København indtager i folkemængde og størrelse næppe den sekstende plads mellem Europas store stæder. London, Paris, Wien, Rom, Konstantinopel, Amsterdam, Berlin, Madrid, Petersbord, Lissabon og flere overgår den i de egenskaber. Men i skønhed, sundhed, sikkerhed, gode indretninger, i borgerlig ånd og tone er Københavns rang langt højere.
I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.
Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.
Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.
Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!
Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.
Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortov hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.
Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!
Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.
Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.
Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.
Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)
Ifølge sidste afsnit må det være redaktør K. H. Seidelin der har skrevet dette indlæg. I Politivennen nr. 209, 24 April 1802, s. 3359 blev bekendtgjort følgende:
Bekjendtgørelse.
Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortovet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.
I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.
Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.
Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.
Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!
Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.
Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortov hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.
Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!
Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.
Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.
Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.
Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)
Redacteurens Anmærkning
Bekjendtgørelse.
Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortovet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.
