Noget om Badning ved Tømmer-Pladsen og Køkken-Kurven samt Skyde-Øvelserne uden for Vester-Port.

(efter meddelt)

At fornøje sig på en lovlig og tilladelig måde uden at enten det offentlige eller private lider derved, tror jeg ikke bør nægtes nogen. Hvorfor jeg også meget ønskede at det måtte undes publikum at benytte sig af de 2 badesteder i nærheden af Langebro, nemlig ved tømmerpladsen og Køkkenkurven, på grund af deres nærhed til København da ikke alle finder behag i badehusene og endnu færre har tid til at gå en lang vej for at komme til at bade i åben sø. At adgangen til disse steder undertiden nægtes, kan vist nok ikke være efter guvernørens befaling, for ellers måtte den vel nægtes hver dag og ikke af og til tillades. Ikke heller kan man indse nogen grund hvorfor guvernøren skulle nægte det københavnske publikum denne så uskyldige fornøjelse. Heller må man altså efter min mening søge grunden dertil i en eller anden underofficers nykkker som ikke har forstået sin ordre rigtigt og dog vil udføre den med yderste strenghed.

Ifølge det før anførte princip antager man det også for meget tilladeligt, ja endog nyttigt, at fornøje sig med skydeøvelser, dog således at ingen derved forstyrres i sin lige så tilladelige fornøjelse, ja endog udsættes for livsfare. Dette kunne let finde sted forleden uge. 

Indsenderen leejde sammen med et par gode venner en båd ved Langebro for at more os ved roning og tillige bade os, da det af føromtalte grund så vidt man ved ikke kan lade sig gøre i nærheden af København. Da vi kom ud for den gamle skydebane, hvor en lang smal pynt forsynet med et slags bolværk og en trappe til at gå i fartøjet, går ud i søen og just ville lægge til for at bade os, da bunden her var renest, kom uformodentlig 2 til 3 kugler pibende forbi og slog kort fra os ned i vandet, omtrent hvor vi nylig var roet forbi skuddene kom fra en af de reberbaner som ligger på denne side af den gamle skydebane. Om dette er tilladeligt eller ikke, således at skyde uden mur bag ved skiven og uden at advare de forbiroende, og derved udsætte dem for unødvendig livsfare, henstiller jeg til de herrers egen bedømmelse som tog del i skydningen, idet jeg anmoder dem på min og fleres vegne at ændre det, og hvis det ikke imod formodning skulle ske, anmodes de ansvarlige som kan have noget at sige i denne sag, at afværge en fornøjeles misbrug, hvorved den almindelige sikkerhed tabes så ganske af syne.

Det føromtalte hændte nu os som kun roede for at fornøje os, men det samme kan ske for enhver fisker eller ålestanger i det nødtørftges erhvervelse, er det ikke ret for egen fornøjelse skyld at udsætte andre i deres fornøjelses nydelse for livsfare, så anser jeg det for endnu mere urimeligt at udsætte disse driftige og nyttige folk derfor i deres nødvendige forretninger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2791-2793)

Om Betleri.

Mange og gode er de foranstaltninger som direktionen for fattigvæsnet har gjort, hvorved det engang overhåndtagende gadetiggeri øjensynlig er formindsket, men ikke ganske fjernet. Blandt de steder hvor de gående endnu forulempes og forfølges af tiggere, er der især på Esplanaden en kone med 2 børn og i Amaliegade en dreng på omtrent 8 år med bare ben, lyst hår og en grøn trøje der forfølger alle og især dem som de anser for formuende. Indsenderen beder derfor at direktionen ville have den godhed at indskærpe de ansvarlige betjente til som snarest at optage de heri nævnte, hvilket vil tillige afskrække de tiggere som opholder sig på flere steder.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2790-2791)

Til Københavns Gouvernement.

Var det ikke godt der blev anvist et andet og afsidesliggende sted til det brug som jeg med flere så torsdag aften den 13. i denne måned omtrent kl. 9 hvor stadsgraven bruges ved Vesterport og det for adskillige årsagers skyld. 

Da jeg i selskab med nogle bekendte som lige såvel som jeg var ude af byen for at nyde en sundere og renere luft, kom sammen på vejen for at gå hjem, mødte os en særdeles ubehagelig stank på den første bro fra vejen til byen, dernæst blev vi meget forskrækkede og opmærksomme ved en sammenstimlen af mennesker da vi troede at nogen af vanvare eller fortvivlelse var faldet i stadsgraven. Men da vi kom nærmere, så vi der var nogle slaver som tømte store kar der var fyldt med menneskeskarn, ud over broen i stadsgraven. At stadsgravene ikke må eller bør forurenes med sådant, kan nok så meget sluttes deraf at den indretning der var før under stadsbroerne med vandhuse er afskaffet.

Lichtenstein
Skriver
Kompagnistræde 52

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2789-2790)

I Anledning af Ildebranden i Lyngby.

P. M.!

Man læser i disse dage i Adresseavisen i anledning af ildebrand i Lyngby at sprøjterne er blevet forstoppet af morads, og derved er blevet som ubrugelige, da der dog er en levende Mølleå. Nu må man spørge hvorledes det ville se ud i Frederiksberg by når der kom ildebrand? Vel er der to gadekær som samler vand, men da vandet næppe står seks tommer i det allerhøjeste over moradsen, så er det umuligt at få vand derfra uden at fylde en spand med et fladt kar, og dertil hører lang tid inden de kan øse en spand fuld. Den største park som ligger på siden af Falkoner Alle er ikke blevet renset i ti år, og ha derover den beskrevne dybde Nu er der vel en del brønde, men disse er næppe tilstrækkelige. Dersom der altså opstod ildebrand, så var der lidt mulighed for at slukke den, og ilden måtte ved ringeste blæst fortære en stor del af de for det meste gamle og dårlige hytter.

Man spørger om ikke hele byen burde lade rense de to eneste vandsteder hvoraf de kunne hente vand i sådant ulykkelige tilfælde.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2788-2789)

Om den forestaaende Qvarantaine paa Østerfælled.

Man ved at et skib som har vores vestindiske tropper ombord, nærmer sig til os. Rygtet har sagt at en del af dette mandskab skal være befængt med en smitsom sygdom. Af den forberedelse at telte til at modtage dem, er slået på Øster Fælled, ser man at sagen virkelig forholder sig så. Dette giver udgiveren anledning til at fremlægge et forslag til karantænekommissionens nærmere bedømmelse.

Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.

Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.

Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)