I nr. 123 taltes noget om Københavns borgerskabs dårlige bevæbning. Uagtet det der blev sagt fuldkommen stemmer overens med sandheden, er dog det så lidt og tingen så langt fra at være uvigtig at man måske med fornøjelse vil læse lidt mere om det.
Der er ingen årsag til at tvivle om at borgerskabet i belejringstiden under Frederik den Tredje jo var forsynet med geværer. Deres kraftige modstand er det bedste vidnesbyrd om det. Siden den tid har staden i fredens skød tiltaget til mere end den dobbelte størrelse, og da det ikke med kraft er overholdt at hver borger havde sit gevær, er følgen blevet at mange ikke har anskaffet det fordi de ikke vidste at det burde ske eller troede det tilfælde umuligt da byen atter kunne komme i fare, og at flere har været glade ved under de mange udgifter det medfører at nedsætte sig som borger, at spare anskaffelsen af et gevær. Derved er det endelig kommet så vidt at kun en overmåde lille del af borgerne har geværer.
Selv de som haves, er ikke af lige kaliber som dog er så nødvendig en egenskab. Vores nuværende virksomme stadshauptmand har allerede straks da han tiltrådte sin post forestillet denne mangel på højere steder. I 1785 blev det gennem generalitetet tilmeldt stadshauptmanden at hans majestæt ville forære borgerskabet 3.573 gamle geværer som fandtes på Tøjhuset. Og at der endnu var imellem 2 til 3.000 flere ditto som kunne overlades. Ved prøver hvor meget disse geværer kunne koste at sætte i fuldkommen stand, fandt man at der til det ville medgå omtrent tre rigsdaler pr styk. Da altså den hele sum ikke blev lille, og man endelig ingen udveje så til at få den tilvejebragt, ansøgte stadshauptmanden med samtlige stadskaptajners minde om at hans majestæt ville lade geværerne sælge og at den derfor indløste penge som en kongelig gave måtte gøres frugtbringende for således årlig at kunne anskaffe nogle nye gode geværer, og sikkert skønt langsomt, komme til målet.
Sikkert tør man håbe denne ansøgning bønhørt. Skulle imidlertid det højere og dog ingenlunde overdrevne ønske at hele borgerskabet forsynedes straks med gode enskalibrerede geværer, blive opfyldt enten ved et forskud af stadens kasse eller ved påbud på borgerne selv (dog dette var odiøst omend retfærdigt at til råde i denne ødelæggende dyrtid) eller ved stadskassens hjælp (og denne kunne med grund tilrådes, for så vidt Københavns forsvar er mere end enkelt stads, er hele landets forsvar) eller på anden god måde; - da måtte man ønske at den af de forærede 3.73 geværer indkommende auktionspenge anvendtes til af renterne at anskaffe præmier for årligt og jo oftere jo bedre, holdende frihånds-skydeøvelser for borgerskabet.
Endelig bør det bemærkes her at foruden geværer, endnu en anden væsentlig ting fattes hos borgerskabet i almindelighed. Det er øvelse i at behandle, endog i at lade og afskyde et gevær. Skulle man tro at der var borgere som for nogle dage siden ikke vidste hvad skarpe patroner var! Den frygt for at beskadiges af sine egne, mens man udsatte sig for fjenden, som denne ukyndighed i at omgås et gevær og geværernes omtvivlede godhed opvakte, var heller ikke lille hos mange. Men denne frygt burde dog ikke haves. Og synes intet naturligere for den som skriver dette end at enhver som søger borgerskab, skal forholdes dette indtil han med attest fra kompagnikaptajnen godtgjorde at han i det mindste 5 gange havde indfundet sig på den borgerlige eksercerplads for at blive undervist i at bruge et gevær.Og skulle denne undervisning meddeles ham frit. Sådant er brugeligt andetsted. I hamborg har man et såkaldt Drillhus og ingen får borgerskab før han der har ladet sig eksercere eller som det der kaldes, drille.
Jeg kan ikke ende dette stykke om hvad der endnu mangler borgerskabet i at være rede til virkelig forsvar i påkommende krigstid uden at nævne en mangel på opmuntring for borgerskabet fra regeringens side som man ikke desto mindre kan forklare sig i en tid da denne upåtvivlelig har lagt sin kærlighed og lid for dagen. Det er; At borgerskabets løjtnanter ikke bærer felttegn. Ingen som kender noget til militærtjeneste, vil råbe at det er ubetydeligheder, hvorfor havde da etatens løjtnanter det? Endnu mindre vil nogen fornuftig mand indvende at etaten bør have noget forud. For var endog felttegnet hvad det ikke er, blot pynt, hvem skyldte staten det da mere enten den mand der lønnes som kriger, eller den der mens han bidrager af sin formue til faste krigeres lønning, selv uden lønning gør krigers tjeneste? For at denne borgerlige officer kan have lige honneurs af skildvagter, lige lydighed at vente i tilfælde at han endog får virkelige soldater under sig (som altid i sidste alarm), for at opmuntre underofficererne med forventning om ved første avancement at nyde samme ære, endelig for at ikke en ung mand af etaten om nogen var i stand til sådan lavhed. skulle kunne holde sig op over den ældre fortjente borgerløjtnant - er det en sand nødvendighed at denne sidste ikke i mindste måde er mindre hædret end den anden. Vist nok vil vores kronprins der ved hvad et forsvar ikke alene af duelige, men også villige med deres hæderspost fornøjede mænd er værd for staten og staden, engang opfylde det ønske som her er fremsat, og som så meget friere tør ytre sig da den som gør det, ikke kan anses for egennyttig deri
K. H. Seidelin.
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 126. 20 September 1800, s 2001-2007)
