Upassende Bøgers Brug i Friskoler

Hr. Udgiver!

De trykkende dyre år er til fortvivlelse for den uformuende og det har i forening med en anden årsag, som ikke her kan nævnes, men som enhver håndværker på forespørgsel kan opgive, ført så mange af de mindre håndværkere og professionister i tiggerstanden, og vil som udsigten stadig er, bringe mange flere deri. Der er altså en ganske sandsynlig formodning om at personalet under fattigvæsnet er således tiltaget, at direktionen har været frataget både lejlighed og pengeevne til at udføre noget det meget gode, som den kongelige vedtagne plan fra den 59 til 82 § foreskriver i henseende til de under fattigvæsnet henlagte frie skoler.

Imidlertid ønskes det indtil ovennævnte §§er kan udføres, at de anskaffede begyndelsesbøger i nævnte skoler, såsom abc og katekismer, bliver valgt af en anden slags, der ikke så at sige er i strid med hensigten af ovenanførte paragraffer, især 61, 61, 63.

Det er en ynk endnu i disse skole *) at se, med hvilken sløvhed, ulyst og unytte, de små børn spilder tiden på den gammeldags abc, i hvilken hverken troens artikel eller dåbens og alterens sakramente, men alene hanen som står bag i, er dem fattelig eller begribelig. Lige så  jammerlig tygges der den ældgamle katekismus, hvor Luthers trussel til paven er indført. Da der dog gives en meget morsom og fattelig abc af provst Rasmussen, ligesom der også findes senere og bedre udgaver af katekismer, når man endelig vil at små børn skal gøre begyndelse med religion, hvilket dog så ofte og grundigt er modsagt, og nu nylig i sidste Minerva, ved en ypperlig afhandling af hr. Frechland.

*) Jeg er ikke vis på om de her omtalte bøger bruges i alle fattigskoler, men i nogle bruges de.

(Politivennen. 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2081-2083)

Uordener.

Hvorfor har Kurtin, konditoren på Nytorv, vist så stor mangel på agt for den nation han har nedsat sig hos, at lade begge sine døre bemale med blot tysk opskrift. Der kan og der bør være den danske der ikke går ind af en billig fortørnelse over denne uhøflighed. Og med blot tyske kunder er hr. Kurtin nok ikke tjent.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2078-2079)

En betydelig Mangel uden for Stadens Nørre-Port.

For en føje tid siden var jeg ude af stadens Nørreport da jeg ville gå hjem om aftenen havde jeg det uheld at se mig udelukket og var ikke klædt meget godt til at modstå nattens rå kulde og således at udholde i 5 timer. Jeg besluttede straks at gå til alle de nærmeste traktørsteder som jeg vidste. Jeg bankede hårdt hos den ene efter den anden. Hundene gøede i gårdene ynkelig, men hos folkene var der ingen barmhjertighed. Således fordrev jeg tiden til kl. halv to. Jeg gik da i accisseboden og bankede også der. Jeg hørte folk tale indenfor, men de lod mig stå ude. En del krydsere eller fordægtige mennesker indjog mig for megen frygt for at gå ad Farimagsgade til Vesterbro for der om muligt at komme ind et sted. Disse mennesker fortalte mig også at de var udelukket af porten. Men før kl. 1 så jeg dem ikke, og da dagen brød frem, så var de også borte. 

Da det vist arriverer flere at komme således for sent enten ved et urs urigtighed eller ved mange andre tilfælde, så synes mig rimeligt at der uden for hver port var et offentligt traktørsted eller gæstgivergårdhvor man kunne være sikker på at komme ind hele natten. Dette ville være meget nyttigt og til stor tryghed for rejsende som kommer efter udregning tids nok på vej, men ved uheld der indtræffer med vognen eller sådant, skal nu lide og måske pådrage sig en sygdom. Man kunne derfor ønske at de ansvarlige ville tage dette forslag til nøjere eftertanke.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2076-2077)

Spørgsmaal paa Højbroplads.

Hvad kan være årsagen til at beboerne på Højbro Plads er tilsagte til at lade være fejet for deres huse om morgenen kl. 8, og det sammendyngende skarn først bliver afhentet om eftermiddagen, somme tider mellem 4 og 5? For størstedelen har den vedvarende kørsel igen adspredt skarnet, og følgelig kan pladsen om dagen aldrig findes ren. Kunne heri ikke gøres en forandring?

Carl Christ Borup.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2073)

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)