En smuk Handling af danske Vestindianere

Den brave løjtnant Fedders fald i kampen mod sørøveren er hans sørgende landsmænd bekendt. Men mindre følgende ved den foranledigede dåd. Vores vestindiske landsmænd, der altid viser den kække søkriger den mest opmuntrende agt og kærlighed, og havde erfaret at Fedders moder, som lever i København med sønnen, også ville tabe sin underholder, har samlet sammen og sendt hende med et deres med sorg bevidnende brev den sum af 7.000 rigsdaler.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s. 2278)

Om Københavns slemme Kælderskure.

Udgiveren tror det ville være til fremme og nytte for mange brave hoveder hvis den dejlige mængde kælderskure som nu er på adskillige steder her i byen anbragt så overmåde lavt at intet fuldvoksent menneske kan passere dem uden at få et puf på hovedet, blev enten anvist en højere plads, eller hvor gørligt, rent borttaget. Ved højlys dag kan man endda når man har øjnene med sig, så nogenlunde vogte sig for disse fatale hilsner, men på en mørk aften, står man med største forsigtighed i fare for at komme til skade.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s. 2277)

Opfordring til Politivenen fra en Østerbromand.

Inden for voldene passer De ret godt på, De advarer når fortovene spærres, når et rendestensbræt ligger uordentligt, når jernet eller lænkerne derpå er farlige for de gående, når noget ligger til hinder på fortovene osv. Og dette har ofte haft sine gode virkninger. Men hvorfor vil De ikke skænke os stakler som bor udenfor byen, også noget af Deres opmærksomhed? Vær så god at spadsere ud af Østerport, så vil De se adskilligt som kunne behøve Deres erindring: Broen selv er uendelig skiden. Det kommer sig af at renovationsvognene enten læsses alt for fulde, eller som oftest er yderst åbne. Det halve læs tabes på vejen mellem porten og lossepladsen. Måske nogle af kuskene, af en slags medlidenhed, drejer bagsmækkene på vognene for at lette byrden lidt for deres udpinte heste. Jeg ved ikke hvor ofte broen om vinteren skal renses. Men det ved jeg at det er meget længe siden.

Behager De endvidere at gøre turen til Østermølle. De vil da få smukke ting at se. Men jeg beder Dem, lad det ikke ske fastende. For da vil det vist ikke gå Dem bedre end det går så mange af dem der passerer det store bælt. Forpagteren af den lille Triangel uden for Møllen har behaget herpå at udføre de ting, som synes at være af samme natur som natterenovation. Hvilket jeg aldrig tror kan være tilladt, lige så lidt som jeg tror at vedkommende har frihed til at aflæsse renovation på vejen mellem nævnte Triangel og Salperterværket, hvor den findes i så overdreven en mængde at dersom en ubekendt i mørke passerede fodstien over imod salpeterværket, lad ham være ædru eller beskænket, da måtte han hovedkuls styrte ned i den umådelig dybe grøft hvorfra han aldrig vender levende tilbage. Det var at ønske at denne grøft blev forsynet med et brystværn, i det mindste hvor overfarten er til Øster Alle og Strandvejen. For uden dette, vil der vist engang ske en ulykke. Nu er det sandt, her haves 2 kommissærer til at - - - 

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2275-2277)

Om Een-Rixsdalerssedlers Forvandling til Femrixdalerssedler

Følgende bedrageri er berettet udgiveren: Sidste søndag aften kl. 8 den 11. januar dette år kom en velklædt, høj, smækker, ung person ned i en butik og anmodede om at veksle en 5 rigsdalerseddel. Ved et kort syn på den med blotte øjne 64 år gamle, aftalte kræmmeren 5 enrigsdalersedler. Da han dog forinden han udleverede dem, hvorvel personen hastede, beså nævnte falske 5 rigsdalerseddel med briller, bliver han opmærksom på at ordene: fem rigsdaler courant var skrevne i sin orden fuldkommen så store som almindelige og sortere end det øvrige kobber og trykte bogstaver. Han sagde da til personen: dette er skrevet med pen og blæk, jeg bytter den ikke. Endnu ikke vidende at det var en rigtig enrigsdalerseddel der var omskabt til en 5 rigsdalerseddel. Herpå anråbte personen en anden ligeledes velklædt ung person fra gaden uden for boddøren som kom ind og forsvarede sedlen. Men da vi alle tre gjorde sammenligning, fandtes hverken det lille eller stregen af det store romerske V i kobberet og ordene En Rigsdaler stod kendelig. Men det trekantede øje øverst var aldeles ikke at se af de anbragte store bogstaver: 5 rigsdaler osv. Manden sagde dem det var bedrageri som fortjente arrest, hvormed de for afsted.

Den første havde en lysegrå kjole med bred rød krave, den anden var noget mindre med brun kavaj, begge havde deres eget hår.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2273-2274)

Barbari mod Heste.

Der er i København talt og skrevet så meget om menneskers pligter mod dyrene *), at man skulle tro at dette menneskets så uværdige barbari mod værgeløse trældyr aldrig mere skulle finde sted her. Alligevel ser man desværre alt for hyppig det modsatte. Således passerede i dag den 7. januar kl. kvart over to gennem Rådhusstræde til Nørregade en stor enspændervogn fuldt pakket med tøndestaver, om jeg ikke så fejl. Hesten trak med anspændelse af alle kræfter det meget svære læs, men standsede omsider af mangel på kraft. Nu begyndte en afskyelig pisken på det arme dyr af køresvenden som endog selv lod sig trække Hesten slæbte vognen nogle skridt og standsede igen, som gav anledning til nye isk der genlød i alle værelser hvor man endog ville skjule sig for ikke at være vidne til så ubehagelig en scene. Kl. halv fire kom samme vogn og hest igen, med stort læs og den samme scene blev da atter gentaget.

Politiplakaten af 2. februar 1789 befaler at mulkter med alvorlighed skal anvendes på dem som begærer eller tillader at der læsses mere på en vogn end tilladt er. Dette bud syntes især at angå og være givet for vognmandskarl, men det var sikkert nyttigt at det fik en videre udstrækning. I det mindste var det ønskeligt at den eneborger ved formaning til sine folk ville sikre den anden for optrin som nødvendigvis må forstyrre et følende menneskes ro, hvilket han især i sit eget hus troede at kunne gøre krav på.

*) Måske ved anmelderen ikke at København også har sin antismith, at der også her er skrevet imod al følelse for de mishandlede dyr, og den endog af en embedsmand, se Politivennen nr. 172.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2267-2269)