Spørgsmaal fra en af Forstæderne.

Hr. Udgiver!

En del af mine bekendte herude på Nørrebro ønsker med mig gerne at vide på hvad måde eller i hvilket korps det må tillades os at vise vores iver for at forsvare vort fædreneland og den stad vi er borgere af, skønt vi bør uden for dens volde?

Her og især på Vesterbro er mange raske rørige mænd og karle, og da de fleste har heste, kunne der i fald sådanne måtte synes vores kronprins tjenlige, oprettes et ridende og tillige velberidt korps som ikke skulle være at foragte.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2437-2438)

Ønske fra Helsingør

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.

Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2436-2437)

Helsingør blev ikke bombarderet, og den gamle by er stadig i vid udstrækning bevaret, som her Sortebrødrestræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tanker om Flytningen, fra den ene Del af Byen til den anden

Det hedder sig at byens højeste familie flytter ind til byen, længere fra reden, og intet kan mere stemme overens med nationens kærligste og inderste ønsker for dens bedste velgående og sikkerhed.

Men så ønskelig denne flytning, så urigtigt tror anmelderen det ville være, som bosiddende i den østlige del af byen, ville i hobetal at flytte mere vestlig på, alarmere den del af indbyggerne som kan alarmeres af noget sådant.

Både de betragtninger, der forårsager en sådan utidig flytning af medindbyggere, og de tanker, som foregår hos de derved alarmerede, rejser sig lige meget af ukyndighed om krig, om en angribende fjendtlig flådes og om vort forsvars natur. Ingen som ved at man endnu ikke har turdet anbringe indretninger på skibe til at gøre kugler gloende. Som ved at de mørsere der bruges til søs ikke er af det største eller længstrækkende slags. Ingen som ved hvad det betyder for en flåde, at ligge udsat for vores de af vores mange duelige artillerister og kække landtropper bestyrede faste batteriers betydeligt antal ovne glødede kugler. For vores blokskibes, flydende batteriers og skytprammes svære kanoner, for de på voldene plantede mærkere, som kender redens og rendens beskaffenhed, dens fordelagtighed for os og ufordelagtighed for vores fjender. Som indser at alle fordele af vind og strøm umulig kommer dem til gode i den smalle rende. Som ved at vort forsvar er noget langt mere end den ting, som lagdes til pris for Nelson ved Abukir. At det flag som vajer på dette forsvar er hædret ved langt større sejre end dem britter nogensinde vandt. Sejre, som man kun i Ruyters og Tromps dage så mage til. At vores fjendes sædvanlige (og kun ved de hidtil mødte modstanderes uerfarenhed lykkelige) manøvre, at bryde linjen, her er den ugørligste ting i verden. Som af historien mindes, at en langt svagere forsvar, i Frederik den 4.s dage, holdt den forenede hollandske svenske og engelske flåde i respekt. Ingen som ved dette, vil tro, at fjenden, om han endog ville vove sin flådes totale ødelæggelse, fik tid til, eller var så dårlig, i stedet for at beskyde de faste og flydende batterier, at kanonere eller bombardere byen, hvoraf ikke ringeste frugt kunne høstes.

Vor nye brandforordning forbyder viselig at vige for ildebrand før på den bestemte tid. Skulle det ikke være lige så passende at forbyde flytning for at undvige nogle få forfløjne kugler før dette efter højere anordning tillades dem, hvis boliger derfor kunne være udsatte.

En total flytning eller folkeløshed er i hvert tilfælde farligere i henseende til ildebrand end kugler eller bomber.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 154, 4. april 1801, s. 2449-2450. 

Uordener

Da svineriet bad accisebod og hovedvagt ved Toldboden endnu vedbliver at være en væmmelse for alle de smukke folk som spadserer i plaseren (således har Nyboders folk bekvemt nok omdøbt vores elysiske marker) eller tage udflugt på esplanaden, så bedes stadens guvernør der formodentlig er den rette ansvarlige, og i nødsfald gen toldkammeret tillige, ved at indrette gårde med lokum for vagten og betjentene, samt et offentlig lokum for almuen, af afskaffe en uskik som vanærer nationens renlighed i fremmedes øjne.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2431-2432)

Forslag til alle patriotiske Danske, Norske og Holstenere.

Næst menneskelighedens stemme der taler i enhvers hjerte både som enkelt mand og som en af et helt selskab, gør fædrelandskærligheden sine bud gældende og uovertrædelige.
Altid føler det ufordærvede hjerte for fædrelandet, allevegne føler det derfor. Yderst levende og behagelig er denne følelse når dette fædreland er lykkeligt og hædret, dog endnu mere levende og fuldt så behageligt, skønt blandet med smerte er den, når det elskede fædrelands lykke og hæder trues af en overmægtig, overmodig, ret og rimeligt under fødder trædende fjende.

Modig væbner sig hver fædrelandssøn og vover den sidste blodsdråbe for dets vel. Men ofte er der endnu flere midler end våbnene, hvormed man kan tugte voldsmanden. Er denne en fabrikerende stat der trækker store summer årlig for fabriksvarer ud af den fornærmede mindre nations land, trues endog dennes håndværkere med undergang ved indførsel af forhånerens fabrikata, hvad er da mere retfærdigt, rimeligt og tillige kraftigt tugtemiddel end at afskære ham denne adgang til vores pengepung end at uddrage denne giftige brod af vores håndværkeres og fabrikanters arbejdshænder?

Dersom den forhånede nations regering, drevet af den mest prisværdige og vise moderation, ikke selv finder tjenligt ved lov at sætte dette middel i virksomhed. Sikkert vil den med tilfredshed se folket, besjælet af den fornærmede fædrelandskheds iver, selv at anvende dette kraftige middel, ved friviligt at pålægge sig et fuldkomment afhold fra den overmodige fornærmers fabrikerede varer.

Elskede landsmænd, kække og fædrelandske danske, norske og holstenere, til jer er dette talt, dersom I følger det!

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2428-2430)