Opfordring til Politivenen fra en Østerbromand.

Inden for voldene passer De ret godt på, De advarer når fortovene spærres, når et rendestensbræt ligger uordentligt, når jernet eller lænkerne derpå er farlige for de gående, når noget ligger til hinder på fortovene osv. Og dette har ofte haft sine gode virkninger. Men hvorfor vil De ikke skænke os stakler som bor udenfor byen, også noget af Deres opmærksomhed? Vær så god at spadsere ud af Østerport, så vil De se adskilligt som kunne behøve Deres erindring: Broen selv er uendelig skiden. Det kommer sig af at renovationsvognene enten læsses alt for fulde, eller som oftest er yderst åbne. Det halve læs tabes på vejen mellem porten og lossepladsen. Måske nogle af kuskene, af en slags medlidenhed, drejer bagsmækkene på vognene for at lette byrden lidt for deres udpinte heste. Jeg ved ikke hvor ofte broen om vinteren skal renses. Men det ved jeg at det er meget længe siden.

Behager De endvidere at gøre turen til Østermølle. De vil da få smukke ting at se. Men jeg beder Dem, lad det ikke ske fastende. For da vil det vist ikke gå Dem bedre end det går så mange af dem der passerer det store bælt. Forpagteren af den lille Triangel uden for Møllen har behaget herpå at udføre de ting, som synes at være af samme natur som natterenovation. Hvilket jeg aldrig tror kan være tilladt, lige så lidt som jeg tror at vedkommende har frihed til at aflæsse renovation på vejen mellem nævnte Triangel og Salperterværket, hvor den findes i så overdreven en mængde at dersom en ubekendt i mørke passerede fodstien over imod salpeterværket, lad ham være ædru eller beskænket, da måtte han hovedkuls styrte ned i den umådelig dybe grøft hvorfra han aldrig vender levende tilbage. Det var at ønske at denne grøft blev forsynet med et brystværn, i det mindste hvor overfarten er til Øster Alle og Strandvejen. For uden dette, vil der vist engang ske en ulykke. Nu er det sandt, her haves 2 kommissærer til at - - - 

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2275-2277)

Om Een-Rixsdalerssedlers Forvandling til Femrixdalerssedler

Følgende bedrageri er berettet udgiveren: Sidste søndag aften kl. 8 den 11. januar dette år kom en velklædt, høj, smækker, ung person ned i en butik og anmodede om at veksle en 5 rigsdalerseddel. Ved et kort syn på den med blotte øjne 64 år gamle, aftalte kræmmeren 5 enrigsdalersedler. Da han dog forinden han udleverede dem, hvorvel personen hastede, beså nævnte falske 5 rigsdalerseddel med briller, bliver han opmærksom på at ordene: fem rigsdaler courant var skrevne i sin orden fuldkommen så store som almindelige og sortere end det øvrige kobber og trykte bogstaver. Han sagde da til personen: dette er skrevet med pen og blæk, jeg bytter den ikke. Endnu ikke vidende at det var en rigtig enrigsdalerseddel der var omskabt til en 5 rigsdalerseddel. Herpå anråbte personen en anden ligeledes velklædt ung person fra gaden uden for boddøren som kom ind og forsvarede sedlen. Men da vi alle tre gjorde sammenligning, fandtes hverken det lille eller stregen af det store romerske V i kobberet og ordene En Rigsdaler stod kendelig. Men det trekantede øje øverst var aldeles ikke at se af de anbragte store bogstaver: 5 rigsdaler osv. Manden sagde dem det var bedrageri som fortjente arrest, hvormed de for afsted.

Den første havde en lysegrå kjole med bred rød krave, den anden var noget mindre med brun kavaj, begge havde deres eget hår.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2273-2274)

Barbari mod Heste.

Der er i København talt og skrevet så meget om menneskers pligter mod dyrene *), at man skulle tro at dette menneskets så uværdige barbari mod værgeløse trældyr aldrig mere skulle finde sted her. Alligevel ser man desværre alt for hyppig det modsatte. Således passerede i dag den 7. januar kl. kvart over to gennem Rådhusstræde til Nørregade en stor enspændervogn fuldt pakket med tøndestaver, om jeg ikke så fejl. Hesten trak med anspændelse af alle kræfter det meget svære læs, men standsede omsider af mangel på kraft. Nu begyndte en afskyelig pisken på det arme dyr af køresvenden som endog selv lod sig trække Hesten slæbte vognen nogle skridt og standsede igen, som gav anledning til nye isk der genlød i alle værelser hvor man endog ville skjule sig for ikke at være vidne til så ubehagelig en scene. Kl. halv fire kom samme vogn og hest igen, med stort læs og den samme scene blev da atter gentaget.

Politiplakaten af 2. februar 1789 befaler at mulkter med alvorlighed skal anvendes på dem som begærer eller tillader at der læsses mere på en vogn end tilladt er. Dette bud syntes især at angå og være givet for vognmandskarl, men det var sikkert nyttigt at det fik en videre udstrækning. I det mindste var det ønskeligt at den eneborger ved formaning til sine folk ville sikre den anden for optrin som nødvendigvis må forstyrre et følende menneskes ro, hvilket han især i sit eget hus troede at kunne gøre krav på.

*) Måske ved anmelderen ikke at København også har sin antismith, at der også her er skrevet imod al følelse for de mishandlede dyr, og den endog af en embedsmand, se Politivennen nr. 172.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2267-2269)

De store Byers skadelige Inkognito

De desværre for mange årsager til fordærvelse af tænkemåder og sæder, til udøvelse af bedrageri og forbrydelser, er alt sammen et bevis på, hvor meget opdragelse og lovgivning endnu mangler for at opnå fuldkommenhed. Almindelige overalt, og endnu mere almindelig i de store byer endnu flere, hvilket hidtil er alt for lidt har efterforsket og erkendt, og heller ikke arbejdet mod.

Jeg vil her blot berøre en af disse rødder til ondskab, en af de allervæsentligste: Det inkognito, hvori indbyggere i en stor by lever, ikke alene for hinanden, men for stadens politi og øvrighed.

I en lille by på landet er der ikke dette inkognito. Man kender de mennesker, hvis handlinger kunne have indflydelse på vores tilstand, man behøverl hinanden, og lærer straks at skelne den hjælpsomme og godhjertede fra den hårde og skadefro. Man kender hinandens foretagender og bedømmer deraf moralen. Man kender hinandens venskaber, forpligtelser, fjendskaber, misundelser, lidenskaber og følelser, og har derved nøglen til deres handlinger. Man kan vurdere deres formue, sammenligne om den stiger og falder og hvorfor, og ved temmelig sikkert, om en noget nyt er erhvervet lovligt eller ikke. Agtelsen kan her være grundet, og også værd at stræbe efter. Man kan tage sig i agt for en ondsindede og mistænkelige, fordi man kender ham, og øvrigheden kan ved denne kundskab både forebygge forbrydelser, og når de er udøvede, opdage deres gerningsmænd.

Derfor ser man ikke bedrageri og misdåd udøvet på landet og i små steder af andre end de rige og mægtige, der kan trodse den almindelige dom eller standse undersøgelsen. Den ringeres bedrageri bliver straks opdaget, og om de danske øprovinser i særdeleshed kan man sige, at når øvrighederne selv er som de bør, og overvåge fremmede overløberes indsnigelse ved færgestederne, så vil de kunne nyde den indvortes ejendoms- og personsikkerhed i en sjælden grad.

I den store stad er det omvendt. Skønt tæt ved hinanden, hindres man dog af mængden fra at kende hinanden. Den bekvemme forandring af opholdssted, fra et sted af byen til et andet, gør dette endnu muligere. Sladderen har her ikke den fuldstændighed som hisset, den kan ikke overkomme sit arbejde. Løgnen træder i dens sted, og formindsker endnu i en liden kundskab man kunne have om hinanden. Man kan her vinde agtelse uden at fortjene den, fordi man kan holde blot den gode side for øjet. Man kan tabe agtelsen uden at forskylde det, fordi man kan tillyves en slet side som man ikke har. Nidkærhed for agtelse, og frygt for ringeagt er derfor ikke så mægtige moralskee drvfkræfter her, som hisset. enhvers eehverv kan ikke nøje vejes, følgelig derfra ingen prøvesten hentes for hans besiddelser lovlighed. Letheden i en hemmelig forvandling af tyvekoster til penge, eller i deres fordølgelse kommer endnu hertil. Ligeledes en idelig tilstrømming og bortrejsen af fremmede og rejsende, som opholder sig for kort til at kendes. Al dette lagt sammen, men især muligheden af at leve hele år på borg og politiets og øvrigheden uvidenhed om indbygernes næringsvej og formues kilder, gør livet i den store by til en farlig maskerade.

Som i småbyer og landsbyer bedragerne og misdæderne må søges i den højere klasse, således lever en stor del af den store bys lave klasser blot af bedrag og udød. Uden at de højere klasser derfor er des bedre.

I en græsk republik var det enhver pålagt for øvrigheden at angive deres næringsvej, kilderne og beløbet af deres indkomster. I vore tider er dette påbudt i adskillige krigsførende stater, for efter en sikker målestok at kunne beskatte.

Ikke i denne henseende, men for at kunne overvåge sikkerheden, var det at ønske, at også i København enhver, som føder sig selv eller andre, tillige pålagdes at opgive sin næringsvej og indtægtskilde, og at alle disse navne og angivelser optegnedes i protokoller, enten hos Magistraten eller på Politikammeret.

Den nytte slig en protokol ville være af for et årvågent politi, det lys den ville give i mange statistiske henseender, den nye bevæggrund til arbejdsomhed den ville yde, den skræk den ville være til for dagdrivere og ildådmennesker (thi angivelser måtte være bevislige), den sikkerhed den ville skænke alle de, som nu besnakkes til at give borg til personer der aldrig betaler (thi protokollen burde efterslås på begæring imod en passende erlæggelse). Alle disse herlige følger tror jeg ikke at burde foregribende udvikle, ligesom det ville være overflødigt at indgå i de nøjagtigere forskrifter, en sådan næringsangivelse måtte tage imod.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10. januar 1801, s.2263-2268)

Uorden ved Glaciholm.

Fra Glaciholms Have uden for Vesterport fandt en person onsdag den 7. januar fornøjelse i at skyde med hagl ud over vejen. To forbigående, den ene en pranger fra Slagelse, blev såret i kinden, den anden, en mesterslagter her i byen, strejfede haglene på kjolen. Anmelderen heraf kom på samme tid forbi og var tillige med flere øjenvidne til dette. Han gik da med de to omtalte ind efter personen som endnu blev stående indtil han så os i haven, men da løb han og gemte sig. Efter forespørgsel der i huset om man ikke vidste hvem han var, sagde et fruentimmer at hun havde set en løbe med et gevær, men hun foregav at hun ikke kendte ham.. Da nu samme person oftere kunne få lyst til at gentage dette, så for at forebygge sådanne kåde streger som kunne have så farlige følger tror jeg at burde offentlig bede hans forældre, foresatte osv. at advare ham på en alvorlig måde.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10 januar 1801, s.2258-2259)