mand brækkede sin arm, mens de to af damerne slap nogenlunde let fra det frygtelige fald.
De blev alle liggende på jorden ude af stand til at røre sig straks, og da man ikke anede ulykkens størrelse. opstod der et frygteligt røre mellem publikum.
Man fik de tilskadekomne båret op i restaurationen, hvor Doktor Duurloo fra Valby anlagde foreløbige forbindinger og sendte begge herrerne og den mest medtagne dame til hospitalet.
Restaurator Andreasen har lejet såvel karrusellen som gyngen ud til samme mand, og om det end i første række må påhvile denne at se efter om gyngen er sikker, må hr. A. dog også bære en del af ansvaret for hvad der findes i hans have.
Her viste det sig bagefter, at det var selve gyngen, som var pilrådden. Vi håber, at denne sørgelige ulykke må give anledning til et almindeligt eftersyn af gyngerne i haverne på Frederiksberg
(Folket Avis - København 1. august 1898.)
"Korups Have". Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.
(Dagbladet (København) 19. november 1901.)
Korups Have solgt. I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.
(Social-Demokraten 17. december 1901.)
Efter forlængelsen af de elektriske sporvogne i 1901, blev Korups Have et populært udflugtsmål for Københavnerne. Korups Have fik et populært udendørs sommerteater, bl.a. med skuespilleren Schilør Linck (1878 – 1952) som direktør. I forbindelse med de socialdemokratiske grundløvsmøder m. v. var Korups Have ofte et yndet sted at tage hen. Det gik ikke altid stille af sig:
Batalje i Valby Langgade.
En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.
En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.
Der blev foretaget en anholdelse.
(Aftenbladet (København) 6. juni 1903.)
Telefonarbejdernes fest.
I dag åbnes telefonarbejdernes fest i Korups Have ved Søndermarken, og der er gjort alle forberedelser til at skaffe de besøgende en fornøjelig underholdning.
Korups Have er en af de yderst få hyggelige og rummelige lysthaver, som endnu står til rådighed for afholdelse af folkefester, og beliggenheden er endda med nutidens kommunikationsmidler for intet at regne. For 10 øre og i en snup kommer man selv fra de fjerneste dele af byen ud til den skønne Søndermark og Korups Have.
Under overlevelse af linjebygmester Peter Jensen og formand Christiansen har telefonarbejderne Nielsen, Boisen og Knudsen stillet det store arrangement på benene.
Ved siden af havens så populære forlystelser med gynge, karussel etc. er der variete, Ueberbrett'l og optræden af kendte navne fra skuespillerverdenen. De to cirkus, Orlando og Beketow har tilladt nogle af deres fortræffelige artister at optræde, Arenateatrets Schultz har også strakt sig vidt i imødekommenhed, og d'hrr. Schmidt & Godthælpsen vil præsentere brydekamp.
Telefonarbejder Hartwich optræder som sanger, og telefonarbejderne vil i al almindelighed vise hvorledes deres erhverv øves.
Stor tiltrækning vil sandsynligvis tombolaen og lotteriet øve. Der er skænket værdifulde gaver. Den heldigste kan trække hjem med en tyr som er mere værdifuld og billigere end en bjørn.
Når solen i eftermiddag går ned bag Valby Bakke, vil folk vrimle ind i Korups Have, og værre bliver det selvfølgelig lørdag og søndag.
For god musik er der sørget - som det så smukt hedder i gammeldags annoncestil.
Og hele udbyttet tilfalder telefonarbejdernes alderdoms- og byggefond.
-C-
(Social-Demokraten 2. juni 1905)
Korups Have. Restauratør P. Henriksen, ejeren af det bekendte traktørsted i Valby, har af trafikministeriet fået tilladelse til at åbne en indgang direkte fra Søndermarken til haven. Dette vil navnlig være en betydelig lettelse for de mange som medbringer madkurve og spiser på plænerne i Søndermarken, når de vil hente et eller andet drikkeligt fra restauranten.
(Dannebrog (København) 6. juni 1906.)
"Korups Have" har til sit øvrige program føjet sangeren hr. Rolf Wøldicke, hvis smukke stemme får hjertet til at banke i brystet på mange små frøkener fra Valby og Vesterbro, fru Elna From og hr. Otto Petersen er programmets grundpiller. De har hver for sig og en for begge, henholdsvis når de optræder solo og som duettister sammen, erhvervet en stor popularitet der også udstrækker sig til det flinke lille orkester der under hr. Feldhusens ledelse stundom præsterer fantastiske underværker.
(København 14. juli 1908.)
Kunstfund i Korups Have.
Gipsfiguren i forhaven er havnet på Kunstmuseet.
De mange, som i årenes Løb har besøgt den gamle og gode beværtningshave i Valby, der bærer navnet "Korup Have", vil sikkert huske den ret store gipsfigur, som stod i forhaven ud mod Langgade.
Ingen har hidtil anet, at den havde nogen synderlig værdi; men nu har billedhuggeren L. Brandstrup opdaget den, og efter at hans kollega Jens Lund har fjernet kalkpudset af den, viser det sig at det er en højst værdifuld terrakottafigur fra ca. 1780.
Den er sandsynligvis lavet af den dansk-franske kunstner Dajon, og er et led i et større værk som hed "Årstider".
"Høst", som figuren hedder, er nu afkøbt restauratør Henriksen og står herefter i Kunstmuseet.
(Folkets Avis - København 13. april 1915.)
Statuen kan ses på dette foto med følgende forklaring på kbhbilleder: Statens Museum for kunst. Efteråret, skulptur af professor Nicolai Dajon (1748-1823) Statuen der oprindelig var opstillet som Decorations Figur i Haven ved den gamle smukke Lystejendom Vodroffgaard, vest for Sankt Jørgens Sø, henstod her indtil Eiendommen Aar 1906 blev nedbrudt, og den prægtige Have udstykket til Bebyggelse. Efteraaret, hvis Værd ingen kjendte, henflyttedes til Beværtningsstedet Korups Have i Valby, hvor den gjennem Aarene var udsat for Overlast og hensynsløs Behandling, og de oprindelig saa skønne Former dækkedes efterhaanden af et tykt Lag Kit og Farve. Endelig i April 1915 slog befrielsens Time, idet Direktør ved Statens Museum for Kunst, Carl Madsen, ved et rent Tilfælde opdagede, hvilken Skat Haven ejede og for en Sum af Kr. 300 reddede Kunstværket fra den sikre Tilintetgørelse. Statuen blev derefter underkastet en længe tiltrængt grundig Renselse og Istandsættelse, hvorefter den som en værdifuld Erhvervelse indlemmedes i Museets Samlinger. Foruden Efteråret skal Vodrodffgård i Fortiden have eiet tre andre Statuer, Foråret - Sommer og Vinter, ligeledes Arbejder af Dajon, disse ere dog forlængst forsvundne og formodentlig gaaet tabt for bestandig. (Mariboe)
Korups ældste datter Marie Sophie Amalie Korup (1839-1917) drev traktørstedet efter faderens død. Hun overtog også hans opgaver som postmester - hun er således Danmarks første kvindelige sådan. Kort før sin død i 1917 blev der lavet et interview med hende som kan ses andetsteds på denne blog.
Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.
I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.
Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).
Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.
At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.
Aftenbladet (København) 16. juni 1920.
Der arbejdes på Valby-Revyen
I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.
I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.
Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.
De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.
Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.
Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.
Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.
(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)
Frk. Sick-Hartvig.
To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".
Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.
Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.
De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.
(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)
Valby Sommerrevy.
Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.
Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.
Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.
Der var mange kvikke sange med refræner som:
Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.
Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.
(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)
Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.
Bjælkehuset ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræd på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkendet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.
