Tancredo Sophus August Topp von Huth: Optræden paa Fælleden m. m. (Efterskrift til Politivennen).

Se foregående afsnit om von Huth. Han blev gift med en spiritist i 1891, og efter at han havde fået afslag mod at praktisere, rejste de til Sverige. Han dømt efter en gammel kvaksalverilov som mange fandt utidssvarende, idet hans virksomhed blev anset som gavnlig og uegennyttig. I 1893 kastede v. Huth sig over spiritismen, begyndte at holde foredrag om det og planlagde at udgive et spiritistisk tidsskrift.

På Fælleden (1889) var næsten 2.000 mennesker mødt op på Nørrefælled. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning. Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

En ny naturkraft.

Prof. Rorschelt i Leipzig fandt i 1891 en naturkraft af lignende art som elektricitet og magnetisme. Han havde konstrueret et såkaldt "solæter-stråleapparat" bestående af forsølvet kobbertråd i små spiraler, hvilket skulle udøve en mærkelig indflydelse på folk.

Nu har den bekendte magnetisør hr. Huth opnået de samme virkninger med et lille knippe bygaks, siger han. Når man ophænger et sådant knippe med de mange, fine, spidse avner ien snor et par tommer over et menneskes hovede, så udøver det på følsomme personer en ejendommelig prikkende eller tyngende fornemmelse som føles i hovedet og ofte ned gennem kroppen eller også i håndfladen når man holder den under aksene. Hr. Huth mener at det muligvis er en slags magnetisme der her giver sig til kende. I øvrigt kan læserne jo selv prøve om de kan fornemme denne "naturkraft". Bygaks er det allenfals ikke så svært at få fat i.

(Fredericia Dagblad, 8. december 1893).

v Huth døde af flere års tiltagende hjertesygdom i sit hjem, 15. november 1920.

Tilliden til magnetismen  holdt sig lang tid efter. I et brev fra 21. april 1929 til forfatteren Henrik Pontoppidan anbefaler H. J. Hansen ham at prøve en sådan: 

De erindrer måske, at en baron og premierløjtnant (eller ritmester) ved husarerne, Wedell-Wedellsborg, var gal væddeløbsrytter, og det endte med, at han styrtede og slog sig fordærvet. Han led frygteligt; lægerne kunne ikke hjælpe ham synderligt. Hans broder, der var dr. phil. i matematik (er forlængst død), kom i den tid af og til hos os. Han fortalte om broderens smerter og at lægerne ikke kunne hjælpe. Vi kendte en smule til cand. pharm. S. v. Huth, der på sine ældre år havde nedsat sig som "massør", det vil sige: han masserede ikke, men holdt på folk eller strøg hen af dem – og hans mærkelige såkaldt magnetiske evner kunne borttage smerter i mange tilfælde eller styrke for nervesvaghed. En praktiserende læge på Frederiksberg sendte sine rekonvalescenter til ham, når de var medtagne af længere sygdom. Jeg gav så dr. Wedell det råd, at de skulle se at få v. Huth til at prøve på at behandle den ødelagte officer. Man fulgte rådet; det kneb med at få ham til at tage sådan ud på sygebesøg, men endelig gik han ind derpå, og dr. Wedell fortalte mig ikke så længe efter, at Huth havde gjort den værkbrudne broder smertefri, altså uden medicin, blot ved strygning. v. Huth døde desværre for adskillige år siden, men skønt hans evner er sjældne, er der dog enkelte, der har noget lignende. v. Huth boede Rolighedsvej 5 (Frederiksberg) og jeg ser i telefonbogen, at der nu bor en fotograf v. Huth, utvivlsomt hans søn. Måske lever fru Huth også. Jeg er tilbøjelig til at antage, at sønnen (eller eventuelt hans moder) kunne opgive Dem navnet på en eller anden person, der har lignende evne. Måske kunne Deres brodersøn lægen også nævne Dem en sådan "magnetisør"; de fleste læger kan ikke lide sådanne personer, betragter dem vist oftest som charlataner, og det er mange af dem vel også, men ikke alle; v. Huth var det slet ikke. Hvis De ved en slig blid behandling af en "magnetisør" kunne blive befriet for Deres ansigtssmerter, ville det da da nok være værd at forsøge det, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro på, at der er mulighed derfor. Derfor skriver jeg dette lange brev.

I brevet angives von Huths adresse til Rolighedsvej 5, mens de øvrige artikler skriver Platanvej. I folketællingen 1880 angives han til at tilhøre Frederiks Kirkes Rode på Christianshavn.

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Stigende Skepsis. (Efterskrift til Politivennen).

I 1889 dannedes "Magnetisk Forening" som holdt foredrag og seancer i et stort lokale ved Nørrevold. Ligeledes tidsskriftet "Magneten". På det tidspunkt var stemningen i pressen vendt, og bladet "København" satiriserede over von Huth:

Von Huth  hos  Hs. Exc. Nellemann.

Efter det heldige udfald af audiensen hos hs. majestæt kongen, følte hr. Huth sig opmuntret til at aflægge justitsministeren en lille magnetisk visit.

Hr. von Huth fastede derfor i 3 dage, - nød kun en lille finger til frokost, et par negle skarp sauce til middag og en salt kno før han gik til sengs - og i går kørte han så afsted til ministeren, denne gang ledsaget af hr. C. Albertsen, der under armen bar en stor kasse af et hemmelighedsfuldt udseende.

Såsnart hr. v. Huth og hans ledsager var anmeldt, steg de ud og modtoges yderst forekommende af ministeren, der forespurgte, om hr. Huth havde befundet sig vel, da han var ministerens gæst på Christianshavn.

H. v. Huth takkede og greb pludselig ministerens hånd, så excellencen stift i øjnene et halvt minut og sagde derefter med overbevisning: Nu sover De.

Da hs. excellence ikke tilbøjelig til at indrømme dette, forandrede Hr. v. Huth taktik og spurgte, om det måtte være ham tilladt at forklare den magnetiske metode. Ministeren gav tilladelsen, og hr. v. Huth begyndte. Han trykkede excellencen ned i en stol og følte på hans baghoved, derefter strøg han ham ned ad ryggen og spurgte, om ministeren mærkede livskraften. Hs. excellence benægtede det. Hr. Albertsen tog da den såkaldte magnetiske massage til hjælp. Han begyndte på ministerens ene knæ med små, venlige slag, - samtidig bearbejdede hr. v. Huth ryggen.

Da hs. excellence stadig benægtede at kunne føle noget særligt, blev de to herrer temmelig ophidsede. Med en meddelelse om at det skulle gå, smed hr. v. Huth frakken, og det magnetiske arbejde begyndte på kraft. Hr. v. Huth gned løs på ministerens isse, mens hr. Albertsen hamrede løs paa sammes mave - under vedvarende udtalelser om, at den magnetiske metode var et fortræffeligt rusmiddel. - Hs. excellence begyndte på dette tidspunkt at ømme sig. Dette tegn modtog de to audienssøgende med glæde, hvorfor de forøgede deres anstrengelser. - Hr. Albertsen meddelte nu, at han begyndte at få betænkelige hudafskrabninger på hånden. Ministeren stønnede højt, og sveden sprang af hr. v. Huths pande.

- "Det går nok" - "Bliv bare ved" - opmuntrede de to hinanden Da pludselig - uden at hs. excellence anede det - tog hr., Huth et reb frem og surrede om ministeren, og i et nu havde hr. Albertsen åbnet kassen og taget sin magnetiske maskine frem. Hs. excellences hænder blev anbragte mellem alle de mærkelige magneter og hjul, og hr. Albertsen begyndte at dreje.

Det gav et sæt i ministeren Og straks gled et sejrssmil over hr. v. Huths ansigt - og hr Albertsen drejede løs. Ministeren stønnede. - De sære instrumenter rev og sled i excellencens fingre - og hr. Albertsen drejede ubarmhjertigt løs. Ministeren begyndte at bede for sig. - Hr. v. Huth fordrede en erklæring om, at oddkraften havde virket. - Ministeren, der led de rædsomste Kvaler, afgav den under høje véråb og kom fri.

Med gru så ministeren på sine blodige hænder. Hr. von Huth bemærkede det og sagde smilende: Det har taget på Deres excellence, men De er jo også begynder; må jeg have den ære at overrække Dem et eksemplar af "Magneten" (magnetisk papir). Man lægger sig det på hjertet og bliver straks rask.

Hr. von Huth og hr. C. Albertsen forlod derpå audienssalen med en allerunderdanigst tak for hs. excellences sympati for sagen

Don Enrico.

(København, 15. august 1889. Artiklen er en satire over von Huths helbredelsesmetoder).

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Sagsanlæggelsen mod S. v. Huth. (Efterskrift til Politivennen)

Den sag der i fjor blev anlagt mod kand. S. v. Huth, venter ifølge en provinskorrespondent endnu stadig på sin afgørelse. Hr. Huth har flere gange mødt i retten med patienter og overbevist assessorerne om at der hverken var humbug eller trolleri ved hans kunst, og dommerne nærer efter sigende heller ingen tvivl derom. Der er imidlertid gamle lovbestemmelser som er overtrådt, og sagen vil utvivlsomt føre til hr. Huths domfældelse. Han har imidlertid jævnligt i den senere tid forhørt sig om et resultat på undersøgelsen, men retten har stadig svaret at den først skulle dømme en magnetisør Albertsen som politiet ikke kunne finde. Ret mærkeligt er det imidlertid at denne Albertsen står opført i vejviseren, og da hr. Huth opsøgte ham på hans bopæl, erklærede han at han ikke havde nogen som helst anelse om at han blev eftersøgt af politiet.

Den tidligere omtalte bog om naturlægemetoden som v. Huth udgav i slutningen af forrige år og som tryktes i et oplag af 3.000 eksemplarer, blev udsolgt i løbet af et par uger. For otte dage siden blev yderligere trykt 2.000 eksemplarer, men også dette oplag er så godt som udsolgt. Det lader altså til at interessen for sagen endnu fremdeles er i tiltagen.

(Social-Demokraten, 7. februar 1889).

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Fra Brygmester til Magnetisør. (Efterskrift til Politivennen).

Cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) var først brygmester på Tvedes Bryggeri på Frederiksberg. Fra ca. 1887 virkede han som meget søgt "massagør" der praktiserede håndspålæggelse. Han holdt foredrag foråret 1888 foredrag for fulde huse, og tusindvis af tilhørere om sin metode og dens forhold til kvaksalveriloven, som han nylig var blevet dømt efter, og han skrev flere bøger herom. 

For kvaksalveri blev en på Gl. Carlsberg ansat kemiker von Huth forleden idømt en bøde fordi han ved hypnotisme (og lidt homøopatisk medicin) havde kureret en ung pige der var opgivet af lægerne, for lamhed. Den dømte spørger nu i bladene:

En hr. K. lidende af en ringende lyd i hovedet som en specialist i øresygdomme efter længere tids forgæves behandling havde erklæret ikke at kunne gøre noget ved, forpint og fortvivlet af søvnløshed, traf jeg med morfinrecepten i hånden som sidste udvej for at komme til at sove. Jeg frarådede morfinen og anbefalede magnetisme, gjorde forsøg på stående fod med strygninger og ved at blæse sagte ind i ørerne. Få minutter efter føltes en iøjnefaldende bedring som efterfulgtes af en fem timers søvn om natten. Daglig behandling i en halv snes dage, god søvn og patienten var helbredt. Gratis behandling, ingen medikamenter, hverken indvortes eller udvortes! Er dette strafskyldigt?

Man skulle ikke synes det.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1887).

En lam helbredt af S. v. Huth.

En arbejders hustru, Bothilde Christensen, kom i går op på vort redaktionskontor for at berette om den mærkværdige kur, hun havde gennemgået. Konen var fire og halvtreds år, noget astmatist, men ellers fuldkommen rørig og åndsfrisk. Så meget mere forbavsede blev vi ved hendes fortælling, hvilken vi hermed bringer til vore læseres kundskab.

Jeg synes, det er synd, at magnetisører skal straffes som kvaksalvere", sagde hun, "sådan som der stod i bladet forleden, for efter hvad j e g kan bevidne, er der såmænd ikke kvaksalveri skabt i det. De skulle bare vide, hvordan det er gået m i g. Ja, sådan som De nu ser mig, gør De Dem slet ikke noget begreb om, hvordan jeg har set ud. De kan tro, jeg har været et plaget menneske Siden 1869 har jeg lidt af svære underlivssmerter! jeg har haft hvad de kalder en livmodersvulst, og desuden en pinagtig brokskade. I de sidste fem år har jeg oven i købet været omtrent lam i den venstre side, så jeg ikke kunne løfte armen og ligefrem måtte slæbe mig frem og klynge mig op og ned ad trapperne. Brystet har jo også været galt på mig, sådan med hoste og astma, og en betændelse har jeg også haft, her i venstre side, mellem tre ribben. Så for det meste kunne jeg jo næsten hverken stå eller gå."

"Har De da ikke søgt lægehjælp?"

"Bevares vel, jeg har været femten gange på hospitalet, og alle Københavns professorer har såmænd haft mig under behandling og brugt mig som prøveklud. Lige meget hjalp det jo! Nej, men så var det i fredags - fredag den 29. juni, det glemmer jeg ikke! - så kom jeg ind hos en manufakturhandler ude på Nordvestvej. Og han sagde til mig, at jeg skulle gå til denne hr. Huth, som magnetiserer folk. Så prøvede jeg da også på at slæbe mig derud, det er jo helt ude på Platanvej, men da jeg var kommet til Valdemarsgade, kunne jeg ikke mere. Jeg sank om på en stentrappe, og de måtte hjælpe mig ind i en sporvogn, ellers havde jeg såmænd aldrig nået så langt.

Det kneb jo også for mig at komme ind gennem gården og op i hr. Huths lejlighed. Da jeg satte mig ned var mit hovede så tungt som bly, jeg havde en tyk tåge for øjnene, og tale kunne jeg ikke. Men da hr. Huth havde gjort nogle strygninger og givet mig tre mundfulde vand at drikke, kunne jeg både rejse mig og tale. Så førte hr. Huth mig lidt rundt i haven, og da vi kom ind, gav han mig vand og strøg igen ned over mig. Da han havde gjort det tre gange, kunne jeg med stor appetit spise tre stykker rugbrød - og når De nu tænker Dem, at jeg ikke har smagt rugbrød i de sidste 10 år! Underlivssmerter har jeg ikke mærket til siden den dag."

"Hvor mange gange har hr. von Huth gentaget kuren ?"

"Jeg var derude søndag eftermiddag og så i går, onsdag, det bliver tre gange. Jeg har siddet, sådan som jeg sidder her, med mit sjal på, kun når hr. Huth har skullet kurrere mig for hovedpinen, måtte jeg tage hatten af. Ellers har han strøget mig uden på overtøjet og givet mig vand at drikke. Og der er såmænd ikke noget kvaksalveri ved det vand, for det er Guds klare vand, som jeg selv har set hr. Huth tappe af posten på en flaske, og så stryger han uden på flasken med den ene hånd og vandet smager ganske rent. Jeg har jo også fået en flaske af det med hjem for at drikke, hvis smerterne skulle komme. 

"Og hvordan er det gået med lamheden?"

"Som De ser: den er ganske og aldeles borte. Jeg kan gå nok så rask, og armen bevæger jeg uden at det generer mig en smule."

Og hun vist os at hun både kunne løfte armen i vejret og lægge den helt om på ryggen, om det skulle være. Brokskaden pinte hende ikke mere. Underlivssmerterne var borte og astmaen håbede hun at kunne blive af med. Hun troede fuldt og fast på den magnetiske kurs kraft. Da hun sagde forvel, var det i det bedste humør og med livlige bevægelser.

(Social-Demokraten 6. juli 1888)

Dette og lignende tilfælde har måske inspireret forfatteren Henrik Pontoppidan til at skrive indlægget "En Kvaksalver" i Politiken 23.7.1888. I et brev til Edvard Brandes 30.7.1888 bad han om at måtte anmelde en nyudkommen bog om S. v. Huth. Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

For stort besøg.

Vi meddelte for kort tid siden en beretning om, hvorledes hr. S. von Huth havde helbredet en arbejders hustru, Bothilde Christensen, der siden 1869 havde lidt af svære underlivssmerter og af en pinagtig brokskade, foruden at hun havde hoste og astma og omtrent var lam i den venstre side. Konen havde været femten gange på hospitalet, hvad der ikke havde hjulpet hende det mindste, idet hun nærmest mente der at være blevet brugt som prøveklud. Denne mærkelige helbredelse kun ved hjælp af magnetiske strygninger har naturligvis vakt stor opmærksomhed rundt om, og hr von Huth har fået det at føle ved den mængde af henvendelser, der er rettet til ham både mundtlig og skriftlig, og som hvis han havde kræfter til at magte det alt sammen, rimeligvis ville have til følge, at han tog al søgningen fra de autoriserede professorer og øvrige læger, der for eller uden betaling har ret til at praktisere og forsøge deres større eller mindre dygtighed på deres lidende medmennesker.

Det kan hr. van Huth imidlertid af forskellige grunde ikke. Han har gennem bladene måttet anmode alle de mange syge, der trænger til hjælp, om at henvende sig til dem, der giver sig af med magnetisk behandling, og at han kun arbejder for udbredelse af kendskab til og tro på den nævnte behandling. 

Som et andet bevis på hvor stærk trangen er til andre helbredelsesmetoder end dem, der sædvanlig anvendes af lægerne mod forskellige sygdomme, er den mængde besøg, den ovenomtalte kone, madam Christensen, siden sin helbredelse har haft i sit hjem. Hun meddelte os under et besøg i går at de mange forespørgsler der rettes til hende, er nær ved at tage livet af hende, da hun ikke kan holde ud at tale så meget, og desuden er nær ved at sulte ihjel, fordi hun ikke kan få lejlighed til at fortjene noget under alle de talrige besøg.

Der har været "fine damer", professor- og doktorfruer imellem, mener mad. Christensen. som skulle føle hende på tænderne for at få opdaget, om "Social-Demokratens" beretning ikke var urigtig: der er kommet lidende, som ville have trøst og oplysning angående hendes sygdom, for at sammenligne den med deres egen; der har været forskellige mandlige og kvindelige spioner, som ville have hende til at fortælle sin helbredelseshistorie for mulig derigennem at fange hr. von Huth. der enten skal dømmes som troldmand eller som kvaksalver, hvis man kunne få konstateret, at han tog betaling for sine kure.

Selvfølgelig har det intelligente og energiske frederiksbergske politi heller ikke ligget på den lade side. Der indfandt sig nemlig også en af politifuldmægtig Holcks uniformerede tjenere, som med hensyn til høflighed og velopdragenhed fuldt ud stod på højde med sin chef. Han gik straks løs på sagen og ville absolut have madam Christensen til at bekende hvor meget hun havde givet von Huth for kuren, og da der ikke var noget at få at vide i denne retning, gik han over til det næste spørgsmål: Om von Huth ikke havde rørt om i vandet, hun fik at drikke, med fingrene. Svaret var en bestemt anmodning om at gå, hvilket den frederiksbergske "opdager" langt om længe bekvemmede sig til. Senere kom han igen civil, stolende på at han i almindeligt borgerligt tøj ville være ukendelig, men skønt der under andre forhold kunne være noget i denne tanke, slog den dog ikke til her. Han blev straks genkendt og forsvandt derpå skyndsomst.

Resultatet af disse besøg er som ovenfor omtalt imidlertid at madam Christensen anråber folk om at skåne hende for besøg, dels for sit helbreds og dels for sit udkommes skyld. 

(Social-Demokraten, 27. juli 1888)

Tvedes Bryggeri hvor von Huth arbejdede, eksisterer ikke mere. Det lå på Vesterbrogade 140 og bygningerne findes stadig. På Vesterbrogade 144 over døren er indsat denne mindeplade for Hans Jørgen Tvede.

Magnetisør S v. Huth. 

Efter at de sidste meddelelser om hr. S. v. Huths vidunderkure er kommet i offenlighedens kundskab, har der været en så overdentlig tilstrømning til hans bolig på Platanvej at han ligefrem har set sig nødsaget til at rømme af landet for en kort tid for at få nogen ro. Fra alle dele af provinserne kommer lidende rejsende til mirakeldoktoren, og da han selvfølgelig kun kan beskæftige sig med et mindretal af dem, har mange måttet rejse forgæves. Han har nu bekendtgjort at han foreløbig ikke befatter siq med magnetiske kure, idet han henviser de syge til forskellige mænd i København der i mere eller mindre grad er i besiddelse af de samme evner som han. (En af disse - en dame - er imidlertid blevet idømt en bøde af 80 kr for at have foretaget magnetiske kure). Selv er han imidlertid rejst til Tyskland i et par uger for at rådføre sig med bekendte magnetisører og muligvis finde ny veje til videre udvikling af hans kurmetode. Imidlertid venter mange med længsel på hans tilbagekomst, og da han i det hele taget synes at være blevet en af vor tids "berømtheder", kan det måske interessere mange at få lidt nærmere kendskab til ham. Kandidat S. v. Huth er født i Maribo den 17. februar 1848 og er en søn af toldassistent T. v. Huth (sønnesøn af den mere bekendte general og statsminister V. v. Huth). Han fik sin skoleundervisning i byerne Husum og Slesvig og kom i 17-årsalderen på Vajsenhusapoteket i København, hvor han trods en arbejdstid, der varede fra 6 morgen til 11 aften, dog fik tid til på egen hånd at læse til præliminæreksamen. I 1870 blev han kandidat i farmacien med 1. karakter, og kort efter fik han ansættelse som inspektør på Gl. Carlsberg. Etter få års virksomhed her tiltrådte han, dels på egen bekostning, dels med understøttelse af det Reiersenske Fond en længere udenlandsrejse for grundig at uddanne sig videre i bryggerifaget. Han besøgte bryggerakademiet i Worms, tog derefter plads som simpel arbejder på flere større bryggerier i Tyskland (især i Bayern), Frankrig og Østerrig og vendte endelig efter 18 måneders fravær tilbage til hjemmet. Her gik han først nogen tid på Carlsberg Laboratorium, fik senere ansættelse hos brygger Wiibroe i Helsingør og på Rabeshaves Bryggeri og overtog endelig for fire år siden sin nuværende plads som brygmester på Tvedes Bryggeri, hvor han har indrettet sig et laboratorium for mikroskopisk bakterie-, gær- og ølundersøgelse. Da den bekendte hypnotisør Carl Hansen for et par år siden kom til København. overværede hr v Huth en af hans seancer, som vakte hans interesse og opmærksomhed, hvorfor han gjorde sig bekendt med en stor del af den fremmede litteratur der omhandlede denne videnskab. Hypnotismen fandt dog ikke hans sympati på grund af den fare der for lægmands vedkommende er forbundet med den; derimod fik han samtidig øje for magnetismens betydning for lægevidenskaben, og han gav sig til at studere Messners og hans efterfølgeres værker. Særlig var det dr. phil. friherre von Reichenbachs skrifter, der tiltalte ham og som nu danner grundlaget for hans helbredelsesmåde. Medens disse studier stod på, gjorde han tilfældig bekendtskab med en amerikansk behandlingsmåde efter det såkaldte magnetiske princip, og da denne behandlingsmåde både var simpel og ofte havde næsten vidunderlige virkninger, optog han den, gående ud fra, at den var kaldet til at gøre sig gældende som et uskyldigt, men probat middel i mangfoldige tilfælde i det daglige liv. Metodens anvendelighed blev straks prøvet i praksis med godt udfald, og dette gav efterhånden mere tro og tillid, så at han snart ved studium, forsøg, iagttagelse og omtanke fik dannet sig et solidt grundlag at bygge videre på.

Således godt udrustet med teori og praksis ville skæbnen eller tilfældet at hr. S. v Huth skulle blive talsmand for en tilsyneladende meget primitiv, men ikke desto mindre betydningsfuld helbredelsesmåde, som til dels har været kendt og udøvet fra Arilds tid, men grundet på mange omstændigheder ikke har kunnet komme til sin ret. Hvorvidt det vil lykkes hr v. Huth at få tilvejebragt en almindelig erkendelse af at denne evne til at helbrede er givet ethvert menneske (ganske vist i noget forskjellig grad) vil fremtiden vise. Har han ret i denne sin påstand, kan det jo kun være ønskeligt at kendskabet til en så ufarlig helbredelsesmåde udbredes i så vide kredse som muligt. 

(Middelfart Avis, 29. juli 1888).

Mere præcist var han søn af kammerråd Tancredo Vilhelm Philip Georg von Huth (1817-1888). Hans bedstefar var den indflydelsesrige Heinrich Vilhelm von Huth (1717-1806), oprindelig fra Sachsen, men fra 1765 gjorde han karriere i Danmark, hvor han under Struensee blev chef for Artilleri- og Ingeniørkorpsene. Han deltog i statskuppet 1784 hvorefter han fungerede som statsminister til sin død. Selvom han 1776 var dansk statsborger, talte han aldrig dansk.

Kvaksalveri, magnetisk behandling og massage.

(Af S. v. Huth i "Aftenbl.")

Atter er en magnetisør blevet dømt for kvaksalveri, uagtet han ingen medikamenter har anvendt og som honorar kun modtaget, hvad de taknemmelige patienter har givet ham, for ikke at tale om at han gratis har helbredt mange fattige, og at bevislig ingen overlast er tilføjet nogen ved behandlingen. Magnetisk behandling bedømmes som kvaksalveri, mens massage går ram forbi, uagtet ingen kan benægte at magnetisme anvendes i begge tilfælde, grundet på at begge fremgangsmåder består i manipulationer med hænderne.

Forskellen mellem disse er den at der ved massage gnides og stryges på det blotte legeme med anvendelse af kraft og opad, ved magnetisk behandling derimod stryges nedad uden kraftanvendelse med svag eller ingen berøring og i reglen uden på klædningen. Massage er som oftest ubehagelig og langsomtvirkende, magnetisk behandling altid særdeles behagelig og som regel hurtigvirkende. Den førstes resultater står langt tilbage for den sidstes, og ingen som har prøvet begge dele, vil være i tvivl om valget. Magnetisme anvendes altså ved begge behandlingsmåder, og det vil være vanskeligt at sætte en bestemt og fornuftig grænse for hvor tilladeligheden hører op og strafskyldigheden begynder; man må derfor forbavses over at domstolene kan dømme den ene og frikende den anden behandlingsmåde.

J.P.Jensen, Nørrefarimagsgade, har kun behandlet patienter som har opgivet at søge den sædvanlige lægehjælp, og han har opnået resultater, som må sætte alle, selv lægestanden, i forundring. Medikamenter har han ikke brugt, og betaling har han ikke forlangt, uhelbredelige har han helbredt kun ved benyttelsen af sine hænder. Dette kaldes kvaksalven og forbydes.

Hvad lægerne ikke kan helbrede, har han helbredt og således bevist, at den nye lægemetode har en stor betydning og bør komme til sin ret. Dette er imidlertid en sag som publikum eventuelt selv må tage i sin hånd. Som bevis for hvad Jensen har udrettet, og hvorfor han er blevet dømt, tillader jeg mig at give et kort uddrag af nogle helbredelser, for hvilke han har attest.

En lille pige blev under behandling hos en øjenlæge fuldstændig blind og så nervesvækket og mat, at hun ikke kunne gå. Efter to behandlinger kunne hun se med det ene øje, efter tredje blev synet fuldstændigt på begge øjne. Snart efter var hun helbredt og matheden forsvundet.

En mand som i ca. to måneder havde været plaget af hovedpine og svimmelhed, således at han intet kunne foretage sig, samt i ca. 9 år havde lidt skrækkelig af gigt, blev helbredt ved fire behandlinger.

En dreng, som på grund af sammentrækning af legemet, der berøvede ham ro både nat og dag, næsten var blevet en vanskabning, om hvem flere af Københavns første læger udtalte at de ikke kendte sygdommen, blev ved første behandling i høj grad lindret og efter fire behandlinger fuldstændig helbredt.

En mand som var plaget af gigt i arme og ben, led forfærdelige smerter, blev helbredt fuldstændig ved en behandling som varede ca. 15 minutter. Han stod straks op af sengen og kunne næste morgen passe sit sædvanlige arbejde.

En kone som i flere år havde lidt af nervøs hovedpine og været sengeliggende i fire uger, mærkede ved første behandling betydelig bedring, og efter anden behandling var sygdommen næsten fuldstændig forsvundet.

En patient der led af nervesvækkelse, blev fuldstændig helbredt ved første behandling.

En patient der led i meget høj grad af sukkersyge og plaget i høj grad af gigt, blev efter fire ugers forløb fuldstændig helbredt både for sukkersyge og gigt.

En pige der led af blegsot i ca. 3 år, som forgæves havde søgt alløopater og homøopater, blev helbredt ved en halv snes behandlinger.

Når ovenstående mærkelige helbredelser kan foretages af en lægmand uden lægevidenskabelig dannelse, så må det for det første tyde på at metoden er meget simpel, men god, for det andet at den i sagkyndiges hænder vil kunne drive det til endnu større resultater, og for det tredje at den har en betydning for det lidende samfund, som ikke bør undervurderes. For den arbejder hånd i hånd med naturens selvhjælp, medens medicinen meget ofte virker stik imod.

(Horsens Folkeblad, 23. august 1888).

Von Huth vedblev i de kommende år med at udsende lignende opremsninger af tilfælde hvor kuren virkede.

Et besøg hos S. von Huth.

Vi følte trang til at besøge denne mærkelige mand. Altså opspurgte vi hans adresse og begav os på vej.

Ude i en lille villa på Platanvej bor den i øjeblikket af københavnerne så meget omtalte magnetisør. Ganske let er han ingenlunde at få i tale, hans magnetiske virksomhed har truet med at gribe forstyrrende ind i hans borgerlige livsstilling; derfor underretter store plakater på hans dør de besøgende om, at han ganske mangler tid til at beskæftige sig med syge og lidende, hvorimod han henviser til forskellige herrer og damer, der helbreder efter hans metode.

Dog helt slipper den moderne mirakelmager ikke - mange lidende medlemmer af menneskeheden kommer alligevel over den tærskel, hvor vidunderkurene går for sig - hr. Huth gør, når det er ham muligt, undtagelser fra regelen.

Efter et par gange at have søgt husets herre forgæves, lykkedes det omsider en eftermiddag at træffe ham. Dog stilledes der ventetid i udsigt, hr. Huth var netop beskæftiget med en patient.

Deres meddeler førtes op i hans arbejdsværelse, et tarvelig udstyret rum, opfyldt af alskens, til et kemisk laboratorium henhørende remedier. På et af værelsets vægge var et stort, omhyggelig indramme bryggeri-diplom fra Worms, i hvilket hr Sophus von Huth fik attest for "vorzüglich bestandenen Examen". Under dette testimonium sås en Gambrinus, tronende mellem Lager- og Exportbier. Æskulap-insignier ledte man forgæves efter. Intet fakultet har i så henseende hædret hr. Huth - men desmere har det store publikum påskønnet ham.

- Omsider høres trin, og et øjeblik efter har man manden for sig. En lille, firskåren herre på omkring de 50, tyndhåret, fuldskægget, ansigtsudtrykket ret energisk, Øjnene gemte bag farvede briller, Min første forespørgsel er fra en boghandler, som meget ønsker at forlægge en bog om dette aktuelle emne.

"Hvor skal jeg få tid til at skrive den," svarer Huth - "min brygmester-stilling optager den største del af min dag, og resten helliger jeg mine patienter. Men jeg vil forresten skrive en bog, når kun tid og lejlighed gives."

"Tør jeg straks gøre et spørgsmål, hr. Huth; anser De den kraft, De anvender ved Deres kure, for at være hovedsagelig fysisk eller psykisk?"

Et lille, skarpt blik bag brillerne - et blik, som stræber at opdage om han står overfor en troende eller ikke-troende - og svaret lyder:

"Måske hovedsagelig psykisk, men absolut også fysisk. De kan selv prøve" - og Huth griber min arm, hvorefter han i et par tommers afstand stryger ned ad den med sin højre hånd.

"Hvad føler De nu?"

"Jeg synes, jeg føler en vis kølig fornemmelse."

Hr. Huth foretager derpå nogle strygninger på samme arm med sin venstre hånd "Hvad føler De nu?"

"En lignende, men noget varmere fornemmelse."

"Ser De - hvori troer De, forskellen  ligger?"

Jeg erklærer ikke at vide det.

"Det er forskellen mellem positiv og negativ. Min højre arm frembringer en noget anden virkning end den venstre. De kan overbevise Dem om det på en anden måde. Tag blot to glas vand, hold det ene i højre, det andet i venstre hånd. Smag så på vandet efter nogle minutters forløb, og det ene glas vand vil smage friskt og godt, det andet vammelt og modbydeligt."

"Hvorledes forklarer De så dette?"

"Forskellen mellem positiv og negativ, lig polerne i en magnet."

"Hm! - Tror De, som Mesmer, at der findes et magnetisk fluidum i det menneskelige legeme?"

"Sikkert! Dette kan De også overbevise Dem om. Spær Dem med en anden inde i et aldeles bælgmørkt rum, hvor ikke den ringeste lysstribe trænger ind. Bliv rolig siddende der en time eller to - og De vil for det første blive overbevist om at det er en fejl anskuelse at menneskene ikke kan se i mørke. Og hvad vil De dernæst se? De vil se det magnetiske fluidum omgive hele legemet som en glorie! Og så det mærkeligste: på højre side vil det lyse i en anden farve end på venstre. Blålig og gullig fx - Fuld forklaring af magnetismens fænomener kan jeg jo ikke give - jeg har kun forholdsvis kort tid beskæftiget mig med den . . . min bog skal være for lægfolk , den videnskabelige begrundelse overlader jeg til andre - jeg holder mig kun til de fakta, mine øjne har set."

"De kure, De har udført?"

"Ja. Små Mirakler har det undertiden været. Fx på en gammel kone; hun var halv blind eller så i det mindste som gennem en tåge. Og kunne ikke gå - jeg behandlede hende nogle minutter .... så sprang hun op og råbte; Åh, Herregud, nu kan jeg jo både se og gå!"

"Den virkning må da utvivlsomt være frembragt ad psykisk vej."

"I dette tilfælde, ja . . . men - den brokskade, konen led under?" forsvandt den også?" 

"Næsten, ja."

Nu var jeg mere end forbavset og så lidt tvivlende på hr. Huth. ..Ikke fuldstændig helbredt, naturligvis - men dog så vidt, at hun havde betydelig mindre men af den end hidtil. Hendes astmalidelser bedredes også."

"Apropos! Brystsygdomme - mener De også, at lungelidelser, som fx tuberkler, kan helbredes ved magnetismen?"

"Upåtvivlelig. Bakterierne dræbes ved magnetismen."

"Ved strygninger i afstand fra kroppen?"

"Ja - ved hjælp af det magnetiske fluidums kraft."

"Magnetismen må altså kunne overflødiggøre alle apotekersager. Dog nu et middel som kinin, febersygdommenes bekæmper, - vil det også være overflødigt?"

"Ja! Særlig mod febersygdomme er magnetismen gennem sine beroligende virkninger uvurderlig."

Nå - tænkte jeg - der er i hvert tilfælde ingen prutten med mirakelvirkningerne; men jeg sagde blot:

"Ja. Belyses burde unægtelig denne sag - jeg for mit vedkommende har dog den tro, at virkningen bunder i bevidst eller ubevidst hypnotisme, og først og fremmest er afhængig af tro på magnetismens kraft."

"Ja, stærk tro er heldig, men ikke nødvendig, da magnetismen, som jeg siger Dem, også virker fysisk. Men undskyld mig nu et øjeblik, der venter en patient dernede - jeg skal straks være hos Dem igen."

Derefter forsvandt hr. Huth ud gennem døren og lod mig en stund være ene med mine tanker.

(fortsættes.)

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 10. september 1888. Artiklen fortsattes 2 dage efter. Dagen efter refereredes der til artiklen fra 10. september og en seance samme dag hos v. Huth.)

Et besøg hos S. von Huth.

Medens hr. Huth var borte, grundede jeg lidt over disse mirakuløse ting. Jeg kom uvilkårlig til at tænke på Aage Hyttens felttog mod magnetismen, og hans ord i så henseende: - Selv om det lykkes ved magnetismens hjælp at befri et menneske for smerter, så sker det dog kun i kraft af indbildningen; den sygdom, der er smertens kilde, går dog sin gang og fuldbyrder sit værk - sundheden er et bedrag, deri ligger netop faren." Jeg huskede fortællingen om, hvorledes en læge, der skulle helbrede en art hypokondri, brugte det samme middel som en klog mand, idet han tog et stykke bændel, slog 17 sløjfer derpå og gav patienten det med ordre om dybeste tavshed, og den hyperkondre mand blev for resten af sit liv - sangviniker; ligeledes anekdoten om slet og ret pebermyntevand, der blev udgivet for en særdeles kraftig medicin, etc. etc. Jeg tænkte fremdeles på om ikke homøopatien også hyppig kurerer ved troen og ved at lade livskraften selv helbrede.

Medens jeg var ved disse betragtninger over livskraftens helbredende evne, naturens egen, store, lægende kraft (der efter de sidste videnskabelige forsøg er så eminent, at afhuggede lemmer kan vokse sammen med legemet igen), kom hr. Huth tilbage. Han medbragte nu en flaske, i hvis hals han uafladelig holdt sin højre hånds pegefinger. "Så, nu er jeg for så vidt færdig med min patient - jeg skal kun have magnetiseret dette vand til hende."

"Magnetisere vandet?"

"Javel. Hun kommer af og til og får en flaske. Det hjælper hende."

"Og De magnetiserer det kun ved at holde Deres finger i flaskeaabningen."

"Ja, Noget af min livskraft overføres derved på vandet og gennem vandet til patienten. Man har forskellige benævnelser for dette: "helbredende livskraft-stof" eller "fluidum", hvad De nu vil kalde det. Jeg kalder det Od."

"Tør jeg spørge, hr. Huth, er det efter eget eller andres system, at De magnetiserer?"

"Nærmest efter en tysk magnetisør, som hedder Heichenhach. Men i øvrigt har jeg anskaffet mig en mængde udenlandske værker, som slet ikke er kendt herhjemme. Jeg vil have æren af at have gjort opmærksom på magnetismens undere her i Danmark, - jeg ved ved mig selv, at jeg derved vil gøre mit fædreland en tjeneste. Nedsatte jeg mig som magnetisør og modtog patienter for betaling, kunde jeg tjene en formue, men jeg har dog ikke lyst til, at det skal gå mig således som fx magnetisør Jensen i Nørrefarimagsgade, at blive sat fast en skønne dag."

"Når magnetismen indeholder en sådan vidunder-lægedom; kan man jo nok forstå, at lægerne værner om deres levebrød."

"De ville dog med tiden blive tvunget til at bøje sig for kendsgerningerne og selv optage den samme helbredelsesmetode."

"Unægteligt, medicinsygdommenes tal er vist legio. - men man har jo også særlig i den senere tid ved vandkure, gymnastik og massage søgt at komme bort fra medicinforgiftnignerne."

"Min metode står højt over alle de andre - ikke mindst ved den bekvemme måde den kan udøves på. Jeg stryger ikke på legemet, men kun i afstand fra det - jeg fordrer ikke patientens afklædning, men stryger udenpå klæderne."

"Hvorfor hævder De, at magnetisøren altid skal stryge nedad?"

"Fordi strygningerne skal følge nervernes hovedretning - har De en smerte i armen, og jeg stryger opad, kan ondet flytte sig og sætte sig fast i Deres skulder - ved nedadstrygningerne derimod ligesom drager jeg smerterne ud gennem Deres fingerspidser. Så vidt jeg kan skønne, vil De i øvrigt være meget modtagelig. De vil, når De bliver syg, let selv kunne kurere Dem, blot ved den magnetiske kraft i Deres eget legeme - ved strygninger langs det syge sted."

"Og De tror ikke, lidt skepsis overfor magnetismen vil have noget at sige?"

"Meget lidt. Kendsgerninger må De bøje Dem for. De vil kunne gøre erfaringer i så henseende, selv uden at fejle noget. Stryg Deres Arm tilstrækkelig, og De vil evne at gøre den aldeles stiv."

"Altså hypnotisme!" 

"Ja, magnetisme og hypnotisme ligge jo meget nær ved hinanden; men de er dog ikke et. Når en af mine patienter kommer til mig, og hans arm ved hypnotisme er blevet ubøjelig, stryger jeg enten nogle gange vandret, ud til siderne, eller puster blot på armen, og den hypnotiske virkning bliver øjeblikkelig bogstavelig blæst bort."

"Man brugte jo for en del år siden veritable magneter og tillagde dem helbredende virkning."

"Overtro. Uden den magnetiske kraft hånden, der fører dem, er de intet værd."

"Man var også engang af den tro, at en hund som sov umiddelbart op ad legemet, kunne befri for gigtsmerter, idet den drog gigten fra mennesket over i sig. Anser De ogsaa det for overtro?"

"Ubetinget ikke. Jeg kan ved at magnetisere en anden få smerterne over i min egen krop, men kan da atter befri mig selv for dem - stryge dem bort. Enhver vil, halvt ubevidst, hyppig have erfaret den magnetiske kraft. Ved hovedpine for eksempel Man lægger uvilkårlig hånden på hovedet, og man får et øjebliks lindring. Men den kraft, der skaffer denne lindring, kan videre benyttet, helt skaffe hovedpinen bort. 

Hr. Huth og jeg talte endnu længe sammen om dette nye vidunder-helbredelsesmiddel som enhver i højere eller ringere grad selv er i besiddelse af, inden jeg med tak for alle modtagne oplysninger tog min hat og bød farvel.

På vejen til mit hjem tænkte jeg en del frem og tilbage over denne for menneskeheden epokegørende opdagelse, og til mine tanker knyttede sig et fromt ønske om at i dette tilfælde humbuggens værtshus ikke måtte bygge alt for tæt ved troens kirke.

X

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 12. september 1888)

I oktober 1888 forbød autoriterne i den schweiziske kanton Neuchatel magnetisme som både socialt og moralsk skadeligt.

Magnetiseur Professor Hansen (III: Den "ukendte Kraft"). Efterskrift til Politivennen)

Den "Ukendte Kraft"

"Luft i bladene og vind i sivene

Og alt er dødt."

Wien, 20. februar. Så nummer 2 ville også blive taget hånd om og fjernet. I ugevis havde Karl Hansen, en dansker, "professor", "magnetisør", "hypnotisør" - og ganske vist ingen af ​​disse ting, men under alle omstændigheder besidder af en "ukendt kraft" - udført sine mystiske og samtidig profitable aktiviteter på det ellers evigt konkursramte "Ringtheater", "Alles pige" blandt hovedstadens scener. Han inviterede tilskuere til at komme og underkaste sig en indledende test for at afgøre om de var "brugelige" eller "ubrugelige medier". Efter en angiveligt omhyggelig udvælgelse lod han de "brugelige" forsøgspersoner sove, fratog dem hukommelse, tale og frivillige bevægelser og fremkaldte endda stivkrampe. I sådanne tilstande påtvang han dem sin "vilje", lærte dem de mest latterlige vrangforestillinger, lod dem se på en hat som et spædbarn, som de vuggede, kæmpe mod løver og tigre, ride på stole, stå på kroppene af dem der led af stivkrampe, hvis hoveder og hæle knap hvilede på to stole, og vækkede de ubevidste med et "Vågn op!", der desværre nogle gange var for sent. "Opsætningen" var altid mest vellykket når hr. Hansen "ledte medierne ved næsen".

Variationen i den "ukendte" krafts præstation var ynkeligt beskeden og førte snart den kræsne til den idé, at hr. Hansen enten ikke virkelig besad sin "kraft", eller at denne "kraft" kun manifesterede sig som reaktion på visse berøringer, selv på det "mest nyttige medie".

Naturligvis var der blandt de frivillige medier også skeptikere og forhærdede benægtere af den "ukendte kraft" som ville se, om deres egen fastlåste "vilje" kunne tages fra dem og erstattes med en fremmed. Specifikt var det yngre og ældre videnskabsmænd, læger og naturforskere der satte sig for at "komme til bunds i tingene" og "demaskere" den mand der vovede at foreslå endnu en "kraft" til at supplere alle kræfterne inden for astronomi, mekanik, fysik, kemi og fysiologi - kræfter hvis eksistens ingen dødelig fuldt ud kunne fastslå - en kraft der satte spørgsmålstegn ved den allestedsnærværende, konstante indflydelse fra de anerkendte "kræfter". De ville vide, om de også ville blive "hånet" af denne mand, givet forvirringen i vores omhyggeligt tilegnede naturvidenskab.

Det var især en ung kemiker ved navn Fischer som selv ikke havde følt spor af denne "magts" ånd, men mente at have bemærket nogle mistænkelige begivenheder på scenen der ud af det blå beskyldte lægen der pralede af en vellykket "produktion", for at være en "almindelig svindler". Den førnævnte hr. Fischer blev "ved dekret" idømt den maksimale straf på 100 floriner for at forstyrre en teaterforestilling, modtog en irettesættelse fra generalkommandoen som reserveofficer der havde krænket ærkehertug Albrechts tilstedeværelse, og blev retsforfulgt af hr. Hansen for "ærekrænkelse" og "bagvaskelse".

Det var en masse gode ting på én gang, og den ukendte "magt" strålede på toppen af ​​sin berømmelse. Men faldet var tæt på triumfen. For det skete at en meget klog Daniel ved navn Dr. Hattingberg sad på dommerbænken i byretten, som med fuldstændig objektivitet tillod beviset for sandheden og samtidig underkastede sagsøgeren Hansen et frugtbart forhør, hvor det blev klart at hr. Hansen hverken var "professor" eller udøver af den velsignede "dyremagnetisme", men blot et menneske med "vilje" og i besiddelse af en "ukendt magt". Nu er påkaldelsen af ​​"viljen" i sig selv en "kraft", som alle schopenhauerianere spidser ørerne overfor, fordi de ikke besidder tilstrækkelig "kraft" til at adskille den sande kerne af Frankfurt-filosoffen fra hans naturfilosofiske frivoliteter, især fra hans gamle koner om "dyremagnetisme". Men selv de bedste "intentioner" var nytteløse i denne sag, fordi vidneudsagn bekræftede at hr. Hansen selv havde fundet "viljen" utilstrækkelig i meget specifikke tilfælde, medmindre det var "viljen" efterfulgt af gerningen til at indgyde visse følsomme tricks og ryk i "mediet" og til at fremkalde hypnotiske tilstande gennem kraftfuld virkning på specifikke muskler og nervekomplekser. Disse hypnotiske tilstande er på ingen måde så "ukendte", og det er heller ikke "kraften" der fremkalder disse tilstande, som hr. Hansen vil have os til at tro. Og når professor Heidenhain i Breslau nu offentliggør resultaterne af sine nylige eksperimenter og fund vedrørende hypnose som han udførte og opnåede på forslag af Hansens "produktioner", vil dette for det første fjerne hele mystikken omkring den og for det andet tjene som en yderst alvorlig advarsel mod farerne ved kunstig hypnose. Kun en fuldt kvalificeret læge kan og bør, under udvisning af den største forsigtighed, udføre sådanne eksperimenter; hr. Hansen er imidlertid en fuldstændig lægmand, hans videnskabelige kompetence "ukendt".

Det lille rum i byretten som uden Hansen havde en hypnotisk virkning på alle, ville nærmest være blevet et forsøgsområde for eksorcisme. Det var faktisk det mediumistiske vidnesbyrd fra en meget "nyttig" ung mand, entusiastisk hengiven sin herre og mester til det punkt af passiv lydighed, som hr. Hansen skulle udføre sin strenge undersøgelse af i nærværelse af hoflægerne og med bistand fra en delegeret fra det medicinske fakultet. Det er sandelig heldigt, at den østrigske retspraksis' annaler blev skånet for en sådan skandale!

En højt anset sikkerhedsmyndighed som indtil da altid udelukkende havde handlet i den "ukendte magts" interesse og havde behandlet kritik og skepsis som ren mala fides, arresteret og straffet dem – ganske vist og unægtelig ikke uden en vanskeligt definerbar inspiration – denne sikkerhedsmyndighed var gennem vidneudsagn i ærekrænkelsessagen endelig blevet opmærksom på manipulationerne og massagen af ​​Hansens "testamente" og henvendte sig til dekanen på det medicinske fakultet med det relevante spørgsmål: om en sådan behandling, eller rettere sagt, berøring, virkelig var så harmløs og sikker? Fakultetet ville næppe have beskæftiget sig med et spørgsmål stillet anderledes. Da fakultetet er forpligtet til at nedsætte en kunstkommission inden for sine rækker, som i tvivlstilfælde skal afgive en medicinsk eller "kunstnerisk ekspertudtalelse", indkaldte dekanen denne kommission, som blandt andet omfatter fysiologen Brücke, hjerneanatomen Meynert og kirurgen Willroth. Fakultetet erklærer først det som en kendsgerning at bevidstløshed kan fremkaldes af tryk på nerver og blodkar. Desuden er kompression af blodkar skadeligt for helbredet, især når trykket udøves på de ydre og indre halskar. At trykke på vagusnerven, regulatoren af ​​hjertebevægelser, kan forårsage de mest alarmerende symptomer. Mekanisk manipulation af det skaldede hoved kan forringe respirationen. At sidde eller stå på maven hos en hypnotiseret person er for det første brutalt og for det andet ekstremt farligt, fordi det kan forårsage muskelspændinger; denne brutalitet hæmmer yderligere den allerede forringede vejrtrækningsproces. Det "rå eksperiment" er derfor afgjort farligt. At fremkalde stivkrampe hos en person er ekstremt risikabelt, især når det, som i Hansens tilfælde, opnås med "brutal magt". Erfaring viser, at reflekserne hos en sådan person kan vare i dage, endda uger, og nogle gange efterlade en destabiliserende effekt på deres mentale ligevægt. Hos personer med svag konstitution kan eksperimentet føre til psykisk sygdom, men selv hos tilsyneladende stærke individer kan hjertestop forekomme. Dette er tilstrækkeligt til at demonstrere faren ved denne "ukendte kraft".

Daniel Hattingberg anså denne ekspertudtalelse fra fakultetet for en stor "juridisk vægt" og erklærede, at han ville give afkald på vidneafhøring. Han afsagde derefter sin dom, men ikke før han havde irettesat den "første forsvarsadvokat" i straffesager, Dr. Neuda, der var kendt gennem Ebergeny- og Osenheim-sagerne, for uautoriseret indblanding fra dommeren i sagen. Han frikendte kemikeren Fischer der offentligt havde kaldt Hansen en "almindelig svindler", for anklagen om ærekrænkelse og beordrede den "ukendte magt" til at betale de kendte sagsomkostninger.

Endnu mere bemærkelsesværdigt end selve dommen var dens begrundelse. Dommeren irettesatte på en yderst værdig måde tiltalte for hans "taktløse og uanstændige bemærkning" i teatret og tilføjede dog, at denne bemærkning allerede var blevet tilstrækkeligt straffet af politiet; desuden var tiltalte blevet provokeret af sagsøgeren, Hansen. Fischer havde ikke haft til hensigt at fornærme sagsøgeren personligt, men havde blot søgt at karakterisere hans opførsel. "Almindelig" betød her "almindelig", vulgær eller fælles, som man for eksempel kunne sige "almindelige storhedsvanvid". Nu dog til hr. Hansen. Han hævdede, at han ikke praktiserede magnetisme, men snarere udøvede en unavngiven, ukendt kraft, der endnu ikke var blevet udforsket af videnskaben, og dermed lovede noget nyt. Det er dog blot en påstand. Alt, hvad der er sket, svarer til hypnose, hvilket ikke er noget nyt. Ekspertvidnernes udsagn har bekræftet dette. Retten blev derfor fritaget for ansvaret for at undersøge, "hvad sagen egentlig indebærer". Retten udtalte blot at hr. Hansen præsenterer sig selv som en "forretningsmand". En sådan person har rettigheder, men også forpligtelser. Hr. Hansen reklamerer offentligt for sig selv som en "magnetisør" og lover at underkaste folk fra offentligheden sin vilje. Men hvis "magnetisme" var forventet, forklarede Hansen, at det han viste, ikke var magnetisme, men snarere en "bevidst fortielse", hvilket i almindelig sprogbrug ville blive beskrevet med det udtryk, som tiltalte brugte ("svindler"). Ordet "svindel" betyder, at det viste ikke er virkeligt, og denne ikke-virkelighed er rettens overbevisning.

Men der er mere, påpegede vores Daniel, hvilket nok er det mest rammende, indsigtsfulde og afgørende punkt i sagen. Hvad hvis nogen opdager en "ny magt", en naturlig hemmelighed, der hidtil har været forseglet med syv segl; nogen føler sig som det 19. århundredes Galileo i sig selv; og denne heldige fyr går ind i teatret, fylder huse og kasser og sætter larm og reklame i gang? Sådan fremstår sandheden aldrig; den er altid ydmyg, beskeden og søger ikke personlig ros. Det publikum som sådanne mirakelmagere spekulerer i, er fuldstændig inkompetent, og til gengæld for dets penge, folkemængder, forbløffelse og bifald forvrænges dets opfattelse, og arven fra dets overtro forøges en hel del! I stedet for at bringe "mere lys" fortykker sådanne aktiviteter mørket i filisternes sind og også i de hoveder, der har en tendens til vildfarelse.

Dommer Dr. Hattingberg: "Hvis hr. Hansen havde dedikeret sin energi til videnskaben, ville han have fortjent stor ros; men da han på scenen, med baggrund i sin entré, præsenterer det, der ikke er magnetisme, og da han proklamerer viden og færdigheder, der meget ofte er inkompetence og uvidenhed, må han underkaste sig den mest grundige undersøgelse og acceptere den, hvis man vender sig bort med skepsis og skuffelse." Han sagde dette.

Den "ukendte magt" har appelleret; desværre er "forretningsmandens" forretning ødelagt, og sagsomkostningerne vil ikke finde nogen ny indtægtskilde til at dække dem. Det endelig bedre informerede politi har forbudt enhver yderligere handling på Hansens "testamente", og i Pest havde sikkerhedsmyndighederne allerede foregrebet de lokale myndigheder. Østrig-Ungarn har lukket sig af for den "ukendte kraft" og foretrækker at klare sig med de gamle "kræfter" i et stykke tid endnu og, fuldt ud bevidst, at "blive tilbage" denne gang.

Vi har nu et alvorligt ord at sige om den "intellektuelle ophavsmand" til det wieneriske bedrag, som ikke er hr. Hansen. Men da "tumulten" midlertidigt er blevet lagt her, og kun få tilhængere og efterlignere af den "magt" der er blevet udfordret af politiet og det videnskabelige samfund, stadig sympatiserer, vil vi vise nåde for i dag. Ikke desto mindre forbeholder vi os retten til ved den rette lejlighed at præcisere grenene af den spiritualistiske boombevægelse og afsløre den utrolige mangel på teoretisk bevismateriale, der bruges her i Wien. Der er også en troens hypnose, mere pålidelig end den fysiske persons. Træd på hans mave – hans muskler vil ikke rive; skær hans vagusnerve over – han vil blive ved med at trække vejret. Og selvom "skrigen" er helt på hans side, passer Blocksberg-verset ham perfekt:

"Jeg vil ikke lade mig skrige til vanvid,
Ikke af kritik eller tvivl;
Djævelen må være noget,
Hvordan skulle der ellers være djævle?"

Magnetisør Carl Hansen. Illustreret Tidende nr 7, 1886.

Die "unbekannte Kraft"

"Luft im Laub und Wind im Rohr

Und alles ist zerstorben."

Wien, 20 Febr. So wäre denne auch Numero 2 besorgt und aufgehoben. Seit Wochen trieb hier Karl Hansen, ein Däne, "Professor," "Magnetiseur," "Hypnotiker" und wieder eingestandenermassen alles das nicht, jedenfalls aber Inhaber einer "unbekannter Kraft," un dem "sonst beständig bankerotten "Ringtheater," dem "Mädchen für alles" unter den Bühnen der Hauptstadt, sein mystisches und zugleich einträgiches Wesen. Er lud die Zuschauer ein zu ihm kommen und sich einer Vorprobe zu unterwerfen ob sie "brauchbare" oder "unbrauchbare Medien" seien, und nach vermeintlich sorgfältiger Auswahl schläferte er die "brauchbaren" Subject ein, nahm ihnen das Gedächtniss, die Sprache, die willkürliche bewegung, versetzte sie sogar in den Starrkrampf. In solchen Zuständen octoyirte er ihnen seinen "Willen," brachte ihnen die albernsten Wahnvorstellungen bei, liess sie einen Hut für einen Säugling ansehen, den sie wiegten, Löwen und Tiger bekämpften, auf Stühlen reiten, stellte sich auf den leib der Starrkrämpfen, deren Kopf und Fersen knapp auf zwei Stühlen lagen, und erweckte die Bewusstlosen durch ein leider bisweilen zu spät gerifenen "Wach!" Am gelungensten war jedesmal die "Production" wenn Hr. hansen die "Medien" "an der Nase führte."

Die Abwechselung in den LeistungeNatürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.n der "unbekannten Kraft" war erbärmlich dürftig, und brachte die Verständigen bald auf den Gedanken dass Hr. hansen entweder seine "Kraft" nicht recht inne habe oder dass diese "Kraft" sich nur auf gewisse Griffe hin selbst an dem "brauchbarsten Medium" äussere.

Natürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.

Im besonderen war es ein jünger Chemiker mit Namen Fischer der an sich selbst keinen Hauch des Geistes jener "Kraft" verspürt hatte, wohl aber einige ihm verdächtige Vorgänge auf der Bühne wahrgenommen zu haben glaubte, welcher dem eben mit einer gelugenen "Production" prahlenden Medicinmann ex cotona einen "gemeinen Schwindler" aufbrummte. besagter Hr. Fischer wurde wegen Störung einer theatralischen Vorstellung "lolizeilich" zur höchsten Strafe, von 100 fl., verurtheilt, erhielt als Reserve-Officier, der sich Anwesenheit des Erzherzogs Albrecht vergangen, einen Verweis vom Generalcommando und wurde von Hrn. Hansen wegen "Ehrenbeleidigung" und "Schmähung" gerichtlich verfolgt.

Das war des Guten viel auf einmal, und die unbekannte "Kraft" strahlte im Zenith ihres Ruhmes. Aber der Sturz war nahe beim Triumph. Es begab sich nämlich dass auf der Richterstuhl des Bezirksgerichts ein gar weiser Daniel mit Namen Dr. Hattingberg sass, der den Beweis der Wahheit mit vollster Objectivität zuliess und zugleich den Kläger Hansen in ein ergiebiges Verhör nahm, bei dem sich eben herausstellte dass Hr. Hansen weder "Professor" noch Prakticant des sel. "animalischen Magnetismus," sondern lediglich ein Mesch von "Willen" und im Besitz einer "unbekannter Kraft" sei. Nun ist freiich die Anrufung des "Willens" schon an sich eine "Kraft" bei der sich alle Schopenhauerianer sammt ihren Ohren emporrecken, weil sie eben nicht "Kraft" genig besitzen um den wahren kern des Frankfirter Philosopen von dessen naturphilosophischen Alfanzereien, insbesondere von seinem Alteweibergerede über "thierirschen Magnetismus" zu sondern. Zur Sache aber war mit dem besten "Willen" nichts anzufangen, weil durch Zeugenbeweis erhärtet wurde dass der "Wille" in ganz bestimmten Fällen von Hrn. Hansen selbst unzureichend gefunden worden war, es sei denn der von der That gefolgte "Wille" dem "Medieum" gewisse empfindliche Kniffe und Püffe beizubringen und durch gewaltsame Entwirkung auf bestimmte Muskeln und Nerven-Complexe hypnotische Zustände hervorzurufen. Diese hypnotische Zustände sind nun keineswegs so "unbekannt," noch ist es die "Kraft" welche jene Zustände hervorruft, wie Hr. hansen glauben machen möchte. Und wenn Prof. Heidenhain in Breslau das Resultat seiner neueren Experimente und Resultate in Bezug auf Hypnose, die er auf Anregung der Hansenschen "Productionen" angestellt und erzielt hat, jetzt mittheilt, so liegt darin zunächst die Zerstreuung des ganzen Nimbus und zweitens die allerernstlichste warnung vor den Gefahren der künstlichen Hypnose. Nur ein vollkommener Medicier kann und darf, unter Anwendung der äussersten Vorsicht, solche experimente vornehmen; Hr. hansen aber ist absoluter Laie, seine wissenschaftliche Capacität "unbekannt."

Der kleine Raum des städtischen Bezirksgerichts, der ohne Hansen jedermann hypnotisch machte, wäre auf eine Haar zur Versuchsstation für Willensaustreibung geworden. Es handelte sich nämlich um die Mediumszeugenschaft eines sehr "brauchbaren" für Seinen Herrn und Meister bis zum passivsten Gehorsam begeisterten Jünglings, an welchem im Beisein der Gerichtsärzte und unter Zuziehung eines Delegirten der medicinischen Facultät Hr. Hansen sein examin rigorozum ablegen sollte. Ein whares Glück dass die Annaleen österreichtischer Rechtsplege vor solchem Skandal bewahrt blieben!

Eine hochlöbliche Sicherheitsbehörde, die bis dahin stets nur im Interesse der "unbekannten Kraft" thätig gewesen und Kritik wie Skepsis als lauter mala fides behandelt, arretirt und bestraft hatte - freilich und unläugbar nciht ohne eine schwer zu qualificirende Inspiration - die Sicherheitsbehörde also war durch Aussagen der Zeugen im Beleidigingsprocess endlich auf die Manipulatinen und Massirungen des Hansen'schen "Willens" aufmerksam geworden, und richete an das Dekanat der medicinischen Facultät die wohlaufzuwersende Frage: ob solche Behandlung, resp. Befaustung, denn so ganz harmlos und ungefährlich sei? Die Facultät hätte sich schwerlich auf eine anders gestellte frage eingelassen; da sie aber in ihrer Mitte eine Kunstvorstellungscommision zu bilden hat welche in zweifelhaften Fällen ein sanitätliches oder "Kunstgutachten" abgeben muss, so berief der Dekan diese Commission, in Welcher u. a. der Physiolog Brücke, der Gehirn-Anatom Meynert und der Chirurg Willroth Sitz und Stimme haben. Das Collegium erklärt es zunächst für Thatsache dass durch einem Druck auf Nerven und Blutgefässe Bewusstlosighkeit erzeugt werden kann. Die Compression der Blutgefässe ist ferner gesundheitsschädlich, besonders wenn der Druck auf die tieferen Halsgefässe ausgeübt wird. Durch einen Druck auf den nervus vagus, den Regulator der Herzbewegung, können die bedenklichsten Symptome hervorgerufen werden. Eine mechanische Einwirkung auf den Kahlkopf kann die Respiration fistiren. Das Sitzen und Stehen auf dem Bauch eines hypnotischen Individuums ist erstens eine "Brutalität" und zweitens im höchsten Grade bedenklich, weil eine Muskelzerreitzung stattfinden kann; der ohnehin schon beeinträchtigte Athmungsprocess wird durch diese Brutalität weiter gehemmt. Das "rohe Experiment" ist also entschieden gefährlich. Die Versetzung eines Menschen in den Starrkrampf ist äusserst bedenklich, besonders wenn sie, wie bei Hansen, mit "roher Gewalt" bewerkstelligt wird. Die Reflexibilität eines solches Menschen dauert erfahrungsgemäss Tage, ja Wonchen lang, und hinterlässt mitunter eine Labilität des psychischen Gleichgewichts. Bei schwächlichen Naturen droht als Folge des experiments Geisteskrankheit, aber selbst bei scheinbar starken Constitutionen kann Herzlähmung erfolgen. Genug um die Gefährlichkeit der "unbekannten Kraft" darzulegen.

Daniel Hattingberg empfand dieses Gutachten der Facultät als eine grosse "Rechtswohlthat" und erklärte nunmehr von der Zeugenprobe abzusehen. Sodann kam er zu seinem Spruche, nicht ohne vorher dem "ersten Vertheidiger" in Strafsachen, dem durch die Ebergeny und Osenheim weithin bekannt gewordenen Dr. Neuda, einen Verweis wegen unbefugteer Einmischung des Richters in die Procedur ertheilt zu haben. Er sprach den Chemiker Fischer, Welcher Hansen öffentlich einen "gemeinen Schwindler" genannt hatte, von der Anklage auf Ehrenbeleidung frei und verurtheilte die "unbekannte Kraft" zu den bekannten Processkosten.

Noch bemerkendswerther als das Urtheil selbst war dessen Motivirung. Dem angeklagten verwies der Richter höchst würdevoll seine "tactlose und unanständige Aeusserung" im Theatersaale, fügte jedoch hinzu: Diese Aeusserung sei polizeilich genugsam abgestraft worden; auch sei der Angeklagte durch den Kläger Hansen provocirt gewesen. Fischer habe auch nicht den Kläger persönlich beschimpfen wollen, sondern nur dessen handlungsweise zu charakterisiren gesucht. "Gemein" heisse hier un so viel wie "gewöhnlich", vulgaris odeer communis, wie man z. B. sage: der "gemeine Grössenwahn." Nun aber zu Hrn. Hansen. Dieser behaupte: er treibe keinen Magnetismus, er übe eine unbenannte, unbekannte Kraft aus, die von der Wissenschaft noch nicht ergründet sei, verspreche also etwas Neues. Das sei jedoch eine blosse Behauptung. Alles Vorgegangene komme auf Hypnotismus hinaus, der nichts neues sei. Die Aussagen der Sachverständigen haben diess erhärtet. dadurch sei das Gericht der Untersuchung überhoben "was an der Sache sei." Das Gericht habe bloss constatirt dass Hr. hansen als "Geschäftsmann" auftrete. Ein solcher have Rechte, aber auch Pflichten. Hr. Hansen kündige sich öffentich als "Magnetiseur" an und verspreche Leute aus dem Publicun seinem Willen unterthan zu machen. Wenn aber "Magnetismus" erwartet wurde, so habe Hansen erklärt: das war er zeige sei keiner, sondern eine "bewussten Verbergen" zu thun, das sich im gewöhnlichen Sprachgebrauch mit dem von dem Angeklagten gebrauchten Ausdrucke ("Schwindler") qualificire. Das wort, "Schwindel" besage dass das Gezeigte nicht reell sei, und diese Nichtrealität sei die Ueberzeugung des Gerichtes.

Aber noch wins, äusserte unser Daniel, was wohl das Treffendste, Einleuchtendste und Entscheidende bei der Sache ist. Was, es entdeckt jemand eine "Neue Kraft," ein bisher mit sieben Siegelm verschlossenes Naturgeheimniss; es fühlt einer den Galilei des 19. Jahrhunderts in sich; und dieses Sonntagskind geht aufs Theater, macht volle Häuser und Cassen und setzt Claque und Reclame in Bewegund? So tritt die Wahrheit niemals auf, sie ist stets demüthig, anspruchlos und suchet nicht das ihre. Das Publicum auf welches derartige Wundermänner speculiren ist durchaus incompetent, und zum Danke für sein Geld, Gassen und Staunen und Klatschen wird ihm das Concept verrückt und das Erbtheil seines Aberglaubens um ein gutes Theil vermehrt! Anstatt "Mehr Licht" zu bringen, verdickt solches Treiben die Finterniss in banausichen Köpfen und auch in solchen Häuptern die zum Wahn incliniren.

Der Richter Dr. Hattingberg: "Wenn Hr. hansen seine Kraft der Wissenschaft zur Verfügung gestellt hätte, so würde er sich hohen Dank verdient haben; da er aber auf der Bühne gegen Entrée als Magnetismus producirt was nicht Magnetismus ist; da er ein Wissen und Könne verkündet das sehr oft Nichtkönnen und Nichtwissen ist, so muss er sich die genaueste Prüfung gefallen lassen und hinnehmen wenn man sich mit Debauern und Enttäuschung abwendet." Sprach's.

Die "unbekannte Kraft" hat appelirt; leider ist dem "Geschäftsmann" das Geschäft gelegt, und die Processkkosten finden kein neues habet zur Deckung Mehr vor. Die endlich besser unterrichtete Polizei hat jede weitere Bethätigung des Hansen'schen "Willens" untersagt, und in Pest war die Sicherheitsbehörde der hiesigen scier zuvorgekommen. Oesterreich-Ungarn hat sich der "unbekannten Kraft" verschlossen, es zieht vor noch eine Weile mit den alten "Kräften" hauszuhalten und mit vollem Bewusstsein diesmal "um sine Idee zurückzubleiben."

Wir hätten nun noch ein ernstes Wort über den "intellectuellen Urheber" des Wiener Schwindels, Welcher nicht Hr. Hansen ist, zo sagen. Da jedoch der "Rummel" vorläufig hier erledigt ist und nur noch vereinzelte An- und Nachbeter der polizeilich und wissenschaftlch beanstandeten "Kraft" verständnissvoll nachfeuszen, so wollen wir für heute Gnade vor Recht ergehen lassen, behalten uns jedoch vor bei herbeigenöthiger Gelegenheit die Filialien der spiritistischen Hausse-Bewegung klarzulegen und die unglaubliche Dürftigkeit des theoretischen Beweismaterials, mit dem gerade hier in Wien operirt wird, zu enthüllen. Es gibt auch eine Hypnose des Glaubens, zuverlässiger als die des körperlichen Individuums. Steig' ihm auf den Bauch - seine Muskeln zerreizzen nicht; zerschneid' ihm den nervus vagus - er athmet weiter. Und obgleich das "Schreien" durchaus nur auf seiner Seite ist, so passt doch der Blocksberg-Vers vollkommen auf ihn:

"Ich lasse mich nicht irre schrein,

Nicht durch Kritik noch Zweifel;

Der Teufel muss doch etwas sein,

Wie gäb's denn sonst auch Teufel?"

(Allgemeine Zeitung 25. februar 1880).

 

Den franske læge Charcot (1825-1893) brugte hypnose som et terapeutisk værktøj til at give slip på mentale forstyrrelser.

I 1880'erne mente en frank læge, Josef Breuer at hans patienter kunne genopleve traumatiske oplevelser fra deres fortid, når de var i trance og få forskellige problemer og symptomer til at forsvinde. Sigmund Freud nævner i "Selbsdarstellung" Carl Hansen og hans overbevisning om hypnotiske fænomeners ægthed. Han anvendte en kort periode hypnose i sin terapiform. (Uffe Hansen: Psykoanalysens fortrægte fortid - om magnitisøren Carl Hansen og Sigmund Freud. 1991.) 

Se også indslag om cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) som havde mødt hansen og fra omkring 1887 fortsatte hvor Hansen slap.

Carl Christian Nielsen-Hansen, eller Carl Christian Nielsen kaldte sig i Danmark Carl Hansen, i udlandet Charles Hansen var født 1833 i Odense. Han stod i lære hos købmand Gustav Münster. 

Blandt publikum i Wien var den dengang ukendte Sigmund Freud og kollegaen Josef Breuer. Hvilket nogen mener at det inspirerede Freud til at forske mere i hypnose.

Ytring til Theater-Directionen.

En del af det musikelskende publikum finder sig foranlediget til at gøre den ærede direktion opmærksom på en uorden der let kan indsnige sig og formere sig ved vores teater og som i udlandet en gang imellem drager misnøje og urolige optrin efter sig. Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt. 

At en af disse virkelig undertiden kan føle sig ubekvem til at udføre dette eller hint store parti er begribeligt. Men at det går for hyppigt på til at være grunden, tror anmelderen at kunne bevise ved at måtte i en ung og øvet tenors hænder savne Don Ottavias ypperlige arie i Don Juan, og i besynderlighed Rosinnis brillante arie med kor i slutningen af Barberen i Sevilla, som vores fortjenstfulde jomfru Yrza sikkert ville give os med lige så meget kraft som behagelighed. 

"Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt" (C.A. Lorentzen: Scene af "Figaros bryllup" o. 1782. Statens Museum for Kunst) 

Endvidere vil anmelderen være så fri at udpege nogle flere såsom Euphemias smukke og udtryksfulde arie i Nonnernes andet akt, Lisettes arie i Skatten. Mads' i Kærlighed uden Strømper. For ikke at tale om den herlige duet mellem Agiria og Tancredo som i sin tid blev udeladt af Trancredo formedelst hr. Zincks hæshed. Ikke desto mindre er det lidt tungt når man for sine 7 til 8 mark forventer at se en fuldstændig opera ikke alene må se sig skuffet i den forventning at høre sit yndlingsnummer, men i stedet for denne putte sin tyske nabos glose i lommen:

"So was darf man uns nicht biethen, wo ich her bin - oder:
Die Dänen müssen sehr gutmüthig seyn dass man Sie so behandlen darff"

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 764-765).